De spanske kolonier i Syd- og Mellemamerika var kun lidet tilfredse med at staa under Spanien. Især følte de sig forurettet ved ikke at faa lov til at drive handel med andre lande end moderlandet. Den spanske befolkning derover var desuden misfornøiet 283med at alle vigtige embeder kun blev givet til indfødte spaniere. Kolonierne benyttede sig af den forvirring som raadede i Spanien paa Napoleons tid, til at rive sig løs, det ene land efter det andet, og i 1825 havde spanierne ingen koloni igjen paa Amerikas fastland. Kolonierne gik over til at danne en række selvstændige republiker. Disse har i det hele ikke gjort nogen videre fremgang; der har overalt raadet borgerkrig og uro; oplysningen er endnu ringe; landenes naturlige rigdom udnyttes ikke, og pengevæsenet er overalt i en elendig tilstand.
Kort efter rev Brasilien sig løs fra Portugal. Landet blev først et keiserdømme under en gren af den portugisiske kongeæt; for nogle aar siden blev keiseren afsat, og landet gik over til at blive republik. Men en langvarig borgerkrig paafulgte.
Nordamerikas forenede stater.
De forenede nordamerikanske stater udviklede sig raskt, efterat de havde vundet frihed og selvstændighed. Folkemængden steg hurtig paa grund af den store indvandring fra Europa. Landet blev mere og mere opdyrket, og bebyggelsen naaede snart til kysten af det stille hav. Men heller ikke her udeblev partistridigheder, som tilsidst førte til borgerkrig. Der bestod to store partier: det demokratiske parti, som vilde øge de enkelte staters selvstændighed og magt mest muligt, og det republikanske parti, som i modsætning hertil vilde styrke fællesregjeringen. Det demokratiske parti havde størst tilslutning i de sydlige stater, det republikanske parti i det nordlige. Et andet skille mellem disse stater var slavespørgsmaalet. Sydstaterne, hvor plantagedrift med bomuld, tobak og sukker er hovednæringsveien, holdt negerslaver, medens de nordlige stater, hvor agerbrug, fædrift og industri er de vigtigste næringsveie, ikke havde slaver.
De demokratiske, slaveholdende sydstater var vante til at være de raadende; præsidenten havde bestandig tilhørt deres parti. Men ved præsidentvalget i 1860 seirede nordstaterne, og Abraham Lincoln, som tilhørte det republikanske parti og var kjendt som en ivrig modstander af slaveriet, blev præsident. Dette var tegnet til at 11 af sydstaterne 284meldte sig ud af forbundet og dannede et nyt under navn af «de konfødererede stater». Nordstaterne vilde ikke finde sig heri og besluttede med vaabenmagt at gjenoprette den gamle enhed. Som en følge heraf udbrød den nordamerikanske borgerkrig 1861—1865. Sydstaterne var betydelig underlegne i folketal; men de var til gjengjæld bedre rustede; de havde hærens forsyninger inden sine grænser, og til deres parti hørte næsten hele officerstanden. Begge partier reiste store hære; omtrent 1 million stod under vaaben paa hver side. Ogsaa tilsjøs førtes kampen, saavel paa havet som paa de store elve; panserskibe og monitorer blev her anvendt for første gang. Kampen, som førtes med den største forbitrelse, gik i begyndelsen heldig for sydstaterne. Men efterhaanden begyndte nordstaterne mere og mere at faa overtaget, og det endte med at deres overanfører Grant tvang sydstaternes dygtige general Lee (Li) til at overgive sig med hele sin hær (1865). Straks efter blev Lincoln myrdet. Dette forandrede dog ikke udfaldet. Den nordamerikanske union blev gjenoprettet, og sydstaterne maatte gaa ind paa at negerslaveriet blev ophævet.
Siden borgerkrigen er staterne gaaet frem med kjæmpeskridt; befolkningen er vokset sterkt, og næringsveiene har taget nyt opsving. Spændingen mellem syden og norden har efterhaanden lagt sig, og striden mellem republikanere og demokrater har tabt sin gamle karakter og betydning. Krigen med Spanien i 1898 har ført med sig at de forenede stater har erhvervet sig kolonier og skaffet sig en ordentlig hær og flaade, og gjør fordring paa at betragtes som en stormagt ved siden af Europas første stater.