Nu var det bare bjørne-graven igjen. Mor og Tulla gik i forveien; far maatte fortælle en og anden om det kjække barnet, som ikke havde vet til at være bange for nogen ting. Tænk, om tigeren var kommen ud; tænk, om det sultne bestet havde taget Tulla ud af armene paa ham.
Men inde i bjørne-graven er det ligesom to kammere; i det ene kammer er det en brun bjørn, og i det andet kammer er det en hvid bjørn; og langs graven er det en gang med et lavt gjærde omkring; derfra kan en se ned paa dyrene. Mor og Tulla stod og saa paa den brune bjørnen. Den var nok ikke i videre godt lag. Den havde vist ikke faat aftensmad endnu. Kanske var det bedst at se efter, hvor maden blev af. Først klatred den langsomt op efter træstammen som stod nede i graven, og blev siddende i toppen; og nu syntes Tulla at det var rigtig moro, og klapped i hænderne. Da gjør bamsen et sprang, et urimeligt sprang, et sprang som ingen i dyrenes have havde trod den kunde gjøre; og i næste stund hænger den over rækverket med labberne sine.
Mor, som bar Tulla paa armen, gaar baglængs, glider og slipper taget; og mens hun flygter for den brune bjørnen, holder hun paa at sende barnet lige ned i fanget paa den hvide, som sad og gabte i det andet kammer. Men nu er far kommen til og tager sin Tulla. Da er hun hvid som et lagen og ryster og bæver.
120Den brune bjørnen vilde nok for resten ikke gjøre hende noget; den bare saa sig om en stund; saa jumped den ned i trætoppen sin igjen.
Alligevel — stakkars fars og mors egen lille deilige Tulla! Nu har hun lært frygt at kjende. Nu maa nogen sidde paa sengekanten til hun sovner om kvelden, og komme naar hun vaagner om natten; bare hun nu skal gaa gjennem den mørke dagligstuen klokken 5 om eftermiddagen, blir hun staaende i døren og spør: «Mor! det er vel ingen bjørner der inde?»