67

Det var i den tiden da ikke alle folk kunde læse. Det er længe siden, og det er langt herfra, at det hændte som vi nu skal fortælle.

Det var en vinterdag. Sneen dalte saa sagte og stilt ned fra himmelen. Og fra det varme fjøset kunde en af og til høre et enkelt slag af kobjelden. To korper kom flyvende og saa sig om. Og spurvene fløi ind og ud mellem hverandre. Paa de mørke grener i epletræet laa sneen hvid og kammet, og borte ved naboens hus, ved den brune døren, kan en se der er en vei, som ender der. Men sneen falder og dækker den til. Alt er saa stilt, saa stilt. Det er lunt og godt at være inde i stuen.

Bonden stod og saa ud igjennem vinduet og tænkte paa mangt og meget. Tankerne kom stille som sneen der ude. Saa var det en som stabbed op over trapperne og 68tramped sneen af sig udenfor døren. Det var Jørgen, den ene af de tre naboerne som bodde i grænden. De var ikke mere end fire i alt. «Isj, for et veir!» sa Jørgen; «en kan ikke gaa ti skridt fra huset sit uden at sidde fast. Skal vi spille?» Han drog en kortlek op af lommen. Men manden i huset svarte: «Min far sa en gang, at den som kan spille ved høilys dag, er ikke værd at solen skinner paa ham. Ned i lommen med det! Du kan jo skrive, du, det kan ikke jeg. Skriv en forskrift for gutten min. Barnet ved ikke hvad det skal tage sig til.» Jørgen gav sig til at skrive. Han var nok kry paa en maade, fordi han kunde. Men han mente det var nu ikke til svært store nytte hverken at læse eller skrive. «Det giver hverken i mave eller sæk,» sa han. «Skolemesteren kan skrive; men gaardsgutten min har det da ligesaa godt som skolemesteren, endda han ikke ved hvad forskel det er paa en abc og et møg-greb. Det kan jo være noksaa godt at kunne skrive og læse, for os som har noget, men hvad skal fattigbørnene læse efter?»

— «Det er synd og skam at snakke slig,» sa manden i huset; Josef hedte han. «Jeg gav en finger af haanden min, hvis jeg kunde læse og skrive. Nu ved jeg bare hvad folk fortæller mig, og hvad jeg ser. Nu kjender jeg bare de par mennesker som lever her lige op i ansigtet paa mig. Men hvis jeg kunde læse, da var det som at have mennesker hos mig som kanske levde tusend mil fra mig, eller kanske er døde for længe siden; og ligevel sa de mig hvad de vidste, og hvad som kunde være godt for mig at vide.» Og saa vendte Josef sig til gutten. «Kom, gutten min,» sa han, «og tag paa dig; og du mor, du faar give os et stykke brød og ost med paa veien. Per, jeg gaar i skole med dig.» — «Men barnet kan da ikke kare sig frem i den dybe sneen,» sa konen. «Jeg kan,» sa Josef, «og jeg bærer ham paa armen.»

Og en stund efter stod Jørgen og konen og saa ud gjennem vinduet. Josef gik ned over bakken, med sønnen paa armen. Han var paa veien til skolen. Da han kom did, snakked han lidt med skolemesteren først. Saa satte han sig et stykke fra børnene, og holdt en liden abc i sin barkede næve.

69Hver dag bar Josef sin søn til skolen, og hver kveld kom han hjem sammen med ham. Og slig som gutten nu snakked med faren! Han spurte og spurte, og faren svarte, det han orked. Og de kom til at kjende hverandre saa godt, far og søn, og kom til at holde af hverandre endda mer end før. Faren hørte gutten i lekserne, og lærte selv ved det, og hjemme sad de og skrev afskrift sammen.

I førstningen gjorde de naturligvis nar af dette i grænden. Men siden blev de med, de ogsaa. Og hver morgen kunde en se de fire bønderne hver med sit barn paa armen rusle ned over bakkerne til skolen.

67

Det var i den tiden da ikke alle folk kunne lese. Det er lenge siden, og det er langt herfra, at det hendte som vi nå skal fortelle.

Det var en vinterdag. Sneen dalte så sakte og stilt ned fra himmelen. Og fra det varme fjøset kunne en av og til høre et enkelt slag av kobjelden. To korper kom flygende og så seg om. Og spurvene fløy inn og ut mellom hverandre. På de mørke grener i epletreet lå sneen hvit og kammet, og borte ved naboens hus, ved den brune døren, kan en se der er en vei, som ender der. Men sneen faller og dekker den til. Alt er så stilt, så stilt. Det er lunt og godt å være inne i stuen.

Bonden stod og så ut igjennom vinduet og tenkte på mangt og meget. Tankerne kom stille som sneen der ute. Så var det en som stabbet opp over trappene og 68trampet sneen av seg utenfor døren. Det var Jørgen, den ene av de tre naboene som bodde i grenden. De var ikke mer enn fire i alt. «Isj, for et vær!» sa Jørgen; «en kan ikke gå ti skritt fra huset sitt uten å sitte fast. Skal vi spille?» Han drog en kortlek opp av lommen. Men mannen i huset svarte: «Min far sa en gang, at den som kan spille ved høylys dag, er ikke verd at solen skinner på ham. Ned i lommen med det! Du kan jo skrive, du, det kan ikke jeg. Skriv en forskrift for gutten min. Barnet ved ikke hva det skal ta seg til.» Jørgen ga seg til å skrive. Han var nok kry på en måte, fordi han kunne. Men han mente det var nå ikke til svært store nytte hverken å lese eller skrive. «Det gir hverken i mave eller sekk,» sa han. «Skolemesteren kan skrive; men gårdsgutten min har det da likeså godt som skolemesteren, enda han ikke ved hva forskjell det er på en abc og et møkk-grep. Det kan jo være nokså godt å kunne skrive og lese, for oss som har noe, men hva skal fattigbarna lese etter?»

— «Det er synd og skam å snakke slig,» sa mannen i huset; Josef hette han. «Jeg ga en finger av hånden min, hvis jeg kunne lese og skrive. Nå vet jeg bare hva folk forteller meg, og hva jeg ser. Nå kjenner jeg bare de par mennesker som lever her like opp i ansiktet på meg. Men hvis jeg kunne lese, da var det som å ha mennesker hos meg som kanskje levde tusen mil fra meg, eller kanskje er døde for lenge siden; og likevel sa de meg hva de visste, og hva som kunne være godt for meg å vite.» Og så vendte Josef seg til gutten. «Kom, gutten min,» sa han, «og tag på deg; og du mor, du får gi oss et stykke brød og ost med på veien. Per, jeg går i skole med deg.» — «Men barnet kan da ikke kare seg frem i den dype sneen,» sa konen. «Jeg kan,» sa Josef, «og jeg bærer ham på armen.»

Og en stund etter stod Jørgen og konen og så ut gjennom vinduet. Josef gikk ned over bakken, med sønnen på armen. Han var på veien til skolen. Da han kom dit, snakket han litt med skolemesteren først. Så satte han seg et stykke fra barna, og holdt en liten abc i sin barkede neve.

69Hver dag bar Josef sin sønn til skolen, og hver kveld kom han hjem sammen med ham. Og slig som gutten nå snakket med faren! Han spurte og spurte, og faren svarte, det han orket. Og de kom til å kjenne hverandre så godt, far og sønn, og kom til å holde av hverandre enda mer enn før. Faren hørte gutten i leksene, og lærte selv ved det, og hjemme satt de og skrev avskrift sammen.

I førstningen gjorde de naturligvis narr av dette i grenden. Men siden ble de med, de også. Og hver morgen kunne en se de fire bøndene hver med sitt barn på armen rusle ned over bakkene til skolen.