98

Om eftermiddagen gik faren med de tre smaapigerne til tjernet. Viggo var ogsaa med; men der var ingen baad, bare en liden tømmerflaate, og den kunde ikke bære dem alle; saa maatte han blive i land. Og det fandt han sig villig i; for nu var han større og forstandigere, og han hjalp tilmed smaapigerne ud paa flaaten.

Vandet var blikstille, sort og blankt; den store naaleskog paa den ene bred og den grønne bakken paa den anden stod paa hovedet og speilte sig i vandfladen. Rundt om, inde ved landet, stod de grønne rør, høie og ranke som soldater, og holdt vagt om det stille tjern. Og hist og her laa brede grønne blade og store skinnende hvide tjern-blommer med gule bægere og svømte paa det sorte vand. Beates veninder syntes, at det var det deiligste de havde set, og de bad faren stanse og fiske op nogen af de vakre tjern-blommer. Men Beate længted bare til den flydende ø.

Den laa midt ude paa tjernet, og da de nærmed sig den, saa det ud som der var to smaa-øer, én ovenpaa og én nede i vandet, og den sidste var næsten endda vakrere end den første. Faren rodde tæt ind til øen og rundt om den, og da han kom paa den andre siden, plumped lommen med ett ud af storr-græsset og ned i vandet og dukked under.

«Der har vi lomme-redet,» sa faren og la flaaten indtil.

Smaapigerne luted sig ud over flaaten, mens faren holdt dem, én for én, og det var vel moro: lomme-redet var lige i kanten af torv-øen, mellem græsset, og paa bunden laa det to store graabrune egg med sorte flekker, større end noget gaase-egg.

Marie og Lovise jubled og lo; men Beate var næsten ræd og underlig til mode. Hun bad sin far saa inderlig, at hun maatte faa lov at staa paa øen, bare en liden, liden stund, og løfte det ene lom-egget op, «for at hun kunde se bedre paa det,» sa hun.

Faren vilde ikke negte hende det; han løfted hende ud paa den flydende torv; men han sa, at hun bare turde tage egget let imellem de to fingre; for hvis fuglen 95merked at nogen havde rørt ved det, vilde den ikke ruge ungen ud.

Saa stod da Beate paa den grønne flydende ø, og hun blev ganske bleg og underlig af sig, da hun skulde bøie sig og tage det graabrune egget op. Hun løfted det i veiret mellem de to fingre. Nu kunde hun jo faa alt hvad hun vilde! Hvad tror du saa hun ønsked sig? At hun skulde blive prinsesse i England? Nei, hun vidste nok det som bedre var; hun rørte læberne og sa sagte ved sig selv:

«Saa vilde jeg ønske at Lille-Beate var frisk og sund og sad under tornebusken igjen!»

Men netop med det samme dukked lommen op tæt ved; og da den saa Beate stod lige ved redet med egget i haanden, satte den i et skrig saa fælt, saa fælt, at Beate i forfærdelse slap egget. Det faldt ned i redet, lige paa det andre, og — klask, gik begge itu, saa plommen spruted.

Beate blev staaende som en sten, med haanden i veiret, lige til faren løfted hende over paa flaaten igjen. Da brød taarerne løs, og hun fortalte ham alt; hun sa, at hun vidste nok hvorfor det ikke gik som hun havde ønsket sig; — det var fordi hun havde sagt usandhed og ikke været oprigtig imod ham; men hun loved med haand og mund, at det skulde være den sidste gangen, lige saa vist som det var den første, at hun var saa styg en pige. Faren sa, at det var et vakkert forsæt; det skulde hun altid holde, saa vilde hun nok faa sine ønsker opfyldt; og saa rodde de til lands igjen.

Og hver gang Beate siden havde lyst til at sige en liden usandhed, tænkte hun paa den flydende ø, og saa holdt hun sit løfte.

Men lommen skydde redet siden den tid, og nu er torv-øen grod fast til land.

98

Om ettermiddagen gikk faren med de tre småpikene til tjernet. Viggo var også med; men der var ingen båt, bare en liten tømmerflåte, og den kunne ikke bære dem alle; så måtte han bli i land. Og det fant han seg villig i; for nå var han større og forstandigere, og han hjalp tilmed småpikene ut på flåten.

Vannet var blikstille, sort og blankt; den store nåleskog på den ene bred og den grønne bakken på den annen stod på hodet og speilte seg i vannflaten. Rundt om, inne ved landet, stod de grønne rør, høye og ranke som soldater, og holdt vagt om det stille tjern. Og hist og her lå brede grønne blade og store skinnende hvite tjern-blommer med gule bægere og svømte på det sorte vann. Beates venninner syntes, at det var det deiligste de hadde sett, og de bad faren stanse og fiske opp noen av de vakre tjern-blommer. Men Beate lengtet bare til den flytende ø.

Den lå midt ute på tjernet, og da de nærmet seg den, så det ut som der var to små-øyer, én ovenpå og én nede i vannet, og den siste var nesten enda vakrere enn den første. Faren rodde tett inn til øen og rundt om den, og da han kom på den andre siden, plumpet lommen med ett ut av storr-gresset og ned i vannet og dukket under.

«Der har vi lomme-redet,» sa faren og la flåten inntil.

Småpikene lutet seg ut over flåten, mens faren holdt dem, én for én, og det var vel moro: lomme-redet var like i kanten av torv-øen, mellom gresset, og på bunden lå det to store gråbrune egg med sorte flekker, større enn noe gaase-egg.

Marie og Lovise jublet og lo; men Beate var nesten redd og underlig til mote. Hun bad sin far så inderlig, at hun måtte få lov å stå på øen, bare en liten, liten stund, og løfte det ene lom-egget opp, «for at hun kunne se bedre på det,» sa hun.

Faren ville ikke nekte henne det; han løftet henne ut på den flytende torv; men han sa, at hun bare turde ta egget lett imellom de to fingre; for hvis fuglen 95merket at noen hadde rørt ved det, ville den ikke ruge ungen ut.

Så stod da Beate på den grønne flytende ø, og hun ble ganske bleg og underlig av seg, da hun skulle bøye seg og ta det gråbrune egget opp. Hun løftet det i været mellom de to fingre. Nå kunne hun jo få alt hva hun ville! Hva tror du så hun ønsket seg? At hun skulle bli prinsesse i England? Nei, hun visste nok det som bedre var; hun rørte leppene og sa sakte ved seg selv:

«Så ville jeg ønske at Lille-Beate var frisk og sund og satt under tornebusken igjen!»

Men nettopp med det samme dukket lommen opp tett ved; og da den så Beate stod like ved redet med egget i hånden, satte den i et skrik så fælt, så fælt, at Beate i forferdelse slapp egget. Det falt ned i redet, like på det andre, og — klask, gikk begge itu, så plommen sprutet.

Beate ble stående som en stein, med hånden i været, like til faren løftet henne over på flåten igjen. Da brød tårene løs, og hun fortalte ham alt; hun sa, at hun visste nok hvorfor det ikke gikk som hun hadde ønsket seg; — det var fordi hun hadde sagt usannhet og ikke vært oppriktig imot ham; men hun lovet med hånd og munn, at det skulle være den siste gangen, like så vist som det var den første, at hun var så stygg en pike. Faren sa, at det var et vakkert forsett; det skulle hun alltid holde, så ville hun nok få sine ønsker oppfylt; og så rodde de til lands igjen.

Og hver gang Beate siden hadde lyst til å si en liten usannhet, tenkte hun på den flytende ø, og så holdt hun sitt løfte.

Men lommen skydde redet siden den tid, og nå er torv-øen grodd fast til land.