263

Kong Vilhelm 1 og Bismark begyndte, som allerede nævnt (side 258), sin virksomhed med at skaffe Preussen en slagfærdig hær. Den gjorde de derpaa straks brug af ved i 1864 at paaføre Danmark krig (den anden slesvigske krig). Det gjaldt at fratage Danmark det tyske landskab Holsten og det danske, men for en væsentlig del af tyskere beboede Slesvig (Sønderjylland). Preussen fik Østerrig med paa denne krig, og Danmark kunde ikke staa sig mod de to magter, men maatte afstaa Holsten og Slesvig. Byttets deling gav imidlertid anledning til uenighed mellem seierherrerne. Bismark mente desuden at det rette 264øieblik var kommet til et opgjør med Østerrig; han krævede derfor en ordning af forholdene i Tyskland, som vilde give Preussen ledelsen, medens Østerrig vilde blive holdt udenfor. Østerrig maatte, omend modstræbende, lade det komme til krig (1866). De fleste tyske fyrster var bange for Preussens voksende magt, og forudsaa at deres selvstændighed vilde blive sterkt indskrænket, hvis ledelsen gik over til Preussen. De sydtyske fyrster samt Hannover og nogle andre stater i Vesttyskland stillede sig derfor paa Østerrigs side i kampen. Preussen sluttede derimod forbund med Italien, som ønskede at vinde Venedig fra Østerrig.

Preussens hærvæsen viste sig at være i den ypperligste orden, og krigsplanen var med overlegen dygtighed lagt af general Moltke. Før de forskjellige tyske fyrster som stod paa Østerrigs side, var færdige med sine rustninger, stod preussiske hære i deres lande. Preussernes hovedstyrke rykkede under kong Vilhelms egen anførsel ind i Bøhmen og mødte den østerrigske hær ved Königgrätz. Begge hære var omtrent lige sterke; men preusserne var bedre øvet, bedre væbnet og fremfor alt bedre anført. Kampen var meget haardnakket, men endte med et saa fuldstændigt nederlag for østerrigerne, at krigen med det samme var tilende efter kun at have varet et par uger.

Freden sluttedes i Prag (1866). Den østerrigske keiser maatte afstaa Venedig til Italien og sin del af Slesvig og Holsten til Preussen. Desuden blev det tyske forbund opløst, og det blev overladt Preussen at ordne forholdene i Nordtyskland, som det selv fandt for godt. Preussen indlemmede uden videre kongeriget Hannover, samt et par andre stater hvoraf provinsen Hessen dannedes. Mellem Preussen og de øvrige tyske stater nordenfor elven Main sluttedes det nordtyske forbund; den preussiske konge blev forbundets leder, Bismark dets kansler. Fælles for alle forbundets stater blev forholdet til fremmede lande, hær og flaade samt told-, post- og myntvæsen; forøvrigt skulde hver stat styre sig selv.

Østerrig efter 1866.

Ved Prager-freden var Østerrig stødt ud af Tyskland, hvor det hidtil havde været den ledende stat; allerede i 1859 havde det havt den samme skjæbne i 265Italien. Den østerrigske stat var fra nu af blot henvist til sig selv og sine egne hjælpekilder; disse laa imidlertid sørgelig nede, og landets pengevæsen var i en meget daarlig tilstand, ligesom der herskede sterk misnøie med statsforfatningen. Frants Josef fandt det nødvendigt delvis ialfald at imødekomme sit folks ønsker; især søgte han at forsone ungarerne. Han delte derfor (1867) sine lande i to statssamfund, keiserdømmet Østerrig og kongeriget Ungarn, og i begge samfund blev en fri forfatning indført. Begge stater skulde have samme fyrste, staa sammen i fred og krig og have fælles hær og flaade. Hermed var ungarerne tilfredse; men de slaviske folk, især tschekerne, forlanger at behandles paa samme maade som ungarerne; de vil ogsaa danne egne samfund, og herom strides der endnu. Siden Østerrig-Ungarn er trængt ud af Tyskland og Italien, har forholdene paa Balkanhalvøen faaet øget interesse for rigets politik, og i 1878 blev Bosnien indlemmet. Men Østerrig-Ungarns stigende indflydelse paa halvøen har bragt det i et spændt forhold til Rusland, som ogsaa stræber efter at vinde ledelsen dernede. For at have en støtte ligeoverfor Rusland har Østerrig-Ungarn indgaaet forsvarsforbund med Tyskland og Italien (trippelalliansen).

Napoleon 3's sidste regjeringstid.

Efter krigen i Italien i 1859 stod Napoleons anseelse paa sit høieste. Hans magt i Europa var for en væsentlig del en følge af den splid der herskede mellem Østerrig og Preussen og lammede Tysklands kraft. Napoleon havde ikke noget imod at de to stater i 1866 kom i krig med hverandre; han haabede at de kun skulde svække hverandre gjensidig, og at der paa denne maade skulde aabne sig en anledning for ham til at skyde Frankrigs grænse frem til Rhinen. Hans skuffelse var derfor stor, da hele krigen var afgjort, før han havde faaet rustet sig engang. Efter Østerrigs nederlag maatte han finde sig i at Preussen tog ledelsen i Nordtyskland, og der skabte en sterk stat, som truede med at sætte en stopper for Frankrigs overmagt i Mellemeuropa. Krigen i 1866 medførte derfor en sterk nedgang i Napoleons anseelse, og det franske folk forlangte krig med Preussen for at stanse det begyndte samlingsverk i Tyskland, førend ogsaa Sydtyskland havde sluttet sig til forbundet. 266Franskmændene forstod aldeles ikke det nationale sindelag, som i aarhundredets løb havde vokset sig sterkt i Tyskland; de følte sig sikre paa at de sydtyske stater vilde blive deres forbundsfæller i krigen mod Preussen.

Samtidig udviklede Frankrigs indre forhold sig paa en for Napoleon mindre heldig maade. Da den ydre glans var borte, steg misnøien med hans egenmægtige regjering, og den fik ny næring, jo mere hans styre viste sig befængt med bestikkelser og anden raaddenskab. Napoleon forsøgte at vinde folket for sig ved at give en friere forfatning; men han opnaaede ikke sin hensigt. Hans eneste redning var en heldig krig med Preussen; en saadan vilde vende folkets tanker bort fra de indre forhold og gjengive hans styre dets gamle anseelse. Ogsaa de indre forhold drev saaledes Napoleon til krig. Selv nølede han og turde ikke rigtig slaa til, medens keiserinden, Eugenie, af al magt drev ham til en afgjørelse, og den almindelige stemning i landet ogsaa var for krig. Uden at ane hvor daarlig det stod til med landets forsvarsvæsen, lod keiseren sig sommeren 1870 drive til at erklære Preussen krig.

Den fransk-tyske krig (1870—1871).

Franskmændene drømte om at marschere til Berlin, og om støtte hos Sydtysklands stater. Men de bitreste skuffelser ventede dem. Det var saa langt fra at Sydtyskland vilde gaa med Frankrig mod Preussen, at krigserklæringen netop var signalet til, at de sydtyske stater sluttede forbund med Nordtyskland og stillede sine hære under kong Vilhelms kommando. I løbet af nogle faa dage stod 500 000 tyske soldater ved den franske grænse, og flere fulgte efter. Hæren lededes ligesom i 1866 af Moltke; blandt dens anførere kan merkes den preussiske kronprins Fredrik og dennes fætter prins Fredrik Karl. Medens tyskerne straks skred til angreb, herskede der i Frankrig den største forvirring og uorden. Franskmændene kunde til en begyndelse kun møde op med vel halvparten af de tropper som tyskerne raadede over. Dertil kom at Napoleon selv ikke var nogen dygtig hærfører, og at han ikke havde sørget for nogen enhed i ledelsen. Marschal Mac Mahon, som førte kommandoen ved grænsen, blev straks slaaet og maatte trække sig tilbage. Tyskerne kastede sig derpaa over franskmændenes 267anden linje, som førtes af marschal Bazaine (Basæn). Ogsaa han blev slaaet og maatte med hele sin hær indeslutte sig i fæstningen Metz. Imidlertid havde Mac Mahon samlet nye tropper; keiser Napoleon sluttede sig selv til hans armé, som gjorde et fortvilet forsøg paa at undsætte Metz og befri Bazaine. Mac Mahon blev trykket mod nord, og hans hær blev tilsidst fuldstændig omringet ved Sedan (Sedáng), en liden fæstning nær den belgiske grænse. Efter at have lidt frygtelige tab var der intet andet at gjøre for Napoleon end at overgive sig og med hele sin hær vandre i tysk fangenskab (2den sept. 1870).

Da rygtet om begivenhederne ved Sedan naaede Paris, udbrød der opstand; keiserdømmet blev styrtet og republiken proklameret (4de sept. 1870). Der indsattes en «regjering til det nationale forsvar», som straks tog styret. Sjælen i den nye regjering blev den unge, energiske advokat Gambetta. Tyskerne kunde snart ventes foran Paris; det gjaldt at skaffe nye hære paa benene, da de gamle tropper enten var i fangenskab i Tyskland eller laa indesluttet i fæstningerne Metz og Strassburg. Med utrættelig kraft reistes den ene nye hær efter den anden, som fra forskjellige sider rykkede frem for at undsætte Paris, der allerede i september maaned var blevet indesluttet af tyskerne. Franskmændene kjæmpede med stor tapperhed under sine for det meste dygtige førere; men alt var forgjæves. De uøvede skarer kunde ikke staa sig mod de indeksercerede tyske tropper; alle hære blev slaaet. Strassburg havde allerede maattet overgive sig, ligesaa Metz, hvor 160 000 franske soldater blev krigsfanger.

Paris stod alene igjen. Da der ikke længere var nogen udsigt til at byen kunde blive undsat, og hungersnøden tog til at rase, maatte Paris efter 4 maaneders beleiring aabne sine porte for fienderne. Med Paris's fald var det ude med Frankrigs forsvar; der var ingen anden udvei end at bede om fred. En nationalforsamling blev indkaldt; denne overdrog den udøvende magt til Thiers, i hvis lod det saaledes faldt at indlede forhandlinger med tyskerne. Freden undertegnedes vaaren 1871 i Frankfurt, og den bestemte at Frankrig skulde afstaa Elsass og tysk Lothringen, samt betale 5 milliarder franks (3600 millioner kroner) i krigsomkostninger.

268Frankrig efter 1871.

Frankrig var i høieste grad udmattet efter den vældige kamp, som havde kostet saa mange menneskeliv og uhyre masser af penge. Dertil kom den bitre skuffelse over det lidte nederlag, og den uenighed som raadede mellem de forskjellige politiske partier. Af disse forhold benyttede Paris's kommunister og socialister sig. Da de tyske tropper havde forladt byen, og den franske regjering endnu ikke havde tropper nok til at besætte den, gjorde de sig til herrer i Paris og indførte et kommunardisk styre. Regjeringen havde ingen anden udvei end at betvinge byen med vaabenmagt, og de tropper som efterhaanden kom tilbage fra krigsfangenskabet i Tyskland, tog fat paa at beleire Paris. Efter en tids kamp blev byen taget ved storm; men før overgivelsen begik de raadende det skjændselsverk at myrde flere fremragende mænd, blandt dem erkebiskopen af Paris, og opbrænde flere af byens pragtfuldeste bygninger, blandt dem Tuileriernes slot.

Frankrig besad uagtet sine store tab umaadelige rigdomme, og det lykkedes den nye regjering under Thiers, hurtigere end nogen havde ventet, at betale krigsomkostningerne til Tyskland. Vanskeligere faldt det at faa ordnet Frankrigs fremtidige regjeringsform, da parti stod mod parti. Der var et sterkt legitimistisk parti, som vilde have kongedømme under greven af Chambord (side 253). Saa var der et orleanistisk parti, som ogsaa vilde have kongedømme, men med greven af Paris (side 254) som regent. Der fandtes ogsaa en bonapartistisk gruppe, som kjæmpede for keiserdømmets gjenoprettelse. Ved siden af disse var der forskjellige republikanske grupper. Thiers blev efter en tid nødt til at gaa af som præsident og efterfulgtes af Mac Mahon. Under ham blev det efter mange stridigheder endelig fastslaaet, at Frankrig skulde være republik, og en forfatning udarbeidedes (1875). I spidsen for staten skulde der staa en præsident, som vælges paa 7 aar.¹

269Efterhaanden indtraadte der roligere forhold, og republiken befæstedes mere og mere. Hertil bidrog ikke lidet at det bonapartistiske parti begyndte at gaa sterkt tilbage efter keiserprinsens fald.¹ Ikke mindre betydning fik greven af Chambords død. Med ham uddøde Bourbonnernes hovedgren, og familien Orleans's overhoved ²staar siden som de kongeligsindedes eneste prætendent; men partiet tæller nu kun et lidet mindretal inden landet. Socialisterne er igjen vokset i tal; men de har for tiden neppe den betydning i Frankrig som f. eks. i Tyskland.

Frankrig har i mange retninger gjort store fremskridt i republikens tid. Især er der gjort meget for landets forsvarsvæsen; Frankrig har nu en hær, som i talrighed og kanske ogsaa i slagfærdighed kan maale sig med den tyske, medens den franske flaade kun staar tilbage for den engelske. Ogsaa paa undervisningsvæsenet er der kostet meget. Dette var tidligere meget forsømt; først nu har landet faaet et fuldt ordnet folkeskolevæsen. Meget er ogsaa gjort for landets næringsliv. Alt dette har krævet mange penge; statsgjælden er vokset i en betænkelig grad, og skattebyrden er trykkende. Men takket være landets store frugtbarhed og det franske folks gjennemgaaende arbeidsomhed og sparsommelighed er dog velstanden gaaet fremover. Det falder derfor lettere for Frankrig at bære de store byrder som det kostbare hærvæsen medfører, end det falder for fastlandets øvrige stormagter. Under disse forhold er Frankrigs indflydelse i Europa atter steget, og det har i den senere tid nærmet sig til Rusland, idet begge disse stater ser en fælles fiende i Tyskland.

I de senere aar har Frankrig med kraft arbeidet paa udvidelse af sine kolonier i fremmede verdensdele. I den nordvestlige del af Afrika har det foruden Algier nu ogsaa Tunis og stadig voksende besiddelser ved elven Senegal. I Østafrika har øen Madagaskar maattet stille sig under fransk overhøihed. I Asien er hele den østlige del af Bagindien i 270franskmændenes hænder. Denne Frankrigs udvidelse af sine kolonier har atter bragt landet i et spændt forhold til England, der ikke synes om dette medbeilerskab i Indien og Afrika.

Tyskland efter 1871.

For Tyskland fik krigen med Frankrig stor betydning. Den hævede for en tid ialfald landet til at blive Europas ledende magt og gjengav det to gamle tyske lande, Elsass og Lothringen. Vigtigst var det dog at krigen hidførte netop den samling af Tyskland, som det var Napoleons og franskmændenes hensigt at hindre. Det er allerede fortalt hvorledes ved Napoleons krigserklæring de sydtyske stater gik sammen med det nordtyske forbund i kampen. I krigen stod nordtyskere og sydtyskere ved hverandres side; de lærte hverandre at kjende som brødre, der kjæmpede for en fælles sag og for et fælles fædreland. I løbet af krigen gik de sydtyske stater fuldstændig ind i forbundet, og da de fleste tyske fyrster var samlet i Versailles under Paris's beleiring, blev kong Vilhelm udraabt til tysk keiser. Keiserdømmets forfatning blev i alt væsentligt den samme som den der havde raadet i det nordtyske forbund. Hermed var Tysklands samling under Preussens ledelse fuldendt (1871).

Siden krigens tid har Tyskland staaet som den i militær henseende sterkeste stat i Europa. Frankrigs ønske om hevn for det lidte nederlag har imidlertid ikke givet landet ro; gang paa gang har det maattet øge sin hær, efterhvert som Frankrigs magt er vokset. For at sikre sig mod et muligt overfald af Frankrig og Rusland paa en gang har Tyskland indgaaet det førnævnte forsvarsforbund med Østerrig-Ungarn og Italien. Fastlandets 5 stormagter staar saaledes ligeoverfor hverandre væbnede til tænderne.

De trykkende byrder som især hærvæsenet lægger paa det tyske folk, føles tungt nok af den fattigere del af befolkningen. Dette har bidraget sit til at socialismen har fundet stor tilslutning blandt Tysklands arbeiderbefolkning. Dens tilhængere er øget i sterk grad. Bismark optog i sin tid kampen mod den og søgte at hindre dens udbredelse gjennem strenge love; men disse er nu ophævet, og regjeringen har i det senere gjennem en række love og andre foranstaltninger søgt at komme den arbeidende klasse til hjælp 271og forbedre dens kaar, for derved at forsone den med de bestaaende samfundsforhold og drage den bort fra socialisternes lære.

Rigets stiftere keiser Vilhelm 1 og Bismark vedblev at virke længe efter krigen med Frankrig. Keiser Vilhelm døde i 1888 og efterfulgtes af sin søn keiser Fredrik; denne almindelig afholdte fyrste døde imidlertid efter kun et par maaneders regjering. Efter ham kom sønnen Vilhelm 2 paa tronen. Under ham har Bismark faaet afsked som rigskansler.

Ogsaa Tyskland har i den senere tid søgt at skaffe sig kolonier og har erhvervet endel landstrækninger i Vest- og Østafrika.

263

Kong Vilhelm 1 og Bismark begynte, som allerede nevnt (side 258), sin virksomhet med å skaffe Preussen en slagferdig hær. Den gjorde de derpå straks bruk av ved i 1864 å påføre Danmark krig (den annen slesvigske krig). Det gjaldt å frata Danmark det tyske landskap Holsten og det danske, men for en vesentlig del av tyskere bebodde Slesvig (Sønderjylland). Preussen fikk Østerrig med på denne krig, og Danmark kunne ikke stå seg mot de to makter, men måtte avstå Holsten og Slesvig. Byttets deling ga imidlertid anledning til uenighet mellom seierherrene. Bismark mente dessuten at det rette 264øyeblikk var kommet til et oppgjør med Østerrig; han krevde derfor en ordning av forholdene i Tyskland, som ville gi Preussen ledelsen, mens Østerrig ville bli holdt utenfor. Østerrig måtte, omend motstrebende, la det komme til krig (1866). De fleste tyske fyrster var bange for Preussens voksende makt, og forutså at deres selvstendighet ville bli sterkt innskrenket, hvis ledelsen gikk over til Preussen. De sydtyske fyrster samt Hannover og noen andre stater i Vesttyskland stillede seg derfor på Østerrigs side i kampen. Preussen sluttet derimot forbund med Italien, som ønsket å vinne Venedig fra Østerrig.

Preussens hærvesen viste seg å være i den ypperligste orden, og krigsplanen var med overlegen dyktighet lagt av general Moltke. Før de forskjellige tyske fyrster som stod på Østerrigs side, var ferdige med sine rustninger, stod preussiske hære i deres lande. Preussernes hovedstyrke rykket under kong Vilhelms egen anførsel inn i Bøhmen og møtte den østerrikske hær ved Königgrätz. Begge hære var omtrent like sterke; men preusserne var bedre øvet, bedre væpnet og fremfor alt bedre anført. Kampen var meget hårdnakket, men endte med et så fullstendig nederlag for østerrikerne, at krigen med det samme var til ende etter kun å ha varet et par uker.

Freden sluttedes i Prag (1866). Den østerrikske keiser måtte avstå Venedig til Italien og sin del av Slesvig og Holsten til Preussen. Dessuten ble det tyske forbund oppløst, og det ble overlatt Preussen å ordne forholdene i Nordtyskland, som det selv fant for godt. Preussen innlemmet uten videre kongeriket Hannover, samt et par andre stater hvorav provinsen Hessen dannedes. Mellom Preussen og de øvrige tyske stater nordenfor elven Main sluttedes det nordtyske forbund; den preussiske konge ble forbundets leder, Bismark dets kansler. Felles for alle forbundets stater ble forholdet til fremmede lande, hær og flåte samt toll-, post- og myntvesen; forøvrig skulle hver stat styre seg selv.

Østerrig etter 1866.

Ved Prager-freden var Østerrig støtt ut av Tyskland, hvor det hittil hadde vært den ledende stat; allerede i 1859 hadde det hatt den samme skjebne i 265Italien. Den østerrikske stat var fra nå av blot henvist til seg selv og sine egne hjelpekilder; disse lå imidlertid sørgelig nede, og landets pengevæsen var i en meget dårlig tilstand, likesom der hersket sterk misnøye med statsforfatningen. Frants Josef fant det nødvendig delvis i alle fall å imøtekomme sitt folks ønsker; især søkte han å forsone ungarerne. Han delte derfor (1867) sine lande i to statssamfund, keiserdømmet Østerrig og kongeriket Ungarn, og i begge samfunn ble en fri forfatning innført. Begge stater skulle ha samme fyrste, stå sammen i fred og krig og have felles hær og flåte. Hermed var ungarerne tilfredse; men de slaviske folk, især tsjekkerne, forlanger å behandles på samme måte som ungarerne; de vil også danne egne samfunn, og herom strides der ennå. Siden Østerrig-Ungarn er trengt ut av Tyskland og Italien, har forholdene på Balkanhalvøen fått øket interesse for rigets politikk, og i 1878 ble Bosnien innlemmet. Men Østerrig-Ungarns stigende innflytelse på halvøyen har brakt det i et spent forhold til Rusland, som også streber etter å vinne ledelsen dernede. For å ha en støtte ligeoverfor Rusland har Østerrig-Ungarn inngått forsvarsforbund med Tyskland og Italien (trippelalliansen).

Napoleon 3's siste regjeringstid.

Etter krigen i Italien i 1859 stod Napoleons anseelse på sitt høyeste. Hans makt i Europa var for en vesentlig del en følge av den splid der hersket mellom Østerrig og Preussen og lammede Tysklands kraft. Napoleon hadde ikke noe imot at de to stater i 1866 kom i krig med hverandre; han håpet at de kun skulle svekke hverandre gjensidig, og at der på denne måte skulle åpne seg en anledning for ham til at skyde Frankrigs grense frem til Rhinen. Hans skuffelse var derfor stor, da hele krigen var avgjort, før han hadde fått rustet seg engang. Etter Østerrigs nederlag måtte han finne seg i at Preussen tog ledelsen i Nordtyskland, og der skapte en sterk stat, som truet med å sette en stopper for Frankrigs overmakt i Mellemeuropa. Krigen i 1866 medførte derfor en sterk nedgang i Napoleons anseelse, og det franske folk forlangte krig med Preussen for å stanse det begynte samlingsverk i Tyskland, før også Sydtyskland hadde sluttet seg til forbundet. 266Franskmennene forstod aldeles ikke det nasjonale sinnelag, som i århundrets løp hadde vokset seg sterkt i Tyskland; de følte seg sikre på at de sydtyske stater ville bli deres forbundsfeller i krigen mot Preussen.

Samtidig utviklet Frankrigs indre forhold seg på en for Napoleon mindre heldig måte. Da den ytre glans var borte, steg misnøyen med hans egenmektige regjering, og den fikk ny næring, jo mer hans styre viste seg befengt med bestikkelser og annen råttenskap. Napoleon forsøkte å vinne folket for seg ved å gi en friere forfatning; men han oppnådde ikke sin hensikt. Hans eneste redning var en heldig krig med Preussen; en sådan ville vende folkets tanker bort fra de indre forhold og gjengive hans styre dets gamle anseelse. Også de indre forhold drev således Napoleon til krig. Selv nølte han og turde ikke riktig slå til, mens keiserinnen, Eugenie, av all makt drev ham til en avgjørelse, og den alminnelige stemning i landet også var for krig. Uten å ane hvor dårlig det stod til med landets forsvarsvæsen, lot keiseren seg sommeren 1870 drive til å erklære Preussen krig.

Den fransk-tyske krig (1870—1871).

Franskmennene drømte om å marsjere til Berlin, og om støtte hos Sydtysklands stater. Men de bitreste skuffelser ventet dem. Det var så langt fra at Sydtyskland ville gå med Frankrig mot Preussen, at krigserklæringen nettopp var signalet til, at de sydtyske stater sluttet forbund med Nordtyskland og stillede sine hære under kong Vilhelms kommando. I løpet av noen få dage stod 500 000 tyske soldater ved den franske grense, og flere fulgte etter. Hæren lededes likesom i 1866 av Moltke; blant dens anførere kan merkes den preussiske kronprins Fredrik og dennes fetter prins Fredrik Karl. Mens tyskerne straks skred til angrep, hersket der i Frankrig den største forvirring og uorden. Franskmennene kunne til en begynnelse kun møte opp med vel halvparten av de tropper som tyskerne rådde over. Dertil kom at Napoleon selv ikke var noen dyktig hærfører, og at han ikke hadde sørget for noen enhet i ledelsen. Marskalk Mac Mahon, som førte kommandoen ved grensen, ble straks slått og måtte trekke seg tilbake. Tyskerne kastet seg derpå over franskmændenes 267annen linje, som førtes av marskalk Bazaine (Basæn). Også han ble slått og måtte med hele sin hær inneslutte seg i festningen Metz. Imidlertid hadde Mac Mahon samlet nye tropper; keiser Napoleon sluttet seg selv til hans armé, som gjorde et fortvilet forsøk på å unnsette Metz og befri Bazaine. Mac Mahon ble trykket mot nord, og hans hær ble til sist fullstendig omringet ved Sedan (Sedáng), en liten festning nær den belgiske grense. Etter å ha lidt fryktelige tap var der intet annet å gjøre for Napoleon enn å overgi seg og med hele sin hær vandre i tysk fangenskap (2den sept. 1870).

Da ryktet om begivenhetene ved Sedan nådde Paris, utbrøt der oppstand; keiserdømmet ble styrtet og republikken proklamert (4de sept. 1870). Der indsattes en «regjering til det nasjonale forsvar», som straks tok styret. Sjelen i den nye regjering ble den unge, energiske advokat Gambetta. Tyskerne kunne snart ventes foran Paris; det gjaldt å skaffe nye hære på benene, da de gamle tropper enten var i fangenskap i Tyskland eller lå innesluttet i festningene Metz og Strassburg. Med utrettelig kraft reistes den ene nye hær etter den annen, som fra forskjellige sider rykket frem for å unnsette Paris, der allerede i september måned var blitt innesluttet av tyskerne. Franskmennene kjempet med stor tapperhet under sine for det meste dyktige førere; men alt var forgjeves. De uøvede skarer kunne ikke stå seg mot de indeksercerede tyske tropper; alle hære ble slått. Strassburg hadde allerede måttet overgi seg, likeså Metz, hvor 160 000 franske soldater ble krigsfanger.

Paris stod alene igjen. Da der ikke lenger var noen utsikt til at byen kunne bli unnsatt, og hungersnøden tog til å rase, måtte Paris etter 4 maaneders beleiring åpne sine porter for fiendene. Med Paris's fall var det ute med Frankrigs forsvar; der var ingen annen utvei enn å bede om fred. En nasjonalforsamling ble innkalt; denne overdro den utøvende makt til Thiers, i hvis lot det således falt å innlede forhandlinger med tyskerne. Freden undertegnedes våren 1871 i Frankfurt, og den bestemte at Frankrig skulle avstå Elsass og tysk Lothringen, samt betale 5 milliarder franks (3600 millioner kroner) i krigsomkostninger.

268Frankrig etter 1871.

Frankrig var i høyeste grad utmattet etter den veldige kamp, som hadde kostet så mange menneskeliv og uhyre masser av penger. Dertil kom den bitre skuffelse over det lidte nederlag, og den uenighet som rådde mellom de forskjellige politiske partier. Av disse forhold benyttet Paris's kommunister og sosialister seg. Da de tyske tropper hadde forlatt byen, og den franske regjering ennå ikke hadde tropper nok til å besette den, gjorde de seg til herrer i Paris og innførte et kommunardisk styre. Regjeringen hadde ingen annen utvei enn å betvinge byen med våpenmakt, og de tropper som etterhånden kom tilbake fra krigsfangenskapet i Tyskland, tok fat på å beleire Paris. Etter en tids kamp ble byen taget ved storm; men før overgivelsen begikk de rådende det skjenselsverk å myrde flere fremragende menn, blant dem erkebiskopen av Paris, og opbrænde flere av byens pragtfuldeste bygninger, blant dem Tuileriernes slott.

Frankrig besatt uaktet sine store tap umåtelige rigdomme, og det lyktes den nye regjering under Thiers, hurtigere enn noen hadde ventet, å betale krigsomkostningene til Tyskland. Vanskeligere falt det å få ordnet Frankrigs fremtidige regjeringsform, da parti stod mot parti. Der var et sterkt legitimistisk parti, som ville ha kongedømme under greven av Chambord (side 253). Så var der et orleanistisk parti, som også ville ha kongedømme, men med greven av Paris (side 254) som regent. Der fantes også en bonapartistisk gruppe, som kjempet for keiserdømmets gjenopprettelse. Ved siden av disse var der forskjellige republikanske grupper. Thiers ble etter en tid nødt til å gå av som president og etterfulgtes av Mac Mahon. Under ham ble det etter mange stridigheter endelig fastslått, at Frankrig skulle være republikk, og en forfatning udarbeidedes (1875). I spidsen for staten skulle der stå en president, som velges på 7 år.¹

269Etterhånden inntrådte der roligere forhold, og republikken befæstedes mer og mer. Hertil bidrog ikke lite at det bonapartistiske parti begynte å gå sterkt tilbake etter keiserprinsens fall.¹ Ikke mindre betydning fikk greven av Chambords død. Med ham uddøde Bourbonnernes hovedgren, og familien Orleans's overhoved ²staar siden som de kongeligsindedes eneste pretendent; men partiet teller nå kun et lite mindretall innen landet. Sosialistene er igjen vokset i tal; men de har for tiden neppe den betydning i Frankrig som f. eks. i Tyskland.

Frankrig har i mange retninger gjort store fremskritt i republikens tid. Især er der gjort meget for landets forsvarsvæsen; Frankrig har nå en hær, som i tallrikhet og kanskje også i slagferdighet kan måle seg med den tyske, mens den franske flåte kun står tilbake for den engelske. Også på undervisningsvæsenet er der kostet meget. Dette var tidligere meget forsømt; først nå har landet fått et fullt ordnet folkeskolevesen. Meget er også gjort for landets næringsliv. Alt dette har krevet mange penger; statsgjelden er vokset i en betenkelig grad, og skattebyrden er trykkende. Men takket være landets store fruktbarhet og det franske folks gjennomgående arbeidsomhet og sparsommelighet er dog velstanden gått fremover. Det faller derfor lettere for Frankrig å bære de store byrder som det kostbare hærvesen medfører, enn det faller for fastlandets øvrige stormakter. Under disse forhold er Frankrigs innflytelse i Europa atter steget, og det har i den senere tid nærmet seg til Rusland, idet begge disse stater ser en felles fiende i Tyskland.

I de senere år har Frankrig med kraft arbeidet på utvidelse av sine kolonier i fremmede verdensdeler. I den nordvestlige del av Afrika har det foruten Algier nå også Tunis og stadig voksende besittelser ved elven Senegal. I Østafrika har øen Madagaskar måttet stille seg under fransk overhøyhet. I Asien er hele den østlige del av Bagindien i 270franskmændenes hender. Denne Frankrigs utvidelse av sine kolonier har atter brakt landet i et spent forhold til England, der ikke synes om dette medbeilerskap i Indien og Afrika.

Tyskland etter 1871.

For Tyskland fikk krigen med Frankrig stor betydning. Den hevet for en tid i alle fall landet til å bli Europas ledende makt og gjengav det to gamle tyske lande, Elsass og Lothringen. Viktigst var det dog at krigen hidførte nettopp den samling av Tyskland, som det var Napoleons og franskmændenes hensikt å hindre. Det er allerede fortalt hvorledes ved Napoleons krigserklæring de sydtyske stater gikk sammen med det nordtyske forbund i kampen. I krigen stod nordtyskere og sydtyskere ved hverandres side; de lærte hverandre å kjenne som brødre, der kjempet for en felles sak og for et felles fedreland. I løpet av krigen gikk de sydtyske stater fullstendig inn i forbundet, og da de fleste tyske fyrster var samlet i Versailles under Paris's beleiring, ble kong Vilhelm utropt til tysk keiser. Keiserdømmets forfatning ble i alt vesentlig den samme som den der hadde rådet i det nordtyske forbund. Hermed var Tysklands samling under Preussens ledelse fullendt (1871).

Siden krigens tid har Tyskland stått som den i militær henseende sterkeste stat i Europa. Frankrigs ønske om hevn for det lidte nederlag har imidlertid ikke gitt landet ro; gang på gang har det måttet øke sin hær, efterhvert som Frankrigs makt er vokset. For å sikre seg mot et mulig overfall av Frankrig og Rusland på en gang har Tyskland inngått det førnevnte forsvarsforbund med Østerrig-Ungarn og Italien. Fastlandets 5 stormakter står således ligeoverfor hverandre væbnede til tennene.

De trykkende byrder som især hærvesenet legger på det tyske folk, føles tungt nok av den fattigere del av befolkningen. Dette har bidraget sitt til at sosialismen har funnet stor tilslutning blant Tysklands arbeiderbefolkning. Dens tilhengere er øket i sterk grad. Bismark optog i sin tid kampen mot den og søkte å hindre dens utbredelse gjennom strenge lover; men disse er nå opphevet, og regjeringen har i det senere gjennom en rekke lover og andre foranstaltninger søkt å komme den arbeidende klasse til hjelp 271og forbedre dens kår, for derved å forsone den med de bestående samfunnsforhold og drage den bort fra sosialistenes lære.

Rigets stiftere keiser Vilhelm 1 og Bismark vedble å virke lenge etter krigen med Frankrig. Keiser Vilhelm døde i 1888 og etterfulgtes av sin sønn keiser Fredrik; denne alminnelig avholdte fyrste døde imidlertid etter kun et par maaneders regjering. Etter ham kom sønnen Vilhelm 2 på tronen. Under ham har Bismark fått avskjed som rikskansler.

Også Tyskland har i den senere tid søkt å skaffe seg kolonier og har ervervet endel landstrækninger i Vest- og Østafrika.