93

„Vinteren er kommen;se, hvor hvid den lyser.Hutetu! min bedstemor,hun sidder nu og fryser.Jeg maa gaa i skogen,se at finde kvist og kvas;hun har migsaa tit hos sigjo varmet ved sit hjerte.“

Vesle-Hans til skogenvandrer ufortrøden:„Stakkars gamle bedstemorhar ingen ved til grøden.Bare ikke ulven,bare ikke bamsen storbryder fremfra skogens hjemog gaar med hele gutten.Gamle bedstemodermaa da livet miste,stirrer paa den vilde skov,til hendes øine briste.Jeg igjen vil komme,kjære ulv, og bli dit rov,bare jegfaar gaa min veimed denne vesle børen.

94Hør, hvor vinden tuteri de tørre grener!”Vinden har saa barsk en røst;men intet ondt den mener:den vil bare giveHans hver kvist som sidder løst.Han skal denta op igjenog ind i børen binde.

Nu er børen færdig;knapt han kan den bære.Den til gamle bedstemorvil Vesle-Hans forære.Hvor skal vei han finde?Sneen over stien fór.Glad og angsthan tar sin fangst,men ved ei vei at finde.

„Hu, hvor fælt det rasler!Bamsen — hu! der er den!”Hans han slipper ei sin børfor alle ting i verden.Det er bare ekornsom slig støi i skogen gjør:ekorn vilham veien tilhans bedstemoder vise.

Ekorn hopper fore,hopper langsmed gjærdet,svinger sig fra gren til gren;der er ei ondt paa færde.Vesle-Hans bagefterslæper sig paa tunge ben.Snilde børnfaar ulv og bjørnaf Gud ei lov at ænse.

„Gud ske lov, der liggerbedstemoders hytte!”Ekorn sætter sig paa tag;nu har det gjort sin nytte.„Nu skal bedstemodervarme sig i ro og mag.Eventyrom skogens dyrhun skal mig nu fortælle.”

Da han staar paa traakken,banker han med børen:„Kjære gamle bedstemor,her er jeg — luk op døren!”Bedstemor hun spurte,og han knapt sit øie tror:„Hvor har duvel plukket nude blommer som du bærer?”

Hans ei tror sit øie.Er det blevet sommer?Hver en kvist i børen varjo fuld af friske blommer.Heggen sine hvide,nypen sine røde bar,bjerkens bladsaa frodig sadsom ved midtsommer-tide.

Vesle-Hans med taarersig mod væggen vender:„Aa, hvad hjælper slig en vedsom slettes ikke brænder!”— „Slettes ikke brænder?Kjære barn, din kjærligheder den ildsom, varm og mild,min vinter gjør til sommer.”

93

„Vinteren er kommet;se, hvor hvit den lyser.Hutetu! min bestemor,hun sitter nå og fryser.Jeg må gå i skogen,se å finne kvist og kvas;hun har megså tit hos segjo varmet ved sitt hjerte.“

Vesle-Hans til skogenvandrer ufortrøden:„Stakkars gamle bestemorhar ingen ved til grøden.Bare ikke ulven,bare ikke bamsen storbryter fremfra skogens hjemog går med hele gutten.Gamle bestemormå da livet miste,stirrer på den ville skog,til hennes øyne briste.Jeg igjen vil komme,kjære ulv, og bli ditt rov,bare jegfår gå min veimed denne vesle børen.

94Hør, hvor vinden tuteri de tørre grener!”Vinden har så barsk en røst;men intet ondt den mener:den vil bare giHans hver kvist som sitter løst.Han skal denta opp igjenog inn i børen binde.

Nå er børen ferdig;knapt han kan den bære.Den til gamle bestemorvil Vesle-Hans forære.Hvor skal vei han finne?Sneen over stien fór.Glad og angsthan tar sin fangst,men ved ei vei å finne.

„Hu, hvor fælt det rasler!Bamsen — hu! der er den!”Hans han slipper ei sin børfor alle ting i verden.Det er bare ekornsom slig støy i skogen gjør:ekorn vilham veien tilhans bestemor vise.

Ekorn hopper fore,hopper langsmed gjerdet,svinger seg fra gren til gren;der er ei ondt på ferde.Vesle-Hans bakeftersleper seg på tunge ben.Snilde barnfår ulv og bjørnav Gud ei lov å ense.

„Gud ske lov, der liggerbestemors hytte!”Ekorn setter seg på tak;nå har det gjort sin nytte.„Nå skal bestemorvarme seg i ro og mag.Eventyrom skogens dyrhun skal meg nå fortelle.”

Da han står på tråkken,banker han med børen:„Kjære gamle bestemor,her er jeg — luk opp døren!”Bestemor hun spurte,og han knapt sitt øye tror:„Hvor har duvel plukket nåde blommer som du bærer?”

Hans ei tror sitt øye.Er det blitt sommer?Hver en kvist i børen varjo full av friske blommer.Heggen sine hvite,nypen sine røde bar,bjørkens bladså frodig sattsom ved midtsommer-tide.

Vesle-Hans med tårersig mot veggen vender:„Aa, hva hjelper slig en vedsom slettes ikke brenner!”— „Slettes ikke brenner?Kjære barn, din kjærligheter den ildsom, varm og mild,min vinter gjør til sommer.”