142

Her sidder jeg stakkar kroget og graabag fæstningens mur og sten;timerne — aa, de er tunge og traa;jeg ser af en gløtt at fjorden er blaa,og at himlen der oppe er ren.

Jeg har vel òg været sterk og ung,— det moned nok der hvor jeg drog —med gods og gaard og med pengepung,til vrede snar og med haanden tuug —jeg sa ikke fra, før jeg slog.

Nu er den knækket i slaveri,min ranke, spænstige krop;min magt er brudt og mit mod forbi;jeg ved at aldrig jeg skal bli fri,før døden vil løse op.

Lad dreierbænken og høvlen gaa!det stunder til julens fest;jeg snekrer her, for at more de smaa,en ganger med guldhov, en ganger graa —og en prægtig stue dernæst.

En stue hvor der er bjerk omkringog saa en brusende foss,en rummelig kirke med alter-ring,hvor barnet kan bede om alle ting —slig som hjemme hos os.

143Til jul det stunder; jeg stræver traat,at alt kan bli færdigt og pent;men doktoren rister paa hodet saa smaat,og vagtkaren hvisker — jeg hører det godt: —«Nu gaar han i barndommen rent.»

Men bryder den signede julekveld frem,da glædes jeg gamle skarn;mit fattige legetøi finder et hjem,det flytter fra fangerummet til demsom sidder med glade barn.

Mor staar ved træet og tænder paa,slig var det — slig var det jo før;der inde i kammeret tramper de smaa,de smaa bitte sko, for de kan ikke staa,de vil ind ad den stængte dør.

Det kommer en aften, — det vil nok ske,at det banker her paa min karm;da skraber Guldhov i gaardens sne,og henter mig did hvor lys er at se,og en far som aabner sin arm.

142

Her sitter jeg stakkar kroket og gråbak festningens mur og stein;timene — å, de er tunge og traa;jeg ser av en gløtt at fjorden er blå,og at himlen der oppe er ren.

Jeg har vel òg vært sterk og ung,— det monnet nok der hvor jeg drog —med gods og gård og med pengepung,til vrede snar og med hånden tuug —jeg sa ikke fra, før jeg slo.

Nå er den knekket i slaveri,min ranke, spenstige kropp;min makt er brutt og mitt mot forbi;jeg ved at aldri jeg skal bli fri,før døden vil løse opp.

Lad dreierbenken og høvlen gå!det stunder til julens fest;jeg snekrer her, for å more de små,en ganger med guldhov, en ganger grå —og en prektig stue dernest.

En stue hvor der er bjerk omkringog så en brusende foss,en rummelig kirke med alter-ring,hvor barnet kan bede om alle ting —slig som hjemme hos oss.

143Til jul det stunder; jeg strever trått,at alt kan bli ferdig og pent;men doktoren rister på hodet så smått,og vaktkaren hvisker — jeg hører det godt: —«Nå går han i barndommen rent.»

Men bryter den signede julekveld frem,da gledes jeg gamle skarn;mitt fattige leketøy finner et hjem,det flytter fra fangerommet til demsom sitter med glade barn.

Mor står ved treet og tenner på,slig var det — slig var det jo før;der inne i kammeret tramper de små,de små bitte sko, for de kan ikke stå,de vil inn ad den stengte dør.

Det kommer en aften, — det vil nok ske,at det banker her på min karm;da skraper Guldhov i gårdens sne,og henter meg dit hvor lys er å se,og en far som åpner sin arm.