284

Den regjeringsform som grundloven fastsætter, kaldes indskrænket monarkisk, fordi kongen (monarken) ikke har enevælde; magten er delt mellem kongen og det folkevalgte storting.

Kongen

har den udøvende magt. Naar noget skal sættes i verk, sker det efter kongens beslutning.

Kongen vælger et statsraad, som siden 1873 bestaar af 2 statsministre og 8 statsraader. Denne ene statsminister, der er statsraadets chef, og 2856 statsraader danner den norske regjering, som altid har sæde i Kristiania. Den anden statsminister og to statsraader, som aarlig skifter, danner statsraadsafdelingen, der følger kongen under hans ophold i Sverige og har bolig i Stockholm.

Statsraadet bærer ansvaret for hvad kongen beslutter. Kongen selv kan ikke lastes eller anklages. Derfor fatter kongen altid sine beslutninger (resolutioner) om statssager i møde af statsraadet. Hvis da et medlem af statsraadet finder at en beslutning, som kongen tænker at fatte, strider mod loven eller aabenbart er skadelig, saa maa han frimodig sige sin mening; ellers falder ansvaret for beslutningen ogsaa paa ham. Kongens beslutninger iverksættes af departementerne.

Der er syv regjeringsdepartementer, som bestyres af den norske regjerings medlemmer. Mellem disse departementer fordeles behandlingen af alle offentlige sager. Under hvert departement staar talrige embedsmænd og andre offentlige tjenestemænd, som hver paa sit sted har at sørge for at lov bliver overholdt og kongens beslutninger udført.

Folket udøver den lovgivende magt ved stortinget. Stortingets 114 medlemmer vælges for tre aar ad gangen af de stemmeberettigede borgere. Siden 1884 har statsraadets medlemmer adgang til at deltage i stortingets forhandlinger, men uden stemme. Oprindelig samledes stortinget kun hvert tredje aar. Siden 1871 samles det hvert aar, fra 1898 af i oktober maaned. Naar stortinget skal behandle en lov, deler det sig i to afdelinger, odelsting og lagting.

Enhver lov skal først foreslaaes i odelstinget. Bifaldes her lovforslaget, sendes odelstingets lovbeslutning til lagtinget. Hvis ogsaa lagtinget bifalder beslutningen, forelægges den kongen, der kan antage eller forkaste den. Naar en lovbeslutning er antaget af kongen, forsyner han den med sin sanktion, og derved er beslutningen ophøiet til lov. Men er en lovbeslutning uden forandring vedtaget af tre storting i tre paa hinanden følgende valgperioder, saa bliver den lov ogsaa uden kongens sanktion.

Stortinget bevilger de pengesummer som behøves til statens udgifter, og til udredelse af disse summer bestemmer det skatter, told og andre afgifter. Det bestemmer kongens appanage og embedsmændenes lønninger og pensioner.

Stortinget har at føre tilsyn med regjeringens handlinger og gjennemgaar derfor de i statsraadet førte protokoller og statens regnskaber.

Den dømmende magt er tillagt domstolene. De som har gjort sig skyldig i forbrydelser, indstævnes for meddomsretten, naar det gjælder en liden sag. Større straffesager paadømmes af lagmandsretten (jury), hvor folkevalgte lagrettesmænd afgjør spørgsmaalet om skyld eller uskyld. Andre retstvister mand imellem paadømmes af underretterne (sorenskriveren paa landet og byfogden i kjøbstæderne). Underrettens dom kan appelleres til overretterne og derfra til høiesteret.

Har statsraadets eller høiesterets eller stortingets medlemmer misbrugt sin stilling til at handle mod lov og ret eller til landets skade, saa kan odelstinget 286tiltale dem for rigsretten, som bestaar af høiesterets og lagtingets medlemmer.

Kirken.

Den evangelisk-lutherske lære er statens offentlige religion. I denne lære skal alle som tilhører statskirken opdrage sine børn. Kongen er kirkens overhoved. Biskoper og provster danner den kirkelige øvrighed.

Undervisningsvæsenet.

Alle norske børn skal undervises, og ethvert barn kan faa fri undervisning i folkeskolerne, hvis lærere uddannes ved seminarierne. Høiere skoler er middelskolerne. Fra disse kan eleverne gaa over til gymnasierne, der uddanner for studier ved universitetet. Ved universitetet foredrager professorerne forskjellige videnskaber og forbereder studenter til embedsprøverne.

Borgerrettigheder.

Alle er lige for loven. Ingen kan dømmes uden efter lov eller straffes uden efter dom. Ingen adelsstand findes, og der kan ikke gives nogen arvelige forrettigheder fremfor andre. Troesfrihed, trykkefrihed og næringsfrihed finder sted.

Øvrigheder.

Landet er delt i 20 amter, nemlig byerne Kristiania og Bergen og 18 landsamter. I spidsen for hvert amt staar en amtmand og under ham en foged i hvert fogderi; fogedembederne inddrages imidlertid nu lidt efter lidt og erstattes af amtskasserere og politimestre. Fogderiet er atter delt i herreder, og i hvert herred er der oftest ansat en lensmand.

Disse øvrigheder har at paase at lov og ret overholdes, at iverksætte hvad der ved offentlig foranstaltning skal udføres i distriktet, og ellers paa bedste maade varetage distriktets tarv.

Landsforsvaret.

Enhver nordmand er vernepligtig enten i hæren eller i flaaden. Kongen er øverste krigsherre. Hæren inddeles i linje, landevern og landstorm. Den der har udtjent i linjen, gaar over i landevernet, og naar han har tjent sin tid der, gaar han over i landstormen.

Kommunestyret.

Hvert herred paa landet og hver kjøbstad danner i regelen et formandskabsdistrikt, som vælger et vist antal formænd og fire gange saa mange repræsentanter. Formændene kan behandle mindre sager paa egen haand; men vigtigere sager skal behandles af det samlede kommunestyre. Kommunestyret dannes af baade formænd og repræsentanter og vælger et af formandskabets medlemmer til ordfører.

Kommunestyret sørger for at alt bliver varetaget, som er overladt til kommunens egen forsorg. De fornødne pengemidler tilveiebringes ved skat, som udlignes paa de skattepligtige af ligningskommissionen, der vælges af kommunestyret. Paa samme maade vælges et skolestyre til at forestaa folkeskolen, og en fattigkommission der har at sørge for de fattige.

Ordførerne i alle et amts herreder samles aarlig til et amtsting under amtmandens ledelse. Der forhandles om sager som er fælles for hele amtet, saasom veianlæg, sygehuse, amtsskoler m. m. Amtstinget udskriver amtsskatten.

287Den politiske udvikling.¹

Grundloven lagde magten nærmest i bøndernes hænder; det var denne stand som stillede det overveiende antal af stemmeberettigede. Bønderne gjorde imidlertid i begyndelsen kun ringe brug af denne sin forret; blot faa bønder, gjerne omkring 20, sad saaledes i stortinget. Ja, bønderne viste mange steder stor misnøie med det frie styre som var indført, og ønskede det gamle enevælde tilbage. Dette var nærmest en følge af de mange økonomiske ofre som den første tid efter 1814 fordrede; i sin uvidenhed søgte man grunden til disse i det frie styre og hos stortinget, ikke i den hele stilling og landets tilstand. I 1818 kom det endog til oprørsforsøg blandt bønderne paa Oplandene, med den hensigt at give kongen uindskrænket magt; lederen var Halvor Hol, en bonde paa Hedemarken; men bevægelsen mislykkedes ganske.

Det var repræsentanterne af embedsstanden som æren for den frie forfatning, der var givet paa Eidsvold, især tilkom; det var ogsaa embedsstanden som i den første tid optraadte som forfatningens vogter. Embedsmændene var ikke blot de ledende inden stortinget, men dannede ofte forsamlingens majoritet. De sad saaledes inde med stor magt og indflydelse, og gjorde sig fortjent dertil ved sin kraftige og dygtige optræden, naar det gjaldt at forsvare vor frihed mod angreb baade inden- og udenfra.

Det varede ikke længe før det kom til rivninger mellem stortinget og kongemagten. Ved Kieler-freden havde kong Karl 13 gaaet ind paa at overtage den paa Norge faldende del af den dansk-norske statsgjæld. Danmark gjorde fordring paa at Norge skulde betale ikke mindre end 28 millioner kroner. Nordmændene mente, at de igrunden ingen pligt havde til at betale disse penge, da de ikke erkjendte Kieler-freden og dens aftaler som bindende for sig; desuden erklærede de at Norge under de daværende forhold ikke med sin bedste vilje kunde betale en saa stor sum. Den danske konge Fredrik 6 klagede til stormagterne, som ogsaa antog sig hans 288sag og sendte skarpe skrivelser til Karl Johan,¹ hvori de paalagde ham at betale Danmark pengene. Karl Johan afviste bestemt denne indblanding, men fandt det dog raadeligst at tage imod Englands tilbud om at mægle i sagen, og indledede underhandlinger med Danmark. Ved disse blev summen nedsat fra 28 til 12 millioner. Da sagen blev forelagt stortinget i 1821, vægrede dette sig først ved at godkjende den trufne overenskomst. Karl Johan blev meget forbitret herover, saa meget mere som han frygtede for indblanding fra stormagternes side; den hellige allianse saa nemlig skjævt til den norske folkefrihed og ønskede den ordentlig beskaaret. Stortinget gav tilsidst efter og bevilgede pengene.

Ogsaa andet gav det samme aar anledning til et spændt forhold mellem Karl Johan og stortinget. Det var adelsloven. Allerede de to foregaaende storting havde besluttet at alt adelskab skulde ophæves i Norge. Kongen havde begge gange negtet beslutningen sin sanktion. Nu forelaa spørgsmaalet for tredje gang. Kongen henstillede til stortinget i det mindste at udsætte med sagens afgjørelse; men det vilde ikke gaa ind herpaa og vedtog forslaget, som Karl Johan nu fandt sig forpligtet til at sanktionere, da det ellers vilde blive lov uden hans sanktion. Spændingen var meget sterk; Karl Johan havde trukket sammen svenske og norske tropper paa Etterstad (ved Kristiania) og havde svenske krigsskibe liggende paa havnen.

Kongen foreslog nu en række forandringer af grundloven. Alle gik ud paa at øge kongens magt; saaledes krævede han absolut veto i almindelige lovsager, ret til at udnævne stortingets præsidenter, til at opløse stortinget, samt friere hænder til at afsætte embedsmænd. Alle disse kongelige forslag blev enstemmig forkastet af stortinget i 1824; de blev fremsat endnu flere gange, men havde altid samme skjæbne.

Karl Johan var 46 aar gammel, da han kom til Norden. Han lærte aldrig at tale hverken svensk eller norsk, og forblev derfor i meget noksaa ukjendt med forholdene og den 289virkelige stemning i landene. Især gjaldt dette Norge. Han troede saaledes at der her var et sterkt parti som ønskede tilbage foreningen med Danmark. Dette var ikke saa; tvertimod raadede der snarere en uretfærdig misstemning mod Danmark. En følge af kongens feiltagelse i dette punkt var hans misnøie med, at nordmændene begyndte at feire den 17de mai. Han saa heri en hyldning af Kristian Fredrik, som den dag var valgt til Norges konge. Han forbød derfor at feire dagen, og vilde isteden have 4de november betragtet som vor konstitutionsdag; kongens modstand gjorde kun iveren for at feire den 17de mai endnu større, og det endte med at det blev fast skik at høitideligholde dagen.

Julirevolutionen havde virkning ogsaa i Norge. Der stiftedes nye liberale aviser; interessen for politik og deltagelse i det offentlige liv bredte sig ud over landet. Af størst betydning blev det at bønderne blev vakt til forstaaelse af den store magt, som forfatningen lagde i deres haand. Paa stortinget 1833 mødte over dobbelt saa mange af bondestanden som tidligere havde været tilfældet, og de fik en dygtig fører i Ole Gabriel Ueland. Bondepartiet benyttede foreløbig sin magt mest til sparsommelighed i bevilgningssager og angreb paa embedsstanden. Haand i haand hermed gik en sterk vekst af nationalfølelsen. Det var ikke frit for at mange begyndte at anse bønderne for bedre og mere egte nordmænd end embedsstanden og byernes indbyggere, som med hensyn til sprog og dannelse havde saa meget fælles med Danmark. Den allerede længe eksisterende kløft mellem by- og landbefolkning kom derved til at føles end skarpere.

I 1836 kom det atter til sammenstød mellem kongen og stortinget. Kongen blev ærgerlig over stortingets, som han syntes, lidet imødekommende holdning og lod pludselig tinget opløse. Dette svarede med at sætte statsminister Severin Løvenskjold, som havde været enig med kongen i opløsningen, under rigsret. Rigsrettens dom faldt og gik ud paa at han skulde betale en bod. Kongen blev dog snart forsonligere stemt, og paa det overordentlige storting (i 1837) kom den vigtige formandskabslov istand, ved hvilken selvstyre blev indført i alle landets kommuner saavel i byerne

19 — Historie for middelskolen.

290som paa landet. Kongen gjorde desuden nordmændene den indrømmelse for første gang at udnævne en nordmand, grev Wedel, til statholder.¹

Efterhaanden døde det politiske liv hen som var en følge af julirevolutionen. De senere aar af Karl Johans regjeringstid var roligere, og der raadede det bedste forhold mellem kongen og nordmændene. Den gamle konge døde i 1844 og efterfulgtes af sin søn. Oskar I (1844—1859) var en mand med et liberalt tænkesæt, ivrig for fremskridt og af en personlig elskværdighed, som gjorde ham meget afholdt i begge lande. Kort efter sin tronbestigelse gav han Norge eget norsk flag med unionsmerke. Hidtil havde Norge til orlogs og til offentlig brug samt paa fjernere farvande ogsaa som almindeligt handelsflag maattet benytte det svenske flag med et unionsmerke i; dette tjente som unionsflag. Til privat brug inden landet og tilsjøs paa kortere farvande var fra 1821 benyttet det nuværende norske flag uden unionsmerke.

Under den 1ste slesvigske krig mellem Danmark og Tyskland optraadte kong Oskar som mægler og holdt en tid Nordslesvig besat med norske og svenske tropper. Karl Johan havde i sin udenrigspolitik sluttet sig til Rusland. Oskar I nærmede sig mere til vestmagterne (England og Frankrig). Dette viste sig især under Krimkrigen, da der i 1855 sluttedes en overenskomst mellem Norge-Sverige og de nævnte lande, hvori England og Frankrig forpligtede sig til at hjælpe de forenede riger mod mulige erobringsplaner fra Ruslands side (novembertraktaten af 1855).

Februarrevolutionen bragte ny fart i det politiske iv. Arbeiderspørgsmaalet reistes i Norge som i de fleste andre lande. Bevægelsens leder var en student Markus Thrane, og det kom flere steder til uroligheder, som dog dæmpedes uden vanskelighed. Ellers gik kong Oskars regjeringstid hen uden vigtigere forandringer i landets indre politik. De sidste par aar af sin levetid var han paa grund af sygdom ude af stand til at føre regjeringen. Hans ældste 291søn Karl styrede da for ham; ved kong Oskars død i 1859 besteg han tronen som Karl 4, i Sverige 15 (1859—1872).

Nordmændene havde altid været misfornøiede med den paragraf i grundloven som tillod kongen at indsætte en statholder. I 1859 besluttede stortinget at statholderposten skulde ophæves. Kongen havde stillet i udsigt at han vilde sanktionere beslutningen; men efter tryk fra svensk side negtede han dog sin sanktion. Rivninger mellem det norske og det svenske statsraad i den anledning bevirkede en forandring i det norske statsraads sammensætning, saaledes at Fredrik Stang (1861—1880 † 1885) blev den ledende. Det kom nu til et skarpere skille mellem de forskjellige partier. Det gamle bondeparti bestod fremdeles; dets politik gik nu som før fremfor alt ud paa sparsommelighed i statshusholdningen; blandt partiets ledere kan merkes Jaabæk († 1894). Efter det politiske liv som februarrevolutionen havde vakt, var der kommet ind i stortinget flere nye mænd, som var grebet af revolutionens ideer. De vilde øge stortingets indflydelse og gjennemføre forskjellige reformer, som skulde bidrage til at mindske embedsmændenes magt og lægge afgjørelsen mere i folkets og dets tillidsmænds hænder. Blandt dette partis ledere maa især merkes Johan Sverdrup († 1892), hvem det efterhaanden lykkedes at faa bondepartiet med paa sine reformplaner, og danne det saakaldte venstreparti. Modstanderne mod hans parti samlede sig til et høireparti, hvis ledende mand Fredrik Stang var. 292I 1869 bestemtes at stortinget skulde samles hvert aar; før havde det blot været samlet hvert tredje. Kongen sanktionerede denne beslutning. I 1872 negtede han derimod paa sit statsraads raad sanktion paa en anden grundlovsforandring, som gik ud paa at statsraaderne skal have ret til at deltage i stortingets forhandlinger.

Kong Karl døde i 1872 og fulgtes af sin broder Oskar 2. Under ham gjentog stortinget, dog i en noget ændret form, baade i 1874, 1877 og 1880 beslutningen om statsraadernes adgang til tingets forhandlinger. Kongen negtede hver gang med statsraadets tilslutning sin sanktion, idet han gik ud fra at kongen, naar det gjælder forandringer af grundloven, har absolut veto. Flertallet inden stortinget delte ikke denne opfatning, men mente at kongen i saadanne sager enten har et suspensivt veto eller aldeles intet. Aarsagen til at saa forskjellige meninger kunde hævdes, var den, at der i grundloven ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse om kongens ret ligeoverfor grundlovsforandringer. Stortinget vedtog 9de juni 1880 at dets beslutning, trods kongens veto, var gjældende lov; men regjeringen negtede at kundgjøre stortingets beslutning.

Som følge heraf besluttede det nyvalgte storting i 1884, hvor fremdeles venstre var i stort flertal, at sætte statsraaderne¹ 293under rigsret. Ved dens dom blev de statsraader som havde været med paa at tilraade kongen at negte sanktion paa statsraadssagen, afsat fra sine embeder. En kort tid var der saa et nyt høireministerium, det saakaldte aprilministerium, som imidlertid snart gik af, hvorpaa der dannedes et venstreministerium med Sverdrup som statsminister. Spørgsmaalet om kongens veto blev omgaaet, idet stortinget paany, men i noget ændret form vedtog beslutningen om statsraadernes adgang til tinget, og denne beslutning blev sanktioneret. Flere vigtige love gik derpaa igjennem; saaledes indførtes lagmandsretter (jury), og hæren blev omordnet.

Sverdrups ministerium blev dog ikke af lang varighed, da der udbrød splid inden hans eget parti, som delte sig i «det moderate» og «det rene» venstre. Det afløstes af et høireministerium under Emil Stangs² ledelse; dette holdt sig kun kort, og efterfulgtes af et nyt venstreministerium under Steen. Paa det sidstes forslag vedtog stortinget en beslutning, som sigtede til oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen. Da kongen negtede forslaget sanktion, gik det Steenske ministerium af, og gav plads for et konservativt under E. Stang, som fandt støtte hos det moderate 294venstre, og i 1895 efterfulgtes af et blandingsministerium under Hagerup, og i 1898, da venstre ved stortingsvalgene fik en større majoritet, af et venstreministerium under Steen. Under dette sidste gjennemdreves, trods kongens sanktionsnegtelse ogsaa tredje gang, en lov om at det rene flag skal være Norges flag; det unionsmerkede flag skal være unions- og krigsflag.

Forholdet til Sverige.

Forholdet mellem de forenede riger var ikke i alle dele blevet tilstrækkelig klart ordnet i 1814. Det blev derfor i begyndelsen ofte misforstaaet af svenskerne, som tænkte sig at Norge skulde være Sverige en erstatning for Finland, medens rigsakten stiller begge riger jevnsides. Det var især de forenede rigers forhold til udlandet, som ikke var bragt i saadan orden som rigernes ligestilling krævede. I rigsakten findes nemlig ingen almindelig bestemmelse om udenrigsstyret. Kongen afgjorde selv alle sager der angik Norges forhold til udlandet, og udførte dem gjennem den svenske udenrigsminister og Sveriges udsendinger i udlandet, uden at nogen norsk statsraad eller myndighed havde del deri.

Det uheldige ved denne ordning viste sig snart i den saakaldte Bodø-sag. En engelsk handelsmand havde paa Bodø gjort sig skyldig i smugling i stor udstrækning. Da han blev fængslet og varerne beslaglagt, brød han ud af fængslet, tog uden videre varerne igjen, og reiste hjem til England. Her klagede han til den engelske regjering, som henvendte sig til den svenske udenrigsminister; enden blev at Norge virkelig maatte ud med en stor skadeserstatning, uagtet ikke Norge, men englænderen var den skyldige part. Dette vakte stor forbitrelse i landet, uagtet det efter de nyeste undersøgelser neppe kan lægges udenrigsministeren synderlig til last, og stortinget i 1827, som havde sagen til endelig behandling, rettede en anmodning til kongen om at den norske statsminister i Stockholm maatte faa deltage i behandlingen af de udenrigske sager. Først i 1835 imødekom Karl Johan dette ønske, ved at bestemme at den norske statsminister skal være tilstede, naar norske eller fælles udenrigske sager behandles. 295I 1859 havde, som allerede (side 291) nævnt, stortinget ophævet grundlovens bestemmelse om at kongen i Norge kunde indsætte en norsk eller svensk mand til statholder. Da kong Karl vilde sanktionere denne beslutning, optraadte det svenske statsraad og rigsdagen derimod. De paastod at Sveriges samtykke var nødvendigt til sagens afgjørelse, da den efter deres mening ogsaa berørte Sverige. Den maatte derfor afgjøres af kongen, ikke i norsk statsraad men i svensk-norsk. Nordmændene protesterede enstemmig herimod, og det endte med at kongen vistnok negtede beslutningen sanktion, men gjorde dette i norsk statsraad, for at betegne at de svenske statsmagter ikke havde med sagen at gjøre.

Fra svensk side reistes der derpaa krav om en forandring af rigsakten, saaledes at foreningen blev nærmere og mere omfattende end den var. Der nedsattes en unionskomité af norske og svenske mænd, som fremkom med et forslag i denne retning. Stemningen i Norge var imidlertid mod enhver udvidelse af fællesskabet, og forslaget, som af den Stangske regjering blev forelagt stortinget i 1871, blev af dette forkastet med stort flertal. Kort efter blev en fornyet beslutning af stortinget om statholderpostens ophævelse sanktioneret af kong Oskar 2 (1873).

I de sidste aar er atter spørgsmaalet om ordningen af Norges udenrigske forhold kommet under behandling. Inden venstrepartiet har den tanke fundet tilslutning, at det heldigste vilde være at Norge fik sit fra Sverige adskilte udenrigsstyre med egen norsk udenrigsminister. Høirepartiet er derimod stemt for en ordning, hvorefter man faar en fælles udenrigsminister, der kan være nordmand eller svenske og kan drages til ansvar baade af stortinget og rigsdagen. Da stortinget i 1892 fattede en beslutning, som sigtede til oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen, blev denne beslutning ikke sanktioneret af kongen, og en ny unionskomité, der nedsattes for at gjøre forslag til en ordning rigerne imellem, har ikke kunnet enes om nogen løsning.

Norges materielle udvikling.

Norges økonomiske forhold var elendige, da det i 1814 atter blev en fri, selvstændig stat. Kampen med Sverige, sjøkrigen med England 296og en række daarlige aar havde ødelagt landets velstand. Landet manglede desuden mange indretninger, som var nødvendige naar det skulde være et eget rige. Værst var det dog med pengevæsenet. I 1813 havde den dansk-norske stat maattet nedsætte sine pengesedlers værdi; men siden den tid var der udstedt nye mængder af pengesedler, uden at man havde sølv til at indløse dem med. Stortinget i 1815 maatte derfor atter gribe til den udvei at nedsætte sedlernes værdi. For at faa orden i pengevæsenet grundedes derpaa Norges bank i Trondhjem (1816). Lidt efter lidt kom pengevæsenet i bedre orden, uagtet vanskelighederne fremdeles var store. Ogsaa efter 1814 var der nemlig flere daarlige aar i rad, og saa kom den store udbetaling til Danmark i anledning af Norges andel i den gamle statsgjæld. De første statslaan Norge optog blev sluttet paa yderst ugunstige betingelser for landet; men heri er der efterhaanden indtraadt en stor forandring; nu hører Norge til de lande hvis pengevæsen ansees for at være i bedst orden, og det kan derfor faa laant penge i udlandet paa bedre betingelser end de fleste andre stater.

Efter 1840 var landet atter kommet til kræfter; næringsveiene havde udviklet sig, og velstanden var steget; samtidig var ogsaa folkemængden vokset sterkt. I 1845—1856 havde Norge en særdeles dygtig og energisk indenrigsminister i senere statsminister Fr. Stang. Den første jernbane og en række gode veie byggedes; telegraflinjer anlagdes; havne og fyre byggedes; nærings- og handelsfriheden øgedes gjennem nye love, der væsentlig skyldes den dygtige jurist professor Schweigaard. Fabrikdriften tog til og er efterhaanden blevet en vigtig næringsgren. Endnu mere gjælder dette skibsfarten, som især tog storartet opsving efter ophævelsen af den engelske navigationsakt, og navnlig under Krimkrigen. Paa samme tid byggedes flere større offentlige bygninger i Kristiania, saaledes slottet og universitetet. Fremgangen i landets næringsveie og velstand har senere vedvaret, og det tør vel siges at ingen anden europæisk stat i dette aarhundrede har havt en saa hurtig økonomisk udvikling som Norge.

Aandelig udvikling.

Vort aandsliv vedblev en tid efter 1814 at staa i nær berørelse med Danmarks, hvor jo 297de fleste af vore ledende mænd havde faaet sin uddannelse. Uden indvirkning derfra var dog den religiøse vækkelse som gik over landet og knytter sig til bonden Hans Nilssøn Hauges navn (side 212). Det var mest inden bondestanden at denne vandt tilslutning med sin strenge, pietistiske lære.

Efter 1820 fremstod der mænd som vilde afbryde den nærmere forbindelse med Danmark, og angreb dennes talsmænd og bærere, som nærmest var at søge inden embedsstanden. Dette faldt samtidig med at bondepartiet paa stortinget begyndte at opponere mod embedsmændene, der tidligere havde havt den hele ledelse i sin haand (side 289). I modsætning til det der kom udenfra, fremdroges alt som ansaaes for egte norsk. Sagatiden forherligedes, og ligeledes den norske bondestand, i hvis sprog og kultur man saa en direkte fortsættelse af vort gamle norske sprog og aandsliv. Blandt denne retnings talsmænd maa merkes digteren Wergeland († 1845). Imod ensidigheden hos ham og hans kampfæller kjæmpede fremfor alt digteren Welhaven († 1873).

Et udslag af denne norskhedsstræben er det saakaldte maalstræv eller forsøget paa at danne et nyt norsk skriftsprog paa grundlag af landets bygdemaal. Dette saakaldte «landsmaal» er nærmest dannet af sprogmanden Ivar Aasen; blandt de skribenter som har benyttet det, kan merkes digteren Vinje († 1870). Samtidig er imidlertid vort skriftsprog blevet mere og mere norsk, især efterat Asbjørnsen og Moe ved sin gjenfortælling af de norske folkeeventyr havde vist, hvorledes den norske tale kunde gjengives i skriftsprogsformen. Ved siden af denne bevægelse mod større norskhed, der naturlig fulgte af vort lands selvstændige udvikling, gik hos mange en stræben efter at fremholde det som er fælles mellem os og Nordens øvrige folk. Det var især fra 40-aarene af, at denne tanke («skandinavismen») vandt tilslutning ikke blot her, men ogsaa i de to andre nordiske lande, især i Danmark. En række møder mellem Nordens studenter bidrog meget til at skaffe den udbredelse. Danmarks kamp mod tyskerne i 1849 og i 1864 drog flere norske og svenske ned for at deltage i kampen, og man ivrede endog for at faa istand en politisk sammenslutning af de tre lande. Denne

298plan havde en varm tilhænger i kong Karl, som ogsaa af al magt holdt paa at Norge-Sverige skulde komme Danmark til hjælp mod Preussen og Østerrig i 1864. Bevægelsen, som havde sin største tilslutning inden den studerende stand, har lidt efter lidt tabt sin betydning.

Der er fremstaaet store digtere og forfattere, som har forstaaet at gjøre sig til talsmænd for det fælles norske, det der forbinder os alle og lader os føle os som ett folk. Blandt dem kan merkes foruden Asbjørnsen og Jørgen Moe vore nulevende store digtere Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie, som har gjort vor litteratur kjendt og agtet ogsaa udenfor Nordens grænser.

Ikke blot paa digterkunstens omraade, men ogsaa i musik og malerkunst har Norge skabt en national kunstretning og har hævet sig i høide med Europas gamle kulturlande. Blandt vore musikere kan merkes Ole Bull og Grieg; blandt vore malere kan nævnes de noget ældre Tiedemand († 1876) og Gude samt en hel del yngre kunstnere.

Videnskabeligheden laa i begyndelsen efter 1814 nede; men efterhaanden opstod der med universitetet i Kristiania som midtpunkt et ikke ringe videnskabeligt liv. Blandt foregangsmænd paa naturvidenskabens omraade maa merkes astronomen Hansteen. Mathematikeren Abel († 1827) vandt europæisk ry. Af historikere kan nævnes P. A. Munch († 1863) og Keyser († 1864), der begge behandlede Norges ældre historie. Af sprogmænd maa merkes den allerede omtalte Ivar Aasen samt Sofus Bugge, de gamle runeindskrifters geniale fortolker. Juristerne Schweigaard († 1870) og Aschehoug har indlagt sig store fortjenester ved sine arbeider over norsk ret og statsforfatning. Caspari († 1892) har vundet stor anseelse ved kirkehistoriske verker. Ogsaa paa aandslivets omraade har saaledes Norge gjort uhyre fremskridt siden 1814. Det indtager for tiden en agtet stilling blandt Europas folk og hævder sin ret til en selvstændig plads ved siden af Europas andre nationer.

284

Den regjeringsform som grunnloven fastsetter, kalles innskrenket monarkisk, fordi kongen (monarken) ikke har enevelde; makten er delt mellom kongen og det folkevalgte storting.

Kongen

har den utøvende makt. Når noe skal settes i verk, skjer det etter kongens beslutning.

Kongen velger et statsråd, som siden 1873 består av 2 statsministre og 8 statsråder. Denne ene statsminister, der er statsraadets chef, og 2856 statsråder danner den norske regjering, som alltid har sete i Kristiania. Den annen statsminister og to statsråder, som årlig skifter, danner statsrådsavdelingen, der følger kongen under hans opphold i Sverige og har bolig i Stockholm.

Statsrådet bærer ansvaret for hva kongen beslutter. Kongen selv kan ikke lastes eller anklages. Derfor fatter kongen alltid sine beslutninger (resolusjoner) om statssaker i møte av statsrådet. Hvis da et medlem av statsrådet finner at en beslutning, som kongen tenker å fatte, strider mot loven eller åpenbart er skadelig, så må han frimodig si sin mening; ellers faller ansvaret for beslutningen også på ham. Kongens beslutninger iverksettes av departementene.

Der er syv regjeringsdepartementer, som bestyres av den norske regjerings medlemmer. Mellom disse departementer fordeles behandlingen av alle offentlige sager. Under hvert departement står talrige embetsmenn og andre offentlige tjenestemenn, som hver på sitt sted har å sørge for at lov blir overholdt og kongens beslutninger utført.

Folket utøver den lovgivende makt ved stortinget. Stortingets 114 medlemmer velges for tre år ad gangen av de stemmeberettigede borgere. Siden 1884 har statsraadets medlemmer adgang til å delta i stortingets forhandlinger, men uten stemme. Opprinnelig samledes stortinget kun hvert tredje år. Siden 1871 samles det hvert år, fra 1898 av i oktober måned. Når stortinget skal behandle en lov, deler det seg i to avdelinger, odelsting og lagting.

Enhver lov skal først foreslåes i odelstinget. Bifalles her lovforslaget, sendes odelstingets lovbeslutning til lagtinget. Hvis også lagtinget bifaller beslutningen, forelegges den kongen, der kan anta eller forkaste den. Når en lovbeslutning er antatt av kongen, forsyner han den med sin sanksjon, og derved er beslutningen opphøyd til lov. Men er en lovbeslutning uten forandring vedtatt av tre storting i tre på hinannen følgende valgperioder, så blir den lov også uten kongens sanksjon.

Stortinget bevilger de pengesummer som behøves til statens utgifter, og til udredelse av disse summer bestemmer det skatter, toll og andre avgifter. Det bestemmer kongens appanage og embetsmennenes lønninger og pensjoner.

Stortinget har å føre tilsyn med regjeringens handlinger og gjennomgår derfor de i statsrådet førte protokoller og statens regnskaper.

Den dømmende makt er tillagt domstolene. De som har gjort seg skyldig i forbrytelser, innstevnes for meddomsretten, når det gjelder en liten sak. Større straffesaker pådømmes av lagmannsretten (jury), hvor folkevalgte lagrettesmenn avgjør spørsmålet om skyld eller uskyld. Andre rettstvister mann imellom pådømmes av underrettene (sorenskriveren på landet og byfogden i kjøpstedene). Underrettens dom kan appelleres til overrettene og derfra til høyesterett.

Har statsraadets eller høiesterets eller stortingets medlemmer misbrukt sin stilling til å handle mot lov og rett eller til landets skade, så kan odelstinget 286tiltale dem for riksretten, som består av høiesterets og lagtingets medlemmer.

Kirken.

Den evangelisk-lutherske lære er statens offentlige religion. I denne lære skal alle som tilhører statskirken oppdra sine barn. Kongen er kirkens overhoved. Biskoper og proster danner den kirkelige øvrighet.

Undervisningsvæsenet.

Alle norske barn skal undervises, og ethvert barn kan få fri undervisning i folkeskolene, hvis lærere utdannes ved seminarene. Høyere skoler er middelskolene. Fra disse kan elevene gå over til gymnasiene, der utdanner for studier ved universitetet. Ved universitetet foredrager professorene forskjellige vitenskaper og forbereder studenter til embedsprøverne.

Borgerrettigheter.

Alle er like for loven. Ingen kan dømmes uten etter lov eller straffes uten etter dom. Ingen adelsstand finnes, og der kan ikke gives noen arvelige forrettigheder fremfor andre. Trosfrihet, trykkefrihet og næringsfrihet finner sted.

Øvrigheter.

Landet er delt i 20 amter, nemlig byene Kristiania og Bergen og 18 landsamter. I spidsen for hvert amt står en amtmann og under ham en fogd i hvert fogderi; fogedembederne inndras imidlertid nå litt etter litt og erstattes av amtskasserere og politimestre. Fogderiet er atter delt i herreder, og i hvert herred er der oftest ansatt en lensmann.

Disse øvrigheter har å påse at lov og rett overholdes, å iverksette hva der ved offentlig foranstaltning skal utføres i distriktet, og ellers på beste måte varetage distriktets tarv.

Landsforsvaret.

Enhver nordmann er vernepliktig enten i hæren eller i flåten. Kongen er øverste krigsherre. Hæren inndeles i linje, landevern og landstorm. Den der har uttjent i linjen, går over i landevernet, og når han har tjent sin tid der, går han over i landstormen.

Kommunestyret.

Hvert herred på landet og hver kjøpstad danner i regelen et formannskapsdistrikt, som velger et vist antall formenn og fire ganger så mange representanter. Formennene kan behandle mindre sager på egen hånd; men viktigere sager skal behandles av det samlede kommunestyre. Kommunestyret dannes av både formenn og representanter og velger et av formannskapets medlemmer til ordfører.

Kommunestyret sørger for at alt blir varetatt, som er overlatt til kommunens egen forsorg. De fornødne pengemidler tilveiebringes ved skatt, som utlignes på de skattepliktige av ligningskommisjonen, der velges av kommunestyret. På samme måte velges et skolestyre til å forestå folkeskolen, og en fattigkommisjon der har å sørge for de fattige.

Ordførerne i alle et amts herreder samles årlig til et amtsting under amtmannens ledelse. Der forhandles om sager som er felles for hele amtet, saasom veianlegg, sykehus, amtsskoler m. m. Amtstinget utskriver amtsskatten.

287Den politiske utvikling.¹

Grunnloven la makten nærmest i bøndernes hender; det var denne stand som stillede det overveiende antall av stemmeberettigede. Bøndene gjorde imidlertid i begynnelsen kun ringe bruk av denne sin forrett; blot få bønder, gjerne omkring 20, satt således i stortinget. Ja, bøndene viste mange steder stor misnøye med det frie styre som var innført, og ønsket det gamle enevelde tilbake. Dette var nærmest en følge av de mange økonomiske ofre som den første tid etter 1814 fordret; i sin uvitenhet søkte man grunnen til disse i det frie styre og hos stortinget, ikke i den hele stilling og landets tilstand. I 1818 kom det endog til opprørsforsøk blant bøndene på Oplandene, med den hensikt å gi kongen uinnskrenket makt; lederen var Halvor Hol, en bonde på Hedemarken; men bevegelsen mislyktes ganske.

Det var representantene av embetsstanden som æren for den frie forfatning, der var gitt på Eidsvold, især tilkom; det var også embetsstanden som i den første tid opptrådte som forfatningens vokter. Embetsmennene var ikke blot de ledende innen stortinget, men dannede ofte forsamlingens majoritet. De satt således inne med stor makt og innflytelse, og gjorde seg fortjent dertil ved sin kraftige og dyktige opptreden, når det gjaldt å forsvare vår frihet mot angrep både inden- og utenfra.

Det varte ikke lenge før det kom til rivninger mellom stortinget og kongemakten. Ved Kieler-freden hadde kong Karl 13 gått inn på at overtage den på Norge fallende del av den dansk-norske statsgjeld. Danmark gjorde fordring på at Norge skulle betale ikke mindre enn 28 millioner kroner. Nordmennene mente, at de i grunnen ingen plikt hadde til å betale disse penger, da de ikke erkjente Kieler-freden og dens avtaler som bindende for seg; dessuten erklærte de at Norge under de daværende forhold ikke med sin beste vilje kunne betale en så stor sum. Den danske konge Fredrik 6 klagede til stormaktene, som også antok seg hans 288sak og sendte skarpe skrivelser til Karl Johan,¹ hvori de paalagde ham å betale Danmark pengene. Karl Johan avviste bestemt denne innblanding, men fant det dog raadeligst å ta imot Englands tilbud om å megle i sagen, og indledede underhandlinger med Danmark. Ved disse ble summen nedsatt fra 28 til 12 millioner. Da sagen ble forelagt stortinget i 1821, vegret dette seg først ved at godkjende den trufne overenskomst. Karl Johan ble meget forbitret herover, så meget mer som han fryktede for innblanding fra stormagternes side; den hellige allianse så nemlig skjevt til den norske folkefrihet og ønsket den ordentlig beskåret. Stortinget ga til sist etter og bevilgede pengene.

Også annet ga det samme år anledning til et spent forhold mellom Karl Johan og stortinget. Det var adelsloven. Allerede de to foregående storting hadde besluttet at alt adelskap skulle oppheves i Norge. Kongen hadde begge gange nektet beslutningen sin sanksjon. Nå forelå spørsmålet for tredje gang. Kongen henstilte til stortinget i det minste å utsette med sagens avgjørelse; men det ville ikke gå inn herpå og vedtok forslaget, som Karl Johan nå fant seg forpliktet til å sanksjonere, da det ellers ville bli lov uten hans sanksjon. Spenningen var meget sterk; Karl Johan hadde trukket sammen svenske og norske tropper på Etterstad (ved Kristiania) og hadde svenske krigsskip liggende på havnen.

Kongen foreslo nå en rekke forandringer av grunnloven. Alle gikk ut på å øke kongens makt; således krevde han absolutt veto i alminnelige lovsaker, rett til å utnevne stortingets presidenter, til å oppløse stortinget, samt friere hender til å avsette embetsmenn. Alle disse kongelige forslag ble enstemmig forkastet av stortinget i 1824; de ble fremsatt enda flere ganger, men hadde alltid samme skjebne.

Karl Johan var 46 år gammel, da han kom til Norden. Han lærte aldri å tale hverken svensk eller norsk, og forble derfor i meget nokså ukjent med forholdene og den 289virkelige stemning i landene. Især gjaldt dette Norge. Han trodde således at der her var et sterkt parti som ønsket tilbake foreningen med Danmark. Dette var ikke så; tvertimod rådde der snarere en urettferdig misstemning mot Danmark. En følge av kongens feiltagelse i dette punkt var hans misnøye med, at nordmennene begynte å feire den 17de mai. Han så heri en hyldning av Kristian Fredrik, som den dag var valgt til Norges konge. Han forbød derfor å feire dagen, og ville isteden have 4de november betraktet som vår konstitusjonsdag; kongens motstand gjorde kun iveren for å feire den 17de mai enda større, og det endte med at det ble fast skikk å høytideligholde dagen.

Julirevolusjonen hadde virkning også i Norge. Der stiftedes nye liberale aviser; interessen for politikk og deltagelse i det offentlige liv bredte seg ut over landet. Av størst betydning ble det at bøndene ble vakt til forståelse av den store makt, som forfatningen la i deres hånd. På stortinget 1833 møtte over dobbelt så mange av bondestanden som tidligere hadde vært tilfellet, og de fikk en dyktig fører i Ole Gabriel Ueland. Bondepartiet benyttet foreløpig sin makt mest til sparsommelighet i bevilgningssaker og angrep på embetsstanden. Hånd i hånd hermed gikk en sterk vekst av nasjonalfølelsen. Det var ikke fritt for at mange begynte å anse bøndene for bedre og mer ekte nordmenn enn embetsstanden og byernes innbyggere, som med hensyn til språk og dannelse hadde så meget felles med Danmark. Den allerede lenge eksisterende kløft mellom by- og landbefolkning kom derved til å føles enn skarpere.

I 1836 kom det atter til sammenstøt mellom kongen og stortinget. Kongen ble ergerlig over stortingets, som han syntes, lite imøtekommende holdning og lot plutselig tinget oppløse. Dette svarede med å sette statsminister Severin Løvenskjold, som hadde vært enig med kongen i oppløsningen, under riksrett. Riksrettens dom falt og gikk ut på at han skulle betale en bod. Kongen ble dog snart forsonligere stemt, og på det overordentlige storting (i 1837) kom den viktige formannskapslov i stand, ved hvilken selvstyre ble innført i alle landets kommuner såvel i byene

19 — Historie for middelskolen.

290som på landet. Kongen gjorde dessuten nordmennene den innrømmelse for første gang å utnevne en nordmann, grev Wedel, til stattholder.¹

Etterhånden døde det politiske liv hen som var en følge av julirevolusjonen. De senere år av Karl Johans regjeringstid var roligere, og der rådde det beste forhold mellom kongen og nordmennene. Den gamle konge døde i 1844 og etterfulgtes av sin sønn. Oskar I (1844—1859) var en mann med et liberalt tænkesæt, ivrig for fremskritt og av en personlig elskverdighet, som gjorde ham meget avholdt i begge lande. Kort etter sin tronbestigelse ga han Norge eget norsk flagg med unionsmerke. Hittil hadde Norge til orlogs og til offentlig bruk samt på fjernere farvann også som alminnelig handelsflagg måttet benytte det svenske flagg med et unionsmerke i; dette tjente som unionsflagg. Til privat bruk innen landet og til sjøs på kortere farvann var fra 1821 benyttet det nåværende norske flagg uten unionsmerke.

Under den 1ste slesvigske krig mellom Danmark og Tyskland opptrådte kong Oskar som megler og holdt en tid Nordslesvig besatt med norske og svenske tropper. Karl Johan hadde i sin utenrikspolitikk sluttet seg til Rusland. Oskar I nærmet seg mer til vestmaktene (England og Frankrig). Dette viste seg især under Krimkrigen, da der i 1855 sluttedes en overenskomst mellom Norge-Sverige og de nevnte lande, hvori England og Frankrig forpliktet seg til å hjelpe de forenede riker mot mulige erobringsplaner fra Ruslands side (novembertraktaten av 1855).

Februarrevolusjonen brakte ny fart i det politiske iv. Arbeiderspørsmålet reistes i Norge som i de fleste andre lande. Bevegelsens leder var en student Markus Thrane, og det kom flere steder til uroligheter, som dog dæmpedes uten vanskelighet. Ellers gikk kong Oskars regjeringstid hen uten viktigere forandringer i landets indre politikk. De siste par år av sin levetid var han på grunn av sykdom ute av stand til å føre regjeringen. Hans eldste 291sønn Karl styrte da for ham; ved kong Oskars død i 1859 besteg han tronen som Karl 4, i Sverige 15 (1859—1872).

Nordmennene hadde alltid vært misfornøyde med den paragraf i grunnloven som tillot kongen å innsette en stattholder. I 1859 besluttet stortinget at stattholderposten skulle oppheves. Kongen hadde stillet i utsikt at han ville sanksjonere beslutningen; men etter trykk fra svensk side nektet han dog sin sanksjon. Rivninger mellom det norske og det svenske statsråd i den anledning bevirkede en forandring i det norske statsraads sammensetning, således at Fredrik Stang (1861—1880 † 1885) ble den ledende. Det kom nå til et skarpere skille mellom de forskjellige partier. Det gamle bondeparti bestod fremdeles; dets politikk gikk nå som før fremfor alt ut på sparsommelighet i statshusholdningen; blant partiets ledere kan merkes Jaabæk († 1894). Etter det politiske liv som februarrevolusjonen hadde vakt, var der kommet inn i stortinget flere nye menn, som var grepet av revolutionens ideer. De ville øke stortingets innflytelse og gjennomføre forskjellige reformer, som skulle bidra til at mindske embetsmennenes makt og legge avgjørelsen mer i folkets og dets tillitsmenns hender. Blant dette partis ledere må især merkes Johan Sverdrup († 1892), hvem det etterhånden lyktes å få bondepartiet med på sine reformplaner, og danne det såkalte venstreparti. Motstanderne mot hans parti samlet seg til et høyreparti, hvis ledende mann Fredrik Stang var. 292I 1869 bestemtes at stortinget skulle samles hvert år; før hadde det blot vært samlet hvert tredje. Kongen sanksjonerte denne beslutning. I 1872 nektet han derimot på sitt statsraads råd sanksjon på en annen grunnlovsforandring, som gikk ut på at statsrådene skal ha rett til å delta i stortingets forhandlinger.

Kong Karl døde i 1872 og fulgtes av sin bror Oskar 2. Under ham gjentok stortinget, dog i en noe endret form, både i 1874, 1877 og 1880 beslutningen om statsrådenes adgang til tingets forhandlinger. Kongen negtede hver gang med statsraadets tilslutning sin sanksjon, idet han gikk ut fra at kongen, når det gjelder forandringer av grunnloven, har absolutt veto. Flertallet innen stortinget delte ikke denne oppfatning, men mente at kongen i sådanne sager enten har et suspensivt veto eller aldeles intet. Årsaken til at så forskjellige meninger kunne hevdes, var den, at der i grunnloven ikke finnes noen uttrykkelig bestemmelse om kongens rett ligeoverfor grunnlovsforandringer. Stortinget vedtok 9de juni 1880 at dets beslutning, trass kongens veto, var gjeldende lov; men regjeringen negtede å kunngjøre stortingets beslutning.

Som følge heraf besluttet det nyvalgte storting i 1884, hvor fremdeles venstre var i stort flertall, å sette statsraaderne¹ 293under riksrett. Ved dens dom ble de statsråder som hadde vært med på å tilråde kongen å nekte sanksjon på statsrådssaken, avsatt fra sine embeder. En kort tid var der så et nytt høyreministerium, det såkalte aprilministerium, som imidlertid snart gikk av, hvorpå der dannedes et venstreministerium med Sverdrup som statsminister. Spørsmålet om kongens veto ble omgått, idet stortinget paany, men i noe endret form vedtok beslutningen om statsrådenes adgang til tinget, og denne beslutning ble sanksjonert. Flere viktige lover gikk derpå igjennom; således indførtes lagmannsretter (jury), og hæren ble omordnet.

Sverdrups ministerium ble dog ikke av lang varighet, da der utbrøt splid innen hans eget parti, som delte seg i «det moderate» og «det rene» venstre. Det afløstes av et høyreministerium under Emil Stangs² ledelse; dette holdt seg kun kort, og etterfulgtes av et nytt venstreministerium under Steen. På det sidstes forslag vedtok stortinget en beslutning, som sigtede til opprettelsen av eget norsk konsulatvesen. Da kongen negtede forslaget sanksjon, gikk det Steenske ministerium av, og ga plass for et konservativt under E. Stang, som fant støtte hos det moderate 294venstre, og i 1895 etterfulgtes av et blandingsministerium under Hagerup, og i 1898, da venstre ved stortingsvalgene fikk en større majoritet, av et venstreministerium under Steen. Under dette siste gjennemdreves, trass kongens sanksjonsnektelse også tredje gang, en lov om at det rene flagg skal være Norges flagg; det unionsmerkede flagg skal være unions- og krigsflagg.

Forholdet til Sverige.

Forholdet mellom de forenede riker var ikke i alle dele blitt tilstrekkelig klart ordnet i 1814. Det ble derfor i begynnelsen ofte misforstått av svenskene, som tenkte seg at Norge skulle være Sverige en erstatning for Finland, mens rigsakten stiller begge riker jevnsides. Det var især de forenede rigers forhold til utlandet, som ikke var brakt i sådan orden som rigernes likestilling krevde. I rigsakten finnes nemlig ingen alminnelig bestemmelse om utenriksstyret. Kongen avgjorde selv alle sager der angikk Norges forhold til utlandet, og utførte dem gjennom den svenske utenriksminister og Sveriges utsendinger i utlandet, uten at noen norsk statsråd eller myndighet hadde del deri.

Det uheldige ved denne ordning viste seg snart i den såkalte Bodø-sag. En engelsk handelsmann hadde på Bodø gjort seg skyldig i smugling i stor utstrekning. Da han ble fengslet og varene beslaglagt, brød han ut av fengslet, tog uten videre varene igjen, og reiste hjem til England. Her klaget han til den engelske regjering, som henvendte seg til den svenske utenriksminister; enden ble at Norge virkelig måtte ut med en stor skadeserstatning, uaktet ikke Norge, men englenderen var den skyldige part. Dette vakte stor forbitrelse i landet, uaktet det etter de nyeste undersøkelser neppe kan legges utenriksministeren synderlig til last, og stortinget i 1827, som hadde sagen til endelig behandling, rettet en anmodning til kongen om at den norske statsminister i Stockholm måtte få delta i behandlingen av de utenrikske sager. Først i 1835 imøtekom Karl Johan dette ønske, ved å bestemme at den norske statsminister skal være til stede, når norske eller felles utenrikske sager behandles. 295I 1859 hadde, som allerede (side 291) nevnt, stortinget opphevet grundlovens bestemmelse om at kongen i Norge kunne innsette en norsk eller svensk mann til stattholder. Da kong Karl ville sanksjonere denne beslutning, opptrådte det svenske statsråd og riksdagen derimot. De påstod at Sveriges samtykke var nødvendig til sagens avgjørelse, da den etter deres mening også berørte Sverige. Den måtte derfor avgjøres av kongen, ikke i norsk statsråd men i svensk-norsk. Nordmennene protesterte enstemmig herimot, og det endte med at kongen vistnok negtede beslutningen sanksjon, men gjorde dette i norsk statsråd, for å betegne at de svenske statsmakter ikke hadde med sagen å gjøre.

Fra svensk side reistes der derpå krav om en forandring av rigsakten, således at foreningen ble nærmere og mer omfattende enn den var. Der nedsattes en unionskomité av norske og svenske menn, som fremkom med et forslag i denne retning. Stemningen i Norge var imidlertid mot enhver utvidelse av fellesskapet, og forslaget, som av den Stangske regjering ble forelagt stortinget i 1871, ble av dette forkastet med stort flertall. Kort etter ble en fornyet beslutning av stortinget om statholderpostens opphevelse sanksjonert av kong Oskar 2 (1873).

I de siste år er atter spørsmålet om ordningen av Norges utenrikske forhold kommet under behandling. Innen venstrepartiet har den tanke funnet tilslutning, at det heldigste ville være at Norge fikk sitt fra Sverige adskilte utenriksstyre med egen norsk utenriksminister. Høyrepartiet er derimot stemt for en ordning, hvoretter man får en felles utenriksminister, der kan være nordmann eller svenske og kan drages til ansvar både av stortinget og riksdagen. Da stortinget i 1892 fattet en beslutning, som sigtede til opprettelsen av eget norsk konsulatvesen, ble denne beslutning ikke sanksjonert av kongen, og en ny unionskomité, der nedsattes for å gjøre forslag til en ordning rikene imellom, har ikke kunnet enes om noen løsning.

Norges materielle utvikling.

Norges økonomiske forhold var elendige, da det i 1814 atter ble en fri, selvstendig stat. Kampen med Sverige, sjøkrigen med England 296og en rekke dårlige år hadde ødelagt landets velstand. Landet manglet dessuten mange innretninger, som var nødvendige når det skulle være et eget rike. Verst var det dog med pengevæsenet. I 1813 hadde den dansk-norske stat måttet nedsette sine pengesedlers verdi; men siden den tid var der utstedt nye mengder av pengesedler, uten at man hadde sølv til å innløse dem med. Stortinget i 1815 måtte derfor atter gripe til den utvei å nedsette sedlenes verdi. For å få orden i pengevæsenet grundedes derpå Norges bank i Trondhjem (1816). Litt etter litt kom pengevæsenet i bedre orden, uaktet vanskelighetene fremdeles var store. Også etter 1814 var der nemlig flere dårlige år i rad, og så kom den store utbetaling til Danmark i anledning av Norges andel i den gamle statsgjeld. De første statslån Norge optog ble sluttet på ytterst ugunstige betingelser for landet; men heri er der etterhånden inntrådt en stor forandring; nå hører Norge til de lande hvis pengevæsen anses for å være i best orden, og det kan derfor få lånt penger i utlandet på bedre betingelser enn de fleste andre stater.

Etter 1840 var landet atter kommet til krefter; næringsveiene hadde utviklet seg, og velstanden var steget; samtidig var også folkemengden vokset sterkt. I 1845—1856 hadde Norge en særdeles dyktig og energisk innenriksminister i senere statsminister Fr. Stang. Den første jernbane og en rekke gode veie byggedes; telegraflinjer anlagdes; havne og fyre byggedes; nærings- og handelsfriheten øgedes gjennom nye lover, der vesentlig skyldes den dyktige jurist professor Schweigaard. Fabrikdriften tog til og er etterhånden blitt en viktig næringsgren. Enda mer gjelder dette skipsfarten, som især tog storartet oppsving etter opphevelsen av den engelske navigasjonsakt, og navnlig under Krimkrigen. På samme tid byggedes flere større offentlige bygninger i Kristiania, således slottet og universitetet. Fremgangen i landets næringsveier og velstand har senere vedvart, og det tør vel siges at ingen annen europeisk stat i dette århundre har hatt en så hurtig økonomisk utvikling som Norge.

Åndelig utvikling.

Vårt åndsliv vedble en tid etter 1814 å stå i nær berøring med Danmarks, hvor jo 297de fleste av våre ledende menn hadde fått sin utdannelse. Uten innvirkning derfra var dog den religiøse vekkelse som gikk over landet og knytter seg til bonden Hans Nilssøn Hauges navn (side 212). Det var mest innen bondestanden at denne vant tilslutning med sin strenge, pietistiske lære.

Etter 1820 fremstod der menn som ville avbryte den nærmere forbindelse med Danmark, og angrep dennes talsmenn og bærere, som nærmest var å søke innen embetsstanden. Dette falt samtidig med at bondepartiet på stortinget begynte å opponere mot embetsmennene, der tidligere hadde hatt den hele ledelse i sin hånd (side 289). I motsetning til det der kom utenfra, fremdroges alt som ansaaes for ekte norsk. Sagatiden forherligedes, og likeledes den norske bondestand, i hvis språk og kultur man så en direkte fortsettelse av vårt gamle norske språk og åndsliv. Blant denne retnings talsmenn må merkes dikteren Wergeland († 1845). Imot ensidigheten hos ham og hans kampfeller kjempet fremfor alt dikteren Welhaven († 1873).

Et utslag av denne norskhetsstreben er det såkalte målstrev eller forsøket på å danne et nytt norsk skriftspråk på grunnlag av landets bygdemål. Dette såkalte «landsmål» er nærmest dannet av språkmannen Ivar Aasen; blant de skribenter som har benyttet det, kan merkes dikteren Vinje († 1870). Samtidig er imidlertid vårt skriftspråk blitt mer og mer norsk, især etter at Asbjørnsen og Moe ved sin gjenfortelling av de norske folkeeventyr hadde vist, hvorledes den norske tale kunne gjengives i skriftspråksformen. Ved siden av denne bevegelse mot større norskhet, der naturlig fulgte av vårt lands selvstendige utvikling, gikk hos mange en streben etter å fremholde det som er felles mellom oss og Nordens øvrige folk. Det var især fra 40-årene av, at denne tanke («skandinavismen») vant tilslutning ikke blot her, men også i de to andre nordiske lande, især i Danmark. En rekke møter mellom Nordens studenter bidrog meget til å skaffe den utbredelse. Danmarks kamp mot tyskerne i 1849 og i 1864 drog flere norske og svenske ned for å delta i kampen, og man ivret endog for å få i stand en politisk sammenslutning av de tre lande. Denne

298plan hadde en varm tilhenger i kong Karl, som også av all makt holdt på at Norge-Sverige skulle komme Danmark til hjelp mot Preussen og Østerrig i 1864. Bevegelsen, som hadde sin største tilslutning innen den studerende stand, har lidt etter litt tapt sin betydning.

Der er fremstått store diktere og forfattere, som har forstått å gjøre seg til talsmenn for det felles norske, det der forbinder oss alle og lader oss føle oss som ett folk. Blant dem kan merkes foruten Asbjørnsen og Jørgen Moe våre nulevende store diktere Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie, som har gjort vår litteratur kjent og aktet også utenfor Nordens grenser.

Ikke blot på digterkunstens område, men også i musikk og malerkunst har Norge skapt en national kunstretning og har hevet seg i høyde med Europas gamle kulturland. Blant våre musikere kan merkes Ole Bull og Grieg; blant våre malere kan nevnes de noe eldre Tiedemand († 1876) og Gude samt en hel del yngre kunstnere.

Vitenskapeligheten lå i begynnelsen etter 1814 nede; men etterhånden opstod der med universitetet i Kristiania som midtpunkt et ikke ringe vitenskapelig liv. Blant foregangsmenn på naturvitenskapens område må merkes astronomen Hansteen. Mathematikeren Abel († 1827) vant europeisk ry. Av historikere kan nevnes P. A. Munch († 1863) og Keyser († 1864), der begge behandlede Norges eldre historie. Av språkmenn må merkes den allerede omtalte Ivar Aasen samt Sofus Bugge, de gamle runeinnskrifters geniale fortolker. Juristene Schweigaard († 1870) og Aschehoug har innlagt seg store fortjenester ved sine arbeider over norsk rett og statsforfatning. Caspari († 1892) har vundet stor anseelse ved kirkehistoriske verker. Også på åndslivets område har således Norge gjort uhyre fremskritt siden 1814. Det inntar for tiden en aktet stilling blant Europas folk og hevder sin rett til en selvstendig plass ved siden av Europas andre nasjoner.