Det var rigtig et surt veir den sekstende mai. Først i maaneden havde det været varmt; men saa var nordenvinden kommen fra kolde steder, hvor det var sne og is, og havde sagt til trærne, som holdt paa at springe ud: 223«I faar vente.» Og de vented, og vidste ikke hvad de skulde gjøre; og de smaa blaaveis stod og hutred paa marken, og saa ud som de var blit blaa af frost. Men den store himmelen tykned mere og mere til udover kvelden, og blev mørk og tung, ligesom et menneske som ikke kan faa graate. Smaapigerne paa løkken hvor Tulla bodde sprang og legte sidsten, alt hvad de orked. Benene holdt de altid varme; men de smaa armene var røde og rue langt opover. Børnene havde jo kastet vinterkaaberne, og vilde ikke have dem paa igjen for aldrig det. Bare Tulla maatte gaa med sin; hun havde havt slig en lei krillehoste hele vinteren. Den var lidt underlig, den kaaben; den hedte bukse-frakken; den var gjort af et par gamle bukser.
Hvordan skulde det vel gaa med barnetoget i morgen? Kunde det blive noget af? Det havde de snakket om hele eftermiddagen, børnene paa løkken. Kunde det blive barnetog? Hvis det nu blev nordenvind? Hvis det blev storm? Saa var det sandelig ikke greit at holde paa den lille fanestangen, naar vinden slét i flagdugen den ene veien, og børnene skulde den anden. En stor smaapige sa, at de godt kunde gaa gjennem slige gader, at de havde vinden med hele tiden; eller ogsaa kunde de baute. Men Tulla sa bare til alting: «Jeg skal være med.»
Men rigtig tryg var hun ikke, da hun kom op om kvelden og skulde i seng. Hun trak selv bukse-frakken af og hængte den ud i gangen, og da hun kom ind, sa hun til mama — for mama var kommen hjem nu: «Tror du det kunde gaa an at snakke til Vorherre om det?» — «Om hvad, Tulla min?» — «Aa, det var bare noget.» — «Snak du!» Men da Tulla havde faat kjolen af, saa snede det.
Mama gik ud efter vandmuggen; døren stod paa gløtt efter hende. Og da hun kom ind igjen, blev hun staaende i den halvaabne døren. Tulla var gaat bort til vinduet og stod og saa ind i den faldende sne. Saa folded hun de smaa kolde hænderne og sa: «Kunde du ikke være saa inderlig snild, kjære Vorherre, at lade det blive godt veir i morgen. For det er jo den syttende, ved du, og jeg skal være med i toget, skal jeg sige dig. Og kunde du ikke 224have den der sneen oppe i himmelen hos dig bare i morgen? For mama er saa ræd for hosten. Men smaapigerne paa løkken siger, at forrige aar var det mange som hosted i barnetoget. Men kunde det blive godt veir, saa var du saa inderlig snild. For du ved jeg har faat en ny vaarjakke, og den vilde jeg saa gruelig gjerne have paa. For den gamle vinterkaaben er saa styg, ser du, og nu ved børnene paa løkken, at det er bukser, og det er saa leit, hvis de skulde sige det til alle dem som er i toget. Tænk, Matilde Ødegaard, som er saa uskikkelig, hun blev uvenner med mig i dag, bare fordi jeg ikke vilde give hende alle sukkerkulerne mine, og tænk, saa trak hun mig i bukse-frakken, og saa sa hun: «Du kommer vist til at gaa i guttetoget, du! Men du maa ikke sige det til mama, for saa blir mama lei for det i morgen. Men hvis du vilde lade det blive solskin i nat, saa skulde det blive saa gruelig moro i morgen.»