261

Italien befandt sig efter 1814 i en elendig tilstand. Landet var splittet i mange stater, hvoraf de fleste stod under fremmede, mest østerrigske, fyrsters styre. Disse regjerede med den største vilkaarlighed, og det haardeste tryk hvilede paa det ulykkelige land, hvis næringsveie laa nede, medens skatterne var store. Tilstanden blev end værre gjennem det i hele Syd- og Mellemitalien herskende røveruvæsen. Det er allerede fortalt (side 248) om det forsøg neapolitanerne i 1820 gjorde paa at skaffe sig bedre kaar, og hvorledes bevægelsen kuedes af østerrigerne efter den hellige allianses beslutning. Gjæringen holdt sig dog, og hemmelige foreninger arbeidede med det formaal at skaffe Italiens folk frihed og national enhed og selvstændighed. Det var bare frygten for det forhadte Østerrig, som holdt folket fra aabent oprør. Kun i kongen af Sardiniens lande (Savoyen, Piemont, Genua og Sardinien) raadede der bedre tilstande. Sardiniens konge var ogsaa den eneste af Italiens fyrster som tilhørte en indfødt æt, og til ham var det derfor det italienske folk satte sit haab.

Bevægelserne i 1848—1849.

I 1848 brød der ud opstande i de forskjellige italienske stater. Østerrigs egne undersaatter i Venedig og Lombardiet reiste sig (side 260) og fik hjælp af kongen af Sardinien Karl Albert. I begyndelsen var opstanden heldig; men Karl Albert blev tilsidst slaaet og nedlagde kronen, hvorpaa hans søn og efterfølger Viktor Emanuel (1849—1878) sluttede fred med Østerrig. I Rom kom det til opstand mod pave Pius 9, som blev nødt til at redde sig ved flugten, og pavestaten blev omgjort til «den romerske republik» (1849). Paven fik imidlertid hjælp hos Østerrig og Frankrigs præsident Ludvig Napoleon, som sendte en fransk hær derned (side 255). Rom blev stormet, paven blev gjenindsat og beholdt til beskyttelse en fransk hærafdeling. Samtidig dæmpedes opstanden i de andre stater ved østerrigsk hjælp.

Italiens samling.

Bevægelserne i 1848 mislykkedes saaledes i Italien ligesom i Østerrig. Kong Viktor Emanuel 262mistede dog ikke modet, og han havde en udmerket hjælper i sin udenrigsminister, den store statsmand Cavour (Kavur), som mere end nogen anden har bidraget til Italiens samling. Kongeriget Sardinien fik en fri forfatning, og der arbeidedes med kraft paa at ophjælpe landet og styrke dets forsvarsvæsen. Det lykkedes Cavour at vinde keiser Napoleon 3 for Italiens sag. I 1859 var alle forberedelser færdige, og Sardinien lod det komme til brud med Østerrig, som erklærede krig (den italienske krig). Keiser Napoleon kom Sardinien til hjælp med en fransk hær, og i spidsen for franskmændene og sardinierne slog han østerrigerne ved Magenta (nær Milano). Den østerrigske keiser Frants Josef stillede sig nu selv i spidsen for sine tropper, og det kom til hovedslag ved Solferino (syd for Gardasjøen). Kampen var haard, men endte med østerrigernes nederlag. Straks efter sluttedes der en fred, hvorved Østerrig afstod Lombardiet til Napoleon, som atter skjænkede det til Sardinien mod at faa Savoyen og Nizza.

Samtidig var der udbrudt opstand i de andre nord- og mellemitalienske stater, hvis fyrster blev fordrevet. Ved almindelig afstemning valgte befolkningen at slutte sig til Sardinien. I Neapel og Sicilien førte Frants 2, af de spanske Bourbonners æt, en ligesaa elendig og tyrannisk regjering som hans forfædre havde gjort. Ogsaa i hans lande kom det til opstand. Denne fik nyt liv, da den italienske frihedshelt Garibaldi landede paa Sicilien med 1000 mand; han blev valgt til diktator, slog overalt de neapolitanske tropper og havde snart hele øen inde. Derpaa gik han over til Neapel, hvor han havde samme fremgang. Viktor Emanuel sendte en sardinsk hær sydover, og hele landet blev erobret. Ogsaa Syditalien valgte ved almindelig folkeafstemning at slutte sig til Sardinien. Italien fik derpaa en fri forfatning; Viktor Emanuel tog titel af konge af Italien (1861), og flyttede sin residens fra Turin til Florens.

Endnu raadede Østerrig over Venedig, og paven over Rom med omegn. Da det i 1866 kom til krig mellem Østerrig og Preussen, sluttede Italien sig til Preussen og vandt ved freden landskabet Venedig. Under krigen mod Tyskland i 1870 trak Napoleon 3 de franske tropper bort fra Rom, og 263Viktor Emanuel benyttede anledningen til at angribe paven; Rom blev taget med storm, og Kirkestaten blev indlemmet i Italien. Rom blev rigets hovedstad, og paven fik kun beholde Vatikanet med Peterskirken, men har aldrig opgivet fordringerne paa sine tidligere besiddelser. Der bestod derfor et meget fiendtligt forhold mellem Viktor Emanuel og Pius 9, og siden deres død i 1878 har forholdet været det samme mellem deres efterfølgere, kong Humbert og pave Leo 13.

Italien har, siden det blev samlet, med kraft arbeidet paa sin indre udvikling. Meget var her at gjøre, da alt laa nede. Der er ogsaa gjort stor fremgang; baade velstanden og oplysningen er gaaet fremover, og forsvarsvæsenet er sat i god stand. Italien er ogsaa blevet anerkjendt som Europas 6te stormagt ved siden af Frankrig, England, Tyskland, Østerrig-Ungarn og Rusland. Det har indgaaet forsvarsforbund med Tyskland og Østerrig-Ungarn (den saakaldte trippelallianse). Men alle de udgifter dette har krævet, har skaffet landet en stor statsgjæld og trykkende skatter. Det italienske folk har dog naaet det store maal det saa længe har kjæmpet for, at danne en national stat, og dette er et uhyre fremskridt, naar man erindrer, at det helt siden romerrigets undergang har været splittet i mange stater, og har maattet finde sig i udlændingers herredømme.

261

Italien befandt seg etter 1814 i en elendig tilstand. Landet var splittet i mange stater, hvorav de fleste stod under fremmede, mest østerrikske, fyrsters styre. Disse regjerte med den største vilkårlighet, og det hårdeste trykk hvilede på det ulykkelige land, hvis næringsveier lå nede, mens skattene var store. Tilstanden ble enda verre gjennom det i hele Syd- og Mellemitalien herskende røveruvesen. Det er allerede fortalt (side 248) om det forsøk neapolitanerne i 1820 gjorde på å skaffe seg bedre kår, og hvorledes bevegelsen kuedes av østerrikerne etter den hellige allianses beslutning. Gjæringen holdt seg dog, og hemmelige foreninger arbeidet med det formål å skaffe Italiens folk frihet og national enhet og selvstendighet. Det var bare frykten for det forhatte Østerrig, som holdt folket fra åpent opprør. Kun i kongen av Sardiniens lande (Savoyen, Piemont, Genua og Sardinien) rådde der bedre tilstander. Sardiniens konge var også den eneste av Italiens fyrster som tilhørte en innfødt ætt, og til ham var det derfor det italienske folk satte sitt håp.

Bevegelsene i 1848—1849.

I 1848 brød der ut opstande i de forskjellige italienske stater. Østerrigs egne undersåtter i Venedig og Lombardiet reiste seg (side 260) og fikk hjelp av kongen av Sardinien Karl Albert. I begynnelsen var oppstanden heldig; men Karl Albert ble til sist slått og nedla kronen, hvorpå hans sønn og etterfølger Viktor Emanuel (1849—1878) sluttet fred med Østerrig. I Rom kom det til oppstand mot pave Pius 9, som ble nødt til å redde seg ved flukten, og pavestaten ble omgjort til «den romerske republikk» (1849). Paven fikk imidlertid hjelp hos Østerrig og Frankrigs president Ludvig Napoleon, som sendte en fransk hær derned (side 255). Rom ble stormet, paven ble gjeninnsatt og beholdt til beskyttelse en fransk hæravdeling. Samtidig dæmpedes oppstanden i de andre stater ved østerriksk hjelp.

Italiens samling.

Bevegelsene i 1848 mislyktes således i Italien likesom i Østerrig. Kong Viktor Emanuel 262mistet dog ikke motet, og han hadde en utmerket hjelper i sin utenriksminister, den store statsmann Cavour (Kavur), som mer enn noen annen har bidraget til Italiens samling. Kongeriket Sardinien fikk en fri forfatning, og der arbeidedes med kraft på at ophjælpe landet og styrke dets forsvarsvæsen. Det lyktes Cavour å vinne keiser Napoleon 3 for Italiens sak. I 1859 var alle forberedelser ferdige, og Sardinien lot det komme til brud med Østerrig, som erklærede krig (den italienske krig). Keiser Napoleon kom Sardinien til hjelp med en fransk hær, og i spidsen for franskmennene og sardinierne slo han østerrikerne ved Magenta (nær Milano). Den østerrikske keiser Frants Josef stillede seg nå selv i spidsen for sine tropper, og det kom til hovedslag ved Solferino (syd for Gardasjøen). Kampen var hard, men endte med østerrikernes nederlag. Straks etter sluttedes der en fred, hvorved Østerrig avstod Lombardiet til Napoleon, som atter skjenket det til Sardinien mot å få Savoyen og Nizza.

Samtidig var der utbrutt oppstand i de andre nord- og mellomitalienske stater, hvis fyrster ble fordrevet. Ved alminnelig avstemning valgte befolkningen å slutte seg til Sardinien. I Neapel og Sicilien førte Frants 2, av de spanske Bourbonners ætt, en likeså elendig og tyrannisk regjering som hans forfedre hadde gjort. Også i hans lande kom det til oppstand. Denne fikk nyt liv, da den italienske frihetshelt Garibaldi landet på Sicilien med 1000 mann; han ble valgt til diktator, slo overalt de neapolitanske tropper og hadde snart hele øen inne. Derpå gikk han over til Neapel, hvor han hadde samme fremgang. Viktor Emanuel sendte en sardinsk hær sydover, og hele landet ble erobret. Også Syditalien valgte ved alminnelig folkeavstemning å slutte seg til Sardinien. Italien fikk derpå en fri forfatning; Viktor Emanuel tog tittel av konge av Italien (1861), og flyttet sin residens fra Turin til Florens.

Ennå rådde Østerrig over Venedig, og paven over Rom med omegn. Da det i 1866 kom til krig mellom Østerrig og Preussen, sluttet Italien seg til Preussen og vant ved freden landskapet Venedig. Under krigen mot Tyskland i 1870 trakk Napoleon 3 de franske tropper bort fra Rom, og 263Viktor Emanuel benyttet anledningen til å angripe paven; Rom ble tatt med storm, og Kirkestaten ble innlemmet i Italien. Rom ble rigets hovedstad, og paven fikk kun beholde Vatikanet med Peterskirken, men har aldri oppgitt fordringene på sine tidligere besittelser. Der bestod derfor et meget fiendtlig forhold mellom Viktor Emanuel og Pius 9, og siden deres død i 1878 har forholdet vært det samme mellom deres etterfølgere, kong Humbert og pave Leo 13.

Italien har, siden det ble samlet, med kraft arbeidet på sin indre utvikling. Meget var her å gjøre, da alt lå nede. Der er også gjort stor fremgang; både velstanden og opplysningen er gått fremover, og forsvarsvæsenet er satt i god stand. Italien er også blitt anerkjent som Europas 6te stormakt ved siden av Frankrig, England, Tyskland, Østerrig-Ungarn og Rusland. Det har inngått forsvarsforbund med Tyskland og Østerrig-Ungarn (den såkalte trippelallianse). Men alle de utgifter dette har krevet, har skaffet landet en stor statsgjeld og trykkende skatter. Det italienske folk har dog nået det store mål det så lenge har kjempet for, å danne en national stat, og dette er et uhyre fremskritt, når man erindrer, at det helt siden romerrigets undergang har vært splittet i mange stater, og har måttet finne seg i udlændingers herredømme.