115

Brødrene Sigurd og Øistein og de to kongers mænd sad sammen i veitsle; det var tyst i hallen; da foreslog Øistein at de skulde prøve den gamle leg mandjevningen, hvor to af de ypperste mænd sammenligner sig med hverandre.

Sigurd Jorsalfar er stille;der er ett han grunder paa,mens med vemod sine vildekjæmper han i øiet saa:Hav i storm og hær i strid,blanke sund og børen blid,silkeseil og sæle stunder,det er derpaa Sigurd grunder.117Og kong Øistein ser paa sine,han er og i daarligt lag;se, det mørkner om hans mine,tunge er hans aandedrag:«Naa da, gutter, I har glemt,tror jeg, baade øl og skjemt?Stuen her har liden hygge;kom da, bror min! vi faar brygge.

Sigurd. Tal, din tunge er din egen!Øistein. Jeg skal gjerne være først.Skal vi ta mandjevnings-legen?Hvem af os, skal tro, er størst?Sigurd. I din barndom fik du stryk.Øistein. Ja, men jeg var mere myg.Sigurd. Tit jeg dukked dig i vandet.Øistein. Ja, men jeg kom først til landet.

Og med skøiterne paa isen,der du vagged som en stut!Sigurd. Men min bue, den tar prisen;knapt jeg tror du drar den ud!Øistein. Men jeg skyder lige visst,og paa ski, der er du sidst.Sigurd. Folk kan se mig, frem jeg rager.Øistein. Folk vil se mig — jeg er fager.

Lovene jeg kan fra grunden,og min tale falder let.Sigurd. Ja, du snakker efter munden,lover vel og holder slet.Øistein. Du kan sagtens holde ord,du som lover vondt, min bror.Jeg vil hjælp til alle bære,Sigurd, det er just det svære!

Sigurd. Men min færd skal ingen glemme,dragefærd med høvdingbuss;og imens sad Øistein hjemmesom en mø i far sit hus.

118ØISTEIN.

Heller sig: jeg rusted digsom en søster ud paa vei.Her er bylden, kom nu bare!Skryt du, SIGURD; jeg skal svare.

SIGURD.

Kan du svare paa de mangeseire hist i hedning-land?Kan du svare paa den langefærd jeg fór til Kanaan?Jeg har knælt ved Herrens grav;kloge bror, hvor blev du af?Jordans-elven gav mig drikke;kloge bror, dig saa jeg ikke.

ØISTEIN.

Du har hugget blaamænds hodersørpaa, det er stort og godt;jeg har bare bygget bodernord i Vaagen, det er smaat;men der er da husly nokfor en fattig fiskerflok,og jeg tænker vel det findesfolk der nord som mig vil mindes.

Mangen landsmand før i tidenfrøs ihjel paa Dovrefjeld;nu er det blit bedre siden;jeg har bygget hus og tjeld.Kanske ogsaa at min havnnord ved Agdenes gjør gavn;kanske kirken er til sæle-bot for mange trætte sjæle.

Du har hjulpet lukt i helvedmangen blaamands sjæl og krop;jeg har bygget klosterhvælvetfor at lukke himlen op;119du har drukket helligt vand,jeg har helliggjort mit land.Sent, min bror, skal saga glemmeos som sad saa stilt her hjemme.»

Endnu er det skik at yppekappestriden her i nord;endnu kan fra legen dryppemangt et haardt og giftigt ord.Heller hædre hver sin brorpaa den fælles fædrejord;huske alt hvad godt han vildei det store, i det stille.

115

Brødrene Sigurd og Øistein og de to kongers menn satt sammen i veitsle; det var tyst i hallen; da foreslo Øistein at de skulle prøve den gamle lek mannjevningen, hvor to av de ypperste menn sammenligner seg med hverandre.

Sigurd Jorsalfar er stille;der er ett han grunner på,mens med vemod sine villekjemper han i øyet så:Hav i storm og hær i strid,blanke sund og børen blid,silkeseil og sæle stunder,det er derpå Sigurd grunner.117Og kong Øistein ser på sine,han er og i dårlig lag;se, det mørkner om hans mine,tunge er hans åndedrag:«Nå da, gutter, dere har glemt,tror jeg, både øl og skjemt?Stuen her har liten hygge;kom da, bror min! vi får brygge.

Sigurd. Tal, din tunge er din egen!Øistein. Jeg skal gjerne være først.Skal vi ta mannjevnings-legen?Hvem av oss, skal tro, er størst?Sigurd. I din barndom fikk du stryk.Øistein. Ja, men jeg var mer myg.Sigurd. Tit jeg dukket deg i vannet.Øistein. Ja, men jeg kom først til landet.

Og med skøytene på isen,der du vagget som en stut!Sigurd. Men min bue, den tar prisen;knapt jeg tror du drar den ut!Øistein. Men jeg skyder lige visst,og på ski, der er du sist.Sigurd. Folk kan se meg, frem jeg rager.Øistein. Folk vil se meg — jeg er fager.

Lovene jeg kan fra grunnen,og min tale faller lett.Sigurd. Ja, du snakker etter munnen,lover vel og holder slet.Øistein. Du kan saktens holde ord,du som lover vondt, min bror.Jeg vil hjelp til alle bære,Sigurd, det er just det svære!

Sigurd. Men min ferd skal ingen glemme,drageferd med høvdingbuss;og imens satt Øistein hjemmesom en mø i far sitt hus.

118ØISTEIN.

Heller seg: jeg rustet degsom en søster ut på vei.Her er byllen, kom nå bare!Skryt du, SIGURD; jeg skal svare.

SIGURD.

Kan du svare på de mangeseire hist i hedning-land?Kan du svare på den langeferd jeg fór til Kanaan?Jeg har knelt ved Herrens grav;kloge bror, hvor ble du av?Jordans-elven ga meg drikke;kloge bror, deg så jeg ikke.

ØISTEIN.

Du har hugget blaamænds hodersørpå, det er stort og godt;jeg har bare bygget bodernord i Vaagen, det er smått;men der er da husly nokfor en fattig fiskerflok,og jeg tenker vel det finnesfolk der nord som meg vil minnes.

Mangen landsmann før i tidenfrøs ihjel på Dovrefjeld;nå er det blitt bedre siden;jeg har bygget hus og tjeld.Kanskje også at min havnnord ved Agdenes gjør gavn;kanskje kirken er til sæle-bot for mange trette sjæle.

Du har hjulpet lukt i helvetemangen blaamands sjel og kropp;jeg har bygget klosterhvelvetfor å lukke himlen opp;119du har drukket hellig vann,jeg har helliggjort mitt land.Sent, min bror, skal saga glemmeoss som satt så stilt her hjemme.»

Ennå er det skikk å yppekappestriden her i nord;ennå kan fra legen dryppemangt et hardt og giftig ord.Heller hedre hver sin brorpå den felles fedrejord;huske alt hva godt han villei det store, i det stille.