299

I Danmark vedblev Fredrik 6 efter tabet af Norge at regjere med fuldt uindskrænket magt. Især efter julirevolutionen 300blev fordringen paa en fri forfatning stadig sterkere; men Fredrik 6 lod sig nøie med at indføre saakaldte raadgivende stænderforsamlinger, en for hver af rigets hoveddele. Disse fik dog ingen større betydning. Da Fredrik døde i 1839, besteg hans fætter Kristian 8 tronen (1839—1848). Det er den samme som under navn af Kristian Fredrik havde været Norges konge i 1814. Danskerne havde haabet at han skulde give dem en friere forfatning; men det blev ikke noget af; hans frihedssind havde tabt sig med aarene, og alt blev ved det gamle. Der dannede sig da et parti (de nationalliberale), der satte sig som opgave at skaffe landet politisk frihed.

Forfatningsspørgsmaalet kom dog til at træde i baggrunden ved de forviklinger som opstod i anledning af de slesvig-holstenske forhold. Ikke alene det danske land hertugdømmet Slesvig, men ogsaa det tyske hertugdømme Holsten tilhørte den danske konge. Allerede fra gammel tid af var der fra dansk side begaaet den feil at hertugdømmerne havde faaet fælles styre og dannede ligesom en enhed ved siden af kongens øvrige lande. Det holstenske ridderskab og andre tyskere havde mere og mere trængt ind i Slesvig, hvor de tilsidst dannede den talrigste og mægtigste del af befolkningen. Den nationale vækkelse som i begyndelsen af dette aarhundrede gik gjennem Tyskland, naaede ogsaa tyskerne i Holsten og Slesvig, og der dannede sig et slesvig-holstensk parti, som vilde løsrive Slesvig fra Danmark og trække det ind i Tyskland forenet med Holsten til én stat. Mod denne bevægelse, som fandt tilslutning i Tyskland, støttede de danske sig til Norge og Sverige (skandinavismen, side 297).

I 1848 døde Kristian 8, og hans søn Fredrik 7 blev konge (1848—1863). Kort efter udbrød februarrevolutionen, der i sine virkninger ogsaa strakte sig ud over Tyskland og fremkaldte en reisning af det slesvig-holstenske parti. Kong Fredrik lovede sine danske undersaatter en fri forfatning, og tog fat paa med vaabenmagt at kue opstanden. Danskerne var i begyndelsen heldige; men da oprørerne fik hjælp af Preussen (side 258), maatte den danske hær trække sig tilbage. En vaabenstilstand sluttedes paa Oskar 1's mægling; 301men denne varede ikke længe. Tyskerne indesluttede fæstningen Fredericia; men de danske gjorde et udfald, og tyskerne led et fuldstændigt nederlag; i denne kamp faldt nordmanden, den tapre general Rye. Atter mægledes vaabenstilstand, og kong Oskar holdt en tid Nordslesvig besat med norske og svenske tropper. Da Preussen derpaa havde sluttet fred og trukket sine tropper bort, blev slesvig-holstenerne slaaet af den danske hær i det blodige slag ved Isted i Slesvig (1850).¹ Kort efter maatte oprørerne opgive kampen og atter give sig under den danske konge.

En nationalforsamling havde imidlertid med kongens samtykke givet Danmark en fri forfatning (1849). Kongen skulde efter denne dele magten med en rigsdag bestaaende af to kamre, landstinget og folketinget. Men man kunde ikke komme til enighed om, hvordan Slesvigs og Holstens forhold til den øvrige stat skulde være, da de tyske magter blandede sig ind i sagen. Midt under disse forhandlinger døde kong Fredrik 7 (1863), og med ham uddøde den kongelige gren af Oldenburgernes slegt. Ifølge en overenskomst, som ogsaa havde faaet stormagternes tilslutning, gik kronen over til Kristian 9, der tilhørte en sidegren, som kaldtes Holsten Glücksburg. Tronskiftet gav dog anledning til at det slesvig-holstenske parti atter fremkom med sine krav; Preussen og Østerrig erklærede Danmark krig (1864) og tvang de danske til at opgive forsvaret af Dannevirke og trække sig tilbage til øen Als og Dybbøl, som danner en fast stilling paa fastlandet ved Alssundet. Her udholdt de tappert kampen mod de overlegne fiender; men tilsidst blev deres stillinger taget af tyskerne. Der var da ingen anden udvei end at slutte fred; dette skede i Wien, og her maatte Danmark afstaa Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Ogsaa i Danmark har der i den senere tid raadet partistrid. Bønderne vaagnede snart til deltagelse i det politiske liv. De vandt flertal i folketinget og dannede sammen med enkelte byers liberale udsendinger det demokratiske parti. Det konservative parti har derimod havt flertal i landstinget

302og har stillet sig paa regjeringens side mod folketingets forsøg paa at skaffe sig magten. Forøvrigt har Danmark ofret meget paa at skaffe sig et sterkt forsvar; landet har en forholdsvis stor hær og flaade, og der arbeides paa at befæste Kjøbenhavn. Ellers kan merkes at Øresundstolden er ophævet; Danmark fik af alle deri interesserede stater en større sum som erstatning.

Danmark havde ligesom Sverige i første halvdel af aarhundredet en blomstringstid i videnskab og kunst. Da levede en række store digtere, som Øhlenschlæger, Grundtvig og H. C. Andersen. Videre levede da Torvaldsen, som var anseet for sin tids største billedhugger. Blandt betydningsfuldere videnskabsmænd kan merkes sprogmændene Rask og Madvig, filosofen Kierkegaard samt fysikeren Ørsted, hvis opdagelser gav stødet til telegrafens opfindelse.

Danmark beholdt i 1814 Island, Færøerne og Grønland, uagtet alle var norske bilande. Island har i den senere tid faaet en nogenlunde selvstændig stilling, idet folket har faaet en repræsentation i altinget. Der er adskillig misnøie med forfatningen, og man kræver udvidelse af selvstyret. Forholdene paa øen er forøvrigt noksaa trykkende, idet den økonomiske tilstand er daarlig, hvilket har ført til at en hel del islændinger er udvandret til Amerika, saa øens indbyggertal snarest er i nedgang.

299

I Danmark vedble Fredrik 6 etter tapet av Norge å regjere med fullt uinnskrenket makt. Især etter julirevolusjonen 300ble fordringen på en fri forfatning stadig sterkere; men Fredrik 6 lot seg nøye med å innføre såkalte rådgivende stenderforsamlinger, en for hver av rigets hoveddeler. Disse fikk dog ingen større betydning. Da Fredrik døde i 1839, besteg hans fetter Kristian 8 tronen (1839—1848). Det er den samme som under navn av Kristian Fredrik hadde vært Norges konge i 1814. Danskene hadde håpet at han skulle gi dem en friere forfatning; men det ble ikke noe av; hans frihetssinn hadde tapt seg med årene, og alt ble ved det gamle. Der dannede seg da et parti (de nasjonalliberale), der satte seg som oppgave å skaffe landet politisk frihet.

Forfatningsspørsmålet kom dog til å tre i bakgrunnen ved de forviklinger som opstod i anledning av de slesvig-holstenske forhold. Ikke alene det danske land hertugdømmet Slesvig, men også det tyske hertugdømme Holsten tilhørte den danske konge. Allerede fra gammel tid av var der fra dansk side begått den feil at hertugdømmene hadde fått felles styre og dannede likesom en enhet ved siden av kongens øvrige lande. Det holstenske ridderskap og andre tyskere hadde mer og mer trengt inn i Slesvig, hvor de til sist dannede den talrigste og mektigste del av befolkningen. Den nasjonale vekkelse som i begynnelsen av dette århundre gikk gjennom Tyskland, nådde også tyskerne i Holsten og Slesvig, og der dannede seg et slesvig-holstensk parti, som ville løsrive Slesvig fra Danmark og trekke det inn i Tyskland forenet med Holsten til én stat. Mot denne bevegelse, som fant tilslutning i Tyskland, støttede de danske seg til Norge og Sverige (skandinavismen, side 297).

I 1848 døde Kristian 8, og hans sønn Fredrik 7 ble konge (1848—1863). Kort etter utbrøt februarrevolusjonen, der i sine virkninger også strakte seg ut over Tyskland og fremkalte en reisning av det slesvig-holstenske parti. Kong Fredrik lovede sine danske undersåtter en fri forfatning, og tok fat på med våpenmakt å kue oppstanden. Danskene var i begynnelsen heldige; men da opprørerne fikk hjelp av Preussen (side 258), måtte den danske hær trekke seg tilbake. En våpenstillstand sluttedes på Oskar 1's megling; 301men denne varte ikke lenge. Tyskerne indesluttede festningen Fredericia; men de danske gjorde et utfall, og tyskerne led et fullstendig nederlag; i denne kamp falt nordmannen, den tapre general Rye. Atter mægledes våpenstillstand, og kong Oskar holdt en tid Nordslesvig besatt med norske og svenske tropper. Da Preussen derpå hadde sluttet fred og trukket sine tropper bort, ble slesvig-holstenerne slått av den danske hær i det blodige slag ved Isted i Slesvig (1850).¹ Kort etter måtte opprørerne oppgi kampen og atter gi seg under den danske konge.

En nasjonalforsamling hadde imidlertid med kongens samtykke gitt Danmark en fri forfatning (1849). Kongen skulle etter denne dele makten med en riksdag bestående av to kamre, landstinget og folketinget. Men man kunne ikke komme til enighet om, hvordan Slesvigs og Holstens forhold til den øvrige stat skulle være, da de tyske makter blandet seg inn i sagen. Midt under disse forhandlinger døde kong Fredrik 7 (1863), og med ham uddøde den kongelige gren av Oldenburgernes slekt. Ifølge en overenskomst, som også hadde fått stormagternes tilslutning, gikk kronen over til Kristian 9, der tilhørte en sidegren, som kaltes Holsten Glücksburg. Tronskiftet ga dog anledning til at det slesvig-holstenske parti atter fremkom med sine krav; Preussen og Østerrig erklærte Danmark krig (1864) og tvang de danske til å oppgi forsvaret av Dannevirke og trekke seg tilbake til øen Als og Dybbøl, som danner en fast stilling på fastlandet ved Alssundet. Her utholdt de tappert kampen mot de overlegne fiender; men til sist ble deres stillinger taget av tyskerne. Der var da ingen annen utvei enn å slutte fred; dette skjedde i Wien, og her måtte Danmark avstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Også i Danmark har der i den senere tid rådet partistrid. Bøndene våknet snart til deltagelse i det politiske liv. De vant flertall i folketinget og dannede sammen med enkelte byers liberale utsendinger det demokratiske parti. Det konservative parti har derimot hatt flertall i landstinget

302og har stillet seg på regjeringens side mot folketingets forsøk på å skaffe seg makten. Forøvrig har Danmark ofret meget på å skaffe seg et sterkt forsvar; landet har en forholdsvis stor hær og flåte, og der arbeides på å befeste Kjøbenhavn. Ellers kan merkes at Øresundstolden er opphevet; Danmark fikk av alle deri interesserte stater en større sum som erstatning.

Danmark hadde likesom Sverige i første halvdel av århundret en blomstringstid i vitenskap og kunst. Da levde en rekke store diktere, som Øhlenschlæger, Grundtvig og H. C. Andersen. Videre levde da Torvaldsen, som var anseet for sin tids største billedhugger. Blant betydningsfullere vitenskapsmenn kan merkes språkmennene Rask og Madvig, filosofen Kierkegaard samt fysikeren Ørsted, hvis oppdagelser ga støtet til telegrafens oppfinnelse.

Danmark beholdt i 1814 Island, Færøerne og Grønland, uaktet alle var norske bilande. Island har i den senere tid fått en noenlunde selvstendig stilling, idet folket har fått en representasjon i altinget. Der er adskillig misnøye med forfatningen, og man krever utvidelse av selvstyret. Forholdene på øen er forøvrig nokså trykkende, idet den økonomiske tilstand er dårlig, hvilket har ført til at en hel del islendinger er utvandret til Amerika, så øens innbyggertall snarest er i nedgang.