Læreplanatlas
Historisk lærebog for middelskolen omfattende saavel Nordens som verdens historieTiden efter 1789. Revolutionernes tid.

16. Norge.

Statsforfatningen.

284

Den regjeringsform som grundloven fastsætter, kaldes indskrænket monarkisk, fordi kongen (monarken) ikke har enevælde; magten er delt mellem kongen og det folkevalgte storting.

Kongen

har den udøvende magt. Naar noget skal sættes i verk, sker det efter kongens beslutning.

Kongen vælger et statsraad, som siden 1873 bestaar af 2 statsministre og 8 statsraader. Denne ene statsminister, der er statsraadets chef, og 2856 statsraader danner den norske regjering, som altid har sæde i Kristiania. Den anden statsminister og to statsraader, som aarlig skifter, danner statsraadsafdelingen, der følger kongen under hans ophold i Sverige og har bolig i Stockholm.

Statsraadet bærer ansvaret for hvad kongen beslutter. Kongen selv kan ikke lastes eller anklages. Derfor fatter kongen altid sine beslutninger (resolutioner) om statssager i møde af statsraadet. Hvis da et medlem af statsraadet finder at en beslutning, som kongen tænker at fatte, strider mod loven eller aabenbart er skadelig, saa maa han frimodig sige sin mening; ellers falder ansvaret for beslutningen ogsaa paa ham. Kongens beslutninger iverksættes af departementerne.

Der er syv regjeringsdepartementer, som bestyres af den norske regjerings medlemmer. Mellem disse departementer fordeles behandlingen af alle offentlige sager. Under hvert departement staar talrige embedsmænd og andre offentlige tjenestemænd, som hver paa sit sted har at sørge for at lov bliver overholdt og kongens beslutninger udført.

Folket udøver den lovgivende magt ved stortinget. Stortingets 114 medlemmer vælges for tre aar ad gangen af de stemmeberettigede borgere. Siden 1884 har statsraadets medlemmer adgang til at deltage i stortingets forhandlinger, men uden stemme. Oprindelig samledes stortinget kun hvert tredje aar. Siden 1871 samles det hvert aar, fra 1898 af i oktober maaned. Naar stortinget skal behandle en lov, deler det sig i to afdelinger, odelsting og lagting.

Enhver lov skal først foreslaaes i odelstinget. Bifaldes her lovforslaget, sendes odelstingets lovbeslutning til lagtinget. Hvis ogsaa lagtinget bifalder beslutningen, forelægges den kongen, der kan antage eller forkaste den. Naar en lovbeslutning er antaget af kongen, forsyner han den med sin sanktion, og derved er beslutningen ophøiet til lov. Men er en lovbeslutning uden forandring vedtaget af tre storting i tre paa hinanden følgende valgperioder, saa bliver den lov ogsaa uden kongens sanktion.

Stortinget bevilger de pengesummer som behøves til statens udgifter, og til udredelse af disse summer bestemmer det skatter, told og andre afgifter. Det bestemmer kongens appanage og embedsmændenes lønninger og pensioner.

Stortinget har at føre tilsyn med regjeringens handlinger og gjennemgaar derfor de i statsraadet førte protokoller og statens regnskaber.

Den dømmende magt er tillagt domstolene. De som har gjort sig skyldig i forbrydelser, indstævnes for meddomsretten, naar det gjælder en liden sag. Større straffesager paadømmes af lagmandsretten (jury), hvor folkevalgte lagrettesmænd afgjør spørgsmaalet om skyld eller uskyld. Andre retstvister mand imellem paadømmes af underretterne (sorenskriveren paa landet og byfogden i kjøbstæderne). Underrettens dom kan appelleres til overretterne og derfra til høiesteret.

Har statsraadets eller høiesterets eller stortingets medlemmer misbrugt sin stilling til at handle mod lov og ret eller til landets skade, saa kan odelstinget 286tiltale dem for rigsretten, som bestaar af høiesterets og lagtingets medlemmer.

Kirken.

Den evangelisk-lutherske lære er statens offentlige religion. I denne lære skal alle som tilhører statskirken opdrage sine børn. Kongen er kirkens overhoved. Biskoper og provster danner den kirkelige øvrighed.

Undervisningsvæsenet.

Alle norske børn skal undervises, og ethvert barn kan faa fri undervisning i folkeskolerne, hvis lærere uddannes ved seminarierne. Høiere skoler er middelskolerne. Fra disse kan eleverne gaa over til gymnasierne, der uddanner for studier ved universitetet. Ved universitetet foredrager professorerne forskjellige videnskaber og forbereder studenter til embedsprøverne.

Borgerrettigheder.

Alle er lige for loven. Ingen kan dømmes uden efter lov eller straffes uden efter dom. Ingen adelsstand findes, og der kan ikke gives nogen arvelige forrettigheder fremfor andre. Troesfrihed, trykkefrihed og næringsfrihed finder sted.

Øvrigheder.

Landet er delt i 20 amter, nemlig byerne Kristiania og Bergen og 18 landsamter. I spidsen for hvert amt staar en amtmand og under ham en foged i hvert fogderi; fogedembederne inddrages imidlertid nu lidt efter lidt og erstattes af amtskasserere og politimestre. Fogderiet er atter delt i herreder, og i hvert herred er der oftest ansat en lensmand.

Disse øvrigheder har at paase at lov og ret overholdes, at iverksætte hvad der ved offentlig foranstaltning skal udføres i distriktet, og ellers paa bedste maade varetage distriktets tarv.

Landsforsvaret.

Enhver nordmand er vernepligtig enten i hæren eller i flaaden. Kongen er øverste krigsherre. Hæren inddeles i linje, landevern og landstorm. Den der har udtjent i linjen, gaar over i landevernet, og naar han har tjent sin tid der, gaar han over i landstormen.

Kommunestyret.

Hvert herred paa landet og hver kjøbstad danner i regelen et formandskabsdistrikt, som vælger et vist antal formænd og fire gange saa mange repræsentanter. Formændene kan behandle mindre sager paa egen haand; men vigtigere sager skal behandles af det samlede kommunestyre. Kommunestyret dannes af baade formænd og repræsentanter og vælger et af formandskabets medlemmer til ordfører.

Kommunestyret sørger for at alt bliver varetaget, som er overladt til kommunens egen forsorg. De fornødne pengemidler tilveiebringes ved skat, som udlignes paa de skattepligtige af ligningskommissionen, der vælges af kommunestyret. Paa samme maade vælges et skolestyre til at forestaa folkeskolen, og en fattigkommission der har at sørge for de fattige.

Ordførerne i alle et amts herreder samles aarlig til et amtsting under amtmandens ledelse. Der forhandles om sager som er fælles for hele amtet, saasom veianlæg, sygehuse, amtsskoler m. m. Amtstinget udskriver amtsskatten.

287Den politiske udvikling.¹

Grundloven lagde magten nærmest i bøndernes hænder; det var denne stand som stillede det overveiende antal af stemmeberettigede. Bønderne gjorde imidlertid i begyndelsen kun ringe brug af denne sin forret; blot faa bønder, gjerne omkring 20, sad saaledes i stortinget. Ja, bønderne viste mange steder stor misnøie med det frie styre som var indført, og ønskede det gamle enevælde tilbage. Dette var nærmest en følge af de mange økonomiske ofre som den første tid efter 1814 fordrede; i sin uvidenhed søgte man grunden til disse i det frie styre og hos stortinget, ikke i den hele stilling og landets tilstand. I 1818 kom det endog til oprørsforsøg blandt bønderne paa Oplandene, med den hensigt at give kongen uindskrænket magt; lederen var Halvor Hol, en bonde paa Hedemarken; men bevægelsen mislykkedes ganske.

Det var repræsentanterne af embedsstanden som æren for den frie forfatning, der var givet paa Eidsvold, især tilkom; det var ogsaa embedsstanden som i den første tid optraadte som forfatningens vogter. Embedsmændene var ikke blot de ledende inden stortinget, men dannede ofte forsamlingens majoritet. De sad saaledes inde med stor magt og indflydelse, og gjorde sig fortjent dertil ved sin kraftige og dygtige optræden, naar det gjaldt at forsvare vor frihed mod angreb baade inden- og udenfra.

Det varede ikke længe før det kom til rivninger mellem stortinget og kongemagten. Ved Kieler-freden havde kong Karl 13 gaaet ind paa at overtage den paa Norge faldende del af den dansk-norske statsgjæld. Danmark gjorde fordring paa at Norge skulde betale ikke mindre end 28 millioner kroner. Nordmændene mente, at de igrunden ingen pligt havde til at betale disse penge, da de ikke erkjendte Kieler-freden og dens aftaler som bindende for sig; desuden erklærede de at Norge under de daværende forhold ikke med sin bedste vilje kunde betale en saa stor sum. Den danske konge Fredrik 6 klagede til stormagterne, som ogsaa antog sig hans 288sag og sendte skarpe skrivelser til Karl Johan,¹ hvori de paalagde ham at betale Danmark pengene. Karl Johan afviste bestemt denne indblanding, men fandt det dog raadeligst at tage imod Englands tilbud om at mægle i sagen, og indledede underhandlinger med Danmark. Ved disse blev summen nedsat fra 28 til 12 millioner. Da sagen blev forelagt stortinget i 1821, vægrede dette sig først ved at godkjende den trufne overenskomst. Karl Johan blev meget forbitret herover, saa meget mere som han frygtede for indblanding fra stormagternes side; den hellige allianse saa nemlig skjævt til den norske folkefrihed og ønskede den ordentlig beskaaret. Stortinget gav tilsidst efter og bevilgede pengene.

Ogsaa andet gav det samme aar anledning til et spændt forhold mellem Karl Johan og stortinget. Det var adelsloven. Allerede de to foregaaende storting havde besluttet at alt adelskab skulde ophæves i Norge. Kongen havde begge gange negtet beslutningen sin sanktion. Nu forelaa spørgsmaalet for tredje gang. Kongen henstillede til stortinget i det mindste at udsætte med sagens afgjørelse; men det vilde ikke gaa ind herpaa og vedtog forslaget, som Karl Johan nu fandt sig forpligtet til at sanktionere, da det ellers vilde blive lov uden hans sanktion. Spændingen var meget sterk; Karl Johan havde trukket sammen svenske og norske tropper paa Etterstad (ved Kristiania) og havde svenske krigsskibe liggende paa havnen.

Kongen foreslog nu en række forandringer af grundloven. Alle gik ud paa at øge kongens magt; saaledes krævede han absolut veto i almindelige lovsager, ret til at udnævne stortingets præsidenter, til at opløse stortinget, samt friere hænder til at afsætte embedsmænd. Alle disse kongelige forslag blev enstemmig forkastet af stortinget i 1824; de blev fremsat endnu flere gange, men havde altid samme skjæbne.

Karl Johan var 46 aar gammel, da han kom til Norden. Han lærte aldrig at tale hverken svensk eller norsk, og forblev derfor i meget noksaa ukjendt med forholdene og den 289virkelige stemning i landene. Især gjaldt dette Norge. Han troede saaledes at der her var et sterkt parti som ønskede tilbage foreningen med Danmark. Dette var ikke saa; tvertimod raadede der snarere en uretfærdig misstemning mod Danmark. En følge af kongens feiltagelse i dette punkt var hans misnøie med, at nordmændene begyndte at feire den 17de mai. Han saa heri en hyldning af Kristian Fredrik, som den dag var valgt til Norges konge. Han forbød derfor at feire dagen, og vilde isteden have 4de november betragtet som vor konstitutionsdag; kongens modstand gjorde kun iveren for at feire den 17de mai endnu større, og det endte med at det blev fast skik at høitideligholde dagen.

Julirevolutionen havde virkning ogsaa i Norge. Der stiftedes nye liberale aviser; interessen for politik og deltagelse i det offentlige liv bredte sig ud over landet. Af størst betydning blev det at bønderne blev vakt til forstaaelse af den store magt, som forfatningen lagde i deres haand. Paa stortinget 1833 mødte over dobbelt saa mange af bondestanden som tidligere havde været tilfældet, og de fik en dygtig fører i Ole Gabriel Ueland. Bondepartiet benyttede foreløbig sin magt mest til sparsommelighed i bevilgningssager og angreb paa embedsstanden. Haand i haand hermed gik en sterk vekst af nationalfølelsen. Det var ikke frit for at mange begyndte at anse bønderne for bedre og mere egte nordmænd end embedsstanden og byernes indbyggere, som med hensyn til sprog og dannelse havde saa meget fælles med Danmark. Den allerede længe eksisterende kløft mellem by- og landbefolkning kom derved til at føles end skarpere.

I 1836 kom det atter til sammenstød mellem kongen og stortinget. Kongen blev ærgerlig over stortingets, som han syntes, lidet imødekommende holdning og lod pludselig tinget opløse. Dette svarede med at sætte statsminister Severin Løvenskjold, som havde været enig med kongen i opløsningen, under rigsret. Rigsrettens dom faldt og gik ud paa at han skulde betale en bod. Kongen blev dog snart forsonligere stemt, og paa det overordentlige storting (i 1837) kom den vigtige formandskabslov istand, ved hvilken selvstyre blev indført i alle landets kommuner saavel i byerne

19 — Historie for middelskolen.

290som paa landet. Kongen gjorde desuden nordmændene den indrømmelse for første gang at udnævne en nordmand, grev Wedel, til statholder.¹

Efterhaanden døde det politiske liv hen som var en følge af julirevolutionen. De senere aar af Karl Johans regjeringstid var roligere, og der raadede det bedste forhold mellem kongen og nordmændene. Den gamle konge døde i 1844 og efterfulgtes af sin søn. Oskar I (1844—1859) var en mand med et liberalt tænkesæt, ivrig for fremskridt og af en personlig elskværdighed, som gjorde ham meget afholdt i begge lande. Kort efter sin tronbestigelse gav han Norge eget norsk flag med unionsmerke. Hidtil havde Norge til orlogs og til offentlig brug samt paa fjernere farvande ogsaa som almindeligt handelsflag maattet benytte det svenske flag med et unionsmerke i; dette tjente som unionsflag. Til privat brug inden landet og tilsjøs paa kortere farvande var fra 1821 benyttet det nuværende norske flag uden unionsmerke.

Under den 1ste slesvigske krig mellem Danmark og Tyskland optraadte kong Oskar som mægler og holdt en tid Nordslesvig besat med norske og svenske tropper. Karl Johan havde i sin udenrigspolitik sluttet sig til Rusland. Oskar I nærmede sig mere til vestmagterne (England og Frankrig). Dette viste sig især under Krimkrigen, da der i 1855 sluttedes en overenskomst mellem Norge-Sverige og de nævnte lande, hvori England og Frankrig forpligtede sig til at hjælpe de forenede riger mod mulige erobringsplaner fra Ruslands side (novembertraktaten af 1855).

Februarrevolutionen bragte ny fart i det politiske iv. Arbeiderspørgsmaalet reistes i Norge som i de fleste andre lande. Bevægelsens leder var en student Markus Thrane, og det kom flere steder til uroligheder, som dog dæmpedes uden vanskelighed. Ellers gik kong Oskars regjeringstid hen uden vigtigere forandringer i landets indre politik. De sidste par aar af sin levetid var han paa grund af sygdom ude af stand til at føre regjeringen. Hans ældste 291søn Karl styrede da for ham; ved kong Oskars død i 1859 besteg han tronen som Karl 4, i Sverige 15 (1859—1872).

Nordmændene havde altid været misfornøiede med den paragraf i grundloven som tillod kongen at indsætte en statholder. I 1859 besluttede stortinget at statholderposten skulde ophæves. Kongen havde stillet i udsigt at han vilde sanktionere beslutningen; men efter tryk fra svensk side negtede han dog sin sanktion. Rivninger mellem det norske og det svenske statsraad i den anledning bevirkede en forandring i det norske statsraads sammensætning, saaledes at Fredrik Stang (1861—1880 † 1885) blev den ledende. Det kom nu til et skarpere skille mellem de forskjellige partier. Det gamle bondeparti bestod fremdeles; dets politik gik nu som før fremfor alt ud paa sparsommelighed i statshusholdningen; blandt partiets ledere kan merkes Jaabæk († 1894). Efter det politiske liv som februarrevolutionen havde vakt, var der kommet ind i stortinget flere nye mænd, som var grebet af revolutionens ideer. De vilde øge stortingets indflydelse og gjennemføre forskjellige reformer, som skulde bidrage til at mindske embedsmændenes magt og lægge afgjørelsen mere i folkets og dets tillidsmænds hænder. Blandt dette partis ledere maa især merkes Johan Sverdrup († 1892), hvem det efterhaanden lykkedes at faa bondepartiet med paa sine reformplaner, og danne det saakaldte venstreparti. Modstanderne mod hans parti samlede sig til et høireparti, hvis ledende mand Fredrik Stang var. 292I 1869 bestemtes at stortinget skulde samles hvert aar; før havde det blot været samlet hvert tredje. Kongen sanktionerede denne beslutning. I 1872 negtede han derimod paa sit statsraads raad sanktion paa en anden grundlovsforandring, som gik ud paa at statsraaderne skal have ret til at deltage i stortingets forhandlinger.

Fredrik Stang.
Fredrik Stang.

Kong Karl døde i 1872 og fulgtes af sin broder Oskar 2. Under ham gjentog stortinget, dog i en noget ændret form, baade i 1874, 1877 og 1880 beslutningen om statsraadernes adgang til tingets forhandlinger. Kongen negtede hver gang med statsraadets tilslutning sin sanktion, idet han gik ud fra at kongen, naar det gjælder forandringer af grundloven, har absolut veto. Flertallet inden stortinget delte ikke denne opfatning, men mente at kongen i saadanne sager enten har et suspensivt veto eller aldeles intet. Aarsagen til at saa forskjellige meninger kunde hævdes, var den, at der i grundloven ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse om kongens ret ligeoverfor grundlovsforandringer. Stortinget vedtog 9de juni 1880 at dets beslutning, trods kongens veto, var gjældende lov; men regjeringen negtede at kundgjøre stortingets beslutning.

Johan Sverdrup.
Johan Sverdrup.

Som følge heraf besluttede det nyvalgte storting i 1884, hvor fremdeles venstre var i stort flertal, at sætte statsraaderne¹ 293under rigsret. Ved dens dom blev de statsraader som havde været med paa at tilraade kongen at negte sanktion paa statsraadssagen, afsat fra sine embeder. En kort tid var der saa et nyt høireministerium, det saakaldte aprilministerium, som imidlertid snart gik af, hvorpaa der dannedes et venstreministerium med Sverdrup som statsminister. Spørgsmaalet om kongens veto blev omgaaet, idet stortinget paany, men i noget ændret form vedtog beslutningen om statsraadernes adgang til tinget, og denne beslutning blev sanktioneret. Flere vigtige love gik derpaa igjennem; saaledes indførtes lagmandsretter (jury), og hæren blev omordnet.

Sverdrups ministerium blev dog ikke af lang varighed, da der udbrød splid inden hans eget parti, som delte sig i «det moderate» og «det rene» venstre. Det afløstes af et høireministerium under Emil Stangs² ledelse; dette holdt sig kun kort, og efterfulgtes af et nyt venstreministerium under Steen. Paa det sidstes forslag vedtog stortinget en beslutning, som sigtede til oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen. Da kongen negtede forslaget sanktion, gik det Steenske ministerium af, og gav plads for et konservativt under E. Stang, som fandt støtte hos det moderate 294venstre, og i 1895 efterfulgtes af et blandingsministerium under Hagerup, og i 1898, da venstre ved stortingsvalgene fik en større majoritet, af et venstreministerium under Steen. Under dette sidste gjennemdreves, trods kongens sanktionsnegtelse ogsaa tredje gang, en lov om at det rene flag skal være Norges flag; det unionsmerkede flag skal være unions- og krigsflag.

Oskar 2.
Oskar 2.

Forholdet til Sverige.

Forholdet mellem de forenede riger var ikke i alle dele blevet tilstrækkelig klart ordnet i 1814. Det blev derfor i begyndelsen ofte misforstaaet af svenskerne, som tænkte sig at Norge skulde være Sverige en erstatning for Finland, medens rigsakten stiller begge riger jevnsides. Det var især de forenede rigers forhold til udlandet, som ikke var bragt i saadan orden som rigernes ligestilling krævede. I rigsakten findes nemlig ingen almindelig bestemmelse om udenrigsstyret. Kongen afgjorde selv alle sager der angik Norges forhold til udlandet, og udførte dem gjennem den svenske udenrigsminister og Sveriges udsendinger i udlandet, uden at nogen norsk statsraad eller myndighed havde del deri.

Det uheldige ved denne ordning viste sig snart i den saakaldte Bodø-sag. En engelsk handelsmand havde paa Bodø gjort sig skyldig i smugling i stor udstrækning. Da han blev fængslet og varerne beslaglagt, brød han ud af fængslet, tog uden videre varerne igjen, og reiste hjem til England. Her klagede han til den engelske regjering, som henvendte sig til den svenske udenrigsminister; enden blev at Norge virkelig maatte ud med en stor skadeserstatning, uagtet ikke Norge, men englænderen var den skyldige part. Dette vakte stor forbitrelse i landet, uagtet det efter de nyeste undersøgelser neppe kan lægges udenrigsministeren synderlig til last, og stortinget i 1827, som havde sagen til endelig behandling, rettede en anmodning til kongen om at den norske statsminister i Stockholm maatte faa deltage i behandlingen af de udenrigske sager. Først i 1835 imødekom Karl Johan dette ønske, ved at bestemme at den norske statsminister skal være tilstede, naar norske eller fælles udenrigske sager behandles. 295I 1859 havde, som allerede (side 291) nævnt, stortinget ophævet grundlovens bestemmelse om at kongen i Norge kunde indsætte en norsk eller svensk mand til statholder. Da kong Karl vilde sanktionere denne beslutning, optraadte det svenske statsraad og rigsdagen derimod. De paastod at Sveriges samtykke var nødvendigt til sagens afgjørelse, da den efter deres mening ogsaa berørte Sverige. Den maatte derfor afgjøres af kongen, ikke i norsk statsraad men i svensk-norsk. Nordmændene protesterede enstemmig herimod, og det endte med at kongen vistnok negtede beslutningen sanktion, men gjorde dette i norsk statsraad, for at betegne at de svenske statsmagter ikke havde med sagen at gjøre.

Fra svensk side reistes der derpaa krav om en forandring af rigsakten, saaledes at foreningen blev nærmere og mere omfattende end den var. Der nedsattes en unionskomité af norske og svenske mænd, som fremkom med et forslag i denne retning. Stemningen i Norge var imidlertid mod enhver udvidelse af fællesskabet, og forslaget, som af den Stangske regjering blev forelagt stortinget i 1871, blev af dette forkastet med stort flertal. Kort efter blev en fornyet beslutning af stortinget om statholderpostens ophævelse sanktioneret af kong Oskar 2 (1873).

I de sidste aar er atter spørgsmaalet om ordningen af Norges udenrigske forhold kommet under behandling. Inden venstrepartiet har den tanke fundet tilslutning, at det heldigste vilde være at Norge fik sit fra Sverige adskilte udenrigsstyre med egen norsk udenrigsminister. Høirepartiet er derimod stemt for en ordning, hvorefter man faar en fælles udenrigsminister, der kan være nordmand eller svenske og kan drages til ansvar baade af stortinget og rigsdagen. Da stortinget i 1892 fattede en beslutning, som sigtede til oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen, blev denne beslutning ikke sanktioneret af kongen, og en ny unionskomité, der nedsattes for at gjøre forslag til en ordning rigerne imellem, har ikke kunnet enes om nogen løsning.

Norges materielle udvikling.

Norges økonomiske forhold var elendige, da det i 1814 atter blev en fri, selvstændig stat. Kampen med Sverige, sjøkrigen med England 296og en række daarlige aar havde ødelagt landets velstand. Landet manglede desuden mange indretninger, som var nødvendige naar det skulde være et eget rige. Værst var det dog med pengevæsenet. I 1813 havde den dansk-norske stat maattet nedsætte sine pengesedlers værdi; men siden den tid var der udstedt nye mængder af pengesedler, uden at man havde sølv til at indløse dem med. Stortinget i 1815 maatte derfor atter gribe til den udvei at nedsætte sedlernes værdi. For at faa orden i pengevæsenet grundedes derpaa Norges bank i Trondhjem (1816). Lidt efter lidt kom pengevæsenet i bedre orden, uagtet vanskelighederne fremdeles var store. Ogsaa efter 1814 var der nemlig flere daarlige aar i rad, og saa kom den store udbetaling til Danmark i anledning af Norges andel i den gamle statsgjæld. De første statslaan Norge optog blev sluttet paa yderst ugunstige betingelser for landet; men heri er der efterhaanden indtraadt en stor forandring; nu hører Norge til de lande hvis pengevæsen ansees for at være i bedst orden, og det kan derfor faa laant penge i udlandet paa bedre betingelser end de fleste andre stater.

Efter 1840 var landet atter kommet til kræfter; næringsveiene havde udviklet sig, og velstanden var steget; samtidig var ogsaa folkemængden vokset sterkt. I 1845—1856 havde Norge en særdeles dygtig og energisk indenrigsminister i senere statsminister Fr. Stang. Den første jernbane og en række gode veie byggedes; telegraflinjer anlagdes; havne og fyre byggedes; nærings- og handelsfriheden øgedes gjennem nye love, der væsentlig skyldes den dygtige jurist professor Schweigaard. Fabrikdriften tog til og er efterhaanden blevet en vigtig næringsgren. Endnu mere gjælder dette skibsfarten, som især tog storartet opsving efter ophævelsen af den engelske navigationsakt, og navnlig under Krimkrigen. Paa samme tid byggedes flere større offentlige bygninger i Kristiania, saaledes slottet og universitetet. Fremgangen i landets næringsveie og velstand har senere vedvaret, og det tør vel siges at ingen anden europæisk stat i dette aarhundrede har havt en saa hurtig økonomisk udvikling som Norge.

Aandelig udvikling.

Vort aandsliv vedblev en tid efter 1814 at staa i nær berørelse med Danmarks, hvor jo 297de fleste af vore ledende mænd havde faaet sin uddannelse. Uden indvirkning derfra var dog den religiøse vækkelse som gik over landet og knytter sig til bonden Hans Nilssøn Hauges navn (side 212). Det var mest inden bondestanden at denne vandt tilslutning med sin strenge, pietistiske lære.

Efter 1820 fremstod der mænd som vilde afbryde den nærmere forbindelse med Danmark, og angreb dennes talsmænd og bærere, som nærmest var at søge inden embedsstanden. Dette faldt samtidig med at bondepartiet paa stortinget begyndte at opponere mod embedsmændene, der tidligere havde havt den hele ledelse i sin haand (side 289). I modsætning til det der kom udenfra, fremdroges alt som ansaaes for egte norsk. Sagatiden forherligedes, og ligeledes den norske bondestand, i hvis sprog og kultur man saa en direkte fortsættelse af vort gamle norske sprog og aandsliv. Blandt denne retnings talsmænd maa merkes digteren Wergeland († 1845). Imod ensidigheden hos ham og hans kampfæller kjæmpede fremfor alt digteren Welhaven († 1873).

Et udslag af denne norskhedsstræben er det saakaldte maalstræv eller forsøget paa at danne et nyt norsk skriftsprog paa grundlag af landets bygdemaal. Dette saakaldte «landsmaal» er nærmest dannet af sprogmanden Ivar Aasen; blandt de skribenter som har benyttet det, kan merkes digteren Vinje († 1870). Samtidig er imidlertid vort skriftsprog blevet mere og mere norsk, især efterat Asbjørnsen og Moe ved sin gjenfortælling af de norske folkeeventyr havde vist, hvorledes den norske tale kunde gjengives i skriftsprogsformen. Ved siden af denne bevægelse mod større norskhed, der naturlig fulgte af vort lands selvstændige udvikling, gik hos mange en stræben efter at fremholde det som er fælles mellem os og Nordens øvrige folk. Det var især fra 40-aarene af, at denne tanke («skandinavismen») vandt tilslutning ikke blot her, men ogsaa i de to andre nordiske lande, især i Danmark. En række møder mellem Nordens studenter bidrog meget til at skaffe den udbredelse. Danmarks kamp mod tyskerne i 1849 og i 1864 drog flere norske og svenske ned for at deltage i kampen, og man ivrede endog for at faa istand en politisk sammenslutning af de tre lande. Denne

298plan havde en varm tilhænger i kong Karl, som ogsaa af al magt holdt paa at Norge-Sverige skulde komme Danmark til hjælp mod Preussen og Østerrig i 1864. Bevægelsen, som havde sin største tilslutning inden den studerende stand, har lidt efter lidt tabt sin betydning.

Der er fremstaaet store digtere og forfattere, som har forstaaet at gjøre sig til talsmænd for det fælles norske, det der forbinder os alle og lader os føle os som ett folk. Blandt dem kan merkes foruden Asbjørnsen og Jørgen Moe vore nulevende store digtere Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie, som har gjort vor litteratur kjendt og agtet ogsaa udenfor Nordens grænser.

Ikke blot paa digterkunstens omraade, men ogsaa i musik og malerkunst har Norge skabt en national kunstretning og har hævet sig i høide med Europas gamle kulturlande. Blandt vore musikere kan merkes Ole Bull og Grieg; blandt vore malere kan nævnes de noget ældre Tiedemand († 1876) og Gude samt en hel del yngre kunstnere.

Videnskabeligheden laa i begyndelsen efter 1814 nede; men efterhaanden opstod der med universitetet i Kristiania som midtpunkt et ikke ringe videnskabeligt liv. Blandt foregangsmænd paa naturvidenskabens omraade maa merkes astronomen Hansteen. Mathematikeren Abel († 1827) vandt europæisk ry. Af historikere kan nævnes P. A. Munch († 1863) og Keyser († 1864), der begge behandlede Norges ældre historie. Af sprogmænd maa merkes den allerede omtalte Ivar Aasen samt Sofus Bugge, de gamle runeindskrifters geniale fortolker. Juristerne Schweigaard († 1870) og Aschehoug har indlagt sig store fortjenester ved sine arbeider over norsk ret og statsforfatning. Caspari († 1892) har vundet stor anseelse ved kirkehistoriske verker. Ogsaa paa aandslivets omraade har saaledes Norge gjort uhyre fremskridt siden 1814. Det indtager for tiden en agtet stilling blandt Europas folk og hævder sin ret til en selvstændig plads ved siden af Europas andre nationer.