195

Onsdagen den 16de april kjørte Luther ind i Vorms. Foran vognen red den keiserlige forrider i embedsskrud, med ørnevaabnet paa brystet, og ligesaa hans tjener. Mange adelsmænd og damer drog ud imod ham. Om formiddagen klokken henimod 10 kom han ind i byen. Da vægteren fra taarnet paa domkirken saa toget nærme sig porten, begyndte han at blaase, og tusender strømmed til for at se Luther. Men hertugen af Bayerns hofnar traadte ham i møde med et kors i haanden, slig som det brugtes ved ligfærder, og sang med høi røst: „Nu er du kommen, du som vi har længtet efter, som vi har ventet paa i mørket.“

Da nu Luthers fiender fik vide om hans komme, saa raadde somme til at bryde leidet, andre var imod. To af fyrsterne kom i slig strid, at begge tog til sine vaaben. Keiserens lønlige raadgiver sa til ham at han burde faa Luther af veien og tage ham af dage, og nævnte hvad 196der var gjort med Huss. Ingen var skyldig at holde noget fribrev til en kjetter. Men keiser Karl gav det priselige svar: „Det en har lovet, faar en holde.“

Den dag Luther skulde møde for rigsdagen, bad han saaledes: „Almægtige, evige Gud! Støt mig mod al verdens klogskab og visdom. Gjør det, — du maa gjøre det, du alene. Det er jo ikke min, men din sag; for min egen del har jeg her intet at gjøre med disse store verdensherrer. Jeg vilde ogsaa helst have gode og rolige dage og leve uforstyrret. Men sagen er din, Herre, retfærdig og evig er den; støt mig du, trofaste, evige Gud. Intet menneske stoler jeg paa. Saa hjælp mig da, Gud, i din kjære søns Jesu Kristi navn, som skal være mit skjold og verge, min faste borg ved din Helligaands styrke og kraft. Herre, hvor blir du af? Min Gud, hvor er du? Kom, kom! Jeg er rede, ogsaa til at lade mit liv, taalmodig som et lam. Ti sagen er retfærdig, din sag; saa vil jeg ikke skille mig fra dig evindelig. Det være raadfæstet i dit navn. Om kroppen, som ogsaa er dine hænders verk og skabning, skulde gaa til grunde derved, ja blive knust til støv, saa er dit ord og din aand mig nok; jeg ved at det bare er kroppen det gaar ud over; sjælen er din, tilhører dig og blir evig hos dig. Amen. Gud hjælpe mig. Amen.“

I det samme klokken havde slaat 4, kom to herrer for at følge ham; de førte ham gjennem baggaarder og lønganger til raadhuset, for at han ikke skulde blive forulempet af folkemængden som havde samlet sig paa veien til keiserens herberge.

Ligevel fik mange nys om det, og kom løbende og vilde med ind; men vagterne drev dem tilbage med magt. Mange kløv op paa hustagene og vilde se doktor Martin Luther. Ved indgangen til salen klapped ridder Georg Frunsberg ham paa akslen og sa: «Unge munk, den dyst du nu gaar til er slig, at jeg og mangen øverste knapt har havt magen i det hedeste slag. Men er du paa ret vei og viss i din sag, saa gaa i Guds navn og vær bare trøstig, Gud vil ikke forlade dig.»

Luther maatte vente i to timer. Da han stod fremme for den høie keiser, fyrsterne og alle rigets stænder, som 197var samlet paa rigsdagen, sa Johan Eck, som talte paa keiserens vegne: «Martin Luther! Den høie og uovervindelige keiser har efter samraad med rigets stænder ladt dig kalde og stævne hid for sin høie stol, for at forelæge dig disse to spørsmaal: «Tilstaar du at disse bøger er dine?» Her pegte han paa en stor pakke med latinsk og tysk paaskrift. «Og vil du kjendes ved dem, eller ikke? For det andet: vil du tilbagekalde eller holde fast ved hvad der er skrevet i disse bøger?»

Luther svarte: «Jeg vedkjender mig bøgerne og kan intet fragaa i saa maade. Men om jeg vil forsvare eller tilbagekalde, det er et spørsmaal som vedrører troen og sjælenes salighed og Guds ord, som er den dyreste og største skat i himmel og paa jord, og som vi med rette bør holde høiest i ære; det vilde være vaagsomt og farligt gjort af mig, om jeg vilde forhaste mig her. Jeg kunde let komme til at sige for lidet eller for meget, og komme under Kristi dom, naar han siger: «Den som fornegter mig for menneskene, ham vil jeg ogsaa fornegte for min himmelske fader.» Derfor beder jeg aller ydmygst den høie keiser at unde mig en frist til nøiere eftertanke, saa jeg kunde svare paa disse spørsmaal uden vold mod Guds ord og uden fare for min sjæl.» Da tilstod keiseren ham en dags frist.

Nu blev Luther igen af æresvagten ført til sit herberge. Paa veien jubled folket til ham, og en røst ropte: «Saligt er det liv som bar dig.» Mange adelsmænd kom til ham i herberget og sa: «Herr doktor, hvordan gaar det? Det siges at de vil brænde eder; men det maa ikke ske, heller skal de alle fare ilde.» Hans ven Ulrik von Hutten havde skrevet to trøsterige brev til ham. Det ene slutted saaledes: «Strid mandig for Kristus og vig ikke for ondskaben, men gaa trøstig imod den. Jeg haaber tiden nu er kommen, da Herren vil rense sin vingaard, som vildsvinene har herjet og storgalten ædt op. Altid i uro for din skyld. Kristus støtte og hjælpe dig.»

Dagen efter, torsdag klokken 4, blev Luther igjen ført til keiserens gaard. Men fyrsterne var optaget af andre gjøremaal, saa han maatte staa der og vente helt til klokken 6, midt i en stor folkehob, som trykked og trængte paa. Da nu fyrsterne var kommet til sæde, og Luther stod fremfor dem, 198blev han igjen spurt, om han vilde forsvare alle de bøger han havde skrevet, eller tilbagekalde noget. LUTHER svarte høvisk og ydmygt, ikke skrigende og hvast. Han talte pent, sømmeligt og spakfærdigt, men med stor kristelig frimodighed og fasthed. Han talte først om sine bøger, og sa at han ikke kunde tilbagekalde noget. Saa blev han ved: «Men jeg er et menneske og ikke Gud. Jeg kan ikke gjøre mer for mine bøger, end den herre Kristus har gjort for sin lære, da han stod for øverstepresten, og tjeneren gav ham en ørefik: «Har jeg talt ilde, saa vis det,» sa han. Han, som vidste at han ikke kunde fare vild, holdt sig ikke for god til at høre paa modlæg mod sin lære, selv af den største skarv af en tjener; jeg kan let fare vild, jeg baade ønsker og venter at nogen skal gjøre indvendinger mod mig. Derfor beder jeg den høie naadige keiser at lade enhver som kan gjøre det, høi eller lav, tage til modmæle og overbevise mig ved de evangeliske skrifter. Om saa er, at jeg blir overtydet, skal jeg straks være villig og redebon til at tilbagekalde enhver vildfarelse, og være den første til at kaste mine bøger paa ilden.» Dette sa LUTHER først paa tysk. Saa krævde de af ham at han skulde sige det samme endnu en gang paa latin. Men svetdraaberne perled paa hans pande, og han kjendte sig meget frykket af trængslen og fordi han stod midt imellem fyrsterne. Da sa en saksisk ridder til ham: «Kan I det ikke, saa er det nok, herr doktor.»

Men han sa alt sammen opigjen paa latin. Da LUTHER var færdig med sin tale, sa den mand som talte paa keiserens vegne, at dette var ikke noget greit svar. Saa sa LUTHER: «Siden altssa den høie og naadige keiser kræver et greit svar, saa vil jeg give et som hverken har horn eller tænder, og det skal være dette: Dersom jeg ikke blir overtydet med vidnesbyrd af den hellige skrift eller med greie og klare grunde, saa føler jeg mig bundet i min samvittighed af Guds ord, og kan og bør ikke tilbagekalde; for det er ikke trygt eller raadeligt at gjøre noget mod samvittigheden. Her staar jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig. Amen.»

Da han var færdig, lod de ham gaa, og han fik to mand med til at følge og føre sig.

Nu var klokken 8, og det var blit mørkt. Salen var oplyst af fakler. Men det blev et stort opstyr, da LUTHER 199førtes ud, og adelsmændene skreg: «Skal han i fængsel?» Men LUTHER svarte: «Nei, de skal bare følge mig.» Som han stod midt i trængslen, blev det rakt ham et ølkrus af sølv fra hertug ERIK af Brunsvik; det skulde han have at opfriske sig med, blev det sagt; hertugen havde selv drukket af kruset først, saa han kunde være trygg. LUTHER spurte, hvad det var for en fyrste som tænkte saaledes paa ham. Og da han fik høre at gaven kom fra en som hørte til pavens venner, saa tog han kruset og sa: «Saaledes som hertug ERIK har tænkt paa mig i dag, saa tænke vor herre Kristus paa ham i hans sidste stund.»

Da han nu gik ud fra keiseren gjennem salen, tog spanjolerne til at le og gjøre nar af ham; men han kjendte sig saa modig og trøstig i Herren, saa han sa, at om han end havde tusend hoveder, saa vilde han heller lade dem alle hugge af end tilbagekalde noget. En som var til stede, da LUTHER kom hjem til sit herberge, fortæller: LUTHER rakte hænderne op med straalende ansigt og ropte: «Jeg er kommen igjennem, jeg er kommen igjennem!»

195

Onsdagen den 16de april kjørte Luther inn i Vorms. Foran vognen red den keiserlige forrider i embedsskrud, med ørnevaabnet på brystet, og likeså hans tjener. Mange adelsmenn og damer drog ut imot ham. Om formiddagen klokken henimot 10 kom han inn i byen. Da vekteren fra tårnet på domkirken så toget nærme seg porten, begynte han å blåse, og tusener strømmet til for å se Luther. Men hertugen av Bayerns hofnar trådte ham i møte med et kors i hånden, slig som det brugtes ved likferder, og sang med høy røst: „Nå er du kommet, du som vi har lengtet etter, som vi har ventet på i mørket.“

Da nå Luthers fiender fikk vite om hans komme, så rådde somme til å bryte leidet, andre var imot. To av fyrstene kom i slig strid, at begge tog til sine våpen. Keiserens lønnlige rådgiver sa til ham at han burde få Luther av veien og ta ham av dage, og nevnte hva 196der var gjort med Huss. Ingen var skyldig å holde noe fribrev til en kjetter. Men keiser Karl ga det priselige svar: „Det en har lovet, får en holde.“

Den dag Luther skulle møte for riksdagen, bad han således: „Allmektige, evige Gud! Støt meg mot all verdens klokskap og visdom. Gjør det, — du må gjøre det, du alene. Det er jo ikke min, men din sak; for min egen del har jeg her intet å gjøre med disse store verdensherrer. Jeg ville også helst have gode og rolige dage og leve uforstyrret. Men sagen er din, Herre, rettferdig og evig er den; støt meg du, trofaste, evige Gud. Intet menneske stoler jeg på. Så hjelp meg da, Gud, i din kjære søns Jesu Kristi navn, som skal være mitt skjold og verge, min faste borg ved din Helligaands styrke og kraft. Herre, hvor blir du av? Min Gud, hvor er du? Kom, kom! Jeg er rede, også til å la mitt liv, tålmodig som et lam. Ti sagen er rettferdig, din sak; så vil jeg ikke skille meg fra deg evindelig. Det være raadfæstet i ditt navn. Om kroppen, som også er dine hænders verk og skapning, skulle gå til grunne derved, ja bli knust til støv, så er ditt ord og din ånd meg nok; jeg ved at det bare er kroppen det går ut over; sjelen er din, tilhører deg og blir evig hos deg. Amen. Gud hjelpe meg. Amen.“

I det samme klokken hadde slått 4, kom to herrer for å følge ham; de førte ham gjennom bakgårder og lønganger til rådhuset, for at han ikke skulle bli forulempet av folkemengden som hadde samlet seg på veien til keiserens herberge.

Likevel fikk mange nys om det, og kom løpende og ville med inn; men vaktene drev dem tilbake med makt. Mange kløv opp på hustakene og ville se doktor Martin Luther. Ved inngangen til salen klappet ridder Georg Frunsberg ham på akselen og sa: «Unge munk, den dyst du nå går til er slig, at jeg og mangen øverste knapt har hatt magen i det heteste slag. Men er du på rett vei og viss i din sak, så gå i Guds navn og vær bare trøstig, Gud vil ikke forlate deg.»

Luther måtte vente i to timer. Da han stod fremme for den høye keiser, fyrstene og alle rigets stender, som 197var samlet på riksdagen, sa Johan Eck, som talte på keiserens vegne: «Martin Luther! Den høye og uovervinnelige keiser har etter samråd med rigets stender ladt deg kalle og stevne hit for sin høye stol, for å forelegge deg disse to spørsmål: «Tilstår du at disse bøker er dine?» Her pekte han på en stor pakke med latinsk og tysk påskrift. «Og vil du kjennes ved dem, eller ikke? For det andre: vil du tilbakekalle eller holde fast ved hva der er skrevet i disse bøker?»

Luther svarte: «Jeg vedkjenner meg bøkene og kan intet fragå i så måte. Men om jeg vil forsvare eller tilbakekalle, det er et spørsmål som vedrører troen og sjelenes salighet og Guds ord, som er den dyreste og største skatt i himmel og på jord, og som vi med rette bør holde høyest i ære; det ville være vågsomt og farlig gjort av meg, om jeg ville forhaste meg her. Jeg kunne lett komme til å si for lite eller for meget, og komme under Kristi dom, når han sier: «Den som fornekter meg for menneskene, ham vil jeg også fornekte for min himmelske fader.» Derfor beder jeg aller ydmygst den høye keiser å unne meg en frist til nøyere ettertanke, så jeg kunne svare på disse spørsmål uten vold mot Guds ord og uten fare for min sjel.» Da tilstod keiseren ham en dags frist.

Nå ble Luther igjen av æresvakten ført til sitt herberge. På veien jublet folket til ham, og en røst ropte: «Saligt er det liv som bar deg.» Mange adelsmenn kom til ham i herberget og sa: «Herr doktor, hvordan går det? Det siges at de vil brenne dere; men det må ikke ske, heller skal de alle fare ilde.» Hans venn Ulrik von Hutten hadde skrevet to trøsterige brev til ham. Det ene sluttet således: «Strid mandig for Kristus og vig ikke for ondskapen, men gå trøstig imot den. Jeg håper tiden nå er kommet, da Herren vil rense sin vingård, som villsvinene har herjet og storgalten ett opp. Alltid i uro for din skyld. Kristus støtte og hjelpe deg.»

Dagen etter, torsdag klokken 4, ble Luther igjen ført til keiserens gård. Men fyrstene var optaget av andre gjøremål, så han måtte stå der og vente helt til klokken 6, midt i en stor folkehop, som trykket og trengte på. Da nå fyrstene var kommet til sete, og Luther stod fremfor dem, 198ble han igjen spurt, om han ville forsvare alle de bøker han hadde skrevet, eller tilbakekalle noe. LUTHER svarte høvisk og ydmykt, ikke skrikende og hvast. Han talte pent, sømmelig og spakferdig, men med stor kristelig frimodighet og fasthet. Han talte først om sine bøker, og sa at han ikke kunne tilbakekalle noe. Så ble han ved: «Men jeg er et menneske og ikke Gud. Jeg kan ikke gjøre mer for mine bøker, enn den herre Kristus har gjort for sin lære, da han stod for øverstepresten, og tjeneren ga ham en ørefik: «Har jeg talt ilde, så vis det,» sa han. Han, som visste at han ikke kunne fare vill, holdt seg ikke for god til å høre på motlegg mot sin lære, selv av den største skarv av en tjener; jeg kan lett fare vill, jeg både ønsker og venter at noen skal gjøre innvendinger mot meg. Derfor beder jeg den høye nådige keiser å la enhver som kan gjøre det, høy eller lav, ta til motmæle og overbevise meg ved de evangeliske skrifter. Om så er, at jeg blir overtydet, skal jeg straks være villig og redebon til å tilbakekalle enhver villfarelse, og være den første til å kaste mine bøker på ilden.» Dette sa LUTHER først på tysk. Så krevde de av ham at han skulle si det samme ennå en gang på latin. Men svettdråpene perlet på hans panne, og han kjente seg meget frykket av trengselen og fordi han stod midt imellom fyrstene. Da sa en saksisk ridder til ham: «Kan dere det ikke, så er det nok, herr doktor.»

Men han sa alt sammen opp igjen på latin. Da LUTHER var ferdig med sin tale, sa den mann som talte på keiserens vegne, at dette var ikke noe greit svar. Så sa LUTHER: «Siden altssa den høye og nådige keiser krever et greit svar, så vil jeg gi et som hverken har horn eller tenner, og det skal være dette: Dersom jeg ikke blir overtydet med vitnesbyrd av den hellige skrift eller med greie og klare grunde, så føler jeg meg bundet i min samvittighet av Guds ord, og kan og bør ikke tilbakekalle; for det er ikke trygt eller rådelig å gjøre noe mot samvittigheten. Her står jeg, jeg kan ikke annet, Gud hjelpe meg. Amen.»

Da han var ferdig, lot de ham gå, og han fikk to mann med til å følge og føre seg.

Nå var klokken 8, og det var blitt mørkt. Salen var opplyst av fakler. Men det ble et stort oppstyr, da LUTHER 199førtes ut, og adelsmennene skreg: «Skal han i fengsel?» Men LUTHER svarte: «Nei, de skal bare følge meg.» Som han stod midt i trengselen, ble det rakt ham et ølkrus av sølv fra hertug ERIK av Brunsvik; det skulle han ha at oppfriske seg med, ble det sagt; hertugen hadde selv drukket av kruset først, så han kunne være trygg. LUTHER spurte, hva det var for en fyrste som tenkte således på ham. Og da han fikk høre at gaven kom fra en som hørte til pavens venner, så tok han kruset og sa: «Således som hertug ERIK har tenkt på meg i dag, så tenke vår herre Kristus på ham i hans siste stund.»

Da han nå gikk ut fra keiseren gjennom salen, tog spanjolene til å le og gjøre narr av ham; men han kjente seg så modig og trøstig i Herren, så han sa, at om han enn hadde tusen hoder, så ville han heller la dem alle hugge av enn tilbakekalle noe. En som var til stede, da LUTHER kom hjem til sitt herberge, forteller: LUTHER rakte hendene opp med strålende ansikt og ropte: «Jeg er kommet igjennom, jeg er kommet igjennom!»