Læreplanatlas
Historisk lærebog for middelskolen omfattende saavel Nordens som verdens historieTiden efter 1789. Revolutionernes tid.

7. Ludvig Filip. Februarrevolutionen.

253

Ludvig Filip (1830—1848). Det var den franske borgerstand som under julirevolutionen havde sat Ludvig Filip paa tronen; han fandt ogsaa senere sin bedste støtte hos denne og kaldtes «borgerkongen». Ludvig Filip var forsigtig og fredelig; hans modstandere beskyldte ham for at vise svaghed i forholdet til udlandet, og paastod at han for at opretholde freden ofrede landets ære og anseelse. Ogsaa over hans indre styre førtes anker. Man syntes at han altfor meget begunstigede den velstaaende borgerklasse, og mere tænkte paa sin egen og sin families fordel end paa landets velfærd. Lidt efter lidt opstod der saaledes adskillig misnøie. Denne misstemning søgte de forskjellige partier at udnytte, hver til sin fordel. Den gamle bourbonske kongeslegts tilhængere («legitimisterne») ønskede Karl 10's sønnesøn og arving «greven af Chambord» (Henrik af Bordeaux) paa tronen; men alle deres forsøg paa at faa istand en reisning til fordel for ham mislykkedes. Det bonapartistiske parti vilde have keiserdømmet gjenoprettet; dets prætendent var Ludvig Napoleon, søn af Napoleon 1's broder Ludvig af Holland. Han forsøgte to gange at faa folket til at gribe til vaaben for sig og sin sag, men forgjæves. Den sidste gang blev han taget tilfange og sad flere aar fængslet, indtil det lykkedes ham at flygte og redde sig ud af Frankrig.

Større fare truede Ludvig Filips trone fra republikanernes side. Dette parti var meget talrigt, og forbitret over det udfald som borgerstanden havde forstaaet at give julirevolutionen. Især var der gjæring blandt arbeiderbefolkningen i Paris og de andre store byer. Arbeiderne havde ingen nytte havt af julirevolutionen, og der var ikke gjort noget for at bedre deres kaar. De havde derfor i store skarer sluttet sig til den kommunistiske og den socialistiske lære. Kommunisterne mener at eiendomsretten er aarsag til al nød og fattigdom paa jorden, og til al den ulighed som er blandt menneskene. De vil derfor at det enkelte menneske ikke skal kunne eie noget; alt skal være fælles; enhver skal 254af det offentlige sættes til et eller andet arbeide, og af det fælles forraad faa udleveret hvad han og hans familie behøver til at leve af. Socialisterne gaar for det meste ikke saa vidt. De vil have ophævet eller indskrænket arveretten, men ikke al eiendomsret; de vil at staten skal eie al jord og alle fabriker og være eneste arbeidsherre, som anviser borgerne deres arbeide; enhver skal faa sin andel af udbyttet; men med den kan han gjøre som han selv vil. Baade kommunisterne og socialisterne arbeider saaledes hen mod en opløsning af det nuværende samfund, da dette netop hviler paa eiendomsretten og det enkelte menneskes frihed og ret til selv at bestemme sit arbeide og sin stilling.

Den stemmeret som under kongedømmet herskede i Frankrig, var meget indskrænket, saa folkets store masse ikke havde nogen stemme. Deputeretkamret gav blot et udtryk for borgerstandens ønsker, ja knapt nok det, da regjeringen ikke undsaa sig for at anvende bestikkelser for at faa indflydelse paa kamrets sammensætning og stemmegivning. Kravet paa en forandring af forfatningen, især af valgloven, blev derfor mere og mere høilydt. I spidsen for oppositionen traadte Thiers (Thiær).¹ Kongens førsteminister var i de senere aar den berømte historieskriver Guizot (Gisaå).²

Februarrevolutionen (1848). Ludvig Filip maatte tilsidst give efter for det almindelige krav og afskedige Guizot. Dette skridt kom dog for sent. Det republikanske parti fik en reisning istand i Paris i februar 1848. En stor folkemasse drog mod det kongelige slot Tuilerierne. Tropperne var ikke til at stole paa. Kongen, som var gammel og svag, lod sig bevæge til at nedlægge regjeringen til fordel for sin sønnesøn greven af Paris, og flygtede ud af landet. Mængden trængte ind i deputeretkamret og tvang det til at indsætte en midlertidig regjering, hvori flere republikanere havde sæde.

Den midlertidige regjering erklærede Frankrig for en republik og indkaldte en nationalforsamling, som skulde 255give en ny grundlov. De socialistiske ledere i Paris havde i begyndelsen stor indflydelse og fik den midlertidige regjering til at anerkjende «retten til arbeide», d. v. s. at alle arbeidssøgende har ret til af staten at kræve sig anvist arbeide til livsophold, eller, om dette ikke kan skaffes, midler til livsophold uden arbeide. Der meldte sig store mængder af ledige arbeidere, og for at skaffe dem sysselsættelse oprettedes i Paris saakaldte «nationalverksteder». Men det viste sig ugjørligt at faa solgt alt som tilvirkedes, og samtidig strømmede altid flere og flere arbeidssøgende til. Tilsidst valgte man at betale en hel del af dem dagløn uden at kræve noget arbeide. Store pengesummer gik med hertil, og efter en tids forløb var statskassen tom, saa regjeringen saa sig nødt til at lade nationalverkstederne lukke. Dette førte til en voldsom opstand af arbeiderne i Paris. Regjeringen maatte bruge magt og gav general Cavaignac diktatorisk myndighed. Det kom til blodige kampe i Paris's gader, mange tusend mennesker mistede livet, før det endelig lykkedes at kue oprørerne.

Ludvig Napoleon som præsident. I slutningen af 1848 var den indkaldte nationalforsamling færdig med den nye republikanske forfatning. I spidsen for regjeringen stilledes en præsident, som skulde udkaares ved almindelig afstemning over hele Frankrig og efter amerikansk mønster vælges for fire aar ad gangen. Valget faldt paa Ludvig Napoleon, som efter revolutionens udbrud var kommet tilbage fra sin landflygtighed og var blevet medlem af nationalforsamlingen. Som præsident viste Napoleon snart at han ikke vilde lade sig nøie med den i forfatningen bestemte magt og værdighed. Han indlod sig i strid med folkerepræsentanterne, den «lovgivende forsamling», der var splittet i mange partier. Han forstod ikke blot at sikre sig hærens hengivenhed, men vandt ogsaa geistligheden ved at gjenindsætte paven, som var blevet fordrevet fra Rom af det republikanske parti (side 261). Da han følte sig sterk nok, foretog han 2den december 1851 et statskup, som længe var forberedt i stilhed. Enhver modstand blev kuet ved hærens hjælp, og han udvidede sin magt og indsatte sig til præsident paa 10 aar. Aarsdagen 256efter lod han sig udraabe til keiser. Begge gange gav folket ved almindelig afstemning sin billigelse til det tagne skridt med næsten 8 millioner stemmer. Den store mængde var træt af partistriden og ønskede fremfor alt ro og orden.

Napoleon 3 ¹ (1852—1870). Som keiser indførte Napoleon 3 en forfatning, som i alt væsentligt svarede til forfatningen under Napoleon 1; han havde saaledes paa det nærmeste uindskrænket magt. Napoleon 3 tog sig i begyndelsen med stor iver af Frankrigs opkomst. Samfærdslen lettedes særlig ved bygning af jernbaner. Hovedstaden blev forskjønnet ved storartede byggeforetagender, som ogsaa gav Paris's arbeidere fortjeneste. Samtidig optraadte han baade med kraft og held i sin udenrigspolitik. Frankrig gik saaledes sammen med England for at hindre Rusland i at bemægtige sig Tyrkiet, Krimkrigen 1854—1856 (side 278). I den italienske krig i 1859 (side 262) knækkede han Østerrigs overmagt i Norditalien og hjalp til at skabe det nye kongerige Italien. Disse krige gjengav Frankrig dets plads som Europas første stat; de kastede glans over Napoleon og hans styre og bragte det franske folk til at glemme, at han i virkeligheden havde berøvet det den politiske frihed som det havde ofret saa meget for.