256

I sidste halvdel af forrige aarhundrede var Tyskland atter kommet til kræfter efter det knæk landet havde faaet i tretiaarskrigen. Landets folkemængde og velstand var steget, og mange af den gamle standsforskjels største uretfærdigheder var afskaffet af fyrster som Fredrik den store. Samtidig ophørte den tidligere blinde afhængighed af fransk litteratur og aandsliv. Der fremstod en række store digtere og videnskabsmænd, og i den tid som fulgte efter Voltaires og Rousseaus virksomhed, tog Tyskland ledelsen paa den aandelige kulturs omraade. Mest bekjendt er digterne Goethe og Schiller, som begge levede ved dette aarhundredes begyndelse. Alt dette gav den tyske nationalfølelse vekst, og befrielseskrigen mod Napoleon bidrog end mere til at styrke den og hæve 257tyskernes selvfølelse. Man drømte om at vinde politisk frihed og national enhed for det i mange stater splittede tyske folk. Folkets forhaabninger blev dog bittert skuffet. I den hellige allianses tid sveg fyrsterne sine løfter om at give folkene frihed, og fandt støtte i den reaktionære stemning som gik over Europa. Det tyske forbund, som oprettedes paa Wiener-kongressen (side 239), fremmede ikke den nationale enhed, idet de enkelte stater vedblev som før at være fuldt ud suveræne og selvstændige. Frihedsidéerne lod sig dog ikke udrydde, og de vandt styrke ved julirevolutionen i Tyskland som overalt ellers; men ved bogcensur, politi- og vaabenmagt formaaede dog fyrsterne denne gang at hindre nogen alvorligere reisning.

Revolutionen i 1848.

Men saa kom revolutionsaaret 1848. Ved budskabet om republikanernes seier i Frankrig reiste folket sig rundt om i Tyskland, og fyrsterne maatte næsten overalt give efter og indrømme sine folk frie forfatninger. Da bevægelsen naaede Berlin, prøvede den preussiske konge Fredrik Vilhelm 4 paa at dæmpe den ved vaabenmagt. Men ogsaa i Berlin var arbeiderbefolkningen, som længtede efter forbedring i sine kaar, sterkt paavirket af socialistiske idéer; den sluttede sig straks med iver til opstanden, og det kom til kamp i gaderne, hvor befolkningen opførte barrikader. Tilsidst maatte kongen give efter; han trak tropperne bort fra Berlin og lovede en fri forfatning. Dette løfte blev ogsaa holdt; men den forfatning som et par aar efter indførtes i Preussen, blev dog ikke meget frisindet.

Nogen andel i statsstyrelsen vandt saaledes folket i de fleste af Tysklands stater; men mindre held havde det i forsøget paa at samle alle de forskjellige stater til et hele. En almindelig tysk nationalforsamling, som traadte sammen i Frankfurt am Main, bestemte vistnok at der skulde oprettes et fælles tysk rige med en keiser i spidsen. Men vanskelighederne meldte sig, da det gjaldt at gjennemføre denne beslutning. Den værste hindring var at baade Østerrig og Preussen hørte med til det daværende Tyskland. Af disse to stater havde Østerrig hidtil været den ledende; det var dets

17 — Historie for middelskolen.

258udsending som førte forsædet paa forbundsdagen, og denne sin ledende stilling vilde Østerrig ikke give slip paa. Stemningen i Tyskland var imidlertid mod Østerrig, som kun for en mindre del har tysk befolkning, og som desuden altid havde vist sig som en bestemt fiende af folkefrihed og som ivrig katholsk. Det var derfor Preussen, ikke Østerrig, man ønskede i spidsen for Tyskland. Nationalforsamlingen i Frankfurt valgte i overensstemmelse hermed den preussiske konge Fredrik Vilhelm til tysk keiser; men han turde af frygt for Østerrig ikke tage imod valget. Da saaledes keiservalget ikke førte til noget, maatte nationalforsamlingen opløses uden at have udrettet noget. Forbundsdagen samledes atter, og alt blev ved det gamle. Den nationale bevægelse greb ogsaa tyskerne i Holsten og Slesvig; de gjorde oprør og søgte at løsrive sig fra det danske herredømme. De fik støtte hos Preussen, men blev efter et par aars kamp atter betvunget af danskerne (den 1ste slesvigske krig).

Vilhelm I (1861—1888).

Forholdet mellem Preussen og Østerrig var imidlertid blevet saa spændt, at en krig syntes uundgaaelig. Preussen begyndte ogsaa af al kraft at ruste sig til den afgjørende kamp, især efterat Vilhelm I var blevet konge ved broderen Fredrik Vilhelms død. Han indsaa, at det bare var med vaabenmagt at Preussen kunde samle alle de tyske stater, og give Tyskland den plads og anseelse i Europa, som det efter sit folketal og sin høie kultur havde ret til at kræve. Men da han egenmægtig forøgede hærens styrke, kom han i strid med den preussiske folkerepræsentation, landdagen, som negtede at bevilge de nødvendige penge. Kongen vilde ikke give efter og tog til førsteminister grev Bismark, som havde tilhørt det videst gaaende konservative parti. Ved hans kraftige hjælp gjennemførte kong Vilhelm den nye hærordning, uden at tage hensyn til landdagens modstand. Da hæren var bragt paa slagfærdig fod, tog Preussen sammen med Østerrig hertugdømmerne Slesvig og Holsten fra Danmark (den anden slesvigske krig 1864), og stødte dernæst Østerrig ud af Tyskland (krigen i 1866). Om disse krige skal der fortælles senere.

256

I siste halvdel av forrige århundre var Tyskland atter kommet til krefter etter det knekk landet hadde fått i trettiårskrigen. Landets folkemengde og velstand var steget, og mange av den gamle standsforskjels største urettferdigheter var avskaffet av fyrster som Fredrik den store. Samtidig opphørte den tidligere blinde avhengighet av fransk litteratur og åndsliv. Der fremstod en rekke store diktere og vitenskapsmenn, og i den tid som fulgte etter Voltaires og Rousseaus virksomhet, tog Tyskland ledelsen på den åndelige kulturs område. Mest bekjent er dikterne Goethe og Schiller, som begge levde ved dette århundrets begynnelse. Alt dette ga den tyske nasjonalfølelse vekst, og befrielseskrigen mot Napoleon bidrog enda mer til å styrke den og heve 257tyskernes selvfølelse. Man drømte om å vinne politisk frihet og national enhet for det i mange stater splittede tyske folk. Folkets forhåpninger ble dog bittert skuffet. I den hellige allianses tid svek fyrstene sine løfter om å gi folkene frihet, og fant støtte i den reaksjonære stemning som gikk over Europa. Det tyske forbund, som oprettedes på Wiener-kongressen (side 239), fremmede ikke den nasjonale enhet, idet de enkelte stater vedble som før å være fullt ut suverene og selvstendige. Frihetsideene lot seg dog ikke utrydde, og de vant styrke ved julirevolusjonen i Tyskland som overalt ellers; men ved bogcensur, politi- og våpenmakt formådde dog fyrstene denne gang å hindre noen alvorligere reisning.

Revolusjonen i 1848.

Men så kom revolusjonsåret 1848. Ved budskapet om republikanernes seier i Frankrig reiste folket seg rundt om i Tyskland, og fyrstene måtte nesten overalt gi etter og innrømme sine folk frie forfatninger. Da bevegelsen nådde Berlin, prøvede den preussiske konge Fredrik Vilhelm 4 på å dempe den ved våpenmakt. Men også i Berlin var arbeiderbefolkningen, som længtede etter forbedring i sine kår, sterkt påvirket av sosialistiske idéer; den sluttet seg straks med iver til oppstanden, og det kom til kamp i gatene, hvor befolkningen oppførte barrikader. Til sist måtte kongen gi etter; han trakk troppene bort fra Berlin og lovede en fri forfatning. Dette løfte ble også holdt; men den forfatning som et par år etter indførtes i Preussen, ble dog ikke meget frisinnet.

Noen andel i statsstyrelsen vant således folket i de fleste av Tysklands stater; men mindre held hadde det i forsøket på å samle alle de forskjellige stater til et hele. En alminnelig tysk nasjonalforsamling, som trådte sammen i Frankfurt am Main, bestemte vistnok at der skulle opprettes et felles tysk rike med en keiser i spidsen. Men vanskelighetene meldte seg, da det gjaldt å gjennomføre denne beslutning. Den verste hindring var at både Østerrig og Preussen hørte med til det daværende Tyskland. Av disse to stater hadde Østerrig hittil vært den ledende; det var dets

17 — Historie for middelskolen.

258utsending som førte forsetet på forbundsdagen, og denne sin ledende stilling ville Østerrig ikke gi slip på. Stemningen i Tyskland var imidlertid mot Østerrig, som kun for en mindre del har tysk befolkning, og som dessuten alltid hadde vist seg som en bestemt fiende av folkefrihet og som ivrig katolsk. Det var derfor Preussen, ikke Østerrig, man ønsket i spidsen for Tyskland. Nationalforsamlingen i Frankfurt valgte i overensstemmelse hermed den preussiske konge Fredrik Vilhelm til tysk keiser; men han turde av frykt for Østerrig ikke ta imot valget. Da således keiservalget ikke førte til noe, måtte nationalforsamlingen oppløses uten å ha utrettet noe. Forbundsdagen samledes atter, og alt ble ved det gamle. Den nasjonale bevegelse grep også tyskerne i Holsten og Slesvig; de gjorde opprør og søkte å løsrive seg fra det danske herredømme. De fikk støtte hos Preussen, men ble etter et par aars kamp atter betvunget av danskene (den 1ste slesvigske krig).

Vilhelm dere (1861—1888).

Forholdet mellom Preussen og Østerrig var imidlertid blitt så spent, at en krig syntes uunngåelig. Preussen begynte også av all kraft å ruste seg til den avgjørende kamp, især etter at Vilhelm dere var blitt konge ved broren Fredrik Vilhelms død. Han innså, at det bare var med våpenmakt at Preussen kunne samle alle de tyske stater, og gi Tyskland den plass og anseelse i Europa, som det etter sitt folketall og sin høye kultur hadde rett til å kreve. Men da han egenmektig forøket hærens styrke, kom han i strid med den preussiske folkerepresentasjon, landdagen, som negtede å bevilge de nødvendige penger. Kongen ville ikke gi etter og tok til førsteminister grev Bismark, som hadde tilhørt det videst gående konservative parti. Ved hans kraftige hjelp gjennomførte kong Vilhelm den nye hærordning, uten å ta hensyn til landdagens motstand. Da hæren var brakt på slagferdig fot, tog Preussen sammen med Østerrig hertugdømmene Slesvig og Holsten fra Danmark (den annen slesvigske krig 1864), og støtte dernest Østerrig ut av Tyskland (krigen i 1866). Om disse krige skal der fortelles senere.