Det var en gang graabein var ude og veired. Han gik og tassed baade langt og længe og lugted sig frem igjennem aaslien; men han fik ikke taften af noget som ædende var. Tarmene skreg i ham, saa han vidste ikke, hvor han skulde snu eller vende sig. Sidde kunde han ikke, og staa kunde han ikke; saa maatte han gaa, ved du, og næsen, den var fore og snuste baade i øst og vest. Det bar ned efter lien, og til slut havde han lensmands-gaarden bent under sig; men saa svang og sulten var han, at han fristed et stykke til. Jo — der kjendte han madlugt. Det var en hoppe som gik og beited med folungen sin. Graabein smøg sig frem imellem vierkjærrene, og saa var han med et eneste sæt oppe paa ryggen af hoppen.
„Nu har jeg dig,“ sa han; „staar du og beiter midt i slaatt-engen til lensmanden du? Jeg er bygdevægter jeg, skal du 208vide, og nu rider jeg dig lukt i lensmands-hullet, hvis du ikke giver pant.”
„Hvad skulde det være?” sa hoppen.
„Folen din,” svarte ulven.
„Stakkars kroken, han er saa ung og uvettig,” sa hoppen; „han ved ikke hvordan han skal skikke sig i arresten. Kunde du ikke vente til han kom til skjels aar og alder?” spurte hun.
„Hvor gammel er han nu da?” sa ulven.
„Jeg er ikke rigtig stø paa det; men jeg har det skrevet her under høire baghoven, baade fødselsdagen og navnet. Det staar med guldskrift, og du er vel brevsynt, du som er bygdevægter, ved jeg?” sa hoppen.
Ulven syntes det var leit at negte for det.
„Lad mig se brevet,” sa han og sprang ned. Men da løfted hoppen den høire bagfoden og gav ham en i skallen, saa sol og maane og stjerner dansed for synet hans. Det var guldskriften; og den var saa sterk, at han maatte lukke øinene. Da han fik dem op igjen, saa de hverken hoppe eller fole.