Tidlig om morgenen syttende mai vaagned far af varmen. Han tænkte paa Tulla og sprang hen til vinduet. Himmelen var blaa. Han aabned vinduet: det var sommer.
Inde i barneværelset laa Tulla lysvaaken, med armene under nakken, og saa bort paa vaarjakken. Da far kom ind, rakte hun hænderne imod ham, slog armene om nakken paa ham og trak ham ned i sengen. «Jeg sa det til Gud,» hvisked hun.
Men Else, lillesøster, laa med ansigtet midt i solen og sov. Hun har et langt, lokket, rødbrunt haar, Else. Naar børnene paa løkken er uvenner med hende, kalder de hende «Rød-Else», men naar de har faat sukkerkuler, siger de «Guld-Else». Ja, nu laa hun rigtignok og baded sig i guld, der hun laa i solen. Og over hovedgjerdet hang det norske flagget hendes: det fik et streif af solen det ogsaa.
En liden stund efter, da far sad ved skrivebordet inde paa kontoret, kom begge smaapigerne ind i de nye kjolerne: Else i blaat og Tulla i rødt. Tulla stod og grunded paa noget; hun er nu altid saa svær til at grunde, Tulla. Endelig sa hun: «Hvis her nu var en hvid 225smaapige, saa var vi et flag.» Siden rusled hun hen til papas boghylde og tog ud den store bogen med guld paa bladene, som hun kalder «Elske-bogen», fordi der staar en sang i den, som det mindste barn kjender: «Ja, vi elsker dette landet». Tulla gav sig ikke, før papa fandt frem stedet hvor den stod. Og saa gav de sig til at se i bogen, baade hun og Else, endda de ikke skjønte saa meget som en bogstav, og papa maatte være med.
Og saa sang de.
Alle tre sang de hver sin tone, og ingen af dem var den rette. Else er ikke rigtig stø i ordene heller. Hun synger altid:
Ja, vi elsker dette landet,som det stiger frem,furbidt, veirbidt, over vandet.
Men midt i tredje verset stansed Tulla og saa ud paa trærne.
De var kommet langt, langt frem paa en eneste nat; nu var alle trærne blit visse paa at det var vaar; de havde bestemt sig; grønne og saftige stod de nye lyse blad i morgenduggen. Sneen i gaar-kveld maatte nok have gjort sit, den ogsaa; det var ikke solen alene. Svalerne fór i lynsnare ringer om huset, spurven satte sig paa vinduskarmen udenfor og hakked paa ruden til kanarifuglen, og en trost sad oppe paa flagstangen og sang, saa det dirred i luften.
Far syntes at de skulde gaa ud lidt sammen. Det var saa vakkert. Og saa gjorde de tre et lidet prøvetog bort til haugen paa den anden side af løkken.
Det pleier at blaase der; men i dag er det stilt. Det var slemt at krabbe der i vinter; men nu er det lagt bred vei, og snart skal det blive park der, ligesom paa Sankthanshaugen.
Det vesle flagtoget gik først rundt hele det veistykket som var færdigt, og saa krøb de over knausene op paa toppen. Alle kirkeklokker ringte, og fra Uranienborg-taarnet kom der en salme hen imod dem.
«Jeg ved, hvad det er, papa,» sa Tulla; «det er musik.»
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.
226«Saa ved jeg det ogsaa, søster,» sa Else vigtig; «det er pinoforte¹.»
«Nei du, det er det slet ikke,» sa Tulla; «det er noget som kaldes hornmusik, du; det er det rigtig. For mama sa det skulde være hornmusik klokken 7 fra alle kirkerne.
«Jeg ved godt, hvad horn er,» sa Else; «det er noget som kjørne har paa hovedet.»
«Hør nu paa salmen,» siger far.
«Hvad er det for en salme?» siger Tulla.
«Lover den herre, den mægtige konge med ære».
«Siger hornene det?» spør Else.
«Ja, det siger hornene.
Saa sidder de et lidet øieblik og hører paa; men snart krabber de to smaa ned af knausen igjen, og nede i de grønne sprækker mellem stenene plukker de vaarblomsterne som gror der.
Fra kirketaarnet siger hornene: «Lover den herre, den mægtige konge med ære». Men nedenunder sig hører far at Else gaar og mumler:
«Furbidt, veirbidt, over vandet,med de tusend hjem.»