Han var en liden brun lurvet hvalp, som hedte Spids, og som egentlig bare var i kost hos mig, mens jeg læste til student-eksamen. Jeg havde et gammelt piano og et farveskrin til at krydre lekserne med, og jeg vilde gjerne skildre ham af; men at faa den karen til at sidde still, det var ikke saa greit. Saa fandt jeg paa noget som ikke var saa ilde; jeg satte ham op paa pianoet, der hvor de spiller paa det. Først flytted han fremlabberne — ding! saa bagbenene — dang! saa fremlabberne igjen — ding!
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog 10
146Men nu blev han skræmt, og saa stod han som en støtte, med fremlabberne i veiret; han turde ikke slippe dem ned, og jeg fik malet den lurvete kroppen som han gik og stod her i verden.
Saa var det en gang i november at isen laa saa blank og sterk paa nordhavnen; jeg tog mine skøiter, og da jeg havde spændt dem paa, saa jeg at Spids var med. Ja, kom du, tænkte jeg; hvorfor skulde jeg jage dig hjem igjen? Det blaaste en knagende vestenstorm; jeg spændte ud frakken, og nu gik det for fulde seil, kan dere tro, ikke tyve minuter paa en halv mil. Spids, han fulgte paa blankisen; men da skulde dere set en som kunde stupe kraake! Vinden trilled ham rundt som et nøste; snart var han paa rette siden, og snart seilte han paa ryggen med benene i veiret. Nei, tænkte jeg, du kommer aldrig hjem igjen, stakkars krok, og saa stapped jeg ham ned i den store frakkelommen min. Men det var hul i foret, og hullet blev ikke mindre da Spids kom ned; det varte ikke længe, saa gik han igjennem, lige til bunds, og laa der og dunked mod det venstre benet mit hver gang jeg løfted det. Det var den strideste skøitefærd jeg nogensinde har været ude for. Prøv at baute mod storm med slig en klubbe i siden! Jeg trodde han skulde banket sig selv til pølsemad. Vi trængte tre timer til hjemreisen, Spids og jeg.