67

En dag kom Viggo viking til sin søster; han saa morsk ud, havde papirhjelm paa hovedet, og trak øienbrynene tæt sammen.

68«Nu vil jeg røve piger; det er jeg draget ud for!» sa han. «Du er for stor; men LILLE-BEATE tager jeg. Jeg fører hende langt, langt bort, i det mindste til Furujordsbakken, og kanske lige til hestehagen. Og du faar aldrig se hende mer i dine dage.»

«Du er en slem gut og gjør ikke andet end ugagn; det sa mor ogsaa her om dagen,» svarte søsteren. LILLE-BEATE har jo ikke gjort dig en grand; hun har ikke engang sagt et vondt ord til dig.»

«Ikke gjort mig noget?» sa vikingen. «Stod hun ikke igaar paa blomsterpotten under den store geranien, da jeg kom og satte træhesten min der? Tror du ikke jeg saa, at hun skjøv til hesten, saa den faldt ned og brak det venstre bagbenet? — Gjorde jeg min ret, saa burde jeg i grunden hugge hovedet af hende,» sa vikingen, og prøvde med fingeren eggen paa øksebladet.

«Hu! du er rigtig en fæl gut,» sa BEATE; «men jeg skal vel vide at gjemme LILLE-BEATE saa godt, at du aldrig skal faa dine blodige fingre i hende. Det kan du lite paa.»

Derpaa gik hun lige til sin lille veninde og fortalte hende for en slem gut VIGGO var; han vilde myrde hende, sa STORE-BEATE, og hun turde ikke længer have hende inde i huset. «Men jeg ved godt, hvor jeg skal gjemme dig henne, saa han ikke skal finde dig,» sa hun.

Saa tog hun den lille og gik med hende bag laaven til et stort stengjærde; op til gjærdet stod det en tornebusk i fuld blomstring og hængte sine blegrøde roser ned til alle sider, saa det blev en liden duftende løvhytte; og der skulde LILLE-BEATE leve i skygg og skjul og sidde paa en græsbænk. Og for at det ikke skulde dryppe paa hende, naar det begyndte at regne eller dugge, saa hvelved hendes store veninde en græstorv over hende. Der maatte LILLE-BEATE sidde som prinsessen i jordhaugen; men det var ingen sag, for hun havde kaaben med; den kunde hun tage paa om aftenen, naar det blev koldt; og sukkerkager havde hun paa et lidet bret ved siden, og roserne dufted yndig om hende. — Saa sa STORE-BEATE hende farvel og godnat, og bad hende være taalmodig og endelig ikke gaa ud, saa 69Viggo viking fik øie paa hende; Store-Beate loved sikkert og vist, at hun skulde se til hende næste morgen og spørge hvorledes hun havde sovet; og saa gik hun.

67

En dag kom Viggo viking til sin søster; han så morsk ut, hadde papirhjelm på hodet, og trakk øyenbrynene tett sammen.

68«Nå vil jeg røve piker; det er jeg draget ut for!» sa han. «Du er for stor; men LILLE-BEATE tar jeg. Jeg fører henne langt, langt bort, i det minste til Furujordsbakken, og kanskje like til hestehagen. Og du får aldri se henne mer i dine dage.»

«Du er en slem gut og gjør ikke annet enn ugagn; det sa mor også her om dagen,» svarte søsteren. LILLE-BEATE har jo ikke gjort deg en grand; hun har ikke engang sagt et vondt ord til deg.»

«Ikke gjort meg noe?» sa vikingen. «Stod hun ikke i går på blomsterpotten under den store geranien, da jeg kom og satte trehesten min der? Tror du ikke jeg så, at hun skjøv til hesten, så den falt ned og brak det venstre bakbenet? — Gjorde jeg min rett, så burde jeg i grunnen hugge hodet av henne,» sa vikingen, og prøvde med fingeren eggen på øksebladet.

«Hu! du er riktig en fæl gut,» sa BEATE; «men jeg skal vel vite å gjemme LILLE-BEATE så godt, at du aldri skal få dine blodige fingre i henne. Det kan du lite på.»

Derpå gikk hun like til sin lille venninne og fortalte henne for en slem gut VIGGO var; han ville myrde henne, sa STORE-BEATE, og hun turde ikke lenger have henne inne i huset. «Men jeg vet godt, hvor jeg skal gjemme deg henne, så han ikke skal finne deg,» sa hun.

Så tok hun den lille og gikk med henne bak låven til et stort steingjerde; opp til gjerdet stod det en tornebusk i full blomstring og hengte sine blekrøde roser ned til alle sider, så det ble en liten duftende løvhytte; og der skulle LILLE-BEATE leve i skygg og skjul og sitte på en gressbenk. Og for at det ikke skulle dryppe på henne, når det begynte å regne eller dugge, så hvelvet hennes store venninne en grastorv over henne. Der måtte LILLE-BEATE sitte som prinsessen i jordhaugen; men det var ingen sak, for hun hadde kåpen med; den kunne hun ta på om aftenen, når det ble kaldt; og sukkerkaker hadde hun på et lite brett ved siden, og rosene duftet yndig om henne. — Så sa STORE-BEATE henne farvel og godnatt, og bad henne være tålmodig og endelig ikke gå ut, så 69Viggo viking fikk øye på henne; Store-Beate lovet sikkert og vist, at hun skulle se til henne neste morgen og spørre hvorledes hun hadde sovet; og så gikk hun.