Nu er Tulla ni aar. Det er længe siden far fik holde hende i haanden syttende mai. Nu gaar hun alene med de store smaapigerne. Men hver kveld kryber hun op i den brede gamle stolen og sætter sig paa fanget hos sin far og beder om historier. Det er hun ikke for stor til. Og det gjorde hun ogsaa nu sidst sekstende mai 1892. «Fortæl mig noget, papa.» — «Nei, i kveld skal du fortælle mig noget,» sa far. «Nu er du ni aar. Nu er det paa tide at du fortæller mig, hvorfor vi holder syttende mai.» — «Det ved jeg godt,» sa Tulla vigtig. «Ved du det godt? Ja, naar du svarer slig, saa kommer jeg vist til at fortælle dig en bitte liden historie først. Det var en gang en liden gut som skrøt for sin far, og sa at han var saa flink i bibelhistorie. «Fortæl mig om Adam da,» sa faren. «Vi er ikke kommet saa langt,» sa gutten.»
Tulla blev rød. «Ja, men jeg ved det godt,» sa hun; «den syttende mai fik vi grundloven.» — «Hvad er det for noget da?» — «Det ved jeg ikke.» sa Tulla. «Der kan du se.» 236«Sig det du da, papa!» — «Grundloven er en lov som siger at Norge skal være frit. Ved du, hvorfor vi holder af Norge?» Tulla tænkte sig om en stund. «Det er saa pent,» sa hun. «Det er andre land som er ligesaa pene,» sa far; «men nu vil jeg slet ikke snakke om grundloven; for det er saa vanskeligt; og ikke om Norge heller; for det er saa stort. Jeg vil først snakke lidt om denne stolen som vi sidder i. I dag har her været en mand oppe som vilde kjøbe den. Tror du jeg solte den?» — «Nei.» — «Hvorfor ikke?» — «Nei, for saa kunde du ikke hvile middag.» — «Jeg kunde godt hvile middag i en anden stol; men jeg solte den ikke, fordi min far og farfar og min oldefar har hvilt sig i den stolen. Jeg mindes godt, naar far sad der. Han var ofte træt, og han var træt for min skyld. Jeg skulde lære meget, og det kosted penger, og dem maatte far fortjene.» — «Fortæl lidt om din far.» — «Det er netop det jeg vil.» — «For det er saa morsomt,» sa Tulla. «Ja, men dette, som jeg nu vil fortælle, er sørgeligt, Tulla!» — «Ja, men det er det aller morsomste, papa!»
Og saa fortalte far:
«Jeg var tyve aar gammel. Min far holdt mig paa den store skolen hvor de voksne folk gaar, de som kaldes studenter, og som skal blive prester og læger og lærere og sagførere og dommere. Den skolen kaldes universitetet, ved du nok.
En dag midt paa vinteren kom det et telegram hjemmefra. Det var fra min bror. Der stod: «Far er syg. Han vil se dig. Kom!»
En time efter sad jeg i en slæde og var paa veien hjem til Bergen. Det var saa snelyst og stilt opigjennem Valdres. Jeg syntes alting sa at far skulde leve. Men lige opunder Filefjeld ligger et vand som kaldes Vangsmjøsen. Der kom stormen imod mig fra fjeldet. Sneen laa alentyk paa isen, vinden pisked mig i ansigtet. Det gik fod for fod. Da var det som det sang i ørene paa mig hele tiden: Vend om, vend om; det nytter ikke. Men jeg vendte ikke om. Jeg kom mig over fjeldet paa en arbeids-slæde, og paa den anden side nede i dalen var det ingen sne. Der var haalkeføre. Karjolen skrangled ned over bakkerne i den 237mørke natten. Nedenunder var elven færdig til at tage imod os, om det skulde bære udover. Og skydsgutten trøsted mig bare med de ord: «Her var det posten blev røvet ifjor.» Men det var ikke postrøveren jeg var ræd for. Jeg var ikke bange for at nogen skulde komme og tage mig. Jeg tænkte paa ham som laa syg hjemme. Jeg var ræd at døden skulde komme og tage min far. Kanske uden at jeg fik se ham! Jeg maatte naa dampbaaden nede ved Lærdalsøren. Bare den ikke gik fra mig! Jeg slog paa hesten; jeg lod staa til udefter bakkerne. Jeg var ung, jeg var uvøren; jeg var angst for min fars liv. Jeg naadde dampbaaden netop som den skulde gaa fra bryggen. Men inde i kahytten laa det et brev fra min bror. Der stod: «Nu maa vi brødre holde sammen; vi har ingen far mere.» Jeg sprang ind i mit soverum. Jeg kasted mig paa køien i den store ulveskindspelsen. Aa, hvor det gjorde ondt. Det var som om det blødde og blødde inde i hjertet mit. For jeg elsked min far.
Og nu ved du, hvorfor jeg holder af Norge. Det er min fars land, mine fædres land. Og hvis nogen kom og tog det fra mig, hvis jeg misted det, hvis det døde for mig, saa vilde det gjøre mig saa bitterlig ondt; saa vilde hjertet mit verke, som det verked den morgenstunden paa Lærdalsøren, da jeg fik min brors brev.»