Morgenen efter havde Beate næsten ikke tid til at vaske sit lille ansigt, før hun løb bort til veninden; at flette haaret gav hun sig ikke stunder til. Hun var saa bange at Lille-Beate havde ligget og været mørkræd, fordi hun var alene om natten i græshytten. Beate skyndte sig, alt hvad hun kunde, og kom rent andpusten til tornebusken. Men du kan tro hun blev bedrøvet! Udenfor torvhytten laa Lille-Beate; hovedet var hugget af hende og laa ved hendes fødder. Det var Viggo viking som havde gjort det; det kunde Beate nok skjønne; for øksen havde han glemt efter sig; den var slængt bort paa en stor sten i gjærdet. Saa sorgfuld som hun da blev, havde Store-Beate endnu ikke været i hele sit liv. Hun brast i graat og tog sin lille veninde og kyssed hende mange ganger. Derpaa graved hun en grav under nyperosen og la hende der. Hovedet satte hun igjen paa halsen, og bredte græstorven, som havde været hytte, blødt og let over hende. Og saa gik hun langsomt og inderlig bedrøvet hjem.
Hvem skulde vel ogsaa efter den tid være hendes bedste veninde, som aldrig vilde have anden vilje end hendes egen, og hvem skulde staa fadder til hendes første datter, naar hun blev stor?