123

Paa berget ved Tønsberg havde baglernes høvding Reidar Sendemand siddet i tyve uger kringsat af Sverre; endelig maatte han give sig. Men Sverre fik sótt her. Han reiste til sjøs fra Tønsberg til Bergen; Reidar Sendemand var med og var ogsaa syg. Han laa ved kongens side i løftingen, siger sagaen. Sverre døde da han kom til Bergen.

Sverre han sad ved bergets fod,vintren var let at kjende:maden minked, og folkets moddet var holdt op at brænde;kampen var lang og ikke let;men ingen maa se en høvding træt,han holder ud til ende:

«Kyllingen piber efter mad,børn det høver at klage;mænd skal mætte sin sjæl med had,slig som i gamle dage;aldrig gav de sin fiende ro,heller aad de balg og sko,end de vilde fra ham drage.»

Men oppe paa berget holdt sulten jul,stor var baglernes vaade;læret lemmed de sønder til sul,til nytaar fik døden raade;blege de sprang til bergets fod,baglerne sprang kong Sverre imodog tigged og bad om naade.

«Hevn,» ropte hæren, «ingen fred!hevn over baglerhunde!De vog vore fædre, og brødre med,de skaded os alt de kunde.Nu er stunden at kræve bot,og den bedste boten er blod,blod af de baglerhunde.»

124

125Kongen var syg; han svarte mild,men hans maal det var let at kjende:«Bikje de skjeldte mig, merr la de til,og de dræbte min bror og frænde.Men lad os mindes: Der kommer en tidda vi alle trænger til grid,naar den sidste vinter har ende.»

Kongen han stævned mod Bjørgvins led,i løftingen var hans leie;havet vugged og gav ham fredover de lange veie;baglernes syge høvding var med,laa ved hans side, de taltes vedover de lange veie.

Bagler og birkebeiner er gjemtog sunkne de gamle borge;men slaas det har nok ingen glemther i kong Sverres Norge;sterke de stander, mand mod mand;striden lyser rødt over land —over kong Sverres Norge.

Men for hver der kommer en tidda luren ei mer skal gjalde,da han faar hug til at give gridog fienden til sig kaldeog ha ham med sig paa sidste led,saa de kan rigtig tales ved,der de seiler i solefaldet.

123

På berget ved Tønsberg hadde baglernes høvding Reidar Sendemand sittet i tyve uker kringsatt av Sverre; endelig måtte han gi seg. Men Sverre fikk sótt her. Han reiste til sjøs fra Tønsberg til Bergen; Reidar Sendemand var med og var også syk. Han lå ved kongens side i løftingen, sier sagaen. Sverre døde da han kom til Bergen.

Sverre han satt ved bergets fot,vinteren var lett å kjenne:maten minket, og folkets motdet var holdt opp å brenne;kampen var lang og ikke lett;men ingen må se en høvding trett,han holder ut til ende:

«Kyllingen piper etter mat,barn det høver å klage;menn skal mette sin sjel med hat,slig som i gamle dage;aldri ga de sin fiende ro,heller åt de balg og sko,enn de ville fra ham drage.»

Men oppe på berget holdt sulten jul,stor var baglernes vaade;læret lemmet de sønder til sul,til nyttår fikk døden råde;bleke de sprang til bergets fot,baglerne sprang kong Sverre imotog tigget og bad om nåde.

«Hevn,» ropte hæren, «ingen fred!hevn over baglerhunde!De vog våre fedre, og brødre med,de skadet oss alt de kunne.Nå er stunden å kreve bot,og den beste boten er blod,blod av de baglerhunde.»

124

125Kongen var syk; han svarte mild,men hans mål det var lett å kjenne:«Bikje de skjelte meg, merr la de til,og de drepte min bror og frende.Men la oss minnes: Der kommer en tidda vi alle trenger til grid,når den siste vinter har ende.»

Kongen han stevnet mot Bjørgvins led,i løftingen var hans leie;havet vugget og ga ham fredover de lange veie;baglernes syke høvding var med,lå ved hans side, de taltes vedover de lange veie.

Bagler og birkebeiner er gjemtog sunkne de gamle borge;men slaas det har nok ingen glemther i kong Sverres Norge;sterke de stander, mann mot mann;striden lyser rødt over land —over kong Sverres Norge.

Men for hver der kommer en tidda luren ei mer skal gjalde,da han får hug til å gi gridog fienden til seg kalleog ha ham med seg på siste led,så de kan riktig tales ved,der de seiler i solefallet.