253

Ludvig Filip (1830—1848). Det var den franske borgerstand som under julirevolutionen havde sat Ludvig Filip paa tronen; han fandt ogsaa senere sin bedste støtte hos denne og kaldtes «borgerkongen». Ludvig Filip var forsigtig og fredelig; hans modstandere beskyldte ham for at vise svaghed i forholdet til udlandet, og paastod at han for at opretholde freden ofrede landets ære og anseelse. Ogsaa over hans indre styre førtes anker. Man syntes at han altfor meget begunstigede den velstaaende borgerklasse, og mere tænkte paa sin egen og sin families fordel end paa landets velfærd. Lidt efter lidt opstod der saaledes adskillig misnøie. Denne misstemning søgte de forskjellige partier at udnytte, hver til sin fordel. Den gamle bourbonske kongeslegts tilhængere («legitimisterne») ønskede Karl 10's sønnesøn og arving «greven af Chambord» (Henrik af Bordeaux) paa tronen; men alle deres forsøg paa at faa istand en reisning til fordel for ham mislykkedes. Det bonapartistiske parti vilde have keiserdømmet gjenoprettet; dets prætendent var Ludvig Napoleon, søn af Napoleon 1's broder Ludvig af Holland. Han forsøgte to gange at faa folket til at gribe til vaaben for sig og sin sag, men forgjæves. Den sidste gang blev han taget tilfange og sad flere aar fængslet, indtil det lykkedes ham at flygte og redde sig ud af Frankrig.

Større fare truede Ludvig Filips trone fra republikanernes side. Dette parti var meget talrigt, og forbitret over det udfald som borgerstanden havde forstaaet at give julirevolutionen. Især var der gjæring blandt arbeiderbefolkningen i Paris og de andre store byer. Arbeiderne havde ingen nytte havt af julirevolutionen, og der var ikke gjort noget for at bedre deres kaar. De havde derfor i store skarer sluttet sig til den kommunistiske og den socialistiske lære. Kommunisterne mener at eiendomsretten er aarsag til al nød og fattigdom paa jorden, og til al den ulighed som er blandt menneskene. De vil derfor at det enkelte menneske ikke skal kunne eie noget; alt skal være fælles; enhver skal 254af det offentlige sættes til et eller andet arbeide, og af det fælles forraad faa udleveret hvad han og hans familie behøver til at leve af. Socialisterne gaar for det meste ikke saa vidt. De vil have ophævet eller indskrænket arveretten, men ikke al eiendomsret; de vil at staten skal eie al jord og alle fabriker og være eneste arbeidsherre, som anviser borgerne deres arbeide; enhver skal faa sin andel af udbyttet; men med den kan han gjøre som han selv vil. Baade kommunisterne og socialisterne arbeider saaledes hen mod en opløsning af det nuværende samfund, da dette netop hviler paa eiendomsretten og det enkelte menneskes frihed og ret til selv at bestemme sit arbeide og sin stilling.

Den stemmeret som under kongedømmet herskede i Frankrig, var meget indskrænket, saa folkets store masse ikke havde nogen stemme. Deputeretkamret gav blot et udtryk for borgerstandens ønsker, ja knapt nok det, da regjeringen ikke undsaa sig for at anvende bestikkelser for at faa indflydelse paa kamrets sammensætning og stemmegivning. Kravet paa en forandring af forfatningen, især af valgloven, blev derfor mere og mere høilydt. I spidsen for oppositionen traadte Thiers (Thiær).¹ Kongens førsteminister var i de senere aar den berømte historieskriver Guizot (Gisaå).²

Februarrevolutionen (1848). Ludvig Filip maatte tilsidst give efter for det almindelige krav og afskedige Guizot. Dette skridt kom dog for sent. Det republikanske parti fik en reisning istand i Paris i februar 1848. En stor folkemasse drog mod det kongelige slot Tuilerierne. Tropperne var ikke til at stole paa. Kongen, som var gammel og svag, lod sig bevæge til at nedlægge regjeringen til fordel for sin sønnesøn greven af Paris, og flygtede ud af landet. Mængden trængte ind i deputeretkamret og tvang det til at indsætte en midlertidig regjering, hvori flere republikanere havde sæde.

Den midlertidige regjering erklærede Frankrig for en republik og indkaldte en nationalforsamling, som skulde 255give en ny grundlov. De socialistiske ledere i Paris havde i begyndelsen stor indflydelse og fik den midlertidige regjering til at anerkjende «retten til arbeide», d. v. s. at alle arbeidssøgende har ret til af staten at kræve sig anvist arbeide til livsophold, eller, om dette ikke kan skaffes, midler til livsophold uden arbeide. Der meldte sig store mængder af ledige arbeidere, og for at skaffe dem sysselsættelse oprettedes i Paris saakaldte «nationalverksteder». Men det viste sig ugjørligt at faa solgt alt som tilvirkedes, og samtidig strømmede altid flere og flere arbeidssøgende til. Tilsidst valgte man at betale en hel del af dem dagløn uden at kræve noget arbeide. Store pengesummer gik med hertil, og efter en tids forløb var statskassen tom, saa regjeringen saa sig nødt til at lade nationalverkstederne lukke. Dette førte til en voldsom opstand af arbeiderne i Paris. Regjeringen maatte bruge magt og gav general Cavaignac diktatorisk myndighed. Det kom til blodige kampe i Paris's gader, mange tusend mennesker mistede livet, før det endelig lykkedes at kue oprørerne.

Ludvig Napoleon som præsident. I slutningen af 1848 var den indkaldte nationalforsamling færdig med den nye republikanske forfatning. I spidsen for regjeringen stilledes en præsident, som skulde udkaares ved almindelig afstemning over hele Frankrig og efter amerikansk mønster vælges for fire aar ad gangen. Valget faldt paa Ludvig Napoleon, som efter revolutionens udbrud var kommet tilbage fra sin landflygtighed og var blevet medlem af nationalforsamlingen. Som præsident viste Napoleon snart at han ikke vilde lade sig nøie med den i forfatningen bestemte magt og værdighed. Han indlod sig i strid med folkerepræsentanterne, den «lovgivende forsamling», der var splittet i mange partier. Han forstod ikke blot at sikre sig hærens hengivenhed, men vandt ogsaa geistligheden ved at gjenindsætte paven, som var blevet fordrevet fra Rom af det republikanske parti (side 261). Da han følte sig sterk nok, foretog han 2den december 1851 et statskup, som længe var forberedt i stilhed. Enhver modstand blev kuet ved hærens hjælp, og han udvidede sin magt og indsatte sig til præsident paa 10 aar. Aarsdagen 256efter lod han sig udraabe til keiser. Begge gange gav folket ved almindelig afstemning sin billigelse til det tagne skridt med næsten 8 millioner stemmer. Den store mængde var træt af partistriden og ønskede fremfor alt ro og orden.

Napoleon 3 ¹ (1852—1870). Som keiser indførte Napoleon 3 en forfatning, som i alt væsentligt svarede til forfatningen under Napoleon 1; han havde saaledes paa det nærmeste uindskrænket magt. Napoleon 3 tog sig i begyndelsen med stor iver af Frankrigs opkomst. Samfærdslen lettedes særlig ved bygning af jernbaner. Hovedstaden blev forskjønnet ved storartede byggeforetagender, som ogsaa gav Paris's arbeidere fortjeneste. Samtidig optraadte han baade med kraft og held i sin udenrigspolitik. Frankrig gik saaledes sammen med England for at hindre Rusland i at bemægtige sig Tyrkiet, Krimkrigen 1854—1856 (side 278). I den italienske krig i 1859 (side 262) knækkede han Østerrigs overmagt i Norditalien og hjalp til at skabe det nye kongerige Italien. Disse krige gjengav Frankrig dets plads som Europas første stat; de kastede glans over Napoleon og hans styre og bragte det franske folk til at glemme, at han i virkeligheden havde berøvet det den politiske frihed som det havde ofret saa meget for.

253

Ludvig Filip (1830—1848). Det var den franske borgerstand som under julirevolusjonen hadde satt Ludvig Filip på tronen; han fant også senere sin beste støtte hos denne og kaltes «borgerkongen». Ludvig Filip var forsiktig og fredelig; hans motstandere beskyldte ham for å vise svakhet i forholdet til utlandet, og påstod at han for å opprettholde freden ofret landets ære og anseelse. Også over hans indre styre førtes anker. Man syntes at han altfor meget begunstigede den velstående borgerklasse, og mer tenkte på sin egen og sin families fordel enn på landets velferd. Litt etter litt opstod der således adskillig misnøye. Denne misstemning søkte de forskjellige partier å utnytte, hver til sin fordel. Den gamle bourbonske kongeslegts tilhengere («legitimisterne») ønsket Karl 10's sønnesønn og arving «greven av Chambord» (Henrik av Bordeaux) på tronen; men alle deres forsøk på å få i stand en reisning til fordel for ham mislyktes. Det bonapartistiske parti ville ha keiserdømmet gjenopprettet; dets pretendent var Ludvig Napoleon, sønn av Napoleon 1's bror Ludvig av Holland. Han forsøkte to ganger å få folket til å gripe til våpen for seg og sin sak, men forgjeves. Den siste gang ble han taget tilfange og satt flere år fengslet, inntil det lyktes ham å flykte og redde seg ut av Frankrig.

Større fare truet Ludvig Filips trone fra republikanernes side. Dette parti var meget tallrikt, og forbitret over det utfall som borgerstanden hadde forstått å gi julirevolusjonen. Især var der gjæring blant arbeiderbefolkningen i Paris og de andre store byer. Arbeiderne hadde ingen nytte hatt av julirevolusjonen, og der var ikke gjort noe for å bedre deres kår. De hadde derfor i store skarer sluttet seg til den kommunistiske og den sosialistiske lære. Kommunistene mener at eiendomsretten er årsak til all nød og fattigdom på jorden, og til all den ulikhet som er blant menneskene. De vil derfor at det enkelte menneske ikke skal kunne eie noe; alt skal være felles; enhver skal 254av det offentlige settes til et eller annet arbeide, og av det felles forråd få utlevert hva han og hans familie behøver til å leve av. Sosialistene går for det meste ikke så vidt. De vil ha opphevet eller innskrenket arveretten, men ikke all eiendomsrett; de vil at staten skal eie all jord og alle fabrikker og være eneste arbeidsherre, som anviser borgerne deres arbeide; enhver skal få sin andel av utbyttet; men med den kan han gjøre som han selv vil. Både kommunistene og sosialistene arbeider således hen mot en oppløsning av det nåværende samfunn, da dette nettopp hviler på eiendomsretten og det enkelte menneskes frihet og rett til selv å bestemme sitt arbeide og sin stilling.

Den stemmerett som under kongedømmet hersket i Frankrig, var meget innskrenket, så folkets store masse ikke hadde noen stemme. Deputertkammeret ga blot et uttrykk for borgerstandens ønsker, ja knapt nok det, da regjeringen ikke unnså seg for å anvende bestikkelser for å få innflytelse på kamrets sammensetning og stemmegivning. Kravet på en forandring av forfatningen, især av valgloven, ble derfor mer og mer høylytt. I spidsen for opposisjonen trådte Thiers (Thiær).¹ Kongens førsteminister var i de senere år den berømte historieskriver Guizot (Gisaå).²

Februarrevolusjonen (1848). Ludvig Filip måtte til sist gi etter for det alminnelige krav og avskjedige Guizot. Dette skritt kom dog for sent. Det republikanske parti fikk en reisning i stand i Paris i februar 1848. En stor folkemasse drog mot det kongelige slott Tuilerierne. Troppene var ikke til å stole på. Kongen, som var gammel og svak, lot seg bevege til å nedlegge regjeringen til fordel for sin sønnesønn greven av Paris, og flyktet ut av landet. Mengden trengte inn i deputertkammeret og tvang det til å innsette en midlertidig regjering, hvori flere republikanere hadde sete.

Den midlertidige regjering erklærte Frankrig for en republikk og innkalte en nasjonalforsamling, som skulle 255gi en ny grunnlov. De sosialistiske ledere i Paris hadde i begynnelsen stor innflytelse og fikk den midlertidige regjering til å anerkjenne «retten til arbeide», d. v. s. at alle arbeidssøkende har rett til av staten å kreve seg anvist arbeide til livsopphold, eller, om dette ikke kan skaffes, midler til livsopphold uten arbeide. Der meldte seg store mengder av ledige arbeidere, og for å skaffe dem sysselsættelse oprettedes i Paris såkalte «nasjonalverksteder». Men det viste seg ugjørlig å få solgt alt som tilvirkedes, og samtidig strømmet alltid flere og flere arbeidssøkende til. Til sist valgte man å betale en hel del av dem daglønn uten å kreve noe arbeide. Store pengesummer gikk med hertil, og etter en tids forløp var statskassen tom, så regjeringen så seg nødt til å la nasjonalverkstedene lukke. Dette førte til en voldsom oppstand av arbeiderne i Paris. Regjeringen måtte bruke makt og ga general Cavaignac diktatorisk myndighet. Det kom til blodige kamper i Paris's gater, mange tusen mennesker mistet livet, før det endelig lyktes å kue opprørerne.

Ludvig Napoleon som president. I slutningen av 1848 var den innkalte nasjonalforsamling ferdig med den nye republikanske forfatning. I spidsen for regjeringen stilledes en president, som skulle utkåres ved alminnelig avstemning over hele Frankrig og etter amerikansk mønster velges for fire år ad gangen. Valget falt på Ludvig Napoleon, som etter revolutionens utbrudd var kommet tilbake fra sin landflyktighet og var blitt medlem av nationalforsamlingen. Som president viste Napoleon snart at han ikke ville la seg nøye med den i forfatningen bestemte makt og verdighet. Han innlot seg i strid med folkerepresentantene, den «lovgivende forsamling», der var splittet i mange partier. Han forstod ikke blot å sikre seg hærens hengivenhet, men vant også geistligheten ved å gjeninnsette paven, som var blitt fordrevet fra Rom av det republikanske parti (side 261). Da han følte seg sterk nok, foretok han 2den desember 1851 et statskupp, som lenge var forberedt i stillhet. Enhver motstand ble kuet ved hærens hjelp, og han utvidet sin makt og innsatte seg til president på 10 år. Årsdagen 256etter lot han seg utrope til keiser. Begge gange ga folket ved alminnelig avstemning sin billigelse til det tagne skritt med nesten 8 millioner stemmer. Den store mengde var trett av partistriden og ønsket fremfor alt ro og orden.

Napoleon 3 ¹ (1852—1870). Som keiser innførte Napoleon 3 en forfatning, som i alt vesentlig svarede til forfatningen under Napoleon 1; han hadde således på det nærmeste uinnskrenket makt. Napoleon 3 tok seg i begynnelsen med stor iver av Frankrigs oppkomst. Samferdselen lettedes særlig ved bygning av jernbaner. Hovedstaden ble forskjønnet ved storartede byggeforetagender, som også ga Paris's arbeidere fortjeneste. Samtidig opptrådte han både med kraft og held i sin utenrikspolitikk. Frankrig gikk således sammen med England for å hindre Rusland i å bemektige seg Tyrkiet, Krimkrigen 1854—1856 (side 278). I den italienske krig i 1859 (side 262) knækkede han Østerrigs overmakt i Norditalien og hjalp til å skape det nye kongerike Italien. Disse krige gjengav Frankrig dets plass som Europas første stat; de kastet glans over Napoleon og hans styre og brakte det franske folk til å glemme, at han i virkeligheten hadde berøvet det den politiske frihet som det hadde ofret så meget for.