LUTHER var af bondeæt. Han siger selv: «Jeg er søn af en bonde; min far, min bedstefar og alle mine forfædre var bønder.» Faren hedte HANS LUTHER, og LUTHER betyder det samme som stridsmand. En stridsmand blev da MARTIN fremfor nogen: en som kjæmped for sin tro med ord og pen.
I sin barndom havde han det strengt; baade faren og moren var haarde i sin tugt, og i skolen var det ikke andet end hugg og slag, frygt og jammer. Paa en eneste formiddag, siger MARTIN LUTHER, fik han stryk femten ganger, fordi skolemesteren vilde han skulde sige frem noget som han ikke havde lært ham. Dette var i Eisleben, hvor LUTHER er født, og hvor han gik i skole til han var fjorten aar gammel; siden kom han til Magdeborg og Eisenach. Her maatte han synge brødvisen ved godtfolks dører, og han pleide siden ofte i sine prækener at fortælle om hvor ræd og skræmt han var den gang. En gang havde han og hans kamerater sunget firstemmige sange udenfor en ensom bondegaard. Da kom bonden ud og ropte: «Hvor er dere, skøiere?» Gutterne blev 200saa rædde, at de tog til bens; bonden maatte efter dem og forklare hvad han vilde: han havde to stegte pølser til dem.
Martin Luther holdt inderlig af sin far. Faren var en sterk, tætvoksen mand, med fast vilje og gløgtænkt. Da hans søn gik i kloster, blev den gamle svært harm. Gode venner fik hans vrede til at stilne. Men da han traadte ind til sin søn, og Martin fortalte at et grueligt syn havde drevet ham til klosterløftet, sa faren mismodig: «Gud give det ikke var synkverving og djævelsk skrømt alt sammen.» Han sa ogsaa til sin søn: «Du trodde at lyde et Guds bud, da du gik i kloster; har du ikke ogsaa hørt at du skal være dine forældre lydig?» Dette ord satte sig dybt fast hos sønnen.
Fire aar efter sad han paa Vartborg, udstødt af kirken, lyst fredløs af keiseren. Da skrev han til sin far: «Vil du endnu rive mig ud af munkelivet? Du er jo endnu min far, og jeg endnu din søn. Du har Guds ords myndighed paa din side, paa min side har jeg bare menneskelig brøde. Men se — for at du ikke skal rose dig for Gud, er han selv kommen dig i forkjøbet for at rive mig ud.» Fra nu af var det for den gamle som han havde faat sin søn igjen.
Da Hans Luther laa paa sit sidste, bøide sjælesørgeren sig ned over den døende og spurte ham, om han ogsaa vilde dø i den rene fornyede tro paa Kristus og det hellige evangelium. Da samled den gamle Hans endnu en gang sin kraft og sa kort og godt: «En skarv den mand som ikke tror paa den!» Da Luther en gang senere fortalte dette, sa han med varme: «Ja, det var en mand af gammel malm.»
Det var i Koborg Luther fik høre om sin fars død. Han saa paa brevet; indeni havde hans kone lagt et billede af deres yngste datter Magdalena, som var død. Luther sa bare de ord: «Se dèr, nu er ogsaa min far død.» Dermed reiste han sig og gik ind paa sit kammer, hvor graaten tog ham saa haardt, at han dagen efter havde ondt i hovedet, fortælles det. Men da han kom ind igjen, var han rolig som ellers. Samme dag skrev han til sin ven Melankton: «Aldrig har jeg ringeagtet døden slig som i dag; vi dør saa ofte, før vi dør sidste gang. Nu er jeg den ældste i slegten, og har ret til at være den første som følger min far.»