Han hedte Bismark, fordi vi fik ham under krigen mellem Tyskland og Frankrig. Det var en lurvetasse af en halvpuddel, 145ufjelg og ubørstet, men altid i godlag. Han havde mange fiender, saasom han kom til verden i krigstid: klegg og katter og lopper. Hele sit korte liv slos han uden pusterum med alt dette skarvepakket; snart var det han som vandt, og snart de. Han var saa urimelig flink til at knibe kleggen i farten. En gang var jeg paa en sommerreis, og Bismark var med. Han sprang efter vognen, saa tungen hang langt ud af munden paa ham; — det var stegende hedt og støvet. Da syntes jeg synd paa ham og tog ham op i vognen. Og der sad han paa bagsædet, lige saa kry som om han sad ved siden af keiseren af Tyskland. Men kleggen er lige sæl den, enten det er keisere eller konger eller statsraader; den snurred og snurred omkring ørene hans, fløi lukt ind i næsen paa ham og bored sig ind i felden. Bismark glefste i sig den ene efter den andre; han havde ikke imod at faa lidt tillæg paa kosten, og kryere og kryere blev han for hver han fik ned. Til sidst blev han saa hidsig, at han satte fremfødderne paa vogndøren for at komme des bedre til. Det bar netop udfor, og vognen gjorde god fart. Bismark strakte sig udove, glefste i luften og røk paa hovedet. Han stupte kraake, saa det gjøv om ham, der han trilled ned over bakken.
Det er leit at tænke paa det; men denne reisen blev den sidste Bismark var med paa. Han var blit saa kry af at vinde paa kleggen, saa han tog til at fare efter fredelige sauedyr. Og saa gik det ikke bedre under en slig ulykkelig krig, end at Bismark blev skudt, stakkar, for fuldt alvor, af manden som eide sauene.