Morgenen efter var Kari oppe paa kammerset og gjorde rent hos Sven.
Presten havde just om morgenen faat brev fra sin bror i Frankrig, og nu skulde Sven se efter og finde alle de byer han havde været i; og da nu Gamle-Kari var inde, saa syntes han at han maatte gjøre sig vigtig igjen. Kanske han tænkte han skulde faa nogen peppernøtter. Og saa sa
Sven: Kan du sige mig, Kari, hvad det er jeg har fremfor mig paa bordet?
Kari: Ikke er det et billed, og ikke er det en bog
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.
210men det er fuldt af streger, og der staar noget trykt. Skal det være et hus?
Sven: Ved du ikke, Kari, at det er et landkart? og paa et landkart tegner man verdensdele og lande og have og elver og fjeld. Her er et stort hav som kaldes Atlanterhavet.
Kari: Skal det være et hav? det er jo ikke blaat en-gang, og der er jo hverken skib eller sjøer. Det maa ikke være stort, det havet, som kan rummes paa slig en papirlap. Der er jo ikke saa meget som en baad en-gang.
Sven: Du da! Atlanterhavet er saa stort, at en baad næsten ikke vaager sig ud paa det.
Kari: Naa, er det derfor!
Sven: Se nu her, saa skal jeg lære dig. Her er Europa. Ved du hvad Europa er?
Kari: Jeg har aldrig været der.
Sven: Har du aldrig været i Europa? Du er jo midt i Europa; eller ikke midt i, — det vil jeg ikke sige, men ude i det ene hjørnet. Ser du, — Europa er en verdensdel. Man deler verden i fem dele, Kari.
Kari: Det var ikke meget.
Sven: Fem store dele, du, som kaldes verdensdele. Og nu skal vi reise Europa rundt, vi to. Her har du Gibraltar-sundet, og saa kommer du ind i Middelhavet. Og her kommer du gjennem Dardanellerne og Bosporus ind i Sortehavet.
Kari: Tak! Jeg synes ellers det er hvidt.
Sven; Her er Krim, og her er Tyrkiet.
Kari: Saa, det er der trynetyrken bor!
Sven: Du tror da vel ikke at tyrken har tryne?
Kari: Jo det har jeg da hørt, fra jeg var ørliden.
Sven: Nu kan vi ikke komme længer sjøveien. Derfor tænker jeg vi farer landeveien tilbage. Her kommer vi ind i Ungarn, og her er Østerrig. Der nede er Grækenland. I Grækenland er der korinter og røvere. Vi har ingen af delene her i Norge.
Kari: Sukker du saa tugt for det?
Sven: Er ikke korinter deilige kanske? Og er det 211ikke deiligt at have røvere i fjeldene og blive fanget? Og saa maatte vi skrive hjem til far, og far maatte betale store løsepenger. — Og her er Italien. Og der plukker man appelsiner, ligesom man plukker epler hos os. Og derfra faar vi silke. Ved du hvem som lager silken, Kari?
Kari: Det er vel folkene i Italien vel.
Sven: Nei, det er slet ikke folkene i Italien, du; det er aamerne eller larverne i Italien.
Kari: Gjør du nar af mig, gut, saa tager jeg dig i luggen.
Sven: Det er sandelig larver eller aamer, som de kalder silkeormer. — Og saa er det olje i Italien.
Kari: Parafin? Det er det her ogsaa.
Sven: Nei, ikke parafin, du! Men slig olje som kommer fra oliventræet. Her er Sveits. Kan du sige mig hvad en faar fra Sveits?
Kari: Sveitserost.
Sven: Det er rigtigt. De har slige gilde kreaturer i Sveits, og sætrer ligesom hos os. Og høie, høie fjeld; de heder Alperne. Og her er Tyskland. Hvad kommer fra Tyskland?
Kari: Keiseren.
Sven: Det er ikke noget skikkeligt svar.
Kari: Farer ikke den tyske keiseren her forbi hvert aar kanske?
Sven: Hvad heder den tyske keiseren?
Kari: Jeg har ikke spurt ham. Tror du ikke jeg har folkeskik, jeg ogsaa?
Sven: Har de havt keiser længe i Tyskland?
Kari: Aa, han kan vel være paa alder med Olav gaardsgut, ved jeg.
Sven: De har havt keiser i Tyskland siden 1871, Kari. Da blev Tyskland samlet til ett rige, og saa fik de keiser. De tyske soldater er flinke, kan du tro.
Kari: Aa, vi har nu spræke karer her i bygden ogsaa.
Sven: Her er Frankrig.
Kari: Derfra faar vi franskbrød.
Sven: Tror du vi kjøber brød i Frankrig, du? Men i 212Frankrig er det en mængde vin. Den røde vinen far drikker, den er fra Frankrig. Og her er Spanien. Der faar vi salt. Nu tænker jeg vi gaar til sjøs igjen. Ret som det er, kommer vi til England. Hvad faar vi fra England, Kari?
Kari: Den engelske sygen.
Sven: Den kjender jeg ikke. Den staar ikke i geografien.
Kari: Ja saa kjendte du den da du var liden. Da var du saa løs i leddene, at du var værre end den værste sprellemand.
Sven: Fra England faar vi stenkul og en mængde andre ting. Og saa er englænderne gode sjømænd. Det er ikke noget rige i verden som har saa mange sjøfolk som England.
Kari: End vi da?
Sven: Ikke saa mange, Kari, ikke saa mange.
Kari: Men lige gode, tænker jeg.
Sven: Lige gode tror jeg de er, jeg ogsaa. — Nu seiler vi gjennem Kanalen. Hvad er det man gjør i Kanalen? I Kanalen støder man paa; for der er saa mange, mange skibe, saa det er uraad at komme uskadd frem i skodde og stygge-veir. — Her til høire har vi Belgien og siden Holland.
Kari: Der er hollansk ost.
Sven: Ja, de har fede kjør, hollænderne. Og der borte har vi Skotland og Irland. Og nu kommer vi ind i Nordsjøen. Der fanger man lutefisk.
Kari: Ja, den er ikke vanskelig at fange, stakkar.
Sven: Jeg mener naturligvis, at man fanger slig fisk som blir til lutefisk, kan du skjønne.
Kvri; Du kan selv være en lutefisk.
Sven: Nu er du uskikkelig mod din lærer. Nu maa du vist have stryk.
Kari: Du kunde jo prøve.
Sven: Eller kanske jeg kunde nøie mig med skammekrogen.
Kari: Ja, kanske du kunde det.
Og saa tog hun sandelig og flytted Sven bort i en krog og satte det store bordet for. Og det var ikke anden 213raad for læreren end at krybe under bordet for at komme frem. Men da var Gamle-Kari langt nede i trapperne, — endda saa gammel hun var.