113

Tulla sprang videre i den store have, kasted nakken tilbage og lo høit af glæde. Far og mor kunde se den røde hatten hendes, snart her, snart der, inde mellem bladene. Hun blev ellevild; hun skreg om kap med fuglene, som sad omkring i burene, i alle slags farver, og talte alle slags sprog. Men uglerne vilde hun endelig kjæle for; hun syntes hun kjendte dem. Der var nemlig et gammelt hus der ude hvor Tulla bodde, og det huset laa i en liden sjø. Der knurred og tuted uglerne hver aften, naar Tulla blev klædt af, og da pleide mor at sige, at det var nogen snilde, snilde fugler med skinnende øine, og at de legte sig med rotterne om natten.

Altid skulde Tulla bort og stikke næse og haand mellem stokkene, for at klappe hjorten og rensdyrene, bison-oksen

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.

114og grynte-oksen. Men saa med én gang ropte hun: «Nei, se den, papa! Hvorfor er den saa rar paa ryggen, papa?» sa hun. «Fordi den har en pukkel; og somme kameler har to. Men du skulde bare vide, hvad den ryggen kan bære, du,» sa far. «Kan den bære dig?» sa Tulla. «Den kan bære mange tykke papaer, og ligevel gaar den saa stille, saa stille, med den tunge børen; du hører ikke større lyd end naar Randi kommer barfodet henover gulvet til dig og giver dig vand om natten. Og ingen behøver at slaa den, maa du tro; den gaar mange mange mil hver dag i den tørre sanden nede i Asien og Afrika, og solen brænder saa hedt, saa hedt, og endda beder den ikke om vand hvert øieblik, som du gjør. Der er ikke vand der nede, skal jeg sige dig; kamelen gaar gjennem ørkenen, den, og ørkener, det er slige steder hvor det hverken er vand eller vekst at regne for. Og nøisom er den; saa nøisom kan ikke noget menneske være. Og blir kamelen træt, saa synger de for den, ligesom Randi barnepige gjør for dig, naar du skal sove. Men kamelen sover ikke, maa du tro; den kiler paa, fortere og fortere, til den er fremme.» — «Saa vil jeg have en kamel til min fødselsdag,» sa Tulla. «Det maatte være en liden kamel det,» sa far og lo. «Er det smaa kameler ogsaa?» sa Tulla. «Ja, her skal du se,» sa far; «men jeg er bange for den er for stor, den ogsaa.»

113

Tulla sprang videre i den store have, kastet nakken tilbake og lo høyt av glede. Far og mor kunne se den røde hatten hennes, snart her, snart der, inne mellom bladene. Hun ble ellevill; hun skrek om kap med fuglene, som satt omkring i burene, i alle slags farger, og talte alle slags språk. Men uglene ville hun endelig kjæle for; hun syntes hun kjente dem. Der var nemlig et gammelt hus der ute hvor Tulla bodde, og det huset lå i en liten sjø. Der knurret og tutet uglene hver aften, når Tulla ble kledd av, og da pleide mor å si, at det var noen snilde, snilde fugler med skinnende øyne, og at de lekte seg med rottene om natten.

Alltid skulle Tulla bort og stikke nese og hånd mellom stokkene, for å klappe hjorten og rensdyrene, bison-oksen

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. I. Skriftspråk.

114og grynte-oksen. Men så med én gang ropte hun: «Nei, se den, pappa! Hvorfor er den så rar på ryggen, pappa?» sa hun. «Fordi den har en pukkel; og somme kameler har to. Men du skulle bare vite, hva den ryggen kan bære, du,» sa far. «Kan den bære deg?» sa Tulla. «Den kan bære mange tykke papaer, og likevel går den så stille, så stille, med den tunge børen; du hører ikke større lyd enn når Randi kommer barfotet henover gulvet til deg og gir deg vann om natten. Og ingen behøver å slå den, må du tro; den går mange mange mil hver dag i den tørre sanden nede i Asien og Afrika, og solen brenner så hett, så hett, og enda beder den ikke om vann hvert øyeblikk, som du gjør. Der er ikke vann der nede, skal jeg si deg; kamelen går gjennom ørkenen, den, og ørkener, det er slike steder hvor det hverken er vann eller vekst å regne for. Og nøysom er den; så nøysom kan ikke noe menneske være. Og blir kamelen trett, så synger de for den, likesom Randi barnepike gjør for deg, når du skal sove. Men kamelen sover ikke, må du tro; den kiler på, fortere og fortere, til den er fremme.» — «Så vil jeg ha en kamel til min fødselsdag,» sa Tulla. «Det måtte være en liten kamel det,» sa far og lo. «Er det små kameler også?» sa Tulla. «Ja, her skal du se,» sa far; «men jeg er bange for den er for stor, den også.»