114. Den dræbte and.
I skogen silred den klare aa;en blodig vildand i græsset laa.Mens blodet pibled af bringen frem,hun drog sig mod redet og slæpte sig hjem.Nu stod de omkring hende, alle de smaa, —stakkar, det var ikke greit at forstaa.De krøb under vingen; men den var slak!„Mor, du maa vaagne, gak-gak-gak!“Saa aabned de alle smaanebbene vidt:„Vi er saa sultne, giv os lidt.“Men uden mor var de stakkars smaa; —har du en mor, saa skjøn derpaa.
114. Den drepte and.
I skogen silred den klare å;en blodig villand i gresset lå.Mens blodet pibled av bringen frem,hun drog seg mot redet og slepte seg hjem.Nå stod de omkring henne, alle de små, —stakkar, det var ikke greit å forstå.De krøp under vingen; men den var slak!„Mor, du må våkne, gak-gak-gak!“Så åpnet de alle smånebbene vidt:„Vi er så sultne, gi oss litt.“Men uten mor var de stakkars små; —har du en mor, så skjønn derpå.