Efter Napoleons fald blev Bourbonnerne gjenindsat paa Spaniens trone. Kong Ferdinand indførte atter det gamle styre fra tiden før den franske revolution; jesuiterne blev indkaldt og vandt ligesom geistligheden overhovedet stor indflydelse. Enhver modstand mod Ferdinands elendige styre blev slaaet ned; engang maatte han dog søge hjælp hos den hellige allianse for at bevare sin uindskrænkede magt (side 248). Ferdinand havde ingen sønner; hans broder Don Carlos skulde efter arveloven efterfølge ham. Men Ferdinand forandrede paa egen haand loven saaledes, at kronen skulde tilfalde hans datter Isabella. Da Ferdinand døde 1833, 282besteg ogsaa Isabella tronen; da hun endnu var mindreaarig, styrede hendes moder foreløbig for hende. Don Carlos vilde ikke finde sig i dette; han tog kongenavn og fik hjælp hos den mægtige geistlighed samt hos de baskiske provinsers befolkning. Disse provinser havde nemlig flere særrettigheder, som de var bange for at miste. Dronningen blev nødt til at søge støtte hos det liberale parti og give Spanien en fri forfatning. Borgerkrigen varede et par aar og endte med Don Carlos's nederlag.

Isabella viste sig fuldstændig uduelig til at regjere og blev afsat i 1868. Partistrid rasede derpaa i flere aar i det ulykkelige land. En tid var styreformen republikansk; men det spanske folk manglede ganske den oplysning og den modenhed som maa til, forat denne regjeringsform skal virke til held. En ny karlistkrig begyndte, og 1875 indsatte hæren Isabellas søn Alfons 12 til konge. Nu kom der ro og orden i landet. Uheldigvis døde Alfons snart; han havde forstaaet at gjøre sig meget afholdt, og var vistnok den eneste gode konge Spanien har havt paa lange tider. Efter hans død fødte hans dronning en søn, Alfons 13, som nu er Spaniens konge under moderens regentskab. Spanien staar endnu meget tilbage baade med hensyn til oplysning og næringsliv; det spiller derfor heller ikke den rolle i Europa, som rimeligt kunde være efter landets størrelse og naturlige rigdom. Statskassens tilstand er elendig, og den ofte uvidende katholske geistlighed har en stor magt over mængden. Spaniernes vanstyre paa sine kolonier, især Kuba, bevirkede at kubanerne reiste sig til kamp mod Spanien; de fik hjælp af de forenede stater; spanierne led en række nederlag tilsjøs og maatte opgive baade Kuba, Portoriko og Filippinerne (1898).

Etter Napoleons fall ble Bourbonnerne gjeninnsatt på Spaniens trone. Kong Ferdinand innførte atter det gamle styre fra tiden før den franske revolusjon; jesuittene ble innkalt og vant likesom geistligheten overhodet stor innflytelse. Enhver motstand mot Ferdinands elendige styre ble slått ned; engang måtte han dog søke hjelp hos den hellige allianse for å bevare sin uinnskrenkede makt (side 248). Ferdinand hadde ingen sønner; hans bror Don Carlos skulle etter arveloven etterfølge ham. Men Ferdinand forandrede på egen hånd loven således, at kronen skulle tilfalle hans datter Isabella. Da Ferdinand døde 1833, 282besteg også Isabella tronen; da hun ennå var mindreårig, styrte hennes mor foreløpig for henne. Don Carlos ville ikke finne seg i dette; han tok kongenavn og fikk hjelp hos den mektige geistlighet samt hos de baskiske provinsers befolkning. Disse provinser hadde nemlig flere særrettigheter, som de var bange for å miste. Dronningen ble nødt til å søke støtte hos det liberale parti og gi Spanien en fri forfatning. Borgerkrigen varte et par år og endte med Don Carlos's nederlag.

Isabella viste seg fullstendig udugelig til å regjere og ble avsatt i 1868. Partistrid raste derpå i flere år i det ulykkelige land. En tid var styreformen republikansk; men det spanske folk manglet ganske den opplysning og den modenhet som må til, for at denne regjeringsform skal virke til held. En ny karlistkrig begynte, og 1875 innsatte hæren Isabellas sønn Alfons 12 til konge. Nå kom der ro og orden i landet. Uheldigvis døde Alfons snart; han hadde forstått å gjøre seg meget avholdt, og var vistnok den eneste gode konge Spanien har hatt på lange tider. Etter hans død fødte hans dronning en sønn, Alfons 13, som nå er Spaniens konge under moderens regentskap. Spanien står ennå meget tilbake både med hensyn til opplysning og næringsliv; det spiller derfor heller ikke den rolle i Europa, som rimelig kunne være etter landets størrelse og naturlige rikdom. Statskassens tilstand er elendig, og den ofte uvitende katolske geistlighet har en stor makt over mengden. Spaniernes vanstyre på sine kolonier, især Kuba, bevirkede at kubanerne reiste seg til kamp mot Spanien; de fikk hjelp av de forenede stater; spanierne led en rekke nederlag til sjøs og måtte oppgi både Kuba, Portoriko og Filippinerne (1898).