Sigurd Raneson var gift med Sigurd Jorsalfars faster Skjalvør. Han havde staat i stor yndest hos kong Magnus Barfot, og havde af ham faat finnefærden som len. En gang kongen blev vred paa Sigurd, skjeldte han ham ud for en tyv, og sa at han snøt ham paa finnehandelen. «Du betaler mig ikke mer end halvdelen af hvad der tilkommer mig,» sa kongen. Sigurd Raneson flygted til kong Øistein. Men i Nidaros lod kong Sigurd blaase til et møde, og førte klage paa sin frænde og krævde ham straffet efter lovens fulde strenghed. Sigurd Raneson svarte, at kong Magnus havde givet ham finnefærden, mod at han skulde svare en aarlig afgift; det havde han ærlig gjort. Ellers vilde han gjerne indgaa forlig med kongen. Kongen vilde ikke; men kong Øistein stod paa Sigurd Ranesons side, og Øistein var en lovsterk mand. Han fik sagen vist væk fra ting til ting, aldrig var det det rette. Endelig kom den da fore paa Frostatinget, som denne gang holdtes i Nidaros. Da mødte Sigurd med en meget stor flaade. Han la op i Nidelven, og han og hans mænd laa ude paa skibene under telte. Da sagen skulde gaa til doms, sa kong Øistein at den tre ganger var afvist, saa den kunde ikke tiere tages frem, mente han. Da blev kong Sigurd storlig vred og sa: «Endda er det én rettergang igjen; den kjender jeg fuldt saa vel som Øistein, og den skal nu skille mellem os.» Dermed reiste han sig og drog med sine mænd ned til skibene.
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. II.
114Sent paa kvelden fór Sigurd Raneson ned til elven til kong Sigurds skib. Han var uden kappe, havde blaa bukser og en skarlagens kjortel. Paa gangbroen, som gik fra bryggen ud til bagstavnen paa kongsskibet, stod en mand som holdt vagt. Da Sigurd vilde gaa om bord, stansed vagten ham. «Du faar vælge et af to,» sa Sigurd, «gaa væk fra broen, eller jeg kjører spydet i dig.» Vagten gik i land. I forrummet sad kongen og hans mænd til bords, ingen sansed paa Sigurd Raneson, før han laa paa knæ ved kongens fødder. «Jeg giver mig og mit hoved i din vold, herre konge,» sa han. «Gjør med mig hvad du vil. Heller vil jeg faa en braa død, end at det skal opstaa strid mellem dig og din bror for min skyld.» Det var mange som reiste sig og la et godt ord ind for Sigurd. De bad fagert for ham, siden han gav sig i kongens vold. Kongen sad længe taus, det brød sterkt i ham. Men omsider tog han til orde: «Du er i sandhed en ædel mand, Sigurd. Du har taget det raad som gagner os alle bedst. Det var i vente en ulykke saa stor, at Gud i himmelen maa vide hvor langt den vilde række; jeg havde fast sat mig i sind, at jeg i morgen skulde gaa op paa Ilevolden for at kjæmpe med kong Øistein. Nu vil jeg modtage forlig af dig, hvis du vil fæste hele sagen i min dom.» Det gik Sigurd ind paa.
Kongen dømte ham til at bøte femten mark guld. «Og dem skal du have betalt i morgen formiddag, inden høimessen er til ende i Kristkirken,» sa kongen. «Mine brødre¹ vilde paaføre mig skam, men jeg skal vogte over deres hæder lige saa vel som over min egen. Du skal svare kong Øistein fem mark, kong Olav fem mark, og mig fem mark, og du skal betale de andre først.»
Sigurd Raneson vendte nu tilbage til kongsgaarden, og fortalte kong Øistein hvad som var hændt. Men Øistein 115blev sprutende rød og sa: «Er dette takken for at jeg hjalp dig?» Han var meget vred, gik ud af hallen og gik i seng. Sigurd maatte nu høgstnattes fare om til sine venner for at laane guld. Men da morgenen kom, havde han ikke faat skrabt sammen mer end fem mark. Med disse gik han til kong Øistein. «Hvad har du til mine brødre?» sa kong Øistein. «Det faar gaa som det kan.» — «Jeg ved at du har laant guldet, og nu skal du modtage det som gave af mig,» sa kong Øistein. Sigurd takked ham og skyndte sig saa til kong Olav, hvor det gik ham lige ens. Saa kom han om bord til kong Sigurd, just som kirkeklokken i Kristkirken var holdt op at kime. «Du har vel betalt mine brødre, kongerne?» spurte kong Sigurd. Sigurd Raneson fortalte ham alt. Kong Sigurd stod en stund. «Jeg skal ogsaa give dig guldet. Men da skal du love mig at du skal staa paa min side, om det kommer noget paa mellem os brødre.» — «Jeg vil da haabe at det aldrig maa opstaa nogen strid mellem eder,» sa Sigurd Raneson; men skulde det hænde, da kan jeg ikke agte nogen mand i verden høiere end kong Øistein, og ham vil jeg agte, saa længe jeg lever. Jeg kan ikke gjøre andet, herre, om du saa vil tage mit liv.» — «Jeg vilde staa langt under min bror, om jeg tog imod dette guld af dig,» sa kongen; «jeg vil give dig det alt sammen, selv om du intet venskab lover.»