Hvorledes torsken har det, fra den kommer ud af ægget, og til den blir fuldvoksen og mødes paa havbanken med sine forældre, har ingen havt rigtig greie paa før nu i de sidste tider. Men i 1870-aarene begyndte den norske professor Ossian Sars 89at reise op til Lofoten hvert aar for at granske torskungernes levevis. Han fortæller: „De første torskunger jeg saa, blev udklækket i et glas sjøvand, som jeg havde lagt moden rogn og melke i; men de døde snart. Næste aar fanged jeg en del skreiunger i mit fine net i sjøbrynet. Somme var netop kommet ud af egget, og havde endnu den store plommesækken paa. Den er ligesom en nisteskreppe, som de har faat med paa sin første reis. Men alle sammen døde, før jeg kom hjem. De taaler ikke stort i disse første dagene. Plommesækken holder dem høit oppe i sjøbrynet, og her blir de tumlet omkring af storm og strøm, uden at kunne verge sig det mindste. Siden fik jeg se dem i de grunde sund paa østsiden af det fiskeværet hvor jeg den gang var. Der kunde være en hel mængde af dem. Men sjøen kunde ogsaa være rent tom; det kom alt an paa om der var noget at æde for de smaa. De levde af bitte smaa dyr, som bare kan ses i forstørrelsesglas, og især af de smaa krebsdyr som kaldes sildeaate. Stundom kunde alle sund og viker være aldeles grumset af disse dyr, og da var det ogsaa en utrolig mængde skreiunger i sjøen. De kunde være 24 millimeter lange. Det var roligt veir, og jeg kunde nøie granske det alt sammen; men saa blev det storm og vestlig strøm, saa det var umuligt at komme udpaa. Jeg tænkte, at naar veiret bedaged sig, saa fandt jeg vel skreiungerne igjen. Men da jeg atter kom ud paa mine fiskepladser, var der ingen sildeaate og ingen skrei. Jeg speided rundt i viker og sund, — ikke en eneste skreiunge var at se. Kanske de havde forladt kysten? kanske jeg sidst havde fundet saa mange, fordi de samled sig, ligesom flytfuglene, før de drog afsted?

Jeg reiste langt ud i Vestfjorden, — fandt et par stykker, siden ingenting. Jeg fór nordover til et andet fiskevær. En vakker stille dag, som jeg ror omkring i de dybe viker, faar jeg øie paa en liden fiskunge, som næsten helt er gjemt under en stor manæt. Jeg stikker min fine haav i sjøen, og ser at det er en virkelig skreiunge som ligger der. Nu fanged jeg da manæt efter manæt. Under de fleste af dem stak der en eller flere fiskunger; enten var det hyse eller skrei. Hvad vilde fiskungen hos manæten, som hverken mennesker eller dyr pleier være glad i? Kanske manæten kunde drage fiskyngelen til sig, ligesom de store slanger i de varme land, som ser saa længe paa de smaa fuglene, til de flyver lukt i gabet paa dem? Nei, slig var det ikke. Fiskungerne var kommet af sig selv, de søgte efter mad hos manæten. De vilde have de 90ørsmaa dyrene som manæten døver med sine mange giftige traader og drager op imod skiven. Men det var da underligt, at manæten fandt sig i dette, at fiskungerne snapped maden lige ud af munden paa den? Jo, det fandt manæten sig i, fordi den plages af nogen andre snyltegjester, som er meget værre end skreiungerne, og som skreiungerne ogsaa æder; det er nogen smaa snyltedyr, som ikke nøier sig med at tage maden fra manæten, men som æder sig ind i manæten selv. Og skreiungerne æder disse snyltedyr. Saaledes hjælper de manæten, og manæten hjælper dem. Den gjør dem en stor tjeneste til; den viser dem ligesom veien mod land. Men en stund efter at de har forladt den, holder de sig ude paa de ytre skjær, og det er en farlig tid for dem. Det fik jeg se næste aar; da fandt jeg skreiunger i seiens mave. For jeg blev ved at jage torskunger aar efter aar. Jeg fulgte dem, fra de kom ud af egget, og til jeg traf dem som aarsgamle unger ude paa taregrunden. Først havde jeg set dem drive for vind og strøm paa plommesækken; saa havde de svælget i sildeaaten; jeg havde fundet dem under manætens skive og i seiens mave; jeg havde fundet dem inde ved stranden og ude under fjeldhammeren, der de havde rig næring i ræker og alslags smaa kryb, og til slut fisked jeg dem op paa sandveitene paa 20—30 favners dyb. Længer og længer udpaa trak de, til dybere og dybere vand.

Hvorledes torsken har det, fra den kommer ut av egget, og til den blir fullvoksen og møtes på havbanken med sine foreldre, har ingen hatt riktig greie på før nå i de siste tider. Men i 1870-årene begynte den norske professor Ossian Sars 89å reise opp til Lofoten hvert år for å granske torskungernes levevis. Han forteller: „De første torskunger jeg så, ble utklekket i et glas sjøvann, som jeg hadde lagt moden rogn og melke i; men de døde snart. Neste år fanget jeg en del skreiunger i mitt fine nett i sjøbrynet. Somme var nettopp kommet ut av egget, og hadde ennå den store plommesækken på. Den er likesom en nisteskreppe, som de har fått med på sin første reis. Men alle sammen døde, før jeg kom hjem. De tåler ikke stort i disse første dagene. Plommesækken holder dem høyt oppe i sjøbrynet, og her blir de tumlet omkring av storm og strøm, uten å kunne verge seg det minste. Siden fikk jeg se dem i de grunde sund på østsiden av det fiskeværet hvor jeg den gang var. Der kunne være en hel mengde av dem. Men sjøen kunne også være rent tom; det kom alt an på om der var noe å ete for de små. De levde av bitte små dyr, som bare kan ses i forstørrelsesglass, og især av de små krepsdyr som kalles sildeåte. Stundom kunne alle sund og viker være aldeles grumset av disse dyr, og da var det også en utrolig mengde skreiunger i sjøen. De kunne være 24 millimeter lange. Det var rolig vær, og jeg kunne nøye granske det alt sammen; men så ble det storm og vestlig strøm, så det var umulig å komme utpå. Jeg tenkte, at når været bedaged seg, så fant jeg vel skreiungerne igjen. Men da jeg atter kom ut på mine fiskeplasser, var der ingen sildeåte og ingen skrei. Jeg speidet rundt i viker og sund, — ikke en eneste skreiunge var å se. Kanskje de hadde forlatt kysten? kanskje jeg sist hadde funnet så mange, fordi de samlet seg, likesom flytfuglene, før de drog av sted?

Jeg reiste langt ut i Vestfjorden, — fant et par stykker, siden ingenting. Jeg fór nordover til et annet fiskevær. En vakker stille dag, som jeg ror omkring i de dype viker, får jeg øye på en liten fiskunge, som nesten helt er gjemt under en stor manet. Jeg stikker min fine håv i sjøen, og ser at det er en virkelig skreiunge som ligger der. Nå fanget jeg da manet etter manet. Under de fleste av dem stak der en eller flere fiskunger; enten var det hyse eller skrei. Hva ville fiskungen hos maneten, som hverken mennesker eller dyr pleier være glad i? Kanskje maneten kunne drage fiskyngelen til seg, likesom de store slanger i de varme land, som ser så lenge på de små fuglene, til de flyver lukt i gapet på dem? Nei, slig var det ikke. Fiskungene var kommet av seg selv, de søkte etter mat hos maneten. De ville ha de 90ørsmå dyrene som maneten døver med sine mange giftige tråder og drager opp imot skiven. Men det var da underlig, at maneten fant seg i dette, at fiskungene snappet maten like ut av munnen på den? Jo, det fant maneten seg i, fordi den plages av noen andre snyltegjester, som er meget verre enn skreiungerne, og som skreiungerne også eter; det er noen små snyltedyr, som ikke nøyer seg med å ta maten fra maneten, men som eter seg inn i maneten selv. Og skreiungerne eter disse snyltedyr. Således hjelper de maneten, og maneten hjelper dem. Den gjør dem en stor tjeneste til; den viser dem likesom veien mot land. Men en stund etter at de har forlatt den, holder de seg ute på de ytre skjær, og det er en farlig tid for dem. Det fikk jeg se neste år; da fant jeg skreiunger i seiens mave. For jeg ble ved å jage torskunger år etter år. Jeg fulgte dem, fra de kom ut av egget, og til jeg traff dem som årsgamle unger ute på taregrunnen. Først hadde jeg sett dem drive for vind og strøm på plommesækken; så hadde de svelget i sildeåten; jeg hadde funnet dem under manetens skive og i seiens mave; jeg hadde funnet dem inne ved stranden og ute under fjeldhammeren, der de hadde rik næring i reker og alle slags små kryb, og til slut fisket jeg dem opp på sandveitene på 20—30 favners dyp. Lenger og lenger utpå trakk de, til dypere og dypere vann.