Det var en gang bjørnen og ulven og reven var gode venner og havde ager sammen.
Da havren var moden, skulde de paa laaven og treske. „Men jeg er saa uvant med det, jeg,“ sa bjørnen. „Du?“ sa reven; „du æder jo baade græs og groe, saa du skulde da skjønne dig paa det,“ sa han. Dermed krøb reven op paa hjellen og la sig paa kornstaurene der oppe.
„Hvad skal du der oppe?“ sa bjørnen. „Jeg holder paa taget,“ sa reven.
Og saa tresked bjørnen, saa agnerne føk, og skrubben rensked, og støvet røk, saa taarerne drypped og øinene stod skjæve i hovedet paa ham. Men reven sad oppe paa hjellen og tralled og sang, og sendte en staur ned i hovedet paa dem ret som det var. „Du tresker nok ligevel, du!“ sa bjørnen. „Vil du slaa os ihjel?“ skreg ulven. „Jeg kan da ikke holde paa hele taget,“ sa reven.
Da de nu var færdige med treskingen, saa skulde de dele kornet. „Hvad skal vi nu bruge til maal?“ sa ulven. „Størst skal have størst, og mindst skal have mindst,“ sa reven; „det synes jeg er det greieste.“ Og saa fik bjørnen halmen, ulven agnerne, og reven fik kornet.
Saa gik de til kvernen og mol, og saa skulde de til at koge grød. Men da bjørnen havde smagt paa sin, tassed han bortefter til reven. Og reven havde just laget til middag, han ogsaa. Bjørnen gav sig til at glane ned i grøden hans. „Denne grøden din, den er jo hvid den,“ sa bjørnen. „Den er hvid,“ sa reven. „Og vakker,“ sa bjørnen. „Og vakker,“ sa reven. „Min er „baade svart og besk,“ sa bjørnen; „hvordan hænger det ihop?“ „Du faar vaske melet,“ sa reven; „det har jeg gjort. Ellers havde jeg vel faat svart grød, jeg ogsaa.“
Aa ja, bjørnen rusled ned over elvebakken med sækken paa ryggen, og hvelved alt melet udi; men den grøden blev tynd, kan du vide, og om den blev hvid, det ved jeg ikke; for den rendte sin vei saa fort, at jeg fik ikke se det.