(Efter Martin Luthers fortælling.)
I aaret 1522 kom Henrik Sutfen til Bremen. Han var jaget bort fra Antverpen for evangeliets skyld og vilde nu til Vittenberg. Men nogen fromme kristne i Bremen bad ham om at holde en præken der. Det vilde han ikke sige nei til. Og da folket havde hørt hvordan han lærte ordet, bad de og tigged ham om at blive hos dem og forkynde Guds ord. Han blev der i to aar. Men da fandt Gud den almægtige tiden kommen, at den gode Henrik med sit blod skulde stadfæste den sandhed han havde lært. Men dette gik saaledes til: Sognepresten og en del fromme kristne i Meldorf i Ditmarsken kaldte ham did for at forkynde Guds ord. Dette kald modtog han som fra Gud og loved at komme. Og paa første mandag i advent drog han midt igjennem landet og kom til Meldorf, og blev der modtaget med stor glæde af presten og andre fromme kristne. Søndagen efter traadte han frem og talte over de ord af Paulus: „Gud er mit vidne“. Men ikke før var gudstjenesten slut, saa blev menigheden kaldt sammen af forstanderen for sortebroderklosteret. Han læste op et brev fra rigsraaderne; i det brevet stod det, at de under en bot af tusend gylden ikke maatte lade munken faa præke. Men det brevet havde forstanderen faat rigsraaderne til at sende. Da menigheden hørte dette brev, blev de harme; for efter gammel landsskik havde de selv ret til at indsætte og afsætte sin prest. De tog samstemmig det raad, at de vilde holde fast ved den nye prestemand og verne om ham; for de var rent opildnet af hans første præken. Og siden talte han flere dage i ugen baade formiddag og eftermiddag, og alle undred sig og takked Gud, som havde sendt dem slig prest. For de saa nu klart, hvorledes munkene og klerkene havde forført dem. De var bare rædde for at han skulde blive taget fra dem igjen, og tigged ham om at blive hos dem i julen og præke hver dag to ganger.
Men da klosterforstanderen saa at han ikke kunde komme nogen vei med sin ondskab, drog han til graabrødrene eller barfodmunkene, som de kaldes, for at søge hjælp og raad hos dem. For disse munker har let for at forføre de stakkars lettroende med sin skinhellighed. Derpaa fik de med sig nogen af rigsraaderne, saasom Peder Nannen, Peder Swin og Klaus Roden. En skulde 202kanske helst havde sparet at nævne navnene her. Men siden de har søgt at vinde ære ved det, saa vilde det være synd at tage den ære ifra dem. Disse tog nu det raad at gribe ham om natten og brænde ham med det samme, før landet fik nys om det og han kunde komme til orde.
Dagen efter, anden mandag i advent, mødtes de en halv mil udenfor Meldorf, og aftalte med hverandre, at saa snart natten kom, skulde bønderne rundt om ringes sammen. Og det mødte henved fem hundred bønder. Da de fik høre hvad de skulde bruges til, vilde de drage hjem igjen og ikke være med paa en slig ondskab. Men høvdingerne trued dem paa liv og gods til at være med. De havde ogsaa faat tre tønder øl til livs, for at faa bedre mod. Klokken 12 midnat kom de saa væbnet ind i Meldorf.
Sortebrødrene havde lys og fakler med til at lyse for sig, og passe paa at ikke den gode Henrik løb unda. Dermed stormed de ind i prestegaarden og slog i stykker alt de fik fat paa; men hvad de fandt af guld og sølv, tog de med sig. Stormed saa ind i værelset til presten, hugg og stak og skreg: „slaa ihjel, slaa ihjel!“ Men det blev da med det, at de kasted ham ud paa gaden i sølen. Nu kom turen til broder Henrik, som de trak nøgen ud af sengen. Paa veien til Hemmingstedt spurte de ham, hvorfor han var kommen der til landet, og hvad han vilde der. Han svarte dem sagtmodig med sandheds ord, saa de begyndte at kjende sig rørt og ropte: „Afsted med ham igjen! Skulde vi høre paa ham længer, kunde vi ogsaa blive kjettere.“ Saa bad han om at faa en hest at sidde paa, for han var nu saa mødig af at gaa nøgen og barfodet i kulde og is. Men da lo de og gjorde nar af ham. Skulde en kanske holde hester til kjettere? aa nei, han fik nok løbe. Og saa slæpte de ham om natten helt til Heide. Her blev han puttet ned i en kjelder og de drukne bønder sat til at passe paa ham. Og nu tured de hele natten og drev gjøn med ham.
Klokken 8 om morgenen mødtes de paa torvet, for at raadslaa om hvad de nu skulde gjøre. Da ropte de fulde bønder: „Bare brænd ham! Paa varmen med ham, saa vinder vi da ære hos Gud og mennesker.“ Og graabrødrene egged dem op og sa: „Dette er at tage sagen netop paa rette maade.“ Og saaledes blev den gode Henrik uhørt dømt til baalet. Da han kom til stedet, hvor baalet alt stod færdigt, var han saa medtaget, at han 203maatte sætte sig ned. Men han bad: „Herre, tilgiv dem; for de ved ikke hvad de gjør. Dit navn er alene helligt, himmelske fader.” Siden slog de ham og stak ham, hver gang han prøvde paa at tale. De kom med en ulærd munk, som Henrik skulde skrifte for. Men den Guds mand sa til ham: „Har jeg gjort dig noget ondt eller nogensinde fornærmet dig?” — „Nei,” svarte munken. Saa spurte broder Henrik: „Hvad er det da som jeg skal skrifte for dig, og som du skal tilgive mig?” Da blev graabroderen skamfuld og drog sig unda. Men ilden vilde ikke brænde. I to timer stod broder Henrik nøgen, med øinene vendt mod himmelen, og de slog og fór ilde med ham paa alle maader. Sidstpaa fik de fat paa en stor stige, som de bandt ham fast paa for at heise ham op paa varmen. Det kjære sandhedsvidne vilde nu til at fremsige sin tro, men én slog ham paa munden og sa: „Brænd først, saa kan du siden læse, saa meget du vil.”
Saa skulde de til at hale ham op med stigen; men den raped over til siden for dem, og saa slog de ham ihjel med en hammer, og siden brændte de hans legeme paa glørne.
Dette er i korthed den sandfærdige historie om det hellige blodvidne Henrik Sutfens lidelser.