29

Om morgnen dryssed regnetnedsom taage fin og tæt;men da det ud paa dagen led,brød solen blinkende og klarigjennem skyens net.

Og Lars og jeg fik lov at gaatil skogs at sanke bær.Men vi forsmaadde rent deblaa,og strøg med tinen i vor haandbort mellem vaade trær.

I uren gik vi, steg for steg,langs tjernets bratte rand;men dybt der nede lommenskreg,naar stenen plumped for vorned i det sorte vand. [fod

Saa naadde vi den anden bred,hvor moltemyren er.Og alt mens vi var langt afled,jeg skimted tuer, rad paa rad,hvor det var gult af bær.

Nu trak vi sko og strømper af,og hopped, skal jeg tro!Jo mere torven efter gavog svaied ned, des bedrekun —det var en prægtig bro!

Og tue bag-om tue fuldaf gule, modne bær!hver molte skinnende somguld,mens regnet havde strød etaf sølv udover hver. [drys

Det var et syn saa smukt,saa smukt,og de var god paa smag.Før tinelaaget op var lukt,vi sa vi vilde være herden hele lange dag.

Men det var altfor kort enstundvi havde sligt et mod.Paa myrens myge mosebundvi husked mod den andenhvor graneholtet stod. [bred,

30Da saa jeg, dybt i mos og myr,en rad af friske spor.«Her har alt gaat en barbentfyr,»— jeg ropte bort til Hjuring-Lars —«og det en dygtig stor.»

Han kom og bøiede sig ned,og saa i sporet vist.Da hviskede han bleg:«Afsted!afst ed! vi tør ei give osden aller mindste frist.

Fuldvoksen sikkert karen ersom traadte disse spor;og hvor han henter sine bær,det er ei værdt at andre gaar.Hys! hører du der nord?»

Jeg lyttede — da hørte jegdet brummed dybt der bag.Og jeg forstod at bamse veiigjennem holt og vindfald brødmed baade knag og brag.

Da fik vel moltemyren staafor os i fred og ro.Vi sprang igjennem urengraa— skjønt stygt den skar vornøgne fod —fra strømper og fra sko.

29

Om morgenen drysset regnetnedsom tåke fin og tett;men da det ut på dagen led,brød solen blinkende og klarigjennom skyens nett.

Og Lars og jeg fikk lov å gåtil skogs å sanke bær.Men vi forsmådde rent deblå,og strøk med tinen i vår håndbort mellom vaade trær.

I uren gikk vi, steg for steg,langs tjernets bratte rand;men dypt der nede lommenskreg,når steinen plumpet for vårned i det sorte vann. [fot

Så nådde vi den annen bred,hvor moltemyren er.Og alt mens vi var langt avled,jeg skimtet tuer, rad på rad,hvor det var gult av bær.

Nå trakk vi sko og strømper av,og hoppet, skal jeg tro!Jo mer torven etter gaog svaiet ned, des bedrekun —det var en prektig bro!

Og tue bak-om tue fullav gule, modne bær!hver molte skinnende somgull,mens regnet hadde strødd etav sølv utover hver. [drys

Det var et syn så smukt,så smukt,og de var god på smak.Før tinelaaget opp var lukt,vi sa vi ville være herden hele lange dag.

Men det var altfor kort enstundvi hadde slikt et mot.På myrens myke mosebunnvi husket mot den annenhvor graneholtet stod. [bred,

30Da så jeg, dypt i mos og myr,en rad av friske spor.«Her har alt gått en barbentfyr,»— jeg ropte bort til Hjuring-Lars —«og det en dyktig stor.»

Han kom og bøyde seg ned,og så i sporet vist.Da hvisket han bleg:«Av sted!afst ed! vi tør ei gi ossden aller minste frist.

Fullvoksen sikkert karen ersom trådte disse spor;og hvor han henter sine bær,det er ei verdt at andre går.Hyss! hører du der nord?»

Jeg lyttet — da hørte jegdet brummet dypt der bak.Og jeg forstod at bamse veiigjennom holt og vindfall brødmed både knag og brak.

Da fikk vel moltemyren ståfor oss i fred og ro.Vi sprang igjennom urengrå— skjønt stygt den skar vårnakne fot —fra strømper og fra sko.