Det er snart tusend aar siden. Gutterne var den gang længer fremme i alslags idræt end de er nu, og mangen tolv—fjorten aars gut var næsten som en voksen kar. Sigmund og Tore hedte to gutter fra Færøerne, som begge havde mistet sine fædre for fiendehaand. Siden var de kommet til Norge. Da de fik høre at Haakon jarl var kommet til riget, vidste de ingen anden raad end at søge til ham, om de kunde naa saa langt; de mente de skulde faa nogen hjælp af ham, siden deres fædre havde været hans mænd. De var i Viken den gang, og gik derfra til Oplandene og over Hedemarken nordover til Dovrefjeld. Did kom de mod vinternat, og det tog alt til at sne og vintres paa deres vei. Ligevel gav de sig uvettig ud paa fjeldet, fór vild og laa ude i flere døgn uden mad. Tore var den ældste; han var fjorten aar, og to aar ældre end Sigmund; men han havde mindre kræfter. Han la sig fore, og sa at han orked ikke mere; Sigmund skulde bare lade ham være, og se at finde frem til bygden. Men Sigmund svarte, at enten skulde de begge komme af fjeldet eller ingen af dem. Saa la han Tore paa ryggen og bar ham. Det tog nu til at bære nedover; men da var det rigtig smaat med dem begge to. Om kvelden fandt de en dalheldning paa fjeldet, gik efter den, og kjendte omsider lugten af røg. Straks efter fik de se en gaard; de gik ind i stuen, og fandt der to kvinder — mor og datter. De tog venlig imod gutterne, drog klærne af dem og gav dem tørre paa, satte mad for dem, gjorde en god seng i stand til dem og lod dem lægge sig. Manden var ude, da de kom; om morgenen sa han 100til dem, at de gjerne kunde hvile sig der en dags tid, om de saa syntes. Det vilde de gjerne. Næste morgen sa han, at de gjerne kunde blive der om vinteren, hvis de ikke vidste nogen bedre raad. Og de saa gjorde. Og da den første sommerdag kom, saa sa han, at de godt kunde blive, til de blev voksne. «Men én ting vil jeg vare eder for,» sa han; «i den skogen som ligger her nord for gaarden, maa I ikke gaa.» Det loved de.

Ikke langt fra gaarden var et tjern; did gik bonden med dem og lærte dem at svømme. Saa var de i skudbakken og lærte at skyde med bue. De skjønte snart, at fosterfaren var en stor idrætsmand. Han kaldte sig Ulv. De blev der nu i tre aar, og Sigmund var da femten aar, og Tore sytten aar. De blev flinke i alle idrætter, mest Sigmund.

En dag om sommeren sa Sigmund til Tore: «Hvad kan hænde os, om vi gaar der nord i skogen?» — «Det har jeg ikke lyst at friste,» sa Tore. «Jeg vil gaa,» sa Sigmund. «Ja, saa gaar jeg med,» sa den anden; «men du ved hvad fosterfar har sagt.» De gik nu afsted, og Sigmund havde en vedøks i haanden. Da de kom ind i skogen, fandt de en fager rydning. Det varte ikke længe, før de hørte stort brag, og snart kom en urimelig fæl bjørn labbende imod dem. Det var en stor skogbjørn, ulvgraa af let. De løb nu tilbage, samme vei som de var kommet; stien var trang, og Tore løb fore, Sigmund efter. Lige i hælene paa ham var bjørnen, som brød sig frem igjennem skogen, saa kvistene knaged og brakk paa siderne af ham. Med ett løb Sigmund til side ind imellem trærne, og bidde til bamsen kom lige ud for ham; da hugg han til ham med begge hænder, midt imellem ørene, saa øksen gik ned i hovedet, og dyret faldt fremover. Det var ikke gnist af liv i det. «Nu skal vi se at faa karen op,» sa Sigmund. De gjorde saa, og satte fremlabberne ind imellem kvistene, saa han ikke kunde falde. Saa stikker de en kjevle ind i munden paa ham; nu staar han og gaber, og saa gaar de hjem. Fosterfaren gik just og ledte efter dem. Han var ikke meget blid, og spurte hvor de havde været. Jo, de havde nok været der de ikke skulde. «Var bjørnen efter 101dere?» — «Ja.» — «Saa skal det nu ialfald blive sidste gangen; jeg har ikke trøstet mig til at give mig i kast med det udyret, men nu vil jeg friste,» sa han. Ulv gik ind og tog et spyd og løb til skogen, Sigmund og Tore efter. Fosterfaren ser snart bjørnen, løber til og stikker spydet igjennem ham. Han faldt. Men da saa han paa ham. «Han har nok været dræbt en gang før, denne her,» sa han. «Hvem har gjort det?» — «Det er ikke jeg!» sa Tore. «Er det du, Sigmund, saa blir det ikke dit sidste manddomsverk.» Det blev det heller ikke.

Det er snart tusen år siden. Guttene var den gang lenger fremme i alle slags idrett enn de er nå, og mangen tolv—fjorten aars gut var nesten som en voksen kar. Sigmund og Tore hette to gutter fra Færøerne, som begge hadde mistet sine fedre for fiendehånd. Siden var de kommet til Norge. Da de fikk høre at Haakon jarl var kommet til riket, visste de ingen annen råd enn å søke til ham, om de kunne nå så langt; de mente de skulle få noen hjelp av ham, siden deres fedre hadde vært hans menn. De var i Viken den gang, og gikk derfra til Oplandene og over Hedemarken nordover til Dovrefjeld. Dit kom de mot vinternatt, og det tok alt til at sne og vintres på deres vei. Likevel ga de seg uvettig ut på fjellet, fór vill og lå ute i flere døgn uten mat. Tore var den eldste; han var fjorten år, og to år eldre enn Sigmund; men han hadde mindre krefter. Han la seg fore, og sa at han orket ikke mer; Sigmund skulle bare la ham være, og se å finne frem til bygden. Men Sigmund svarte, at enten skulle de begge komme av fjellet eller ingen av dem. Så la han Tore på ryggen og bar ham. Det tok nå til å bære nedover; men da var det riktig smått med dem begge to. Om kvelden fant de en dalheldning på fjellet, gikk etter den, og kjente omsider lukten av røg. Straks etter fikk de se en gård; de gikk inn i stuen, og fant der to kvinner — mor og datter. De tok vennlig imot guttene, drog klærne av dem og ga dem tørre på, satte mat for dem, gjorde en god seng i stand til dem og lot dem legge seg. Mannen var ute, da de kom; om morgenen sa han 100til dem, at de gjerne kunne hvile seg der en dags tid, om de så syntes. Det ville de gjerne. Neste morgen sa han, at de gjerne kunne bli der om vinteren, hvis de ikke visste noen bedre råd. Og de så gjorde. Og da den første sommerdag kom, så sa han, at de godt kunne bli, til de ble voksne. «Men én ting vil jeg vare dere for,» sa han; «i den skogen som ligger her nord for gården, må dere ikke gå.» Det lovet de.

Ikke langt fra gården var et tjern; dit gikk bonden med dem og lærte dem å svømme. Så var de i skudbakken og lærte at skyde med bue. De skjønte snart, at fosterfaren var en stor idrettsmann. Han kalte seg Ulv. De ble der nå i tre år, og Sigmund var da femten år, og Tore sytten år. De ble flinke i alle idretter, mest Sigmund.

En dag om sommeren sa Sigmund til Tore: «Hva kan hænde oss, om vi går der nord i skogen?» — «Det har jeg ikke lyst å friste,» sa Tore. «Jeg vil gå,» sa Sigmund. «Ja, så går jeg med,» sa den annen; «men du vet hva fosterfar har sagt.» De gikk nå av sted, og Sigmund hadde en vedøks i hånden. Da de kom inn i skogen, fant de en fager rydning. Det varte ikke lenge, før de hørte stort brak, og snart kom en urimelig fæl bjørn labbende imot dem. Det var en stor skogbjørn, ulvgrå av lett. De løp nå tilbake, samme vei som de var kommet; stien var trang, og Tore løp fore, Sigmund etter. Like i hælene på ham var bjørnen, som brød seg frem igjennom skogen, så kvistene knaged og brakk på sidene av ham. Med ett løp Sigmund til side inn imellom trærne, og bidde til bamsen kom like ut for ham; da hugg han til ham med begge hender, midt imellom ørene, så øksen gikk ned i hodet, og dyret falt fremover. Det var ikke gnist av liv i det. «Nå skal vi se å få karen opp,» sa Sigmund. De gjorde så, og satte fremlabbene inn imellom kvistene, så han ikke kunne falle. Så stikker de en kjevle inn i munnen på ham; nå står han og gaper, og så går de hjem. Fosterfaren gikk just og ledte etter dem. Han var ikke meget blid, og spurte hvor de hadde vært. Jo, de hadde nok vært der de ikke skulle. «Var bjørnen etter 101dere?» — «Ja.» — «Så skal det nå i alle fall bli siste gangen; jeg har ikke trøstet meg til å gi meg i kast med det udyret, men nå vil jeg friste,» sa han. Ulv gikk inn og tok et spyd og løp til skogen, Sigmund og Tore etter. Fosterfaren ser snart bjørnen, løper til og stikker spydet igjennom ham. Han falt. Men da så han på ham. «Han har nok vært drept en gang før, denne her,» sa han. «Hvem har gjort det?» — «Det er ikke jeg!» sa Tore. «Er det du, Sigmund, så blir det ikke ditt siste manndomsverk.» Det ble det heller ikke.