277

Ruslands keisere i dette aarhundrede har været Aleksander 1 (1801—1825), Nikolaus 1 (1825—1855), Aleksander 2 (1855—1881), Aleksander 3 (1881—1894) og Nikolaus 2, alle af den holsten-gottorpske slegt.

Siden 1815 har Rusland ført tre større krige, som alle har været rettet mod Tyrkiet. Den tyrkiske sultans magt var stadig sunket; styret var elendigt, og det gik tilbage med hans landes velstand. Den kristne del af befolkningen blev tilsidesat og mishandlet af de tyrkiske embedsmænd og soldater, saa det ene af de kristne folk efter det andet gjorde opstand og løsrev sig. Det er allerede fortalt om grækernes frihedskamp og krigen mellem Rusland og Tyrkiet, som den gav anledning til (side 249). Ved denne anledning blev Grækenland et frit, selvstændigt kongedømme, og Donaufyrstendømmerne (Moldau og Valachiet) blev stillet under russisk beskyttelse.

278Keiser Nikolaus var imidlertid ikke tilfreds med det nederlag han havde tilføiet Tyrkiet. Han gjenoptog Peter den stores og Katharina 2's planer om Tyrkiets ydmygelse, og vilde underlægge sig Konstantinopel og fordrive tyrkerne fra Europa. Han pleiede at kalde Tyrkiet «den syge mand», hvis død man naarsomhelst kunde vente. Da han troede at det beleilige øieblik var kommet, forlangte han af sultanen, at han skulde anerkjende den russiske keiser som alle sine græsk-katholske undersaatters beskytter. Dette kunde sultanen ikke gaa ind paa; det vilde være at anerkjende den russiske keiser som sin overherre. Keiser Nikolaus erklærede da krig (1853). De russiske hære mødte imidlertid en kraftig modstand, da de forsøgte at gaa over Donau. England og Frankrig sluttede forbund med Tyrkiet og erklærede Rusland krig (Krimkrigen 1854—1856). En fransk-engelsk hær landede paa Krim og begyndte at beleire det sterkt befæstede Sebastopol, som var Ruslands orlogshavn ved det sorte hav. Efter et aars beleiring maatte byen overgive sig. Keiser Nikolaus var da allerede død, og hans søn og efterfølger Aleksander 2 sluttede fred i Paris (1856). Rusland maatte opgive sine erobringsplaner, og finde sig i at Donaufyrstendømmerne blev stillet under stormagternes beskyttelse, hvorpaa de sluttede sig sammen til én stat.

Den tyrkiske sultan havde ved Pariser-freden lovet at give sine kristne undergivne lige rettigheder med muhammedanerne. Dette løfte holdt han ikke, og de kristne var udsat for den samme skammelige mishandling som tidligere. Det kom derfor snart til opstand. Vigtigst blev bosniakernes og bulgarernes reisning. De fik hjælp af Serbien og Montenegro, senere ogsaa af Rusland og Rumænien (1877—1878). Med overlegne kræfter angreb russerne tyrkerne; men ogsaa denne gang mødte de en tapper modstand. Især forsvarede tyrkerne sig med stor dygtighed ved Plevna (i Bulgarien); først efter en længere beleiring og store tab tog russerne Plevna. De rykkede derefter over Balkan og nærmede sig Konstantinopel. Da løb en stor engelsk krigsflaade ind gjennem Dardanellerne og truede med at skride ind, hvis russerne besatte byen. Under disse forhold sluttede keiser Aleksander 279fred med sultanen i St. Stefano, nær Konstantinopel. Her maatte sultanen gjøre Rusland saa store indrømmelser, at ledelsen paa Balkanhalvøen vilde komme i russernes hænder. England og Østerrig vilde ikke finde sig i en saa stor udvidelse af Ruslands magt. Rusland blev derfor nødt til at lade Europas stormagter ordne Østens forhold paa Berlinerkongressen i 1878; fyrst Bismark førte forsædet og havde det afgjørende ord. Det endelige resultat blev at Rusland fik et stykke af tyrkisk Armenien; Rumænien,¹ Serbien¹ og Montenegro skulde være frie stater og blev udvidet endel; Bulgarien skulde danne et eget fyrstendømme under tyrkisk overhøihed; Østerrig-Ungarn skulde overtage Bosniens styre; Grækenland skulde have Thessalien; Cypern blev afstaaet til England.

Det tyrkiske rige i Europa blev saaledes udstykket, og blot en mindre del af Balkanhalvøen vedblev at staa under sultanens styre. Ogsaa udenfor Europa er det tyrkiske herredømme blevet forringet, idet franskmændene har bemægtiget sig Tunis, og englænderne har besat Ægypten; dette sidste land anerkjender dog endnu sultanens overhøihed. Tyrkiet har siden krigen ført en end mere sygnende tilværelse. Vistnok har det senere for en del atter hævet sin anseelse ved at beseire Grækenland, der støttede Kretas græske indbyggere, som gjorde opstand mod tyrkerne; men enden er dog blevet at Kreta ved de europæiske magters indgriben har faaet et eget styre under den græske prins Georg (1898). I det hele maa det siges blot at være et tidsspørgsmaal, naar det er ude med Tyrkiets magt; det er blot Ruslands, Østerrigs og Englands skinsyge som for tiden hindrer dets deling. I de forskjellige kristne smaastater paa halvøen raader der indre strid og stor pengenød. Rusland søger at bringe dem i afhængighed af sig, men har næsten overalt gjort sig mindre elsket paa grund af sin egenmægtige og hensynsløse optræden. Dets planer krydses af Østerrig-Ungarn, der ogsaa tragter efter at spille en rolle dernede.

Ruslands udvidelse i Asien.

Rusland har ikke vundet nyt land i Europa ved sine krige siden 1815. 280Større held har det havt i Asien, hvor det efter haardnakkede kampe har underlagt sig hele Kaukasien. Fra Kina har det taget den nordlige del af Mandschuriet langs elven Amur, og i Vest-Turkestan har den ene stat efter den anden bukket under for de russiske hære, og er enten blevet indlemmet i Rusland, eller har maattet stille sig under russisk overhøihed. Nu er Ruslands grænse skudt helt syd til Afganistan. Rykker russerne ogsaa ind i dette land, vil følgen vistnok blive en kamp med England; thi dettes besiddelser i Indien vil blive alvorlig truet, hvis russerne gjør sig til herrer ogsaa over Afganistan.

Indre forhold i Rusland.

Keiser Nikolaus 1 var en kraftig hersker, som ikke taalte nogen indskrænkning i den keiserlige myndighed; hans strenge, egenmægtige styre skabte imidlertid adskillig misnøie i det indre. Hans søn Aleksander 2 var af naturen mildere og mindre selvraadig; hans tanke var gjennem reformer at hæve det russiske folk; han tog sig meget af undervisningsvæsenet og lagde grunden til en slags folkeskole. Vigtigst af alle hans reformer var dog ophævelsen af livegenskabet. Henimod 25 millioner mennesker levede som ufrie paa adelens godser; omtrent ligesaa mange indtog en lignende stilling paa statens eiendomme. Keiser Aleksander skjænkede alle disse friheden og aabnede dem udvei til at erhverve sig eiendomsretten til de gaarde de brugte. Misnøien med det keiserlige enevælde og den bestikkelige, uredelige embedsstand havde imidlertid udbredt sig mere og mere trods keiserens reformforsøg. Der opstod et hemmeligt parti, de saakaldte nihilister,¹ som ved mord og andre voldsomme midler vilde omstyrte de bestaaende forhold. Trods strenge forfølgelser vokste partiet og fandt tilslutning især blandt studenterne, ja inden embedsstanden og blandt officererne. Flere høiere embedsmænd blev myrdet, og 1881 blev keiser Aleksander selv dræbt ved en sprængbombe, netop som han omgikkes med planer om at give sit folk fri forfatning. Hans søn Aleksander 3 opgav alle saadanne tanker og regjerede med den 281fuldstændigste enevoldsmagt. Nihilisterne fortsætter sit arbeide og har gjort flere mislykkede forsøg paa at berede Aleksander 3 samme skjæbne som hans fader. Ved sin død i 1894 efterfulgtes Aleksander 3 af sønnen Nikolaus 2.

Det er allerede fortalt om Polens skjæbne (side 252). Det har ophørt at danne et eget rige og er gaaet op som en provins i Rusland. Den russiske regjerings bestræbelser gaar ud paa at udslette den polske nationalitet og omskabe polakkerne til russer. Disse planer synes dog ikke at ville lykkes; dertil er nationalitetsfølelsen for sterk blandt polakkerne, ligesom den omstændighed at polakkerne er ivrig romersk-katholske, lægger hindringer iveien for en sammensmeltning med de græsk-katholske russer.

Finland har siden 1809 indtaget en egen stilling blandt den russiske keisers lande og regjeres af keiseren, der som Finlands hersker fører titel af storfyrste. Keiser Aleksander 1 lovede at det skulde faa beholde sin fra svensketiden arvede stænderforsamling og øvrige selvstyre. I det sidste er der imidlertid gjort det ene indgreb i finnernes selvstyre efter det andet, uagtet de ved alle anledninger har vist sig lovlydige og tro mod keiseren. Det ser ud til at være den russiske regjerings hensigt lidt efter lidt at lægge Finland ind under Rusland og lade det gaa op i dette, ligesom Polen og Østersjøprovinserne.

277

Ruslands keisere i dette århundre har vært Aleksander 1 (1801—1825), Nikolaus 1 (1825—1855), Aleksander 2 (1855—1881), Aleksander 3 (1881—1894) og Nikolaus 2, alle av den holsten-gottorpske slekt.

Siden 1815 har Rusland ført tre større krige, som alle har vært rettet mot Tyrkiet. Den tyrkiske sultans makt var stadig sunket; styret var elendigt, og det gikk tilbake med hans landes velstand. Den kristne del av befolkningen ble tilsidesatt og mishandlet av de tyrkiske embetsmenn og soldater, så det ene av de kristne folk etter det andre gjorde oppstand og løsrev seg. Det er allerede fortalt om grekernes frihetskamp og krigen mellom Rusland og Tyrkiet, som den ga anledning til (side 249). Ved denne anledning ble Grækenland et fritt, selvstendig kongedømme, og Donaufyrstendømmerne (Moldau og Valachiet) ble stillet under russisk beskyttelse.

278Keiser Nikolaus var imidlertid ikke tilfreds med det nederlag han hadde tilføyet Tyrkiet. Han gjenopptok Peter den stores og Katharina 2's planer om Tyrkiets ydmykelse, og ville underlegge seg Konstantinopel og fordrive tyrkerne fra Europa. Han pleide å kalle Tyrkiet «den syke mann», hvis død man når som helst kunne vente. Da han trodde at det beleilige øyeblikk var kommet, forlangte han av sultanen, at han skulle anerkjenne den russiske keiser som alle sine gresk-katolske undersaatters beskytter. Dette kunne sultanen ikke gå inn på; det ville være å anerkjenne den russiske keiser som sin overherre. Keiser Nikolaus erklærte da krig (1853). De russiske hære møtte imidlertid en kraftig motstand, da de forsøkte å gå over Donau. England og Frankrig sluttet forbund med Tyrkiet og erklærede Rusland krig (Krimkrigen 1854—1856). En fransk-engelsk hær landet på Krim og begynte å beleire det sterkt befæstede Sebastopol, som var Ruslands orlogshavn ved det sorte hav. Etter et aars beleiring måtte byen overgi seg. Keiser Nikolaus var da allerede død, og hans sønn og etterfølger Aleksander 2 sluttet fred i Paris (1856). Rusland måtte oppgi sine erobringsplaner, og finne seg i at Donaufyrstendømmerne ble stillet under stormagternes beskyttelse, hvorpå de sluttet seg sammen til én stat.

Den tyrkiske sultan hadde ved Pariser-freden lovet å gi sine kristne undergivne lige rettigheter med muhammedanerne. Dette løfte holdt han ikke, og de kristne var utsatt for den samme skammelige mishandling som tidligere. Det kom derfor snart til oppstand. Viktigst ble bosniakernes og bulgarernes reisning. De fikk hjelp av Serbien og Montenegro, senere også av Rusland og Rumænien (1877—1878). Med overlegne krefter angrep russerne tyrkerne; men også denne gang møtte de en tapper motstand. Især forsvarte tyrkerne seg med stor dyktighet ved Plevna (i Bulgarien); først etter en lenger beleiring og store tap tog russerne Plevna. De rykket deretter over Balkan og nærmet seg Konstantinopel. Da løp en stor engelsk krigsflåte inn gjennom Dardanellerne og truet med å skride inn, hvis russerne besatte byen. Under disse forhold sluttet keiser Aleksander 279fred med sultanen i St. Stefano, nær Konstantinopel. Her måtte sultanen gjøre Rusland så store innrømmelser, at ledelsen på Balkanhalvøen ville komme i russernes hender. England og Østerrig ville ikke finne seg i en så stor utvidelse av Ruslands makt. Rusland ble derfor nødt til å la Europas stormakter ordne Østens forhold på Berlinerkongressen i 1878; fyrst Bismark førte forsetet og hadde det avgjørende ord. Det endelige resultat ble at Rusland fikk et stykke av tyrkisk Armenien; Rumænien,¹ Serbien¹ og Montenegro skulle være frie stater og ble utvidet endel; Bulgarien skulle danne et eget fyrstendømme under tyrkisk overhøyhet; Østerrig-Ungarn skulle overtage Bosniens styre; Grækenland skulle ha Thessalien; Cypern ble avstått til England.

Det tyrkiske rike i Europa ble således utstykket, og blot en mindre del av Balkanhalvøen vedble å stå under sultanens styre. Også utenfor Europa er det tyrkiske herredømme blitt forringet, idet franskmennene har bemektiget seg Tunis, og englenderne har besatt Ægypten; dette siste land anerkjenner dog ennå sultanens overhøyhet. Tyrkiet har siden krigen ført en enda mer syknende tilværelse. Vistnok har det senere for en del atter hevet sin anseelse ved å beseire Grækenland, der støttet Kretas greske innbyggere, som gjorde oppstand mot tyrkerne; men enden er dog blitt at Kreta ved de europeiske magters inngripen har fått et eget styre under den greske prins Georg (1898). I det hele må det siges blot å være et tidsspørsmål, når det er ute med Tyrkiets makt; det er blot Ruslands, Østerrigs og Englands skinnsyke som for tiden hindrer dets deling. I de forskjellige kristne småstater på halvøyen råder der indre strid og stor pengenød. Rusland søker å bringe dem i avhengighet av seg, men har nesten overalt gjort seg mindre elsket på grunn av sin egenmektige og hensynsløse opptreden. Dets planer krysses av Østerrig-Ungarn, der også trakter etter å spille en rolle dernede.

Ruslands utvidelse i Asien.

Rusland har ikke vundet nyt land i Europa ved sine krige siden 1815. 280Større held har det hatt i Asien, hvor det etter hårdnakkede kamper har underlagt seg hele Kaukasien. Fra Kina har det taget den nordlige del av Mandschuriet langs elven Amur, og i Vest-Turkestan har den ene stat etter den annen bukket under for de russiske hære, og er enten blitt innlemmet i Rusland, eller har måttet stille seg under russisk overhøyhet. Nå er Ruslands grense skudt helt syd til Afganistan. Rykker russerne også inn i dette land, vil følgen vistnok bli en kamp med England; thi dettes besittelser i Indien vil bli alvorlig truet, hvis russerne gjør seg til herrer også over Afganistan.

Indre forhold i Rusland.

Keiser Nikolaus 1 var en kraftig hersker, som ikke tålte noen innskrenkning i den keiserlige myndighet; hans strenge, egenmektige styre skapte imidlertid adskillig misnøye i det indre. Hans sønn Aleksander 2 var av naturen mildere og mindre selvrådig; hans tanke var gjennom reformer å heve det russiske folk; han tok seg meget av undervisningsvæsenet og la grunnen til en slags folkeskole. Viktigst av alle hans reformer var dog opphevelsen av livegenskapet. Henimot 25 millioner mennesker levde som ufrie på adelens godser; omtrent likeså mange indtog en lignende stilling på statens eiendommer. Keiser Aleksander skjenket alle disse friheten og åpnet dem utvei til å erverve seg eiendomsretten til de gaarde de brukte. Misnøyen med det keiserlige enevelde og den bestikkelige, uredelige embetsstand hadde imidlertid utbredt seg mer og mer trass keiserens reformforsøk. Der opstod et hemmelig parti, de såkalte nihilister,¹ som ved mord og andre voldsomme midler ville omstyrte de bestående forhold. Trass strenge forfølgelser vokste partiet og fant tilslutning især blant studentene, ja innen embetsstanden og blant offiserene. Flere høyere embetsmenn ble myrdet, og 1881 ble keiser Aleksander selv drept ved en sprengbombe, nettopp som han omgikkes med planer om å gi sitt folk fri forfatning. Hans sønn Aleksander 3 oppga alle sådanne tanker og regjerte med den 281fullstendigste enevoldsmakt. Nihilistene fortsetter sitt arbeide og har gjort flere mislykkede forsøk på å berede Aleksander 3 samme skjebne som hans far. Ved sin død i 1894 etterfulgtes Aleksander 3 av sønnen Nikolaus 2.

Det er allerede fortalt om Polens skjebne (side 252). Det har opphørt å danne et eget rike og er gått opp som en provins i Rusland. Den russiske regjerings bestrebelser går ut på å utslette den polske nasjonalitet og omskape polakkene til russer. Disse planer synes dog ikke å ville lykkes; dertil er nasjonalitetsfølelsen for sterk blant polakkene, likesom den omstendighet at polakkene er ivrig romersk-katolske, legger hindringer i veien for en sammensmeltning med de gresk-katolske russer.

Finland har siden 1809 inntatt en egen stilling blant den russiske keisers lande og regjeres av keiseren, der som Finlands hersker fører tittel av storfyrste. Keiser Aleksander 1 lovede at det skulle få beholde sin fra svensketiden arvede stenderforsamling og øvrige selvstyre. I det siste er der imidlertid gjort det ene inngrep i finnenes selvstyre etter det andre, uaktet de ved alle anledninger har vist seg lovlydige og tro mot keiseren. Det ser ut til å være den russiske regjerings hensikt litt etter litt å legge Finland inn under Rusland og la det gå opp i dette, likesom Polen og Østersjøprovinserne.