Haukelifjeld heder fjeldet mellem Telemarken og Røldal. Der gaar stor bred postvei over fjeldet, og mange folk færdes der ved sommertid. Men om vinteren kan sneen være saa dyb, at veien ikke er til at øine. Hist og her stikker en stabbesten frem; men ellers er det bare telegraf-stolperne som fortæller hvor veien ligger. Ellers er det dyb, hvid sne udover hele fjeldet. Vinden blaaser den sammen til fonner, saa store som hus, og det er tider da ingen kan komme frem uden paa ski.

Jeg var der oppe en dag i januar. Vinden kom fykende ned fra høiden, isende kold, og sneen gjøv om os. Det var saa stort og saa sørgeligt alt sammen; men vakkert var det: den blaa himmelen og den hvide sneen og det røde solskjæret over tinder og rygger. Hist og her fløi ryperne op i smaa flokker; men mennesker var der ikke. Og snarerne, som de havde sat rundt omkring i vierkjærrene, var tomme. Det havde været for haardt veir om natten, 209storm og snefok, og i sligt veir gaar rypen ikke i snaren. Endelig syntes jeg at jeg saa en. Den var næsten helt gjemt af sneen. Jeg gik nærmere. Jo vist var det et rypehoved som stak frem af snefonnen, og snare var der ogsaa. Men død kunde rypen ikke være. Øinene var ikke brustne; det var som de stirred paa mig og var rædde. Jeg bøide mig ned for at tage den; da tog den til at flakse og flakse og vilde ud af snaren. Først vilde jeg lade den flyve; den skulde faa lov at være sammen med de andre ryperne, som kagled rundt omkring. Men da jeg skulde hjælpe den, saa jeg først hvordan det var med den. Foden var af led, og senerne var revet over; slig havde den strævd for at komme løs. Stakkar, den kunde ikke flyve mere over Haukelifjeld. Jeg tog skistaven og gav den et slag over hovedet; vingerne faldt ned, nebbet aabned sig, og draabe efter draabe randt blodet ned i den hvide sne; men øinene var lukket, og de kunde ikke aabne sig mere.

Tænk, for en nat den stakkars rypen havde havt! Hvor den har flakset og stridd i stormen og sneen, slitt sin fod af led og sine sener i stykker! Hjælpeløs laa den der paa den store vidden under de høie tinder, alene i den isende frost. Menneskene gik ned igjen i de varme husene, saa snart de havde sat snarerne op, og de andre ryperne kagled rundt omkring og vidste ingen raad. Stakkars vesle rype paa Haukelifjeld!

Haukelifjeld heder fjellet mellom Telemarken og Røldal. Der går stor bred postvei over fjellet, og mange folk ferdes der ved sommertid. Men om vinteren kan sneen være så dyp, at veien ikke er til å øyne. Hist og her stikker en stabbestein frem; men ellers er det bare telegraf-stolpene som forteller hvor veien ligger. Ellers er det dyp, hvit sne utover hele fjellet. Vinden blåser den sammen til fonner, så store som hus, og det er tider da ingen kan komme frem uten på ski.

Jeg var der oppe en dag i januar. Vinden kom fykende ned fra høyden, isende kald, og sneen gjøv om oss. Det var så stort og så sørgelig alt sammen; men vakkert var det: den blå himmelen og den hvite sneen og det røde solskjæret over tinder og rygger. Hist og her fløy rypene opp i små flokker; men mennesker var der ikke. Og snarene, som de hadde satt rundt omkring i vierkjerrene, var tomme. Det hadde vært for hardt vær om natten, 209storm og snøfokk, og i slikt vær går rypen ikke i snaren. Endelig syntes jeg at jeg så en. Den var nesten helt gjemt av sneen. Jeg gikk nærmere. Jo vist var det et rypehode som stak frem av snefonnen, og snare var der også. Men død kunne rypen ikke være. Øynene var ikke brustne; det var som de stirret på meg og var redde. Jeg bøyde meg ned for å ta den; da tok den til å flakse og flakse og ville ut av snaren. Først ville jeg la den flyve; den skulle få lov å være sammen med de andre rypene, som kaklet rundt omkring. Men da jeg skulle hjelpe den, så jeg først hvordan det var med den. Foten var av led, og senene var revet over; slig hadde den strevd for å komme løs. Stakkar, den kunne ikke flyve mer over Haukelifjeld. Jeg tok skistaven og ga den et slag over hodet; vingene falt ned, nebbet åpnet seg, og dråpe etter dråpe rant blodet ned i den hvite sne; men øynene var lukket, og de kunne ikke åpne seg mer.

Tenk, for en natt den stakkars rypen hadde hatt! Hvor den har flakset og stridd i stormen og sneen, slitt sin fot av led og sine sener i stykker! Hjelpeløs lå den der på den store vidden under de høye tinder, alene i den isende frost. Menneskene gikk ned igjen i de varme husene, så snart de hadde satt snarene opp, og de andre rypene kaklet rundt omkring og visste ingen råd. Stakkars vesle rype på Haukelifjeld!