Sveriges frie forfatning skriver sig fra aaret 1809. Folkerepræsentationen eller rigsdagen bestod efter denne af udsendinger fra de fire stænder, adel, geistlighed, borgere og bønder. Tre stænder maatte være enige, forat en beslutning skulde komme istand; til forandringer af grundloven krævedes enighed hos alle fire stænder. Denne forfatning gjorde det vanskeligt at faa gjennemført reformer, og det blev snart et almindeligt ønske hos det svenske folk at faa en forandring i rigsdagens sammensætning. Karl Johan vilde imidlertid ikke gaa med herpaa, og der herskede af den grund i hans senere regjeringsaar en ikke ringe misstemning mellem kongen og det svenske folk. Først under Karl 15 blev rigsdagsreformen gjennemført, idet i 1865 blev bestemt at rigsdagen skulde bestaa ikke længere af udsendinger fra de fire stænder, men af to kamre, et førstekammer og et andetkammer. Førstekammers medlemmer udvælges blandt de mere bemidlede; valget foretages af landstingene (svarende til vore amtsting) for landets og af kommunebestyrelserne for byernes vedkommende. Andetkammer udvælges af og blandt alle de stemmeberettigede. Begge kamre har samme rettigheder.
Ogsaa i Sverige saa det nærmest efter 1814 daarlig ud med statens finanser. Efterhaanden bedredes forholdet; i 1832 havde landet saaledes raad til at fuldende den vigtige Götakanal, som forbinder de store sjøer i det indre med hverandre og med Kattegat og Østersjøen. Siden er Sverige stadig gaaet frem i velstand, og dets næringsveie har udviklet sig raskt. Sveriges litteratur og videnskab havde en blomstringstid i første halvdel af dette aarhundrede; da levede Sveriges største historieskriver Geijer og digteren Esaias Tegnér, samt flere dygtige naturforskere.