Saa kom vaaren. Nu var det lyst, lige til Tulla la sig, og endda længer. Nu var dyrene vist vaagne hele tiden.
Nu syntes far og mor det var ilde, at Tulla skulde vente længer.
Men Kjøbenhavn er en stor by. Det er 6—7 kilometer fra Tulla og til dyrenes have. Det er rent uraad at trippe den lange veien paa de smaa fødderne. Men i alle store byer er det lagt smale jernstænger ned i gaderne. I disse jernstængerne er det render, og i disse renderne kan vognhjulene 110løbe saa let, at en eneste hest kan trave i vei med fjorten—femten mennesker; og naar det er to hester, saa er det tag ovenpaa vognen, og oppe paa taget sidder det ogsaa femten. Slige vogner ligner smaa hus, og har dør, og kaldes sporvogner. Og i et sligt lidet hus med to hester for krøb Tulla og mor ind.
Nu er det jo saa, at i bygd og grænd kjender næsten alle mennesker hverandre. Alle ved hvem det er som eier den gaarden og den gaarden, og hvem som bor paa den pladsen og den pladsen; alle siger god dag og Gud signe, naar de møder hverandre paa veiene; og i en liden by hilser alle folk ogsaa paa hverandre paa gaden. Men i Kjøbenhavn er det mange tusend hus og meget over 300 000 mennesker, og da er det noksaa rimeligt, at de ikke kjender hverandre alle sammen. Derfor snakker de ikke med hverandre i sporvognene heller. De er saa stille, saa stille. De siger ikke god dag, de — aa nei da.
Men Tulla synes nu ligesom hun er i slegt med alle mennesker, hun, og snakker med dem alle. Om det saa er dronningen af Danmark, saa er hun ikke ræd. Dronningen mødte hende paa gaden en dag og klapped hende paa kindet; og straks skulde Tulla spørge: «Hvad heder din papa?» For det spør hun alle mennesker om. Og hun er ikke ræd keiseren af Rusland heller, og ham er det da mange som er ræd.
Du ved, at dronningen af Danmark har mange børn; én er konge i Grækenland, én er gift med prinsen af.England, og én er netop keiserinde i Rusland.
En dag kom det kjørende et langt tog gjennem Kjøbenhavn, med keiser og konger og dronninger og prinsesser. Tulla stod og saa paa. Med én gang stansed alle vognene; det var to damer som vilde give keiseren af Rusland blomster. Nu havde Tulla mor i den ene haanden og nogen hvidveis i den anden, og aldrig saa snart havde hun faat set dette her med damerne og blomsterne, før hun vilde slite sig løs.
«Han skal faa mine ogsaa, han skal faa mine ogsaa!» skreg hun. Og havde ikke mor holdt saa godt, sandelig havde ikke Tulla krøbet op i den fine vognen til keiseren 111af Rusland og klappet ham paa skjegget og spurt hvad papaen hans hedte.
Saa kan du vide, at hun ikke er ræd for at snakke til folk inde i sporvognen.
Hver eneste en som kommer ind, saa spør Tulla: «Skal du kjøre til dyrene?» Er det en dame som hoster, saa skal Tulla straks sige til alle sammen: «Hvorfor hoster damen?» Og naar det kommer ind en mand som har bare øielaag og ikke øie paa den venstre siden, saa er Tulla straks fremme igjen: «Hvorfor sidder du saaledes med det ene øiet?» siger hun.
Værst var det, da det kom ind to diakonisser. Diakonisser, ved du, det er snilde, snilde damer, som gaar og steller med de syge. De har lange sorte kaaber og store hvide hætter, og disse to havde lange næser ogsaa; men det kom ikke af at de var diakonisser. — Tulla har aldrig været syg; hun ved ikke, hvor snilde de kan være; hun ser bare saa underlig paa dem og spør: «Er De hekser dere?»
For hekser har hun hørt en liden grand om hos RANDI. Mor ved ikke sin arme raad. Hun sidder og hysser paa Tulla og fortæller hende om andre ting; men det er jo første gang Tulla er i sporvogn, saa hun skal jo se paa alt. Til slut kommer det ind en bitte bitte liden dame og krabber op paa bænken. Hun er af de aller mindste mennesker, dem som man kalder dverger. Mor ringer paa klokken i sporvognen; hun vil ud, og drager Tulla med sig. Og det ser næsten ud til at Tulla ikke har set den lille dame. Men netop som de skal gaa ud af døren, saa pudser dvergdamen næsen sin. Da vender Tulla sig og siger høit til alle damerne og alle herrerne: «Tænk, hun kan pudse næsen selv.»