Læreplanatlas
Historisk lærebog for middelskolen omfattende saavel Nordens som verdens historieTiden efter 1789. Revolutionernes tid.

11. Tyskland og Frankrig.

Krigen i 1866.

263

Kong Vilhelm 1 og Bismark begyndte, som allerede nævnt (side 258), sin virksomhed med at skaffe Preussen en slagfærdig hær. Den gjorde de derpaa straks brug af ved i 1864 at paaføre Danmark krig (den anden slesvigske krig). Det gjaldt at fratage Danmark det tyske landskab Holsten og det danske, men for en væsentlig del af tyskere beboede Slesvig (Sønderjylland). Preussen fik Østerrig med paa denne krig, og Danmark kunde ikke staa sig mod de to magter, men maatte afstaa Holsten og Slesvig. Byttets deling gav imidlertid anledning til uenighed mellem seierherrerne. Bismark mente desuden at det rette 264øieblik var kommet til et opgjør med Østerrig; han krævede derfor en ordning af forholdene i Tyskland, som vilde give Preussen ledelsen, medens Østerrig vilde blive holdt udenfor. Østerrig maatte, omend modstræbende, lade det komme til krig (1866). De fleste tyske fyrster var bange for Preussens voksende magt, og forudsaa at deres selvstændighed vilde blive sterkt indskrænket, hvis ledelsen gik over til Preussen. De sydtyske fyrster samt Hannover og nogle andre stater i Vesttyskland stillede sig derfor paa Østerrigs side i kampen. Preussen sluttede derimod forbund med Italien, som ønskede at vinde Venedig fra Østerrig.

Preussens hærvæsen viste sig at være i den ypperligste orden, og krigsplanen var med overlegen dygtighed lagt af general Moltke. Før de forskjellige tyske fyrster som stod paa Østerrigs side, var færdige med sine rustninger, stod preussiske hære i deres lande. Preussernes hovedstyrke rykkede under kong Vilhelms egen anførsel ind i Bøhmen og mødte den østerrigske hær ved Königgrätz. Begge hære var omtrent lige sterke; men preusserne var bedre øvet, bedre væbnet og fremfor alt bedre anført. Kampen var meget haardnakket, men endte med et saa fuldstændigt nederlag for østerrigerne, at krigen med det samme var tilende efter kun at have varet et par uger.

Freden sluttedes i Prag (1866). Den østerrigske keiser maatte afstaa Venedig til Italien og sin del af Slesvig og Holsten til Preussen. Desuden blev det tyske forbund opløst, og det blev overladt Preussen at ordne forholdene i Nordtyskland, som det selv fandt for godt. Preussen indlemmede uden videre kongeriget Hannover, samt et par andre stater hvoraf provinsen Hessen dannedes. Mellem Preussen og de øvrige tyske stater nordenfor elven Main sluttedes det nordtyske forbund; den preussiske konge blev forbundets leder, Bismark dets kansler. Fælles for alle forbundets stater blev forholdet til fremmede lande, hær og flaade samt told-, post- og myntvæsen; forøvrigt skulde hver stat styre sig selv.

Østerrig efter 1866.

Ved Prager-freden var Østerrig stødt ud af Tyskland, hvor det hidtil havde været den ledende stat; allerede i 1859 havde det havt den samme skjæbne i 265Italien. Den østerrigske stat var fra nu af blot henvist til sig selv og sine egne hjælpekilder; disse laa imidlertid sørgelig nede, og landets pengevæsen var i en meget daarlig tilstand, ligesom der herskede sterk misnøie med statsforfatningen. Frants Josef fandt det nødvendigt delvis ialfald at imødekomme sit folks ønsker; især søgte han at forsone ungarerne. Han delte derfor (1867) sine lande i to statssamfund, keiserdømmet Østerrig og kongeriget Ungarn, og i begge samfund blev en fri forfatning indført. Begge stater skulde have samme fyrste, staa sammen i fred og krig og have fælles hær og flaade. Hermed var ungarerne tilfredse; men de slaviske folk, især tschekerne, forlanger at behandles paa samme maade som ungarerne; de vil ogsaa danne egne samfund, og herom strides der endnu. Siden Østerrig-Ungarn er trængt ud af Tyskland og Italien, har forholdene paa Balkanhalvøen faaet øget interesse for rigets politik, og i 1878 blev Bosnien indlemmet. Men Østerrig-Ungarns stigende indflydelse paa halvøen har bragt det i et spændt forhold til Rusland, som ogsaa stræber efter at vinde ledelsen dernede. For at have en støtte ligeoverfor Rusland har Østerrig-Ungarn indgaaet forsvarsforbund med Tyskland og Italien (trippelalliansen).

Napoleon 3's sidste regjeringstid.

Efter krigen i Italien i 1859 stod Napoleons anseelse paa sit høieste. Hans magt i Europa var for en væsentlig del en følge af den splid der herskede mellem Østerrig og Preussen og lammede Tysklands kraft. Napoleon havde ikke noget imod at de to stater i 1866 kom i krig med hverandre; han haabede at de kun skulde svække hverandre gjensidig, og at der paa denne maade skulde aabne sig en anledning for ham til at skyde Frankrigs grænse frem til Rhinen. Hans skuffelse var derfor stor, da hele krigen var afgjort, før han havde faaet rustet sig engang. Efter Østerrigs nederlag maatte han finde sig i at Preussen tog ledelsen i Nordtyskland, og der skabte en sterk stat, som truede med at sætte en stopper for Frankrigs overmagt i Mellemeuropa. Krigen i 1866 medførte derfor en sterk nedgang i Napoleons anseelse, og det franske folk forlangte krig med Preussen for at stanse det begyndte samlingsverk i Tyskland, førend ogsaa Sydtyskland havde sluttet sig til forbundet. 266Franskmændene forstod aldeles ikke det nationale sindelag, som i aarhundredets løb havde vokset sig sterkt i Tyskland; de følte sig sikre paa at de sydtyske stater vilde blive deres forbundsfæller i krigen mod Preussen.

Samtidig udviklede Frankrigs indre forhold sig paa en for Napoleon mindre heldig maade. Da den ydre glans var borte, steg misnøien med hans egenmægtige regjering, og den fik ny næring, jo mere hans styre viste sig befængt med bestikkelser og anden raaddenskab. Napoleon forsøgte at vinde folket for sig ved at give en friere forfatning; men han opnaaede ikke sin hensigt. Hans eneste redning var en heldig krig med Preussen; en saadan vilde vende folkets tanker bort fra de indre forhold og gjengive hans styre dets gamle anseelse. Ogsaa de indre forhold drev saaledes Napoleon til krig. Selv nølede han og turde ikke rigtig slaa til, medens keiserinden, Eugenie, af al magt drev ham til en afgjørelse, og den almindelige stemning i landet ogsaa var for krig. Uden at ane hvor daarlig det stod til med landets forsvarsvæsen, lod keiseren sig sommeren 1870 drive til at erklære Preussen krig.

Den fransk-tyske krig (1870—1871).

Franskmændene drømte om at marschere til Berlin, og om støtte hos Sydtysklands stater. Men de bitreste skuffelser ventede dem. Det var saa langt fra at Sydtyskland vilde gaa med Frankrig mod Preussen, at krigserklæringen netop var signalet til, at de sydtyske stater sluttede forbund med Nordtyskland og stillede sine hære under kong Vilhelms kommando. I løbet af nogle faa dage stod 500 000 tyske soldater ved den franske grænse, og flere fulgte efter. Hæren lededes ligesom i 1866 af Moltke; blandt dens anførere kan merkes den preussiske kronprins Fredrik og dennes fætter prins Fredrik Karl. Medens tyskerne straks skred til angreb, herskede der i Frankrig den største forvirring og uorden. Franskmændene kunde til en begyndelse kun møde op med vel halvparten af de tropper som tyskerne raadede over. Dertil kom at Napoleon selv ikke var nogen dygtig hærfører, og at han ikke havde sørget for nogen enhed i ledelsen. Marschal Mac Mahon, som førte kommandoen ved grænsen, blev straks slaaet og maatte trække sig tilbage. Tyskerne kastede sig derpaa over franskmændenes 267anden linje, som førtes af marschal Bazaine (Basæn). Ogsaa han blev slaaet og maatte med hele sin hær indeslutte sig i fæstningen Metz. Imidlertid havde Mac Mahon samlet nye tropper; keiser Napoleon sluttede sig selv til hans armé, som gjorde et fortvilet forsøg paa at undsætte Metz og befri Bazaine. Mac Mahon blev trykket mod nord, og hans hær blev tilsidst fuldstændig omringet ved Sedan (Sedáng), en liden fæstning nær den belgiske grænse. Efter at have lidt frygtelige tab var der intet andet at gjøre for Napoleon end at overgive sig og med hele sin hær vandre i tysk fangenskab (2den sept. 1870).

Da rygtet om begivenhederne ved Sedan naaede Paris, udbrød der opstand; keiserdømmet blev styrtet og republiken proklameret (4de sept. 1870). Der indsattes en «regjering til det nationale forsvar», som straks tog styret. Sjælen i den nye regjering blev den unge, energiske advokat Gambetta. Tyskerne kunde snart ventes foran Paris; det gjaldt at skaffe nye hære paa benene, da de gamle tropper enten var i fangenskab i Tyskland eller laa indesluttet i fæstningerne Metz og Strassburg. Med utrættelig kraft reistes den ene nye hær efter den anden, som fra forskjellige sider rykkede frem for at undsætte Paris, der allerede i september maaned var blevet indesluttet af tyskerne. Franskmændene kjæmpede med stor tapperhed under sine for det meste dygtige førere; men alt var forgjæves. De uøvede skarer kunde ikke staa sig mod de indeksercerede tyske tropper; alle hære blev slaaet. Strassburg havde allerede maattet overgive sig, ligesaa Metz, hvor 160 000 franske soldater blev krigsfanger.

Paris stod alene igjen. Da der ikke længere var nogen udsigt til at byen kunde blive undsat, og hungersnøden tog til at rase, maatte Paris efter 4 maaneders beleiring aabne sine porte for fienderne. Med Paris's fald var det ude med Frankrigs forsvar; der var ingen anden udvei end at bede om fred. En nationalforsamling blev indkaldt; denne overdrog den udøvende magt til Thiers, i hvis lod det saaledes faldt at indlede forhandlinger med tyskerne. Freden undertegnedes vaaren 1871 i Frankfurt, og den bestemte at Frankrig skulde afstaa Elsass og tysk Lothringen, samt betale 5 milliarder franks (3600 millioner kroner) i krigsomkostninger.

268Frankrig efter 1871.

Frankrig var i høieste grad udmattet efter den vældige kamp, som havde kostet saa mange menneskeliv og uhyre masser af penge. Dertil kom den bitre skuffelse over det lidte nederlag, og den uenighed som raadede mellem de forskjellige politiske partier. Af disse forhold benyttede Paris's kommunister og socialister sig. Da de tyske tropper havde forladt byen, og den franske regjering endnu ikke havde tropper nok til at besætte den, gjorde de sig til herrer i Paris og indførte et kommunardisk styre. Regjeringen havde ingen anden udvei end at betvinge byen med vaabenmagt, og de tropper som efterhaanden kom tilbage fra krigsfangenskabet i Tyskland, tog fat paa at beleire Paris. Efter en tids kamp blev byen taget ved storm; men før overgivelsen begik de raadende det skjændselsverk at myrde flere fremragende mænd, blandt dem erkebiskopen af Paris, og opbrænde flere af byens pragtfuldeste bygninger, blandt dem Tuileriernes slot.

Frankrig besad uagtet sine store tab umaadelige rigdomme, og det lykkedes den nye regjering under Thiers, hurtigere end nogen havde ventet, at betale krigsomkostningerne til Tyskland. Vanskeligere faldt det at faa ordnet Frankrigs fremtidige regjeringsform, da parti stod mod parti. Der var et sterkt legitimistisk parti, som vilde have kongedømme under greven af Chambord (side 253). Saa var der et orleanistisk parti, som ogsaa vilde have kongedømme, men med greven af Paris (side 254) som regent. Der fandtes ogsaa en bonapartistisk gruppe, som kjæmpede for keiserdømmets gjenoprettelse. Ved siden af disse var der forskjellige republikanske grupper. Thiers blev efter en tid nødt til at gaa af som præsident og efterfulgtes af Mac Mahon. Under ham blev det efter mange stridigheder endelig fastslaaet, at Frankrig skulde være republik, og en forfatning udarbeidedes (1875). I spidsen for staten skulde der staa en præsident, som vælges paa 7 aar.¹

269Efterhaanden indtraadte der roligere forhold, og republiken befæstedes mere og mere. Hertil bidrog ikke lidet at det bonapartistiske parti begyndte at gaa sterkt tilbage efter keiserprinsens fald.¹ Ikke mindre betydning fik greven af Chambords død. Med ham uddøde Bourbonnernes hovedgren, og familien Orleans's overhoved ²staar siden som de kongeligsindedes eneste prætendent; men partiet tæller nu kun et lidet mindretal inden landet. Socialisterne er igjen vokset i tal; men de har for tiden neppe den betydning i Frankrig som f. eks. i Tyskland.

Frankrig har i mange retninger gjort store fremskridt i republikens tid. Især er der gjort meget for landets forsvarsvæsen; Frankrig har nu en hær, som i talrighed og kanske ogsaa i slagfærdighed kan maale sig med den tyske, medens den franske flaade kun staar tilbage for den engelske. Ogsaa paa undervisningsvæsenet er der kostet meget. Dette var tidligere meget forsømt; først nu har landet faaet et fuldt ordnet folkeskolevæsen. Meget er ogsaa gjort for landets næringsliv. Alt dette har krævet mange penge; statsgjælden er vokset i en betænkelig grad, og skattebyrden er trykkende. Men takket være landets store frugtbarhed og det franske folks gjennemgaaende arbeidsomhed og sparsommelighed er dog velstanden gaaet fremover. Det falder derfor lettere for Frankrig at bære de store byrder som det kostbare hærvæsen medfører, end det falder for fastlandets øvrige stormagter. Under disse forhold er Frankrigs indflydelse i Europa atter steget, og det har i den senere tid nærmet sig til Rusland, idet begge disse stater ser en fælles fiende i Tyskland.

I de senere aar har Frankrig med kraft arbeidet paa udvidelse af sine kolonier i fremmede verdensdele. I den nordvestlige del af Afrika har det foruden Algier nu ogsaa Tunis og stadig voksende besiddelser ved elven Senegal. I Østafrika har øen Madagaskar maattet stille sig under fransk overhøihed. I Asien er hele den østlige del af Bagindien i 270franskmændenes hænder. Denne Frankrigs udvidelse af sine kolonier har atter bragt landet i et spændt forhold til England, der ikke synes om dette medbeilerskab i Indien og Afrika.

Tyskland efter 1871.

For Tyskland fik krigen med Frankrig stor betydning. Den hævede for en tid ialfald landet til at blive Europas ledende magt og gjengav det to gamle tyske lande, Elsass og Lothringen. Vigtigst var det dog at krigen hidførte netop den samling af Tyskland, som det var Napoleons og franskmændenes hensigt at hindre. Det er allerede fortalt hvorledes ved Napoleons krigserklæring de sydtyske stater gik sammen med det nordtyske forbund i kampen. I krigen stod nordtyskere og sydtyskere ved hverandres side; de lærte hverandre at kjende som brødre, der kjæmpede for en fælles sag og for et fælles fædreland. I løbet af krigen gik de sydtyske stater fuldstændig ind i forbundet, og da de fleste tyske fyrster var samlet i Versailles under Paris's beleiring, blev kong Vilhelm udraabt til tysk keiser. Keiserdømmets forfatning blev i alt væsentligt den samme som den der havde raadet i det nordtyske forbund. Hermed var Tysklands samling under Preussens ledelse fuldendt (1871).

Siden krigens tid har Tyskland staaet som den i militær henseende sterkeste stat i Europa. Frankrigs ønske om hevn for det lidte nederlag har imidlertid ikke givet landet ro; gang paa gang har det maattet øge sin hær, efterhvert som Frankrigs magt er vokset. For at sikre sig mod et muligt overfald af Frankrig og Rusland paa en gang har Tyskland indgaaet det førnævnte forsvarsforbund med Østerrig-Ungarn og Italien. Fastlandets 5 stormagter staar saaledes ligeoverfor hverandre væbnede til tænderne.

De trykkende byrder som især hærvæsenet lægger paa det tyske folk, føles tungt nok af den fattigere del af befolkningen. Dette har bidraget sit til at socialismen har fundet stor tilslutning blandt Tysklands arbeiderbefolkning. Dens tilhængere er øget i sterk grad. Bismark optog i sin tid kampen mod den og søgte at hindre dens udbredelse gjennem strenge love; men disse er nu ophævet, og regjeringen har i det senere gjennem en række love og andre foranstaltninger søgt at komme den arbeidende klasse til hjælp 271og forbedre dens kaar, for derved at forsone den med de bestaaende samfundsforhold og drage den bort fra socialisternes lære.

Rigets stiftere keiser Vilhelm 1 og Bismark vedblev at virke længe efter krigen med Frankrig. Keiser Vilhelm døde i 1888 og efterfulgtes af sin søn keiser Fredrik; denne almindelig afholdte fyrste døde imidlertid efter kun et par maaneders regjering. Efter ham kom sønnen Vilhelm 2 paa tronen. Under ham har Bismark faaet afsked som rigskansler.

Ogsaa Tyskland har i den senere tid søgt at skaffe sig kolonier og har erhvervet endel landstrækninger i Vest- og Østafrika.