I dyrenes have var det mange mennesker, som drak kaffe og spiste kager. «Er dette dyr?» sa Tulla. Hun var furten. Men saa fik hun selv en stor kop med fire draaber kaffe og resten melk. Da kom hun sig. Og saa fik hun armene fulde med boller og hvetekavringer. Saa drog hun afsted med far og mor til de rigtige dyrene.
112Det første dyret hun kom til, kan du se her paa billedet, og du kan nok skjønne, at Tulla ikke naadde op med kavringerne der. Det var en giraf. «Giraffen,» sa far, «er et underligt dyr, som vi slet ikke har i Norge. Det er for koldt hos os, og saa liker den ikke fjeld og store skoger. Men nede i Afrika er det et træ som heder akasie-træet. Giraffen strækker den lange halsen op imod toppen paa dette træet og spiser de unge skuddene. Benene
er tynde, som du ser, kroppen er kort og tyk, hovedet er fint og vakkert, og øinene store og klare, og saa er det to smaa rare korte tapper oppe paa hovedet. De er ligesom en slags bitte smaa horn. Giraffen gjør ikke et menneske fortræd; men de som har vondt i sinde —»
«Tulla har vist ikke vondt i sinde,» sa mor. «De som har vondt i sinde og kommer bagfra,» sa far igjen, «kan faa sig et stød for brystet, saa de ligger døde paa flekken. Ellers bruger giraffen foden bare til at løbe med, og det er vakkert at se en flok giraffer, naar de kommer i 113fuldt sprang; de vugger de lange halsene frem og tilbage og pisker luften med halerne.
Men Tulla rakte kavringen i veiret og skreg: «Her er brød, her er brød, giraf; her er kavringer.» Giraffen var altfor kry; den satte næsen til veirs, mange alen over den lille Tulla, høit over gjærdet, og aad af trætoppene, — endda det ikke var akasie-trær.