Han hedte Pip, og var en liden fed, sort, glathaaret en, som børnene var svært glade i; men han var styg til at æde, og til slut aad han sig ihjel ogsaa. Det var børnene som gav ham navn. Jeg ved ikke, om her er nogen som har hørt et eventyr som før var svært i vinden, men som nu er glemt. «Prinsessens hund» hedte det, og hunden hedte Pip. Pip tulled sig væk i skogen, en gang kongens børn var ude og plukked bær; saa blev det lyst paa alle kirkebakker, at den som fandt Pip skulde faa et helt kammer fuldt fra gulv til tag af epler og pærer og nøtter og kager, og alt det som godt og gildt var. Og saa gik alle børn ud og ledte, og kom ud for mangt og meget i skogen, til en liden gut og en liden jente fandt Pip hos en gammel kjærring. Men de fik ham ikke, sa hun, før de havde sat i sig syv ganger syv hundred egg, og det uden at miste den mindste bete af skallene; og der sidder de og æder og skræller den dag i dag.
Børnene hjemme hos os havde nu hørt det eventyret femti ganger; derfor skulde den vesle runde hvalpen ogsaa hede Pip. Og Pip var børnenes bedste ven, helst naar han fik noget rigtig godt. De klædde ham ud i duger og skindkraver; de bandt støvler paa labberne hans, og var rent væk af latter, naar han stabbed bortover gulvet og ikke vidste sin arme raad. En anden gang fik de ham i seng; han skulde være syg og fik sukkervand i teskeer. Siden skulde han være hare, og da la de ud snarer ved stolbenene; Pip gik i snaren, hang fast, og velted stolen. Men da syntes han de gjønte for grovt, og gjødde og bed, og fik ris; og saa blev det taarer og sukkerbeter, og saa bad han om forladelse og kyssed paa haanden; og saa var de alle sammen gode venner og vel forligte igjen.