271

England havde mere end nogen anden stat bidraget til seieren over Napoleon 1 og til at knuse det truende franske enevælde; det havde med en kort stans (1802—1803) holdt kampen gaaende fra 1793 til Napoleons endelige fald. Krigen var ført baade tillands og tilvands, og desuden havde England under koalitionskrigene støttet fastlandets magter med store pengebidrag (subsidier). Intet af Napoleons forsøg paa at ramme England havde ført til maalet; toget til Ægypten mislykkedes, hans planer om at prøve en landgang i selve England førte heller ikke til noget, og fastlandssystemet havde ikke den tilsigtede virkning. Englands handel og industri blev ikke lamslaaet, saaledes som han havde tænkt. Et forsøg han gjorde paa at faa istand en reisning blandt de med England misfornøiede irer, blev uden betydning for krigen; men irerne mistede til straf sit eget parlament og maatte for eftertiden sende repræsentanter til det engelske parlament (1801).

England gik ud af kampen med øget magt og anseelse. Alligevel kom det i den nærmest paafølgende tid ikke til at 272have nogen afgjørende indvirkning paa Europas skjæbne. Det var den hellige allianse som da raadede, og England stod, som allerede nævnt (side 248), udenfor alliansen. Torypartiet havde ledet England under krigen mod Napoleon; det beholdt magten ogsaa længe efter og stillede sig til en begyndelse paa en venskabelig fod med alliansen. Heri indtraadte dog en forandring, da den frisindede Canning traadte i spidsen for Englands styre (1822). Paa den tid havde de spanske kolonier paa Amerikas fastland revet sig løs fra Spanien. Ingen magt i Europa havde imidlertid villet anerkjende dem som frie; men Canning satte igjennem at England, trods den hellige allianses modstand, anerkjendte dem og indledede handelsforbindelse med dem. Kort efter fik Canning bevæget Rusland og Frankrig til at være med paa at understøtte grækerne i deres frihedskamp (side 249), og rettede derved et endnu sterkere stød mod alliansen.

Siden den tid har England blot et par gange blandet sig ind i det europæiske fastlands kampe. Begge gange er det optraadt for at redde Tyrkiet fra russernes angreb; thi hvis Rusland vandt herredømmet over Balkanhalvøen, vilde det kunne have farlige følger for Englands handel og magt i det østlige Middelhav. Da russerne i 1854 angreb Tyrkiet, stillede England sig sammen med Frankrig paa tyrkernes side (Krimkrigen 1854—1856). Kampen endte med at Rusland maatte opgive sine erobringsplaner og med tab trække sig ud af krigen. I 1877 kom det atter til krig mellem Rusland og den tyrkiske sultan. Den russiske hær nærmede sig allerede Konstantinopel; da sendte England en sterk flaade derned og hindrede med trusel om krig russerne fra at gaa videre. Ved fredsslutningen sikrede England sig øen Cypern for at faa en flaadestation i det østlige Middelhav, som havde faaet større betydning for England end nogensinde, efterat Suezkanalen var blevet aabnet i 1869. Gjennem den har England opnaaet en langt hurtigere og bekvemmere forbindelse med sine vigtige besiddelser i Asien og Australien; men veien gjennem kanalen kan i krigstilfælde sperres af den magt som er herre inderst ved Middelhavet, og fremfor alt i Ægypten. Englænderne har af den grund benyttet sig af 273forskjellige forviklinger i Ægypten til at blande sig i dets forhold, og holder for tiden landet besat og har stillet dets styre under engelsk opsyn.

Englands beliggenhed paa en ø gjør det muligt for det at holde sig udenfor det øvrige Europas kampe. Landet er uangribeligt, naar det blot holder en krigsflaade, som er sterk nok til at hindre ethvert forsøg paa landgang paa øerne. Dette forhold tillader England at holde en liden hær i sammenligning med de andre stormagter; hæren staar for den største del ikke i England, men befinder sig rundt om i kolonierne, især i Indien.

Englands kolonier.

England har i dette aarhundrede stadig øget sine besiddelser i fremmede verdensdele og er her optraadt med stor kraft. Indien overgaar i betydning alle de andre kolonier; befolkningen i Indien tæller 250 millioner og danner grundlaget for Englands store rigdom og magt, da landet her har stor afsætning for sine varer, ligesom landets sønner der finder lønnende beskjæftigelse som embeds- og handelsmænd. Det ostindiske kompani, som var stiftet under dronning Elisabeth, havde i løbet af forrige aarhundrede skaffet sig magten i omtrent hele Forindien og havde en umaadelig indtægt af sine besiddelser. Men kompaniets herredømme var haardt og trykkende; den indfødte befolkning holdtes i ave ved hjælp af en hær, som for størstedelen bestod af indiske soldater (seapoys, udt. sipois). Disse seapoys gjorde i 1857 oprør og myrdede sine engelske officerer; da kompaniet ikke magtede at kue opstanden, overtog den engelske regjering landets styre og bragte atter orden tilveie. Den engelske dronning fører som Indiens behersker titel af keiserinde. Fra Indien af har englænderne ogsaa vundet indflydelse i Belutschistan og Afganistan. I det sidste land truer det altid med at komme til sammenstød med Rusland, som ogsaa naar did, og her er det store britiske riges saarbareste punkt. Som en følge heraf er ogsaa russerne dets farligste fiende. Ogsaa over Bagindien har England udbredt sin magt; hele den vestlige del af landet og det tidligere rige Birma er nu i dets hænder.

Kina havde i længere tid holdt sig fuldstændig udenfor

18 — Historie for middelskolen.

274al berøring med Europa. I midten af dette aarhundrede tvang England og Frankrig det gjennem krig til at aabne nogle havne. Samtidig traadte Japan, der ogsaa havde afstængt sig fra forbindelse med europæerne, i nærmere berøring med disse. Dette er især kommet England tilgode, som underholder en meget livlig handel med disse Østens lande.

I Afrika har englænderne fra Kaplandet trængt længere og længere mod nord. Især har de i det aller sidste meget sterkt udvidet sine besiddelser der, efterat der er opdaget rige guldleier i denne del af Afrika. I Østafrika kappes englænderne med tyskerne om at vinde frem til de store sjøer i det indre og tilvende sig handelen i de rige egne rundt dem.

Indre udvikling.

Efter de langvarige kampe med Frankrig ved aarhundredets begyndelse var tilstanden i England i flere henseender kun lidet tilfredsstillende. Statsgjælden havde naaet en betænkelig høide og krævede mange penge til renter og afbetaling. Skatterne var derfor høie og rammede desuden i særlig grad den mindre bemidlede del af samfundet. Især følte denne haardt den store told paa korn, som bevirkede at kornpriserne holdt sig meget høie, da England altid er nødt til at indføre største delen af det korn det behøver; det gik mest ud over arbeiderbefolkningen, medens korntolden bragte de rige godseiere stor fortjeneste. Trods det uretfærdige ved denne ordning, varede det dog længe før det var muligt at sætte igjennem nogen forandring, da det var de store godseiere som havde magten, ikke blot i overhuset, men ogsaa i underhuset. Dette var atter en følge af valgloven. Stemmeretten var meget indskrænket; bare de rige var med paa at vælge udsendinger til parlamentet. Desuden passede inddelingen i valgkredse ikke længer; adskillige smaabyer, som nu var omtrent uden indbyggere, havde ret til at sende baade 1 og 2 repræsentanter, medens flere store byer, som var kommet op i den senere tid, ikke kunde sende nogen. Blandt hindrende baand maa desuden merkes testakten (side 176), som udelukkede den ikke ringe katholske befolkning fra parlamentet og fra alle embeder.

Alle krav paa forandring af de nævnte misforhold blev 275afvist af torypartiet, som havde ledelsen. Tilsidst blev misnøien saa almindelig, og især antog forholdene i Irland, som vi snart skal se, et saa truende udseende, at endel af toryerne indsaa at det var fornuftigst at give efter. Hertugen af Wellington var dengang førsteminister, og han foreslog at testakten skulde ophæves, og katholikerne stilles paa lige fod med protestanterne. Forslaget gik igjennem, og katholikernes emancipation var gjennemført (1829).

Saa kom julirevolutionen (1830), hvis virkninger ogsaa føltes i England. Det liberale parti (whiggerne) fik ny tilslutning og seirede ved de kort efter afholdte valg til parlamentet. Et whigministerium kom efter lang tids forløb atter til magten, og fremlagde et forslag som gik ud paa udvidelse af stemmeretten og forandring af valgkredsene. Forslaget (reformakten) gik igjennem trods overhusets modstand (1832). Kort efter ophævedes negerslaveriet i de engelske kolonier, idet slaveeierne fik erstatning af statskassen. I 1846 kom endelig turen til kornlovene. Førsteminister var dengang Robert Peel (Pil), som varmt interesserede sig for arbeidernes vel. Han tilhørte torypartiet, men satte ved whiggernes hjælp igjennem at den høie told paa korn blev ophævet. Ogsaa andre love som lagde baand paa næringslivet, blev ophævet, saaledes navigationsakten (side 142). Fra denne tid af tog den engelske industri et endnu raskere opsving, og England er stadig gaaet frem i rigdom og velstand. Englands indre udvikling i dette aarhundrede har foregaaet jevnt, og landet har været frit for saadanne revolutioner som de der har hjemsøgt Mellemeuropas samfund.

Irland.

Irlands befolkning tilhører for det meste en anden race end Englands, idet irerne er kelter og nedigjennem tiderne har bevaret sit gamle sprog og meget af sin gamle kultur. De har ogsaa i modsætning til Storbritanniens folk holdt fast ved den katholske religion. Forskjellen i nationalitet og religion har gjort at irerne altid har stillet sig uvillig til englændernes herredømme paa deres ø. De har gjentagne gange gjort oprør; til straf berøvede allerede Cromwell en hel del af dem eiendomsretten til jorden, og solgte den til engelskmænd, som deraf dannede store godser. Snart var næsten 276hele Irland gaaet over i engelske godseieres hænder. Jordbrug var imidlertid saagodtsom den eneste næringsvei paa øen; befolkningen havde derfor ingen anden udvei end at forpagte smaastykker af godseiernes jord. Idet folkemængden steg, blev efterhaanden forpagtningsafgiften for disse smaabrug drevet op til en urimelig høide. Der raadede derfor den ynkeligste nød og fattigdom blandt irerne, og værre blev det, jo mere overbefolket landet blev. Omkring 1830 var der 8½ millioner mennesker paa øen, som omtrent udelukkende levede af jorden. Nu findes der en betydelig industri, og dog er befolkningen kun 5½ million; saa mange har siden den tid vandret ud.

Det var imidlertid ikke blot fattigdom og nød irerne havde at klage over. Irerne var som katholiker udestængt fra parlamentet og fra alle embeder. Hertil kom at englænderne havde paatvunget landet den episkopale kirke som statskirke. Episkopale prester sad inde med alle presteembeder; til dem maatte irerne betale tiende, selv om der ikke fandtes en eneste protestant i hele menigheden, og uagtet de havde sine egne katholske prester at lønne. Det er forklarligt nok at der raadede sterk misnøie med det engelske herredømme, og at den for vort aarhundrede saa karakteristiske nationalitetsbevægelse maatte gjøre sig sterkt gjældende i Irland.

Alle irernes krav paa reformer blev afvist af den engelske regjering. Da fremstod i Irland en mand, som skulde give tingene en anden vending; det var Daniel O'Connel. O'Connel var advokat og ivrig begeistret for sine landsmænds sag. Han lod sig, uagtet han var katholsk, vælge som repræsentant til parlamentet. Hans valg var ganske vist ulovligt; men forbitrelsen havde naaet en saadan høide at den engelske regjering og parlamentet fandt det klogest at give efter og gjennemføre katholikernes emancipation (1829). O'Connel tog derpaa sæde i underhuset, og irerne kunde med saa meget større kraft fremholde sine øvrige krav. Disse gik først og fremst ud paa en ophævelse af foreningen med England. O'Connel var bevægelsens leder; utrættelig drog han om i landet og holdt store folkemøder, hvor han med sin glødende veltalenhed samlede alle om Irlands sag.

277Irernes bestræbelser var længe uden resultat, og først længe efter O'Connels død blev i 1869 den episkopale statskirke afskaffet for Irlands vedkommende; det var whiggernes fører Gladstone, der som førsteminister stillede forslag herom. Men parlamentet viste ingen lyst til at indrømme Irland selvstyre eller gjøre noget alvorligt for at skaffe irerne igjen eiendomsretten til jorden. Irernes kamp antog nu en mere og mere voldsom karakter; flere engelske jordeiere myrdedes, og politiet mødte aaben modstand. Det var for en stor del irlændere der var udvandret til Amerika, som stod bag disse forbrydelser. Senere har det lykkedes irernes ledere atter at bringe striden inden lovlige grænser, og kampen har staaet om Irlands selvstyre (homerule) og en ordning af landboforholdene. Whigpartiet under Gladstone antog sig deres sag, og et forslag om at Irland skulde faa eget parlament til afgjørelse af alle indre sager gik igjennem i underhuset; men det strandede paa overhusets modstand. Saaledes venter denne for England saa oprivende kamp endnu paa sin afgjørelse.

271

England hadde mer enn noen annen stat bidraget til seieren over Napoleon 1 og til å knuse det truende franske enevelde; det hadde med en kort stans (1802—1803) holdt kampen gående fra 1793 til Napoleons endelige fall. Krigen var ført både tillands og til vanns, og dessuten hadde England under koalisjonskrigene støttet fastlandets makter med store pengebidrag (subsidier). Intet av Napoleons forsøk på å ramme England hadde ført til målet; toget til Ægypten mislyktes, hans planer om å prøve en landgang i selve England førte heller ikke til noe, og fastlandssystemet hadde ikke den tilsigtede virkning. Englands handel og industri ble ikke lamslått, således som han hadde tenkt. Et forsøk han gjorde på å få i stand en reisning blant de med England misfornøyde irer, ble uten betydning for krigen; men irene mistet til straff sitt eget parlament og måtte for ettertiden sende representanter til det engelske parlament (1801).

England gikk ut av kampen med øket makt og anseelse. Allikevel kom det i den nærmest påfølgende tid ikke til å 272ha noen avgjørende innvirkning på Europas skjebne. Det var den hellige allianse som da rådde, og England stod, som allerede nevnt (side 248), utenfor alliansen. Torypartiet hadde ledet England under krigen mot Napoleon; det beholdt makten også lenge etter og stillede seg til en begynnelse på en vennskapelig fot med alliansen. Heri inntrådte dog en forandring, da den frisinnede Canning trådte i spidsen for Englands styre (1822). På den tid hadde de spanske kolonier på Amerikas fastland revet seg løs fra Spanien. Ingen makt i Europa hadde imidlertid villet anerkjenne dem som frie; men Canning satte igjennom at England, trass den hellige allianses motstand, anerkjente dem og indledede handelsforbindelse med dem. Kort etter fikk Canning beveget Rusland og Frankrig til å være med på å understøtte grekerne i deres frihetskamp (side 249), og rettet derved et enda sterkere støt mot alliansen.

Siden den tid har England blot et par gange blandet seg inn i det europeiske fastlands kamper. Begge gange er det opptrådt for å redde Tyrkiet fra russernes angrep; thi hvis Rusland vant herredømmet over Balkanhalvøen, ville det kunne ha farlige følger for Englands handel og makt i det østlige Middelhav. Da russerne i 1854 angrep Tyrkiet, stillede England seg sammen med Frankrig på tyrkernes side (Krimkrigen 1854—1856). Kampen endte med at Rusland måtte oppgi sine erobringsplaner og med tap trekke seg ut av krigen. I 1877 kom det atter til krig mellom Rusland og den tyrkiske sultan. Den russiske hær nærmet seg allerede Konstantinopel; da sendte England en sterk flåte derned og hindret med trussel om krig russerne fra å gå videre. Ved fredsslutningen sikrede England seg øen Cypern for å få en flåtestasjon i det østlige Middelhav, som hadde fått større betydning for England enn noensinne, etter at Suezkanalen var blitt åpnet i 1869. Gjennom den har England oppnådd en langt hurtigere og bekvemmere forbindelse med sine viktige besittelser i Asien og Australien; men veien gjennom kanalen kan i krigstilfelle sperres av den makt som er herre innerst ved Middelhavet, og fremfor alt i Ægypten. Englenderne har av den grunn benyttet seg av 273forskjellige forviklinger i Ægypten til å blande seg i dets forhold, og holder for tiden landet besatt og har stillet dets styre under engelsk oppsyn.

Englands beliggenhet på en ø gjør det mulig for det å holde seg utenfor det øvrige Europas kamper. Landet er uangripelig, når det blot holder en krigsflåte, som er sterk nok til å hindre ethvert forsøk på landgang på øyene. Dette forhold tillater England å holde en liten hær i sammenligning med de andre stormakter; hæren står for den største del ikke i England, men befinner seg rundt om i koloniene, især i Indien.

Englands kolonier.

England har i dette århundre stadig øket sine besittelser i fremmede verdensdeler og er her opptrådt med stor kraft. Indien overgår i betydning alle de andre kolonier; befolkningen i Indien teller 250 millioner og danner grunnlaget for Englands store rikdom og makt, da landet her har stor avsetning for sine varer, likesom landets sønner der finner lønnende beskjeftigelse som embeds- og handelsmenn. Det ostindiske kompani, som var stiftet under dronning Elisabeth, hadde i løpet av forrige århundre skaffet seg makten i omtrent hele Forindien og hadde en umåtelig inntekt av sine besittelser. Men kompaniets herredømme var hardt og trykkende; den innfødte befolkning holdtes i ave ved hjelp av en hær, som for størstedelen bestod av indiske soldater (seapoys, udt. sipois). Disse seapoys gjorde i 1857 opprør og myrdet sine engelske offiserer; da kompaniet ikke magtede å kue oppstanden, overtok den engelske regjering landets styre og brakte atter orden til veie. Den engelske dronning fører som Indiens behersker tittel av keiserinne. Fra Indien av har englenderne også vundet innflytelse i Belutschistan og Afganistan. I det siste land truer det alltid med å komme til sammenstøt med Rusland, som også når dit, og her er det store britiske rikes sårbareste punkt. Som en følge heraf er også russerne dets farligste fiende. Også over Bagindien har England utbredt sin makt; hele den vestlige del av landet og det tidligere rike Birma er nå i dets hender.

Kina hadde i lenger tid holdt seg fullstendig utenfor

18 — Historie for middelskolen.

274all berøring med Europa. I midten av dette århundre tvang England og Frankrig det gjennom krig til å åpne noen havne. Samtidig trådte Japan, der også hadde avstengt seg fra forbindelse med europeerne, i nærmere berøring med disse. Dette er især kommet England tilgode, som underholder en meget livlig handel med disse Østens lande.

I Afrika har englenderne fra Kaplandet trengt lenger og lenger mot nord. Især har de i det aller siste meget sterkt utvidet sine besittelser der, etter at der er oppdaget rike guldleier i denne del av Afrika. I Østafrika kappes englenderne med tyskerne om å vinne frem til de store sjøer i det indre og tilvende seg handelen i de rike egne rundt dem.

Indre utvikling.

Etter de langvarige kamper med Frankrig ved århundrets begynnelse var tilstanden i England i flere henseender kun lite tilfredsstillende. Statsgjelden hadde nået en betenkelig høyde og krevde mange penger til renter og avbetaling. Skattene var derfor høye og rammede dessuten i særlig grad den mindre bemidlede del av samfunnet. Især følte denne hardt den store toll på korn, som bevirkede at kornprisene holdt seg meget høye, da England alltid er nødt til å innføre største delen av det korn det behøver; det gikk mest ut over arbeiderbefolkningen, mens korntollen brakte de rike godseiere stor fortjeneste. Trass det urettferdige ved denne ordning, varte det dog lenge før det var mulig å sette igjennom noen forandring, da det var de store godseiere som hadde makten, ikke blot i overhuset, men også i underhuset. Dette var atter en følge av valgloven. Stemmeretten var meget innskrenket; bare de rike var med på å velge utsendinger til parlamentet. Dessuten passet inndelingen i valgkretser ikke lenger; adskillige småbyer, som nå var omtrent uten innbyggere, hadde rett til å sende både 1 og 2 representanter, mens flere store byer, som var kommet opp i den senere tid, ikke kunne sende noen. Blant hindrende bånd må dessuten merkes testakten (side 176), som udelukkede den ikke ringe katolske befolkning fra parlamentet og fra alle embeder.

Alle krav på forandring av de nevnte misforhold ble 275avvist av torypartiet, som hadde ledelsen. Til sist ble misnøyen så alminnelig, og især antok forholdene i Irland, som vi snart skal se, et så truende utseende, at endel av toryene innså at det var fornuftigst å gi etter. Hertugen av Wellington var dengang førsteminister, og han foreslo at testakten skulle oppheves, og katolikkene stilles på lige fot med protestantene. Forslaget gikk igjennom, og katolikkenes emansipasjon var gjennomført (1829).

Så kom julirevolusjonen (1830), hvis virkninger også føltes i England. Det liberale parti (whiggene) fikk ny tilslutning og seiret ved de kort etter avholdte valg til parlamentet. Et whigministerium kom etter lang tids forløp atter til makten, og fremla et forslag som gikk ut på utvidelse av stemmeretten og forandring av valgkretsene. Forslaget (reformakten) gikk igjennom trass overhusets motstand (1832). Kort etter ophævedes negerslaveriet i de engelske kolonier, idet slaveeierne fikk erstatning av statskassen. I 1846 kom endelig turen til kornlovene. Førsteminister var dengang Robert Peel (Pil), som varmt interesserte seg for arbeidernes vel. Han tilhørte torypartiet, men satte ved whiggernes hjelp igjennom at den høye toll på korn ble opphevet. Også andre lover som la bånd på næringslivet, ble opphevet, således navigationsakten (side 142). Fra denne tid av tok den engelske industri et enda raskere oppsving, og England er stadig gått frem i rikdom og velstand. Englands indre utvikling i dette århundre har foregått jevnt, og landet har vært fritt for sådanne revolusjoner som de der har hjemsøkt Mellemeuropas samfunn.

Irland.

Irlands befolkning tilhører for det meste en annen race enn Englands, idet irene er kelter og nedigjennom tidene har bevaret sitt gamle språk og meget av sin gamle kultur. De har også i motsetning til Storbritanniens folk holdt fast ved den katolske religion. Forskjellen i nasjonalitet og religion har gjort at irene alltid har stillet seg uvillig til englændernes herredømme på deres ø. De har gjentatte gange gjort opprør; til straff berøvede allerede Cromwell en hel del av dem eiendomsretten til jorden, og solgte den til engelskmenn, som derav dannede store godser. Snart var nesten 276hele Irland gått over i engelske godseieres hender. Jordbruk var imidlertid så godt som den eneste næringsvei på øen; befolkningen hadde derfor ingen annen utvei enn å forpakte småstykker av godseiernes jord. Idet folkemengden steg, ble etterhånden forpaktningsavgiften for disse småbruk drevet opp til en urimelig høyde. Der rådde derfor den ynkeligste nød og fattigdom blant irene, og verre ble det, jo mer overbefolket landet ble. Omkring 1830 var der 8½ millioner mennesker på øen, som omtrent utelukkende levde av jorden. Nå finnes der en betydelig industri, og dog er befolkningen kun 5½ million; så mange har siden den tid vandret ut.

Det var imidlertid ikke blot fattigdom og nød irene hadde å klage over. Irene var som katholiker utestengt fra parlamentet og fra alle embeder. Hertil kom at englenderne hadde påtvunget landet den episkopale kirke som statskirke. Episkopale prester satt inne med alle presteembeter; til dem måtte irene betale tiende, selv om der ikke fantes en eneste protestant i hele menigheten, og uaktet de hadde sine egne katolske prester å lønne. Det er forklarlig nok at der rådde sterk misnøye med det engelske herredømme, og at den for vårt århundre så karakteristiske nasjonalitetsbevegelse måtte gjøre seg sterkt gjeldende i Irland.

Alle irernes krav på reformer ble avvist av den engelske regjering. Da fremstod i Irland en mann, som skulle gi tingene en annen vending; det var Daniel O'Connel. O'Connel var advokat og ivrig begeistret for sine landsmenns sak. Han lot seg, uaktet han var katolsk, velge som representant til parlamentet. Hans valg var ganske vist ulovlig; men forbitrelsen hadde nået en sådan høyde at den engelske regjering og parlamentet fant det klokest å gi etter og gjennomføre katolikkenes emansipasjon (1829). O'Connel tog derpå sete i underhuset, og irene kunne med så meget større kraft fremholde sine øvrige krav. Disse gikk først og fremst ut på en opphevelse av foreningen med England. O'Connel var bevegelsens leder; utrettelig drog han om i landet og holdt store folkemøter, hvor han med sin glødende veltalenhet samlede alle om Irlands sak.

277Irernes bestrebelser var lenge uten resultat, og først lenge etter O'Connels død ble i 1869 den episkopale statskirke avskaffet for Irlands vedkommende; det var whiggernes fører Gladstone, der som førsteminister stillede forslag herom. Men parlamentet viste ingen lyst til å innrømme Irland selvstyre eller gjøre noe alvorlig for å skaffe irene igjen eiendomsretten til jorden. Irernes kamp antok nå en mer og mer voldsom karakter; flere engelske jordeiere myrdedes, og politiet møtte åpen motstand. Det var for en stor del irlendere der var utvandret til Amerika, som stod bak disse forbrytelser. Senere har det lyktes irernes ledere atter å bringe striden innen lovlige grenser, og kampen har stått om Irlands selvstyre (homerule) og en ordning av landboforholdene. Whigpartiet under Gladstone antok seg deres sak, og et forslag om at Irland skulle få eget parlament til avgjørelse av alle indre sager gikk igjennom i underhuset; men det strandede på overhusets motstand. Således venter denne for England så opprivende kamp ennå på sin avgjørelse.