69

Bækken gaar i engen,bækken godt sig morer nok,springer over rod og stokog over høie stener.

Bækken ler bag grener,hør, den ler i græsset godt!Alt hvad der er sort og graat,kan bækken ikke lide.

Liden bæk vil gnidestenens stygge ansigt hvidt,vasker den saa jevnt og titmed voverne som glide.

Ren den blir med tide,om den ikke bliver hvid.Den gang stenen trilled did,da var den sort og muldet.

70Nu er den som guldet.Ren som guld jeg ogsaa blir,bare, lille bæk, du giri haanden mig en draabe.

Jeg kan længe raabe;bækken gjør dog ikke stop,løfter ei en draabe opog lægger mig i haanden.

Men hvor seljevaandenluter over bækkens bred,hopper liden erle nedog dypper hele vingen.

Hjælp dig selv er tingen!Det har jeg af fuglen lært.Bækken har mig vand forært;men selv jeg maa det tage.

Nu kan fuglen jagerundt om himlen, og med lystkan den sole nu sit brystog sine vinger røre.

Jeg som den vil gjøre:Haanden vil jeg dyppe ned,vaske den, og ansigt med,saa det tar ingen ende.

Saa tør jeg det vendefreidig did hvor fuglen flyr,se, om ei blandt himlens sky’rjeg kan smaa-engler kjende.

Milde blik de sende,naar de ser at jeg er rensom den klare ædelsten,der kan i mørket brænde.

69

Bekken går i engen,bekken godt seg morer nok,springer over rot og stokkog over høye stener.

Bekken ler bak grener,hør, den ler i gresset godt!Alt hva der er sort og graat,kan bekken ikke lide.

Liten bekk vil gnisteinens stygge ansikt hvitt,vasker den så jevnt og titmed vovene som glide.

Ren den blir med tide,om den ikke blir hvit.Den gang steinen trillet dit,da var den sort og muldet.

70Nå er den som gullet.Ren som gull jeg også blir,bare, lille bekk, du giri hånden meg en dråpe.

Jeg kan lenge rope;bekken gjør dog ikke stopp,løfter ei en dråpe oppog legger meg i hånden.

Men hvor seljevåndenluter over bekkens bred,hopper liten erle nedog dypper hele vingen.

Hjelp deg selv er tingen!Det har jeg av fuglen lært.Bekken har meg vann forært;men selv jeg må det ta.

Nå kan fuglen jagerundt om himlen, og med lystkan den sole nå sitt brystog sine vinger røre.

Jeg som den vil gjøre:Hånden vil jeg dyppe ned,vaske den, og ansikt med,så det tar ingen ende.

Så tør jeg det vendefreidig dit hvor fuglen flyr,se, om ei blant himlens sky’rjeg kan små-engler kjenne.

Milde blikk de sender,når de ser at jeg er rensom den klare edelsten,der kan i mørket brænde.