Tulla og mor kom til Kjøbenhavn længe før far. Far kom tre maaneder senere. Tulla ved ikke, hvad uger og maaneder er; men hun syntes det blev svært længe. Da han kom, vilde hun slet ikke slippe ham. Hun gik og holdt i frakken hans hele dagen. «Papa, du maa ikke gaa alene,» sa hun. Men saa maatte far gaa alene; for han skulde erender ud i den store byen. Da stod Tulla og saa efter ham i vinduerne, og da stridrandt taarerne fra de store brune øinene. Men mor tog hende paa armen og sa: «Tulla skal faa gaa i dyrenes have.»
Nu stansed taarerne. «Hvad er dyrenes have?» spurte Tulla.
Saa satte mor hende paa fanget og fortalte: «Dyrenes have er en have hvor det er mange bur og mange hus, og i de burene og de husene bor dyrene. Og saa kan hver som vil betale femti øre, og saa faar han se alle dyrene.»
«Hvad er det for no’en dyr, mama?» — «Ja, det er no’en underlige dyr, kan du vide. Det er ikke mus og rotter. 109og hund og kat, og kraaker og skjærer, og haner og høner, eller hest og fole og ko og kalv og gris og gjet. Dem kan en faa se hver dag for ingenting; nei, det er slige underlige dyr som gjemmer sig langt inde i skogene eller bor i andre land, mange hundred mil herfra; det er slige dyr som er blit fanget og sat i dyrenes have, for at folk her i byen rigtig kunde faa vide hvorledes de saa ud, ikke bare se dem i billedbøgerne. Det koster saa gruelig mange øre, ser du, at reise til Afrika og se løver, og til Indien og se tigre. Og i dyrenes have kan en faa se dem alle sammen for femti øre.»
Men det gik dage, og det gik uger, og Tulla kom ikke i dyrenes have.
Hele dagen maatte jo far arbeide, og om aftenen maatte dyrene sove, sa mor.
Tulla var taalmodig. Men hver eneste, eneste dag, naar de spiste middag, sa Tulla: «Faar jeg hviske dig noget, papa?» Og saa krøb hun ned fra stolen og op paa hans fang og la munden til hans øre og hvisked: «Naar skal vi gaa i dyrenes have?»
Eller hun klemte næsen mod de mørke ruder og sa: «Nu sover vel dyrene?»