«Nu er jeg ræd igjen,» sa mor, da de gik bortover mod rovdyr-huset. Far gjorde nar; han fortalte ikke hvad han havde læst i den tykke bogen om formiddagen; han var ræd for at skræmme Tulla. Men jeg ved, hvad der stod i den tykke bogen, og jeg kan godt fortælle det; for dere kan være trygge for, at naar dere gaar hjem i kveld, saa kommer det hverken løver eller tigere efter dere. Det største rovdyr vi har her hjemme, det er bjørnen, og saa har vi ulv og gaupe og rev og jerv og maar og røiskat; men løve og tiger, det har vi ikke. Og det er godt og vel, at de holder til der borte i Afrika og Asien. Det er fælt hvad ugagn de dyrene kan gjøre.
Løven er saa sterk, at den knækker ryggen paa en hest med et eneste slag af labben, og med et eneste bid knuser nakkebenet paa en ko. Og hver nat, saa sandt den 118kan komme til det, dræber den et stort dyr. Den lister sig did hvor de vilde dyr drikker eller beiter, og kaster sig ove[?] dem. Eller den springer over gjærdet ind imellem buskapen. Stundom tager den mennesker, især naar den er gammel og ikke har tænder og kræfter til de store dyr.
Løven er doven og sen om dagen, men om natten forfærdelig. Det er ikke farligt at møde den naar den er mæt; men naar den er sulten, da skyr den ingenting.
— Og nu maa den vist være sulten; for da Tulla kommer ind i rovdyr-huset, saa brøler den, saa hele huset skjælver. Og i buret ved siden af gaar der et andet stort dyr frem og tilbage og brøler og brøler, og gnistrer med de store ild-øinene; det er tigeren. Tigeren er endnu meget værre end løven, og det er ikke noget rovdyr som dræber saa mange mennesker. Der er tigere som ikke æder andet end mennesker.
I gamle dage jaged de tigeren med saa mange folk, saa det næsten var som en hel krig. Tigeren der inde i buret faar hverken menneskekjød eller vildsvin eller paafugl, eller noget af det den er vant til. Vogteren gaar omkring med en stor jerngaffel og stikker raat kjød ind 119imellem stængerne, og dyret sliter i kjødet og brøler og knurrer; den synes nok det er for lidet.
Nu tænkte far at den vesle krypen skulde blive ræd. Men Tulla spurte bare om de ikke skulde have poteter til kjødet. Og en stund efter, om de ikke likte sjokolade; for saa kunde Randi barnepige gaa ind til dem med lidt sjokolade. Endelig blev hun da urolig og vilde ned. «Er du ræd, Tulla?» — «Jeg vil ind til dem!» ropte hun. Far sa, at de tog vist ikke mod nogen. Saa slog hun sig til taals; men en stund efter klapped hun i hænderne, hvinte af glæde og skreg: «Jeg vil have dem ud! Jeg vil have dem ud!» Men det var det ingen andre som vilde.