69

Den gjæveste bonde i Vinje gjeldvar Dyre fra Vaa at nævne;han var saa sikker og stø som et fjeld,og eiede tolv mands evne.Hans granner sagde saa stort et ord:«Du turde vel prøve en leg, som Tor,med troll og med berg-uhyre?»«Ja, naar det er mørkt,» sagde Dyre.

Saa skulde det hænde, at Dyre Vaasad lunt i julekvelds gilde;mens ølet gik rundt og natten faldt paa,de drukke saa meget de vilde.Med ett blev det tyst i det lystige lag;det hørtes fra fjeldet et grueligt bragog et brøl som af hundrede tyre.«Nu er det vel mørkt,» sagde Dyre.

Og Dyre gik fluks til Totak-vandog løste sin baad behændig;men da han kom nær til den anden strand,det ropte ham an ubændig:

79«Hvem er det som pusler i tjernet nu?» —«Det er nok Dyre fra Vaa, — end du,som rusler i urer og myre,saa mørkt som det er?» — spurte Dyre.

«Jeg er fra Aashaug og skal afstedtil Glomshaugs-møerne mine;læg hid til stranden og tag mig med,og brug saa kræfterne dine!»«Ja, let dig først,» gav Dyre til svar,«for prammen er klein, og jeg tænker du haren krop som de sværeste fyre, —og husk, det er mørkt,» sagde Dyre.

Saa skrumped trollet sig dygtig indog sad som en dverg paa tilje;men da fik Dyre et andet sindog meldte paa stand sin vilje:«Aa syn mig nu, hvad rise du er!»Men trollet brummede studs og tver:«Nei stop, den lyst faar du styre.»«Ja, mørkt er det og,» sagde Dyre.

Men trollet gjorde sig blid om lidtog sagde ved fartens ende:«Jeg lægger et merke i truget dit,af det du mit maal kan kjende.Se vel under toften, naar det er dag,og tag, hvad du finder, for din umag,det er din færgemands-hyre.»«For nu er det mørkt,» sagde Dyre.

Det var en vantefinger af uldsom laa under Dyres tofte;med fire skjepper den maaltes fuld, —og Dyre har maalt den ofte.Da blev det for alvor et stadigt ord,at Dyre var kar for at gaa, som Tor,mod troll og mod berg-uhyre.«Helst naar det er mørkt,» tænkte Dyre.

69

Den gjeveste bonde i Vinje gjeldvar Dyre fra Vaa å nevne;han var så sikker og stø som et fjell,og eide tolv mands evne.Hans granner sa så stort et ord:«Du turde vel prøve en lek, som Tor,med troll og med berg-uhyre?»«Ja, når det er mørkt,» sa Dyre.

Så skulle det hænde, at Dyre Vaasatt lunt i julekvelds gilde;mens ølet gikk rundt og natten falt på,de drakk så meget de ville.Med ett ble det tyst i det lystige lag;det hørtes fra fjellet et grueligt brakog et brøl som av hundre tyre.«Nå er det vel mørkt,» sa Dyre.

Og Dyre gikk fluks til Totak-vannog løste sin båt behendig;men da han kom nær til den annen strand,det ropte ham an ubendig:

79«Hvem er det som pusler i tjernet nå?» —«Det er nok Dyre fra Vaa, — enn du,som rusler i urer og myre,så mørkt som det er?» — spurte Dyre.

«Jeg er fra Aashaug og skal av stedtil Glomshaugs-møene mine;legg hit til stranden og ta meg med,og bruk så kreftene dine!»«Ja, lett deg først,» ga Dyre til svar,«for prammen er klein, og jeg tenker du haren kropp som de sværeste fyre, —og husk, det er mørkt,» sa Dyre.

Så skrumpet trollet seg dyktig innog satt som en dverg på tilje;men da fikk Dyre et annet sinnog meldte på stand sin vilje:«Aa syn meg nå, hva rise du er!»Men trollet brummet studs og tver:«Nei stopp, den lyst får du styre.»«Ja, mørkt er det og,» sa Dyre.

Men trollet gjorde seg blid om littog sa ved fartens ende:«Jeg legger et merke i trauet ditt,av det du mitt mål kan kjenne.Se vel under toften, når det er dag,og tag, hva du finner, for din umak,det er din fergemanns-hyre.»«For nå er det mørkt,» sa Dyre.

Det var en vantefinger av ullsom lå under Dyres tofte;med fire skjepper den maaltes full, —og Dyre har målt den ofte.Da ble det for alvor et stadig ord,at Dyre var kar for å gå, som Tor,mot troll og mot berg-uhyre.«Helst når det er mørkt,» tenkte Dyre.