Det var midtvinters og knagende koldt. Himmelen var staalblaa og dirred af sol; den frosne sne tindred hvid med skarpe blaalige skygger efter skigarer og busker, spurvene sad langs alle møner og i flokker paa laavebroerne som store graabrune nøster af løs uldtraad, og alle mennesker var snøgge i gangen og rimfrosne efter aandedrættet. Og bortved Prestegaards-bækken havde vi i disse dage drevet vor leg. Der havde det laget sig istapper og hvælvinger, hvor vi legte hus, og laa og indbildte os at vi havde det godt og varmt; der var det frosset bulket is og underlige figurer i smaastrykene, med revner i, som vi saa det sorte hemmelighedsfulde vand igjennem, dybt nede, og hørte det mumle og fortælle, naar vi la øret nedtil.
Her ved bækken, hvor vi holdt gjestebud med isbiter og kjørte til kirke paa de staalblanke sne-bare sklier, havde min bror hentet sig sygdom, farlig sygdom. Nu laa han i sterk feber, med kort aandedrag og stønnende hoste; med rustrøde striber i det seige han fik op. Det var ikke til at tage feil af længer. Det var den sygdom som der oppe i bygden tog de smaa, knækked de voksne, og løste op for de gamle — lungebetændelse. Og saa var det fem mil til Tønset til nærmeste doktor.
Tredje døgnet, tidlig om morgenen, netop som Ola Stygpaajord sad i drengestuen og fik sig aabit, kom far ind, bleg og bevæget. «Du faar reise efter doktoren, Ola, — straks,» 229siger han i døren. «Er det saa klént i dag?» — «Ja, daarligt, ser du.»
Ola tager sig i hast en to-tre mundfuld, stryger saa skeen af i haanden og reiser sig.
«Naar tror du du kan være her igjen da, Ola?»
«Aa je vet itte, je — det er naa ti mil aa kjøre, aa saa er naa Tynsetkjøln slem vinters-tia.»
«Saa er du vel ikke her før ud paa morgensiden igjen da, Ola?» Far ser urolig ud. Ola Stygpaajord staar og grunder. Med ett ser han tillidsfuldt bent ind i ansigtet paa presten. «Je tær Vesleblakken,» siger han. Far stryger sig over øinene, gaar et par skridt og stanser igjen. «Saa er du her kanske tidlig i nat da, Ola?» siger han. «Je ska vera snar,» siger Ola Jonsen, han tager trøien ned fra slinden. «Ja, du faar gjøre dit bedste denne gangen Ola; for det kan gjælde et liv.» — «Je faar freste.» Far gaar.
Paa slaget 6 holder Ola Stygpaajord for svalen med Vesleblakken og fars lette kirkeslæde.
Hesten staar der tæt og sterk, med dumbjeldkransen høit baaret over den løftede hals, og de store sorte øine lysende af kraft. Far kommer ud i døren. «Gutten er daarligere, Ola. Du faar kjøre hvad hesten orker.» — «Ja, som presten vil,» siger Ola og tager tømmerne. «Bi lidt, Ola!» Presten gaar ind og kommer straks igjen ud. Han rækker Ola svepen. «Du faar bruge denne i dag.»
«Ja, om det trøngs,» siger Ola haardt, men tager imod den. Far gaar bort og klapper Vesleblakken paa halsen. «Ja saa gaa i Guds navn da!» siger han. Ola kjører.
Det var en lang dag for Vesleblakken, og en lang dag for os der hjemme. Sygdommen tog til. Og jeg for min del var stor nok til at læse af fars og mors ansigter, at faren steg. En underlig uro drev mig; det var ikke fred at finde. Jeg gik ud i den sterke kulde og stod der barhodet; glohed i øreflipperne og med øienhaarene klistret af frossen graat, lytted jeg efter dumbjelder og hvisked alt imellem: 230«paa kveldsiden, paa kveldsiden»; for ved den tid maatte Vesleblakken naa frem. Jeg mindes saa grant, at jeg bad til Gud, at han vilde gjøre et eller andet underverk, saa Vesleblakken kunde naa frem paa kveldsiden og den vesle bror min ikke maatte dø; for bare doktoren kom, saa — —
Urolig listed jeg mig ind igjen, sneg mig paa tærne ind i sygeværelset. Hver gang en hosteflage kom, vendte mor sig fortvilet om mod os andre.
Far stansed. «Han kan kanske være her ved tolvtiden,» hvisked han. «Hvor mange er den nu?» — «Fem.»
«Da blir det for sent; — det er mange, mange timer!» — mor graat.
Nei! Dette var ikke til at holde ud. Halvkvalt af taarer listed jeg mig ned igjen i min ensomhed; ingen ænsed mig, hvor jeg gik eller hvad jeg gjorde.
Jeg lydde paa ny, endda det var jo faafengt. Var det ikke en bjelde? Aa nei — det var nok ikke det. Ikke dumbjelder i alle fald. Men ligevel som en slags underlig sang i luften. Jeg hørte hundene gjø baade paa Bergsèt og længer nord; men ingen bjelder. Nu kommer denne underlige sang igjen, — blir borte og kommer igjen. Nu hører jeg det. Det er dumbjelder! Det er vore, ja det er vore! Jeg holder aanden og stirrer ufravendt udover mod Bergslien. Bare det nu er dem! Jo, der ser jeg alt det kjære gulhvide hovedet, høit baaret; — jeg braa-snur og springer ind, op efter trappen, falder og op igjen, kommer larmende og hæsblæsende ind i sygeværelset og bort til sengen: «Mor, Vesleblakken kommer!»
«Hvad siger du!» Hun reiser sig.
«Du maa tage feil, gutten min,» siger far, han blir blodrød i ansigtet og gaar raskt til vinduet.
«Nei, det er Vesleblakken, hører du!» siger jeg høit og ivrig, og trænger mig frem for at se med. Da hører jeg far hikste til, et par underlige hikst; — doktoren svinger netop ind paa gaarden. «Jo, det er Vesleblakken, gutten min,» siger han, tyk i maalet, vender sig bort, snur sig med det samme mod mig igjen, stryger mig flere ganger ned over haaret, retter saa med et raskt tag paa sit stive 231hvide halstørklæ, tager huen og gaar. — Men nede, udfor svalen, staar Vesleblakken skumsvett, med rimfrost om næseborene og i det krøllede vaade haarlag. Den kaster med hovedet, tygger i bigslet og flytter med benene, bævrer af og til over lænder og ryg, rent opøst. Den har sprunget de ti norske mil i snedrev og storm over Midtskogen og Tønsetkjølen frem og tilbage paa tolv timer.
Far stod i svalen og tog imod doktoren; — den eiendommelige medisinlugt fulgte, da han gik foran ind. Men i døren vendte far, gik ud, tog hesten om hovedet og strøg den nedover den skumvaade hals. Den humred og søgte som vanlig efter sukkerbeten; men den var glemt i dag.
«Brugte du svepen, Ola?» spurte far.
«Je gjorde som presten sa,» svarte Ola, han stod og tog ud sælepinderne. «Det stod om livet, væ,» føied han sagte til, tog hesten ved bigslet og drog til stalds.
Han havde ret: det stod om livet. Og det var Vesleblakken som frelste gutten; det sa doktoren siden.
Tre dage efter at dette var hændt, kom Ola Jonsen drengen, op og bad om at faa tale med presten.
«Naa, Ola, hvad var det?» siger far og ser op fra protokollen, med fjærpennen mellem tænderne.
«Det staar nok itte regti tel med Veslblakkøm,» siger Ola raadløst og ser ned paa sine krogete fingre.
«Hvad feiler hesten?» Far er blit bleg og har reist sig.
«Je trur ’n har faat longebetegnels,» siger Ola vékt.
Far steg til som i vrede. «Da har du skamkjørt den, Ola.»
Ola snur og vender skindhuen mellem fingrene. Saa ser han op. «Det fekk bi anti veslguten din hell hesten din,» siger han skarpt. Far tier; — han mindes.
«Se til at faa et bud efter dyrlægen straks,» siger han saa.
«Han er her alt,» svarer Ola. «Hvad tror han?» — «Han ska gjøra sit, seier ’n; ellers saa vet ’n naa itte.» — Far tager hat og frak og gaar ud. Ola følger.
232Vesleblakken stod paa stalden og skalv. Hovedet lut, ørene hængende, øiet dødt og lidende, kort aande og hoste alt imellem. Og mens lille Johannes laa i sin første, rolige søvn, bleg, men med jevne aandedrag efter den overstandne fare, droges Vesleblakken med alle sygdommens smerter, baaret for at berge guttens liv. Søndag morgen, saa snart jeg var kommen i klærne, fór jeg som vanlig ned i stalden.
Den sterke, varme hestelugt slog mig i møde i dag som altid; Storblakken knurped og skar det frodige høi mellem tænderne, som den pleide; Borka sølte med sin graa, myge snude i vasbøtten; men da jeg kom til Vesleblakkens spiltaug, saa jeg ikke det kjære gulhvide hovedet mere. En usigelig angst kom over mig. Næsten fra mig selv kløv jeg op paa krybben for at faa se. Spiltauget var tomt. Men midt paa staldgulvet, der hvor vintersolen la en skraa, kold strime ind gjennem staldgluggen og lyste op i mørket, der laa Vesleblakken, strak og stiv.
Det risled som koldt vand over mig. «Vesleblakken!» hvisked jeg med snørt strube. «Vesleblakken!» Den humred ikke, den løfted ikke hovedet. Det var stilt omkring, bare Storblakken som tygged lige sæl, og Borka som tungt satte en fod ned. I graat kom jeg ned fra krybben, ud af stalden og ind til mor, lige i fanget paa hende med hikst og graat.
«Hvad er det, gutten min?»
«Vesleblakken er død, mor! Den lever ikke længer, mor.» Og jeg storgraat. Men mor reiste sig braat, som hun havde faat et knivstik.
Snart var stalden fyldt af alle gaardens folk, som stod to og tre og saa og talte og forklarte, i denne syngende sørgmodige tone som er egen for landsens folk i sorg.
Milde og myge faldt alle ord, med lang stans imellem. Saa tog mor mod til sig. Hun gik bort til hesten og klapped den paa halsen. «Ja, Gud signe dig da, Vesleblakken, og tak for alt,» sa hun fast, men lavt. Saa gik de stilt, en efter en, som de var kommet.
Men den som intet sa og intet gjorde, var Ola Jonsen Stygpaajord, drengen. Bleg stod han op mod spiltauget og stirred ned for sig.
233«Skal du ikke gaa ud, Ola?» spør mor i døren.
«Je synes itte je er god før aa gaa fraa,» kom det fort og brudt, og saa med ett tager graaten den sterke mand. Mor blir taus. Denne dybe sorg over et dyr greb hende mægtig, helst da hun vidste at dette dyr havde ofret livet for hendes barn. «Det maatte saa ske, Ola,» siger hun mildt og klapper ham paa akslen.
«Det maatte full det,» svarer han. Det var alt. Mor gik.
Jeg ved ikke hvordan det gik for sig, men slig blev det, at saa snart vi to Vesleblakkens bedste venner blev alene, saa kom jeg paa knæ paa det vaade staldgulvet med haanden bortpaa Vesleblakkens hoved. «Du kjære, kjære Vesleblakken,» hvisked jeg. Og Ola Jonsen Stygpaajord stod taus, der han før stod, og lod mig kjæle det døde dyr. — Men saa hugg kirkeklokkerne i, festlig, næsten vildt. Og for min barnesjæl blev det til at Vesleblakken var kommen til Gud og var blit stor, saa stor, med bjelder som klang ud over al himmelens hvælv; — og saa var det bare Øvre Rendalens kirkeklokker, som ringte ind en vemodig søndagsmorgen.