Det var en gang en hane som stod paa en møkhaug og gol og flaksed med vingerne. Saa kom reven til den.
«God dag!» sa reven; «jeg hørte nok du gol,» sa han; «men kan du ogsaa staa paa ett ben og gale og blunde, saa som far din kunde?» sa Mikkel. «Det kan jeg baade godt og vel,» gol hanen, og stod paa ett ben; men han blunded bare med det ene øiet, og da han havde gjort det, saa brisked han sig og slog med vingerne, som om han havde gjort noget stort. «Det var vakkert,» sa reven; «men kan du nu ogsaa staa paa ett ben og gale blunde med begge øinene paa én gang? Det tror jeg knapt du kan!» sa Mikkel; «nei far din, det var kar til mand!» sa han.
85«Aa, jeg kan da det, jeg med,» sa hanen, og stod paa ett ben og blunded med begge øinene og gol. Dermed satte reven paa ham, tog ham over nakken og slængte ham paa ryggen, saa han ikke fik galet ud, før det bar til skogs med ham, saa fort som Mikkel orked at springe.
Da de kom under en gammel kviste-gran, slængte Mikkel hanen i bakken, satte foden paa brystet hans og vilde tage sig en smage-bete.
«Du er ikke saa renfærdig, du Mikkel, som far din,» sa hanen; «han dypped da næverne sine, han, før han gik i madfadet,» sa han.
Men Mikkel vilde da være renfærdig, han ogsaa; saa slap han taget og skulde til at tørke labberne i græsset. Vips! fløi hanen op i et træ.
«Du skal nok ikke slippe for det,» sa Mikkel ved sig selv; saa gik han bort, og kom igjen med et par store fliser efter tømmerhuggerne. Hanen kikked og kikked efter hvad det kunde være.
86«Hvad har du der?» sa hanen.
«Det er brev jeg har faat fra paven i Rom,» sa reven; «vil du ikke hjælpe mig at læse dem, for jeg er ikke brevsynt selv?»
«Jeg vilde gjerne, men jeg tør ikke nu,» sa hanen; «der kommer en skytter; jeg sidder bag granlæggen; jeg ser’n, jeg ser’n!» sa han.
Da reven hørte at hanen klunked om skytteren, satte han til bens, det forteste han kunde.
Den gang var det hanen som brugte revekrogen.