Beate havde nu vokset i to hele aar; men Lille-Beates mage havde hun aldrig faat igjen til dukke. Ingen var saa snild og føielig, og ingen saa pen og vakker. Enten var dukkerne for røde i kinderne, eller de kunde slet ikke klæ sig rigtig; stive og kjedelige var de alle sammen, naar de skulde røre armer og ben, og det nytted næsten slet ikke at tale med dem. Men en pen dukkestue havde Beate faat, med stoler og bord, og en kommode i det ene hjørnet.
Det var en lørdag; og om søndagen vented hun sine veninder Marie og Lovise paa besøg; derfor vilde hun gjerne pynte dukkestuen saa fint og nydelig hun vidste. Bord og stoler og alt var sat til rette, og det var strød ener og gule baldblommer paa gulvet; hun mangled bare nogen smaating at sætte paa kommoden.
Men Beate vidste raad: i Svattjern-bakken husked hun der laa de nydeligste smaa snilehus nogen vilde se, runde og riflet, og med gule og brune tegninger paa. De vilde tage sig ypperlig ud paa kommoden, naar hun bare fandt af dem 'som det ingen sniler var i. Hun løb straks der ned, og smøg og krøb mellem hasselbuskene og under rognetrærne i den bratte bakke, og hun fandt tomme snilehus i snesevis. — Men aller bedst det var, hørte hun en fugl skrige saa underlig nede i tjernet; hun titted ud mellem de grønne kvister, og saa en stor, stor fugl svømme omkring der; den havde lang, blaa hals og hvid bringe; men paa ryggen var den glinsende sort. Den svømte bort over tjernet, saa fort, at det stod en strime i vandet bagefter den, og saa dukked den med ett paa hovedet; og borte var den.
Beate stod og stirred ned paa vandet og vented paa at den skulde komme op igjen; men det varte og det varte, og ingen fugl kom der. Hun begyndte allerede at blive bange for at den stakkars fugl var druknet; da fik hun se at den skjød op igjen langt borte, næsten midt ude paa vandet. Den slog med vingerne, saa det bredte sig ringer om den, videre og videre ud over den sorte flade. Saa svømte den atter, rolig og langsomt, hen imod en 96ørliden grøn ø som laa der; da den kom til øen, rakte den halsen høit op og saa sig om til alle kanter, og krøb saa op i det høie storr-græs, som hang ud over vandet. Beate stod og saa paa den vakre lille øen. Den var saa fin og liden, ikke større end fjerdeparten af stuegulvet, og langagtig, næsten rund; men her og der skar det smaa bugter ind i den. Der vokste vierbusker op af græsset paa nogen steder, og i den ene ende stod det en liden hvidstammet bjerk. Beate syntes aldrig hun havde set noget saa vakkert som den lille grønne ø ude paa det blanke sorte vandet; den var ligesom et ørlidet land for sig selv. Hun titted længe ud mellem løvet, for at se fuglen komme igjen; men den blev paa øen.
Endelig begyndte aftenvinden at puste, saa vandet krused sig lidt. Da husked Beate, at hun maatte skynde sig hjem; hun bukked sig for at tage endda nogen sniler som hun kunde give Marie og Lovise; og der laa nok af dem lige ved hendes fødder; hun saa igjen op og titted gjennem løvet, for at se paa øen til godnat; — tænk, da var den borte! Beate vilde ikke tro sine egne øine; hun mente at hun maatte have siddet i tanker og flyttet sig, saa at buskene gjemte øen for hende; men nei, hun sad netop paa samme sted. Hun tænkte paa nøkk og hulder, og løb op efter bakkestien det forteste hun kunde. Men da hun naadde toppen, saa hun sig endnu en gang omkring. Da blev hun næsten endda mere forundret; for nu fik hun igjen øie paa den lille grønne øen, men langt fra det sted hun først havde set den; den seilte langsomt ned mod sydenden af tjernet, og den lille hvidstammede bjerk var seil. Saa snart Beate var kommen hjem, gik hun til Anne barnepige og fortalte hende hvad hun havde set. Anne kjendte godt den flydende ø; den havde ligget i tjernet i mange aar, sa hun. Men det var noget forunderligt noget ved den øen. Hver gang det skulde blive godt aar for ager og eng, var øen frisk og grøn hele sommeren; men blev det uaar, var græsset blegt og brunt, og løvet paa den lille bjerken var tyndere. Ja, Anne trodde ikke det var urimeligt, at det vilde komme blodrøde flekker over øen, dersom krig og ufred kom paa. Hvert aar havde lommen rede der, og Anne havde 97nu sine egne meninger baade om lommen og øen; men da BEATE vilde have bedre rede paa det, risted gamle ANNE bare paa hovedet; for hun var ikke den som fortalte alt hvad hun vidste. Men ett maatte hun jo ud med, og det var, at naar en stod paa den flydende ø og tog et lom-egg op af redet og ønsked noget med det samme, saa vilde det hænde, hvis lommen ikke fór fra redet, men ruged eggene ud lige fuldt.
«Laa det lom-unger i redet til høsten, kunde du gjerne ønsket dig at blive prinsesse i England; — det vilde sandelig hænde,» sa gamle ANNE.
Men én ting var det at merke endnu: at en ikke maatte tale et eneste ord om det til noget levende menneske.
«Ikke en gang til far og mor?» spurte BEATE.
«Nei,» svarte ANNE, «ikke til nogen mors sjæl.»
BEATE tænkte ikke paa andet end øen hele aftenen, og da hun havde lukket sine øine, drømte hun ikke om andet den hele nat; snart syntes hun den var blodflekket, og snart grøn; saa syntes hun igjen, at lommen skreg og sa: «Jeg er prinsessen af England; men det er kastet lomme-ham paa mig.»
Aldrig før var hun staat op om morgenen, saa bad hun faren saa vakkert, at han vilde ro hende og MARIE og LOVISE ud paa den flydende ø, naar de kom til hende om eftermiddagen; og det loved han. Men han spurte ogsaa, hvorledes hun var faldt paa det, og hvad hun vilde der? BEATE tænkte først at hun skulde fortalt ham alt; men hun husked paa ANNES ord, og saa sa hun ikke det hele, men bare at hun saa gjerne vilde komme did ud, fordi den lille grønne øen var saa nydelig.
«Ja, vakker er den, og der skal du ogsaa faa se et lomme-rede,» sa faren og strøg hende over det brune haaret.
Da blev BEATE ganske rød i ansigtet, og taarerne kom hende i øinene; hun vidste jo meget godt om lomme-redet, og hun følte, at hun havde været usandfærdig mod sin far, og det havde hun aldrig været før.
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. I. Skriftsprog.