Det er langt fra den løkken hvor Tulla bor og til Tullinløkken, hvor de mange tusend børn skal samles. Derfor har far sagt vogn til, og klokken halv 10 farer de saa nedover til byen alle sammen; den gamle Henriette sidder paa bukken, den nye Henriette inde i med far og mor og smaapigerne.
Med én gang spør Tulla den nye Henriette: «Hvorfor er det syttende mai?» Den uye Henriette blir ganske rød. Men Else er ikke saa nøie med det. Hun svinger stangen og skriger: «Hurra for sytti mai!» I det samme naar de en stor skole som marsjerer afsted til toget. De bagerste gutter vender sig mod vognen og ser Else med flagget og roper «Hurra!» De nærmeste rader roper med, 227og alt mens vognen ruller forbi, ruller hurraerne fremover. Else og Tulla har reist sig op i vognen; mama og papa holder dem om livet. De svinger med flaggene; alle de hundreder af gutter svinger igjen: «Hurra-a-a-a-a! hurra-a-a-a-a!»
Tulla er blit blussende varm i kinderne, og øinene skinner. Da vognen er kommen forbi, sætter hun sig og spør: «Blir det slig hele tiden?» Men nu har de svinget om hjørnet ved Grottebakken. Nu har de Tullinløkken nedenfor sig. For et par maaneder siden var der is, og gutterne gik paa skøiter der; men nu ligner den store brede pladsen en sjø som flagger; tæt, tæt, tæt ind til hverandre er der flag i tusendvis. Og nye skoler kommer til fra alle gaderne hvert øieblik; det er ligesom nye elver af flag.
Nu stanser vognen, og alle sammen stiger ud. Else og mama og den nye Henriette skal ligesom være et flagtog for sig selv; men far baner sig vei med Tulla. Han har tigget plads for hende ved en pigeskole, endda hun bare er fem aar. Han faar puttet hende ind mellem de aller mindste. Saa begynder musiken. Der er mange mange musik-kor; men alle spiller de den samme sang. Børnene gaar to og to, haand i haand, og løfter flagget med den haand som er fri. De smaa fødder træder fast i marken og gaar godt i takten:
«Ja, vi elsker dette landet.»
Paa begge sider er det tykt af folk. «Hvad heder alle de som staar her?» sa Tulla. «Det er papaer og mamaer, du.» — «Men hvorfor har de taarer i øinene?» — «Fordi de er glade.» — «Det var rart.»
Men far syntes ikke det var saa underligt endda. Af og til maatte han slippe Tullas haand for at stryge noget væk af øiekrogen. For tredive aar siden var han selv et barn, og stod under skolefanen hjemme paa torvet i sin fødeby og vented paa at musiken skulde begynde. Saa kom blinket af kanonerne oppe paa skansen og den hvide røg, og skuddene drønte mellem fjeldene, og musiken spilled: «Sønner af Norge, det ældgamle rige,» og hans hjerte banked; han husked det endnu efter tredive aar, hvor hjertet banked. Og toget kom i marsj, og hans far sad oppe i sit vindu og nikked til ham. Og nu gik han selv ved siden af barnetoget med haanden i Tullas. Ikke saa længe ad 228gangen for resten. For det gik Tulla med flagstangen som det gik Else den gang hun skulde til bedstemor med de smaa blaaveisene. Hvert øieblik maatte hun skifte haand. Men de smaa femaars pusselankene var sterke — endnu da; de holdt godt følge.
Da toget kom forbi Grottebakken, ropte alle hurra.
«Hvorfor gjør de det?» hvisked Tulla.
«Fordi det bodde en mand her en gang som hedte Henrik Wergeland. Han var saa glad i syttende mai.»
Siden kom de ind i Slotsparken. Og tusender af grønne blad hvelved sig over tusender af smaa barnehoveder.
Ved slottet ropte børnene igjen hurra. Det var for kongen, sa papa. «Er det kongen som staar i vinduet?» — «Kongen er ikke hjemme.» — «Er han ude og ser paa smaapigerne sine?» — «Han har ingen smaapiger, du.» — «Hvor er han da? — «Han er i Stokholm.» — «Er det en gade?» — «Nei, det er en by.» — «Har de syttende mai i den byen?» — «Nei, det har de nok ikke.» Tulla gik og saa ind i vinduerne hele den lange vei forbi det store slottet. Da hun var kommen til det borteste hjørnet og ned over Slotsbakken, sukked hun: «Stakkar!» — «Hvem siger du stakkar til, Tulla?» — «Til kongen. Han har jo ingen syttende mai i Stokholm.»
Nu slog hele toget ring om Karl-Johans-støtten. «Det er kongens bedstefar,» sa papa; «han er død.» — «Skal morfar ogsaa staa paa gaden?» sa Tulla.
Far holdt op med Norges-historien. Det var nok for tidlig endnu. Men nedover Slotsbakken begyndte den lille at bli ustø i benene. Det er jo altid i underbakken det røiner mest paa. Og nu var det begyndt at blaase ogsaa, og vinden gik opover. Flaggene slog mod stængerne, og den modbøren kunde ikke Tulla klare. Hendes stang hang ned og sopte bakken næsten. Hvert øieblik vilde hun falde fremover; men papa holdt godt fast.
Paa den flade gaden blev hun støere igjen; hun løfted flagget høit med den trætte armen og vilde ikke en-gang holde papa i haanden. Her var det ogsaa svært mange folk som saa paa. Saaledes gik det til, at far kom til at 229blive staaende et øieblik og tale med en herre oppe paa Karl Johans gade. Da han vendte sig igjen og vilde tage Tullas haand, var smaapigerne langt, langt væk; de fór i storm-skridt ned over gaden; de var kommet agterud. Og nu var det en mængde voksne, en hel folkemasse, som fulgte barne-toget. Far baned sig vei fra rad til rad; men ingen havde set Tulla. Far blev ræd. Men da hørte han et skrig, et skjærende barneskrig, rigtig et illskrig, slig som bare Tulla kunde skrige, naar hun en sjelden gang var rigtig uskikkelig. Aa, hvor det gjorde godt! Høit oppe paa armen til en konstabel sad Tulla; hun kasted med hovedet, hun sprelled med benene, hun sparked paa de blanke uniformsknapperne og paa konstabelens hvide hansker. «Jeg vil ikke paa raadstuen, jeg vil ikke paa raadstuen!» skreg hun. Konstabelen rakte hende over til faren. «Det er da bedre det, end at blive trampet fordærvet paa Karl Johans gade,» sa han.
Tulla hiksted og klapped med de smaa støvete hænderne paa papas kinder. Ned paa gaden vilde hun ikke for nogen pris mere. Men i toget vilde hun være med. Og det var hun ogsaa — paa papas arm. Men angsten havde taget paa hende. Da toget slutted og gjorde et uhyre nøste omkring den manden som skulde holde talen, da sad Tulla midt inde i nøstet, det er sandt; og hun sad høit, saa hun kunde sees. Hun sad paa papas aksler. Men da den fremmede manden talte, luted hendes kind mere og mere ind til papas. Da han var færdig, ropte alle børnene og alle de voksne hurra for dagen. Men de vækked ikke Tulla. Hun sov altfor godt.