119

Dersom en gut blir spurt paa gaden: «Hvem er du søn til?» og han staar og gaber og ikke ved det, saa ler alle mennesker af ham, og synes han er en tosk. Men et folk som ikke har greie paa sine fædre, er ikke likere. Det gaar ikke an for et oplyst folk; det kan høve sig for menneskeæderne nede i Australien. Spørg en voksen kar der nede, saa er det saa vidt han ved hvem hans far er; 120saa langt op som til bedstefaren og oldefaren orker han ikke. Her oppe i Europa vil ethvert folk vide hvorledes fædrene har været, og hvorfor de har været slig.

Hvorledes var da vore fædre? Hvad trodde de paa, før de lærte kristendommen? De trodde paa æserne, paa Odin og Tor, paa kampens guder. At slaas var deres glæde i livet og deres salighed efter døden. Naar kjæmperne kom til Odin i Valhall, saa mored de sig hver dag med kamp og festligt gilde. Om morgenen, naar de har klædt sig, slaas de med hverandre og fælder hverandre, men reiser sig igjen og gaar til maaltid som de bedste venner.

Men slos de ikke ofte paa en styg maade? Der staar jo at Gisle Sursson smøg sig ind om natten og stak sin maag ihjel, der han laa i sin seng? Sligt kalder vi jo mord; en saadan mand vilde blive dømt som ugjerningsmand efter vore lover. Men sagaen siger at han var en af de gjæveste mænd paa Island. Lad os tænke os om. De fleste af dere har hørt om krig. Dere har vist hørt om at danskerne slos med tyskerne i 1860-aarene, og om den store krig mellem Frankrig og Tyskland i 1870. Og dere ved, at naar det er krig mellem to folk, saa skader de hverandre alt det de orker. Naar tyskerne slaas med franskmændene og dræber tusender af dem, saa siger vi ikke at disse tyskere er ugjerningsmænd, og at de skal halshugges alle sammen, naar de kommer hjem. Men i den gamle, gamle tid var det slig hos os og hos islænderne, at naar to mænd eller slegter var fiender, saa førte de krig mod hverandre; ja slegt førte krig imod slegt, ligesom nu det ene land fører krig imod det andre. Vi kan ikke ligne det ved andet. De søgte at komme over hverandre og fælde hverandre, ligesom soldaterne gjør i krigen. De brændte gaardene for hverandre; det gjør soldaterne i krigstid ogsaa. Soldaterne smyger sig frem om natten. Obersten siger til dem: «I morgen maa vi tidlig op, gutter; den som sover, faar ingen seier. Derfor skal vi komme mens fienden sover.» Og de marsjerer afsted, uden trommer eller spil, lige ind i fiendens by. De kommer over 121ham, mens han sover. De brænder løs, før han endnu har fundet sine vaaben og stillet sig op. Saa omtrent gjorde Karl den tolvte, da han i aaret 1716 en stund over midnat rykked ind i Fredrikshald, og ingen har lastet ham for det. Men krig land og land imellem er forfærdelig. Og endda forfærdeligere er krig mellem landsmænd, mand imod mand, slegt imod slegt. Slig en tid vilde vi ikke have igjen; ikke for alt i verden vil vi have den igjen; og skam skulde det være, om ikke vi tænkte anderledes end vore fædre, vi som er tusend aar længer fremme, og som har lært af kristendommen.

Naar nu en mand havde dræbt en anden, fik han da slet ingen straf? Jo. De stængte ham ikke inde i noget bodsfængsel, de havde ingen skarpretter som hugged hovedet af ham; men en slags straf fik han jo: han blev dømt paa tinget til at betale pengebot; — eller han blev dømt fredløs. Da havde hans fiender lov til at dræbe ham, naar de vilde; for den gang var det folks tro, at en død ikke fik fred i graven, naar hans drab ikke var hevnet, og det var den dødes frænder som skulde hevne ham. Det var en slags dødsstraf det ogsaa paa en maade, og stundom kunde den være værre end den vi har; bare det at den ikke var vanærende.

Gisle Sursson blev fredløs, og i mange aar var han jaget som et vildt dyr. Han hvælved sin baad, for at fienderne skulde tro han var druknet; han tedde sig som han var galen, for at de ikke skulde kjende ham; han fik et spyd i læggen, mens han svømte i sjøen, og han krøb om i skogen som et saaret dyr. Han gjemte sig i sengehalmen, men oftest var han gjemt under jorden. Slige lidelser kunde de gamle nordmænd tage paa sig for at yde en falden frænde opreisning. Det maa vi ogsaa huske paa: det var ikke altid for sin fornøielse at vore fædre slos; det var for at hjælpe sine frænder og venner.

At hjælpe den gang, og at hjælpe nu om stunder, det er to rent forskjellige ting. Nu kommer en mand ind til sin ven eller frænde og siger til ham: «Jeg skal kjøbe en gaard, men jeg har ikke penger nok; vil du laane mig det 122jeg trænger?» Eller: «Jeg staar i rest for skat, lensmanden kommer og panter mig. Kan du hjælpe mig?» Og vi synes det er vakkert, naar ven og frænde hjælper med raad og daad. Men sandelig, det var større hjælp de krævde af sine frænder i gamle dage. Midt om natten kommer en mand til gaards i sprængende trav; hans haar er svid, det er blod paa hans klær: «Vore fiender har brændt gaarden og fældt min far. Vil du hjælpe mig at hevne ham?» Men at hjælpe her var mer end at give penger; det var at vaage sit liv; og ligevel hjalp de, og hjalp villig og gjerne.

Da Haavard Isfjordings hustru havde faat løfte om hjælp hos sine brødre, og Haavard kom for at hente dem til kamp mod en overmægtig høvding, da siger sagaen: Valbrand, Haavards maag, gik bort til sine sønner og sa: «Eders frænde Haavard er kommen hid, og han er rustet, som om han tænkte paa stordaad.» Mændene holdt paa at høie, men nu kasted de riverne og løb efter sine klær. Skoene havde de taget af sig, mens de høied; da de skulde tage dem paa, var de stivnet i solen. Men de fór saa fort i dem, at skindet gik af hælene, og da de kom hjem, var skoene fulde af blod. Saa ivrige var de efter at hjælpe. At verne om sin slegt var for vore fædre det samme som det er for os at verge vort land, og det kan vi ialfald lære af dem, at være villige i farens stund. Det er godt at vide, at nordmændene ikke vanslegter fra fædrene i saa maade. Det øves mangen daad paa sjø og land i vore dage som er fuldgod med sagaens. Men vi slegter nok ogsaa paa fædrene i det som galt er; det er ikke saa længe siden de norske fjeldbønder haded og hevned og brugte vaaben mod hverandre — næsten lige saa vildt som i sagaens tid. Og endnu er der ingen norsk gut som ikke ved hvad det vil sige at være langsint og have lyst til hevn. Men just derfor skal norske børn læse om sine fædre, for at stride mod det onde som de har i blodet, og for at øge den gode arv.

119

Dersom en gut blir spurt på gaten: «Hvem er du sønn til?» og han står og gaper og ikke ved det, så ler alle mennesker av ham, og synes han er en tosk. Men et folk som ikke har greie på sine fedre, er ikke likere. Det går ikke an for et opplyst folk; det kan høve seg for menneskeeterne nede i Australien. Spør en voksen kar der nede, så er det så vidt han vet hvem hans far er; 120så langt opp som til bestefaren og oldefaren orker han ikke. Her oppe i Europa vil ethvert folk vide hvorledes fedrene har vært, og hvorfor de har vært slig.

Hvorledes var da våre fedre? Hva trodde de på, før de lærte kristendommen? De trodde på æsene, på Odin og Tor, på kampens guder. At slaas var deres glede i livet og deres salighet etter døden. Når kjempene kom til Odin i Valhall, så moret de seg hver dag med kamp og festlig gilde. Om morgenen, når de har kledd seg, slaas de med hverandre og feller hverandre, men reiser seg igjen og går til måltid som de beste venner.

Men sloss de ikke ofte på en stygg måte? Der står jo at Gisle Sursson smøg seg inn om natten og stak sin maag ihjel, der han lå i sin seng? Slikt kaller vi jo mord; en sådan mann ville bli dømt som ugjerningsmann etter våre lover. Men sagaen sier at han var en av de gjeveste menn på Island. La oss tenke oss om. De fleste av dere har hørt om krig. Dere har vist hørt om at danskene sloss med tyskerne i 1860-årene, og om den store krig mellom Frankrig og Tyskland i 1870. Og dere ved, at når det er krig mellom to folk, så skader de hverandre alt det de orker. Når tyskerne slaas med franskmennene og dreper tusener av dem, så sier vi ikke at disse tyskere er ugjerningsmenn, og at de skal halshugges alle sammen, når de kommer hjem. Men i den gamle, gamle tid var det slig hos oss og hos islenderne, at når to menn eller slekter var fiender, så førte de krig mot hverandre; ja slekt førte krig imot slekt, likesom nå det ene land fører krig imot det andre. Vi kan ikke ligne det ved annet. De søkte å komme over hverandre og felle hverandre, likesom soldatene gjør i krigen. De brente gårdene for hverandre; det gjør soldatene i krigstid også. Soldatene smyger seg frem om natten. Obersten sier til dem: «I morgen må vi tidlig opp, gutter; den som sover, får ingen seier. Derfor skal vi komme mens fienden sover.» Og de marsjerer av sted, uten trommer eller spill, like inn i fiendens by. De kommer over 121ham, mens han sover. De brenner løs, før han ennå har funnet sine våpen og stillet seg opp. Så omtrent gjorde Karl den tolvte, da han i året 1716 en stund over midnatt rykket inn i Fredrikshald, og ingen har lastet ham for det. Men krig land og land imellom er forferdelig. Og enda forferdeligere er krig mellom landsmenn, mann imot mann, slekt imot slekt. Slig en tid ville vi ikke have igjen; ikke for alt i verden vil vi ha den igjen; og skam skulle det være, om ikke vi tenkte annerledes enn våre fedre, vi som er tusen år lenger fremme, og som har lært av kristendommen.

Når nå en mann hadde drept en annen, fikk han da slett ingen straff? Jo. De stengte ham ikke inne i noe botsfengsel, de hadde ingen skarpretter som hugged hodet av ham; men en slags straff fikk han jo: han ble dømt på tinget til å betale pengebot; — eller han ble dømt fredløs. Da hadde hans fiender lov til å drepe ham, når de ville; for den gang var det folks tro, at en død ikke fikk fred i graven, når hans drap ikke var hevnet, og det var den dødes frender som skulle hevne ham. Det var en slags dødsstraff det også på en måte, og stundom kunne den være verre enn den vi har; bare det at den ikke var vanærende.

Gisle Sursson ble fredløs, og i mange år var han jaget som et vilt dyr. Han hvelvet sin båt, for at fiendene skulle tro han var druknet; han tedde seg som han var galen, for at de ikke skulle kjenne ham; han fikk et spyd i leggen, mens han svømte i sjøen, og han krøp om i skogen som et såret dyr. Han gjemte seg i sengehalmen, men oftest var han gjemt under jorden. Slike lidelser kunne de gamle nordmenn ta på seg for å yte en falt frende oppreisning. Det må vi også huske på: det var ikke alltid for sin fornøyelse at våre fedre sloss; det var for å hjelpe sine frender og venner.

Å hjelpe den gang, og å hjelpe nå om stunder, det er to rent forskjellige ting. Nå kommer en mann inn til sin venn eller frende og sier til ham: «Jeg skal kjøpe en gård, men jeg har ikke penger nok; vil du låne meg det 122jeg trenger?» Eller: «Jeg står i rest for skatt, lensmannen kommer og panter meg. Kan du hjelpe meg?» Og vi synes det er vakkert, når venn og frende hjelper med råd og dåd. Men sannelig, det var større hjelp de krevde av sine frender i gamle dage. Midt om natten kommer en mann til gaards i sprengende trav; hans hår er svidd, det er blod på hans klær: «Våre fiender har brent gården og felt min far. Vil du hjelpe meg å hevne ham?» Men å hjelpe her var mer enn å gi penger; det var at våge sitt liv; og likevel hjalp de, og hjalp villig og gjerne.

Da Haavard Isfjordings hustru hadde fått løfte om hjelp hos sine brødre, og Haavard kom for å hente dem til kamp mot en overmektig høvding, da sier sagaen: Valbrand, Haavards maag, gikk bort til sine sønner og sa: «Deres frende Haavard er kommet hit, og han er rustet, som om han tenkte på stordåd.» Mennene holdt på å høye, men nå kastet de rivene og løp etter sine klær. Skoene hadde de taget av seg, mens de høyet; da de skulle ta dem på, var de stivnet i solen. Men de fór så fort i dem, at skinnet gikk av hælene, og da de kom hjem, var skoene fulle av blod. Så ivrige var de etter å hjelpe. Å verne om sin slekt var for våre fedre det samme som det er for oss å verge vårt land, og det kan vi i alle fall lære av dem, å være villige i farens stund. Det er godt å vite, at nordmennene ikke vanslekter fra fedrene i så måte. Det øves mangen dåd på sjø og land i våre dage som er fullgod med sagaens. Men vi slekter nok også på fedrene i det som galt er; det er ikke så lenge siden de norske fjellbønder hatet og hevnet og brukte våpen mot hverandre — nesten like så vilt som i sagaens tid. Og ennå er der ingen norsk gut som ikke ved hva det vil si å være langsint og have lyst til hevn. Men just derfor skal norske barn lese om sine fedre, for å stride mot det onde som de har i blodet, og for å øke den gode arv.